den allerførste vagt

Dato: 6/02
Årstid: vinter
Dag: lørdag
Vejr: det sner let, ingen blæst. overskyet. men lyst på grund af sneen. (der ligger sne i forvejen)
Sted: Benjamin Centret, indgangs hallen.
Tid: 13.05
Omgivelser: mange shoppende mennesker.
Påklædning: sorte stramme jeans, den hvide lædervest, som er åben, inden under vesten har hun en bæå top med dyb v-udskæring, sorte høje læderstøvler uden hæl, på hendes hofte hænger et politiskilt.

En blå motorcykel kørte ind på parkeringspladsen og holdte nær indgangen til centeret. Personen steg ad motorcyklen og tog hjelmen af. Anthonias røde hår kom til syne og faldte ned langs hendes ryg. Hun lynede ned i vesten. Sneen landte i hendes hår. Anthonia smilte og følte sig meget glad. Dette var hendes allerførste rigtige vagt, hun skulle have, mens hun havde haft sin læreplads. Hun var i lære som betjent, det ville hun nemlig gerne blive, når hun blev voksen. Og hun ville selvfølgelig fortsætte som dusørjæger.
Anthonia gik ind i indganghallen, hun sikrede sig, at hendes dolke sad, hvor de skulle, og at hendes tjenesteskilt (politiskilt) sad, hvor det skulle. Hun gik rundt og blandede sig i mængden, mens hun holdte udkig efter eventuelt ballade og andre væsner.

Påklædning: http://tinypic.com/r/6qzi1t/6

Rose havde siddet på en bænk udenfor centret i en halv times tid. Hun havde siddet og stirret ud i luften og havde trukket sin hætte over sit hoved så hendes hår ikke blev ramt af sneen. Et lille suk undslap hendes læber da hun syntes at det blev for koldt at sidde udenfor. Hun rejste sig op fra bænken og gik hurtigt ind i centret og åndede lettet op da varmen ramte hendes frosne ansigt. Selvom at hun var indenfor blev hun ved med at have hætten over hovedet og så ret mystisk ud. Hendes blik var rettet ned i gulvet da hun gik længere ind i centret og ignorerede folk når de vendte sig om for at se på hende. Hun smilte et varmt smil ned til sine fødder og begravede sine hænder dybt i sine bukselommer og havde ikke opdaget den betjent som faktisk var en dusørjæger.

Anthonia stod og kiggede, hun havde sat hænder på hofterne. Hun ignorede folks blikke, når de kiggede på hende. De havde sikkert aldrig set sådan en ung betjent, hun var jo ikke udlært, så hun talte ikke rigtig som en betjent.
Anthonia stivnede lidt i det, da hun lagde mærke til, at der var et andet væsen til stede. En engel.
Hun trak på skulderne, engle var ikke den værste fjende. Og de havde ikke gjort hende noget, så hun havde ikke noget imod dem.

Rose gik over til en butik som solgte små nipsting og så på de ting som var sat på små hylder udenfor butikken. Hun så stadig ret så mystisk ud med sin hætte oppe. Butiks ejeren kom ud og så på Rose med et mistænkeligt blik. Det var en aldrende mand som så ud til at være i sine 50'ere. Rose skævede over på manden og havde sin ene hånd begravet i sin ene lomme og den anden fumlede med de ting som var på hylden. Man kunne let tage Rose for en mistænkelig person som hurtigt kunne stjæle et eller andet.

Anthonia havde hurtigt set, at der var kommet en mistænkelig person ind i centeret. Hendes øjne havde fulgt personen. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Men hun ville vente.
Hun gik hen og snakkede lidt med butiksejeren, mens hun stadig holdte øje med personen.
Hun vidste godt, hvordan hun skulle tage og tackle personen, hvis det skulle komme såvidt.

Rose vidste næsten godt hvad butiksejeren tænkte, men hun ville aldrig finde på at stjæle noget. Hun så lidt på den betjent som kom over og snakkede med manden og vendte sig hurtigt om og havde stadig en lille nøglering i hånden fra hylden, som hun selføli ikke havde opdaget. Hun gik med hurtige skridt fremad og ville ikke beskyldes for tyveri og knugede den glemte nøglering inde i sin hånd.

Butiksejeren havde lagt mærke til det og pegede efter personen, mens hans råbte noget.
Anthonia var hurtig til at reagere. Hun smuttede hurtigt gennem de omkringstående mennesker. Hun fik fat i personen og stoppede hende. Hun lagde først nu mærke til, at det var englen. Hun blev lidt overrasket over det, hun havde ikke regnet med det.
"Stop!" sagde Anthonia venligt, men bestemt.

Rose så op på betjenten som var gået op foran hende og stoppede hurtigt op. Hun så først lidt undrende på betjenten, men så så ned og fik øje på nøgleringen. *Fuck!* tænkte hun og så tilbage op på betjenten og begyndte så at snakke spansk for at narre hende så bejtenten måske troede at der var sket en misforståelse eller sår'n noget.

