Barnlige tider.

Dato : 2 November 2010
Årstid : Vinter
Dag : Tirsdag
Vejr : Skyet
Sted : Legepladsen
Tid : Sen eftermiddag omkring kl. 16.
Omgivelser : Ingen kun Mitzi.

Mitzi sad på klatrestativet og kiggede ud over den stille legeplads, hendes ben hang udover kanten af det, hvor hendes grå cowboy bukser sad ind til huden. På overkroppen havde hun en langærmet strik trøje i creamfarve. Hendes hår var sat op i en en knold og dog halv hestehale, men hun havde sørget for at hendes ører var gemt bag det tykke hår. Hun kiggede frem for sig og lod sit blik betragte den forladte legeplads, der var så stille og fredfyldt, mennesker gik lige forbi den som om den havde mistet sin glans bare fordi det var vinter, hun sukkede stille og svang sig ned på jorden med lethed. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle lave, og dog var der så mange valg muligheder man havde her, og dog virkede der så stille og ensomt. Roligt kiggede hun op på himlen hvor den triste grå farve holdte til, *Vinter* tænkte hun lidt for sig selv og smilede svagt, hun elskede alle årstider, men mest af alt kunne hun bedst lide Sommeren, den virkede mere fredfyldt, mere imødekommende. Hun lo stille, og kiggede endnu engang rundt, måske skulle hun gå hjem igen..? Hun havde siddet her i meget lang tid, og havde ingen anelse om hvad hun skulle lave.

Sam kom langsomt traskende ned ned til legepladsen, han havde nu gået rundt i meget lang tid, han havde det virkelig underligt og ikke specielt godt, han var nede i en af de perioder hvor man bare ikke kunne komme op igen, lige meget hvor meget man prøvede. Han sukkede tungt og puttede sine hænder ind i den sorte jakkes lommer og sparkede let til en sten som trillede lystigt af sted, underligt sådan at kunne være en sten? Hvordan det egentlig måtte være. Han sukkede igen og kiggede rundt, han kunne mærke hvordan tårende pressede sig på igen, alle de minder man ville fortrænge men ikke kunne glemme alle de gange man havde skændes og så var det slut, han savnede at stå i køkkenet og skændes med sin søster, det havde altid fået ham til at følge sig så i live, på en eller anden underlig måde, bare, at. han stoppede sin sætningen og fugtede langsomt sine læber, han var som altid iført nogle sorte bukser som sad tæt ind på hans ben hele vejen ned, det var underligt sådan som moden hele tiden skiftede, men det var en af de ting som Sam altid havde været god til, at flyde ind i mængden så at folk ikke lagde mærke til at han var så meget anderledes end alle andre. Langsomt åbnede han munden "This time, This place, Misused, Mistakes, Too long,
Too late Who was I to make you wait, Just one chance, Just one breath, Just in case there's just one left" sang han stille med sin smukke bløde og en anelse hæse stemme "I wanted, I wanted you to stay, 'Cause I needed, I need to hear you say, That I love you, I have loved you all along, And I forgive you, For being away for far too long, So keep breathing" han blev ved med at synge uden at vide at inde på legepladsen sad Mitzi, det var underligt sådan som sangen mindede ham om så meget på en gang, en sang kunne fortælle en historie for en livs tid, tænkte han lidt mens han stadig nynnede melodien.

