Alene på legepladsen

Dato: 3. oktober
Årstid: Efterår
Dag: Lørdag
Vejr: Koldt!
Sted: På legepladsen
Tid: Omkring kl 00:00
Omgivelser: Ingen

Kala sad for sig selv på en gynge og gyngede stille frem og tilbage. Var helt alene på legepladsen og havde foldet sine vinger ud. Det havde hun altid når der ikke var nogen mennesker i nærheden. Det sparede hende også for at bruge en masse energi på at holde dem inde i sig.
Hun nød stilheden selvom det var en smule uhyggeligt.

Vicente kom gående hen imod legepladsen. Han gik og spillede på sin fløjte, som han havde skåret ud ad det fineste træ. Han havde en stråhat på, som var lavet af lange strå og sin sorte kappe med nogle røde skyer på hist og her, som denne gang ikke var knappet sammen hele vejen op, som den normalt ellers var så den dækkede for hans mund. Stråhatten, som også havde nogle få hvide silkebånd hængende fra den dækkede for hans øjne, som han gik der. Han havde næsten lige været ude at få slukket sin tørst og følte derfor ingen træng til blod, men alligevel var hans øjne røde, som altid.

Kala fornemmede ikke at der var nogen i nærheden. Hun nynnede lidt for sig selv. Det var koldt, men det generede hende faktisk ikke. Det var dejligt at blive kølet ned en gang i mellem.
Hun lukkede øjnene og sukkede lydløst.

Han var kommet tæt på legepladsen og fortsatte med sine lette lydløse skridt ind på legepladsen. Den rolige melodi, som kom fra hans fløjte blev mere stille og sluttede så da han stoppede sit fløjtespil. Han satte sig på en bænk og knappede sine lange kappe op ved overkroppen, hev en taske frem og lynede den op. Han lagde sin fløjte i tasken og lynede den til igen. Han knappede sin lange kappe sammen, så den nu også dækkede for hans mund. Kun hans røde øjne kunne ses under hans stråhat.

Hun kunne vidste at der var nogen på legepladsen, men gad ikke åbnede øjnene og se hvem det var. Magtede det bare ikke af en eller anden grund.
Stoppede med at nynnede og lyttede bare.

Vicente satte sig i skrædderstilling på bænken. Han så kort op i himlen før at han lukkede sine øjne og placerede sine hænder i et håndsegl. Han kunne mærke at der var nogen i nærheden og var derfor på vagt selvom han havde lukket sine øjne. Han ville kunne fornemme, hvis personen nærmede sig ham. Han fokuserede ellers på sine skygge, som i form a lange tråde stod ud fra hans egen skygge. Disse skygger var flade da de bevægede sig hen ad jorden, men nu nærmest dansede om ham rundt omkring på jorden, som var de slanger.

Kala åbnede sine øjne og rejste sig fra gyngen. Så sig omkring efter den anden person på legepladsen, men kunne ikke få øje på nogen.
"Mystisk" Mumlede hun.

Vicente lod sine skygge bevæge sig ud i mørket rundt omkring på legepladsen. Han åbnede sine øjne, som i mørket glimtede svagt. Han sukkede lavt og kunne stadig mærke den anden person, som var i nærheden. Hvis hans skygger kom rørte ved noget levende væsen ville han med det samme finde ud ad, hvor det levende væsen var.

Uden at vide det gik hun tættere på personen. Hun kunne kun svagt mærke der var en, men hun kunne ikke finde ud af hvorhenne personen befandt sig.

Vicente rejste sig op. Han stoppede håndseglet og lod sine arme hænge ned langs siden. Han kastede et kort blik på sin skygge. Hans skygge havde stadig sine hænder placeret i et håndsegl. Hans skygger havde derfor stadig større effekt. Han stod der og så rundt efter den person, som han kunne fornemme.

Camii lod sig lige så lydløst glide ind på legepladsen. Hun rullede let med skuldrene i smidige bevægelser, mens hun lod blikket gå omkring sig. På en måde virkede legepladsen underligt død i det på dette tidspunkt, men sådan var det vidst bare med steder for børn. Om dagen et livligt paradis. Om natten noget, der kunne indgå i en dårlig gyserfilm af den slags, hvor gyngerne blæste omkring af sig selv og vinden hviskede uhyggeligt. Et let smil bredte sig over Camiis læber. Lige hendes kopte. Det varede et øjeblik før hun sansede, at der var andre til stede, og med ét var hendes opmærksomhed vakt.

Hun stoppede op og så sig en smule forvirret omkring. Hun kunne fornemme at der var en anden person på legepladsen, men ikke hvilken race de var. Derfor foldede hun sine vinger ind i sig.

Vicente tog et par skridt frem. Han fik øje på en skikkelse og fastlåste sit blik på hende. Hans blik var gennemborende og koldt. Hans skygger sneg sig hen ad jorden over imod personen. Hvis skyggerne fik fat på personen ville personen være ude afstand til at bevæge sig.

//OOG. Logger af nu. Skrives senere, vel//

Hun havde ikke selv fået øje på ham og stod og så sig mega forvirret omkring.

//Jep. Skrives xD//

Camii stod stille som en skulptur med ægte hår som rørte sig ganske svagt, når hun gjorde noget. Det var ikke så tit, hun stødte på andre, og årene som vampyr havde gjort hende en smule sky overfor alt, der bevægede sig. Fornemmelsen af en ubehagelig stemning i området, havde nær fået hende til at bevæge sig, indtil hun huskede på, hvorfor hun stod stille.