Anthonia sukkede og begyndte at trække pigen med hen til en sted, hvor de havde forhørslokaler.
"Vi skal nok finde ud af noget." sagde Anthonia.
Hun var enten nød til at ringe efter hjælp eller finde ud af noget.

*Fuck.. fuck.. fuck* blev Rose ved at tænke da hun blev trukket hen til forhørslokalerne og så op på betjenten og prøvede lidt på at komme væk. Hun var ALDRIG blevet taget for butikstyveri før.. Hun havde selføli aldrig prøvet.

Anthonia fandt et kort frem, så hun kunne åbne en dør. Hun skubbede døren op og trak personen med ind. I rummet stod der et bord, på hver side af dette bord stod der to stole. Anthonia låste døren og gav slip på personen.
Anthonia kiggede på personen. "Det havde jeg ikke forventet af en engel." sagde hun.

Rose så på betjenten og blinkede et par gange og vidste ikke at hun vidste noget om væsnerne, men rystede så på hovedet og blev ved med at tale spansk i håb om at betjenten til sidst ville give op og lade hende gå. Men Rose så bare ikke ud til at være fra Spanien med hendes blege hud. Hun rystede til sidst på hovedet igen og så ned i jorden og knyttede sine hænder hårdt sammen.

Anthonia sukkede og sagde, "Vi kan gøre det på lette måde eller den hårde måde."
Hun satte den ene hånd på siden, med den anden skubbede hun noget hår om bag øret igen.
"Jeg ved godt, du kan tale mit sprog." sagde hun.

Rose mumlede et eller andet irriteret og sukkede så "Fint!.. Hvad mener du med den hårde måde?... Hvad er du?" spurgte hun og ville ikke rigtig snakke så meget om det hun havde gjort. Det var jo ikke med vilje og ville bare væk.

"Du kan enten være venlig og tale pænt til mig og svare på det, jeg spørger om," sagde Anthonia, "eller så kan du bliver smidt bag lås og slå, hvilket jeg helst vil undgå, da jeg ikke har lyst til at smide en engel bag tremmer."
Anthonia undgik at svare på, hvad hun var. Dette var også med vilje.

"Jeg svare på dine spørgsmål hvis du svare mine" sagde hun og opdagede godt at hun ikke svarede på hvad hun var "Hvad er du?" spurgte hun lavmælt og lagde armene over kors og kunne ikke mærke at betjenten var en vampyr hvilket fik Rose til at slappe lidt mer af.

Anthonia sukkede og kløede sin næse.
"Siger Valentine-slægten sig noget?" spurgte Anthonia.
Alle væsner viste, hvem Valentine-slægten var.

Rose tænkte lidt "Hmm.. En klokke ringer.." mumlede hun og havde godt hørt et eller andet om Valentin slægten, men det var nu ved at være ret lang tid siden.

"De har været dusørjæger gennem alle deres generationer," sagde Anthonia, "og er nogen af de allerbedste."
Anthonia flyttede vægten over på det andet ben.
"Jeg er Anthonia Amy Maradith Valentine." sagde hun.

Rose så lidt nervøst på hende og gik et skridt tilbage "En dusørjæger?" hviskede hun og var fuldstændig rædselslagen for dusørjægerne.

Anthonia sukkede og nikkede til hende. "Ja, jeg er en dusørjæger. Og kunne let have slået dig ihjel, men du ha rikke givet mig nogen grund til, at jeg skulle gøre det, derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gøre det, medmindre det bliver nødvendig."
Hun lagde armene over kors.
"Jeg vil kunne hjælpe dig ud af situationen, da jeg ikke vil se andre end mennesker i et fængsel." sagde Anthonia og så på englen.

Rose ville ikke stole på dusørjægere og rystede på hovedet og så ned i gulvet "Jeg stoler desværre ikke på mennesker som slår væsner ihjel for penge" sagde hun dystert og knyttede sine hænder hårdt sammen.

"hmpf.. jeg slår ikke ihjel for penge. Jeg vil kalde det frivilligt arbejde, for at beskytte menneskeheden. Jeg gør kun noget, hvis et menneske bliver truet. Eller hvis det er en vampyr eller elver, jeg møder." sagde Anthonia, "Og når jeg laver en aftale, så holder jeg aftalen så længe modparten gør det."

"Hmm.." mumlede hun, men rystede derefter svagt på hovedet "Jeg vil først stole på folk når at de giver nogen grund til at stole på dem.. Og jeg tør simpelthen ikke at stole på dig endnu" sagde hun og så roligt på hende.

"Jeg vil kunne fortælle ejeren af butikken, at det var en fejltagelse. Og dermed vil jeg kunne lade dig gå." sagde Anthonia, "Men jeg kunne også tilkalde forstærkning. Valget er dit."
Anthonia slog ud med armene og lod dem falde den langs siden.