Mitzi kiggede rundt og bed sig i læben, hun sukkede kort og lod blikket glide hen mod legepladsens låge, hun så en noget velkendt person komme ind af den, og det lignede ikke til at denne person var i sit højeste humør. Hun kiggede på personen som var Sam, han lignede en i sin egen verden sådan som han gik rundt og så tænkende ud, mon der var noget der generede ham, det så nemlig ikke ud som om atmosfærerne var på sit højeste punkt som de forgående dage hvor hun havde snakket med ham. Hun bed sig stille i læben mens hun overvejede om hun skulle gå hen og snakke med ham om det. Men hun blev så noget overrasket over at han begyndte at synge det havde ikke faldet hende ind at Sam sang, og han var slet ikke dårlig til det, nej nej, faktisk lød det meget godt. Roligt uden at larme stod hun bare og lyttede til det han sang...måske, måske var det minderne der havde sneget sig ind på ham, måske, var det bare en dårlig dag, eller så var det et evigt savn efter noget man ikke kunne få. Hun mumlede kort for sig og rystede kort på hovedet, det kunne da ikke være rigtigt at den Sam som hun kendte som hun havde set smile og grine så meget at man skulle have troet at hans mund ville falde af, nu stod og var trist til mode.
Hun gik stille hen til ham, beslutningen var taget, hun ville gerne hjælpe ham med det der irriterede hans sind, "S...sam..?" sagde hun stille og holdte fast i sit ærme på sin strik trøje, hun kiggede på ham med et stille blik og håbede ikke at hun gjorde hans humør meget værre end hvad det muligvis i forvejen var.

Han sparkede lidt mere voldsomt til en sten, hvordan havde han kunne lade hende gå?! Han havde ladet to kvinder i hans liv gå uden at gøre noget ved det, den ene hans søster, han havde ikke kæmpet mere for at få hende tilbage, han havde ikke sat sig op mod sin far da det havde kunne gøre en forskel, ja bare, han burde havde taget sig sammen, ikke havde været så ynkelig. Han tog en dyb indånding og kiggede lidt rundt, nu lagde han mærke til en skikkelse, men kunne ikke helt placere personen lige nu. Han sukkede og kiggede væk da det sikkert ikke var nogen han kendte. Og han ville virkelig ikke vise sin sårbarhed over for en helt fremmede. Han havde jo ikke nogen ide om at det var Mitzi. Langsomt lod han tungen kører hen over hans læber og over snakesbits, mens han vandrede lidt rundt på selve legepladsen, han vente sig langsomt om da han hørte en velkendt stemme bag sig og kiggede på en pige der var ham så bekendt, næsten som om han altid havde kendt hende "Mit.. Mitzi" mumlede han stiille og smilede skævt "Hvad laver du her ude?" spurgte han straks og prøvede at skjule at han ikke havde det særlig godt. Langsomt lod han igen tungen glide hen over hans læber mens han kiggede lidt rundt. Lidt efter landede blikket dog igen på Mitzi, hun havde allerede regnet den ud, det var malet i hendes ansigt. "Hmm" mumlede han stille og nikkede mens han ikke rigtig viste hvad han skulle sige.

Hun kiggede undersøgende på ham som om der var et svar på det hun spurgte sig selv om inde i hovedet, men hun kunne ikke finde det og stod nu uforstående og bekymret foran ham. "Hvad er der galt?" spurgte hun så og kiggede på ham stadig med sit undersøgende blik, hvor øjenbrynene var vendt op ad inde ved næseryggen og i det yderste af pandens sider var de vendt nedaf. Hun syntes det var underligt at se ham med sådan et smil, der slet ikke passede til den atmosfærer der omringede ham, hun følte smilet var falsk, en ren facade som bare viste mere og mere at han havde det dårligt over noget, noget som hun ikke vidste hvad kunne være. Hun bed sig stille i læben og trak næsten ikke vejret eller jo, men i meget svagt, ja det kunne ikke høres at hun hverken pustede ud eller ind. "Du trist, og... jeg kan ikke lide at se dig sådan.." sagde hun så efter lang tid, da hun ikke kunne sætte et præcist ord på hvordan hun havde det med situationen omkring hans dårlige humør. Hun kiggede ned og rystede på hovedet "Hvis der ikke er noget galt, er du en bedre skuespiller end jeg forventede men det er meget tydeligt, og jeg vil gerne være der for dig, så vil du være rar at sige det?" spurgte hun bedende og kiggede så op på ham med et stille bekymret blik. Hvis han ikke ville sige det, vidste hun ikke om hun skulle stole på ham, med at fortælle noget om hende selv, eller prøve at sige at hun forstod det, fordi så ville det bare virke som om...som om at hun jo slet ikke havde behov for at spørge indtil hans problemer, havde slet ikke behov for at være hans ven på nogen måde. Hun rystede stille på hovedet og lod blikket glide ned da tankerne ikke forlod hendes sind. Hun lagde den ene arm om sig selv og tog den anden arms hånd op til hovedet så det kunne hvile let på skrå mod den, og stadig kigge på ham.

Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding mens han vuggede lidt frem og tilbage på sine fødder mens han tænkte lidt "Om der er noget galt.. nej.. der er ikke noget galt.." mumlede han stille "lige nu er alt galt" blev han ved med at mumle, han kiggede ned i jorden uden at se op, da han ikke kunne klare at kigge hende ind i øjnene, et eller andet sted var det bare for, hvad skulle man kalde det, painfull? Den måde hun kiggede på ham, den måde som hun viste at hun rent faktisk bekymrede sig for ham, det var bare et eller andet sted, virkelig dejligt og underligt på samme tid. Han tog en dyb indånding og kiggede hende så i øjnene, tårende begyndte langsomt at trille ned af hans kinder "Bare en af de dage" mumlede han og sank en klump "en af de dage hvor man bare ikke kan løbe fra det man eller mest vil løbe fra" han satte sig ned i sandet og begyndte at tage noget op i hans hånd mens det løb igennem hans fingre "Jeg.." han trak på skuldrene "ja.. bare alt var lige for meget, så ja der er vel noget galt, kan jeg vel ikke gemme fra nogen, ikke engang mig selv" det var underligt det med at han ikke kun løb fra sin fortid, men han løb også fra sig selv, det var som om han var bange for sig selv, var bange for at han ville gøre de fejl han gjorde den gange. Men værst af alt han følte sig også skyldig i at hans store søster nu var død, at hun ikke fik lov til at blive gift, hun ikke fik lov til at opleve glæden ved at få børn. Måske var der også derfor han straffede sig selv, han lod aldrig en kvinde komme tæt nok på, på den måde, alle de gange hvor deres forhold var eskaleret var det fordi han var for bange for at de kom for tæt på. Han sukkede af sig selv, hvor var han egentlig bare ynkelig.

Hun kiggede på ham med det samme urolige og bekymrede blik, hun lyttede til det han sagde og nikkede svagt, hun bed sig i læben og tænkte over hvordan hun mon skulle hjælpe ham ud af dette her. Hun bed sig i læben og havde det som om at få en pil igennem hjertet fordi han var i sådan et humør. Det bekymrede hende at se ham sådan, at vide, at høre, idet hele taget at kunne mærke at han ikke var den samme lige idag, og det var det der gjorde ondt på hende. Da han så endelig kiggede op sprang hendes hjerte et slag over, sorgen i hans øjne gjorde det så, så svært at, ja i det hele taget at se på ham, men hun blev ved med at kigge på ham, om det så betød at hun selv skulle falde sammen og græde. Hun satte sig på hug ved siden af ham og lagde en trøstende hånd på hans skulder, hun nussede den let og kiggede på ham "De...det er okay Sam, det er okay at græde, og du er ikke skyld i alt det der går galt, og faktisk er det heller ikke alt som går galt i det hele taget.." sagde hun stille og trøstende. Hun havde ikke selv været ude for det han havde været igennem, og vidste hun aldrig ville komme til det, men hun ville for alt i verden hjælpe ham med at få det bedre, uanset hvad. "Kom her.." sagde hun og bredte sine arme ud til et kram.

Sam rystede på hoved af sig selv da han kunne se at hun også blev påvirket af hvordan han havde det, hvorfor skulle hun ikke det? Men det var ikke hans mening at være sådan når andre var til stede, måske derfor han altid gik her ud der var ikke særlig mange mennesker at skulle forholde sig til. Han mumlede noget for sig selv og rystede på hoved "Nej måske er det okay"mumlede han stille, "Men.." han kiggede igen ned "Føler ikke jeg fortjener det, føler ikke jeg fortjener at vide hvordan det er at græde, hvordan det er at have det sjovt, hvordan det er at være lykkelig, jeg tog den glæde at kunne de ting fra min søster, jeg hjælp hende ikke mere da jeg havde chancen for det" mumlede han grådkvalt og vuggede lidt frem og tilbage, inden han igen kiggede forbavset op på hende, ville hun virkelig give ham et kram? Han fugtede langsomt sine læber og tog så imod at hun åbnede armende for ham, men i stedet for at lade hende kramme ham trak han hende ind i sine arme og lukkede øjnene, han duftede langsomt til hende hår og fik et lille smil frem på læben. Det var dejligt at vide at folk kunne åbnede sig så hurtigt for folk, at hun gav ham sådan en chance for at vise at han rent faktisk duede til noget. Men det var ikke så meget det, det var mere at han ikke gav sig selv lov til at være mere lykkeligt en godt var, han havde altid flygtet når kærligheden blev for meget for ham, når det kom til det stadie hvor det ikke længere bare var for sjov, men hvor folk virkelig elskede hinanden, der var han flygtet der havde han været sådan en skid at de kvinder han havde været sammen med ikke ville have ham mere. Han sukkede og blev ved med at holde om hende.

Hun kiggede på ham og smilede opmuntrende og nussede stadig hans skulder for at få ham i bedre humør, hun kiggede på ham med rolige øjne "Det gør vi alle sammen sikkert ikke, en gang i mellem, tror vi at verden er efter os som var vi misfostre, andre gange føler vi bare dybe depressioner som gør at vi mener at vi er skyld i alt dårligt, og det er du altså langt fra. Og selvom du ikke gav hende glæden eller oplevelsen af det, var du stadig et barn, du kunne næsten intet gøre, og jeg er sikker på hun forstår det.." sagde hun og kiggede på ham. Hun blev noget overrasket over at det ikke var hende der gav ham et kram men ham der gav hende et kram. I et lille øjeblik var hun i et chok, men så smilede hun stille og krammede ham igen, hun kendte selv følelsen af at være nede på den laveste rang, at man følte at man havde retten til at kalde sig selv, det mørke over hele verden, men at man ikke var det, at man påtog al skylden for alt dårligt.
Et lille smil kom frem på Mitzi's læber, "Så det skal nok gå.." sagde hun og strøg ham trøstende over håret mens hun holdte ham, og selv blev holdt om. "Det skal nok gå.." Sagde hun efter lidt tid igen og strøg ham over håret, hun vidste ikke at det nok skulle gå, hun vidste at det hele nok ville være godt igen, han skulle bare have lidt tid. Mitzi anede dog intet om kærlighed på den måde, hun havde aldrig følt sig forelsket eller noget, så omkring den ting, kunne hun ikke hjælp ham, men hun ville da gerne prøve. Hun sad sådan i et stykke tid, og vidste ikke helt hvornår han ville giv slip på hende, men det gjorde nu ikke så meget det var dejligt at blive holdt sådan om.

Han nikkede og nærmest hold hende ind til sig som en bamse, som om han aldrig ville give slip igen. Langsomt begyndte tårende at løbe ned af hans kinder "Jeg savner hende bare så meget" mumlede han stille mens det saltede vand i meget små dråber løb ned af hans kinder og lavede det til en lang våd stribe. Han hadet at græde, især overfor andre. Men den måde hun trøstede ham på, gjorde bare at han ikke længere kunne holde det tilbage mere. Hvor længde var det siden han havde grædt? 2, 3 år? han havde ikke længere sådan rigtig tal på det, han viste bare han ikke havde gjort det i meget lang tid "Ja... alt bliver godt.. en dag" sagde han svagt og lukkede øjnene mens han nød den måde hun langsomt strøg ham over håret. Han følte sig næsten som en lille dreng igen der blev trøstet af sin mor for at have slået sig på knæet og græd som en hysterisk lille unge der bare ikke kunne tage at man prikkede til ham. Så skrøbelig de børn egentlig var, tænke på når man var ny født var man perfekt i alles øjne, egentlig sjovt hvor egocentret disse babyer var, og stadig så var alle helt vilde med dem? Han sukkede lidt, man var så uskyldig når man var lille, ingen tog sig af hvis de gjorde noget galt, så blev de ældre og glemte hvordan det var ikke at tænke på hvad andre sagde til dem, langsomt blev de mere og mere ydmyg, og tog det til sig som forældrene sagde til dem som var rigtigt og forkert. Til sidst var der ikke nogen baby mere, men et menneske som nu ikke længere kunne være 100% sig selv.

Hun satte sig ned så hun ikke fik ondt i benene, og krammede ham stadig mens hun strøg ham over håret, som om hun var en mor, eller en eller anden voksen der skulle trøste et lille barn, selv græd hun jo ikke særlig meget, hun kunne faktisk ikke huske hvor lang tiden det var hun dist havde grædt. Hun kyssede ham opmuntrende på hovedet "Ssh... det skal det nemlig nok.." sagde hun og holdte ham ind til sig mens hun vuggede ham stille og roligt. Selv var hun ikke særlig optaget af andre mennesker rundt omkring dem, skulle man græde skulle man græde, ikke tage sig af hvad andre mente, de kunne være fuldstændig ligeglade, for hendes vedkommende var det at græde et tegn på at man kunne vise sine følelser, vise at man kunne vise sine følelser på flere måder end bare at smile og være glad på. Hun misundte ham faktisk lige nu, over at han kunne græde, men et eller andet sted så ville hun ikke selv, selvfølgelig var det en lettelse når man først gjorde det, men på den anden side så tog det meget lang tid at stoppe igen. Hun strøg ham endnu engang over håret, og tog ikke nogen notes af at folk begyndte at gå fra legepladsen da de mente at der skete lige nu var måske lige over stregen for dem, men for Mitzi, havde det ikke været andet end et tegn på hjælp og søgende trøst.

Han tog en dyb indånding og smilede lidt, han åbnede langsomt øjnene og på hende "Tak" mumlede han stille og nikkede lidt, han satte sig lidt bedre i sandet og trak hende så let som ingen ting op på skødet så hun også kunne sidde bedre, han holde forsigtig om hende og kiggede tomt ud i luften mens han prøvede at tomme sine tanker for alt det han ikke ville tænke på nu, skubbede det lidt til side og tage det frem når han havde overskud til at tænke over hvad han ville tage frem senere og derved finde ud af hvad han ville gøre ved det, men nu kunne det være nok med at gå og have ondt af sig selv, han burde endelig tage sig sammen og nyde det liv som var blevet givet ham, og ikke se tilbage på noget han ikke kunne ændre mere. Han fugtede langsomt sine læber og nussede hende af vane på kinden, han gjorde det egentlig på alle folk han kendte som han sad sammen med, nussede dem på kinden, armen og siden, dog var der bare mange der tog det den forkerte vej at han var sådan, og troede straks han var vilde med dem, og nu skulle de være sammen til evig tid. Han havde bare aldrig kunne forklare hvorfor han gjorde det og ville ikke såre de piger og endte med at gøre noget han ikke ville. Han sukkede langsom og lukkede øjnene igen mens han duftede til hendes hår, det var en dejlige duft egentlig, duftede lidt af hest og bare helt sin egen, kunne ikke rigtig forklares, bare en dejlig duft.

Hun smilede let og strøg ham fortsat over håret, hun gav ham tid til at forsvinde ind i sin egen verden mens han prøvede at klarer op i sit hoved. "Du behøver ikke at sige tak." Hun var bare glad for at have hjulpet ham og ville medglæde gøre det igen. Ikke fordi der var nogen specielle følelser, hun elskede bare at få folk til at blive i bedre humør igen. Hun smilede skævt da han begyndte at nusse hendes kind og havde ikke noget imod det, faktisk var hun aldrig blevet nusset ikke på sådan en måde, eller nej nu når hun tænkte efter havde hun aldrig blevet nusset. Stille og roligt trommede hun lidt med sine ødelagte gummisko mod sandet. Nu når hun tænkte over det var Sam nok den person hun havde snakket allermest med, den tanke var kun lige gået igennem hende nu, og det fik hende til at smile stille. Mens hun vuggede ham blidt og stille nynnede hun svagt. Imens hendes tanker løb rundt i hendes hoved, nynnede hun stadig, også selvom hun på et eller andet tidspunkt vidste at hun ville falde ud fra denne virkeligheds verden, ville hun stadig kunne nynne, det var sådan en underlig ting, men det kunne hun bare.

Han smilede lidt mere og nikkede "Jo jeg gør, du er nok den første person som er lyttet i stedet for at gå" sagde han stille og kiggede lidt rundt inden han igen kiggede på hende med et lille smil, han fjernede noget af hendes hår så han kunne kigge ind i hendes øjne med et lille smil på læben "så det skal du have tak for" mumlede han svagt og nikkede mens han blev ved med at kigge hende ind i øjnene, han lagde hoved lidt på skrå og fugtede langsomt sine læber uden mere at vide hvad han skulle sige, han lod stille hans finger kører ned over hendes kindben og op igen med et lille smil på læben. Et lille suk undslap hans næse og han kiggede ned mens han prøvede igen at få styr på hvad han tænkte. Han havde dog godt nok fået styr på de tanker med hans søster, kærligheden og alt det han virkelig ikke havde lyst til at snakke om mere, ikke nu, hvad var grunde også til at tage noget frem igen og igen som man alligevel ikke kunne ændre? Hvad godt skulle det gøre for hende, hvad godt skulle det gøre for ham? Han viste det ikke, han viste virkelig ikke meget når det kom til stykket. Mennesker gik sig ind at de viste en masse, men faktisk viste de ikke specielt meget når det kom til stykket, faktisk viste mennesket meget lidt i forhold til hvad den burde gøre, og dog. Hvis alle viste alt ville det blive kedeligt, fordi hvordan skulle man så finde ud af nye ting? Når man så hele tiden ville gå rundt og sige jamen jeg ved alt? På den måde ville de jo hellere ikke vide alt, for hvis de troede de viste alt, ville de jo til sidst se bort fra nye ting der kom til, og derfor slet ikke vide alt. Han stoppede sin tænke gang da den var ved at blive lidt for over fyldt og ikke særlig logisk, men sådan plejede han at tænke, postande efter postande, planter der farede rundt rundt om hans hjerne, som var det solen. Han blev ved med at kigge på hende mens han tænkte, og lod langsomt sin finger der kærtegnede hendes kindben glide ned af hendes hals uden han helt viste hvorfor han gjorde det, og tænkte ikke rigtig over om det kunne være ubehageligt for hende.

Hun smilede stille, og kiggede på det hår han nu flyttede fra hendes ansigt, og kiggede taknemlig på ham, hun kiggede tilbage ind i hans øjne. De virkede ganske specielle, helt brune, ikke lige som hendes egne som bare var grønne og intet specielt ved. "Synes stadig ikke jeg skal have noget tak for det.." sagde hun stille. Det virkede underligt sådan som de sad her og nussede hinanden, andre mennesker havde sikkert set dem som var de kærester, eller ny forelskede, men i grunden var de bare tætte venner der holdte meget af hinanden, ja, det var det de var, det mente hun nok selv. Hun lod sine hænder hvile på hans nakke og tænkte stille, verden var et underligt sted, man kunne føle sig tiltrukket af en person uden at vide det, og samtidig kunne man afskyet en person uden at kende vedkommende, det var jo lige som med varulve og elvere, de hadede hinanden uden faktisk at kende væsnet, men det var jo fordi at begge sider af de to racer havde hørt historier om hvor man udryddede hinanden for at få magten over det og det territorium, ikke fordi at man rent udsagt hadede hinanden som sådan, måske var det også bare et helt normalt instinkt, da elvere ikke kunne døje varulves lugt? Hun trak svagt på skuldrende og lod tanken forsvinde da han begyndte at kærtegne hende ned af halsen, hun anede intet om hvorfor han gjorde det men kunne mærke en svag rødmen stige op i hende af det, det føltes underligt, og dog stadig rart, men underligt.

"hmm" mumlede han stille og fjernede så hurtigt hånden da han kunne mærke det nok ikke lige var det hun havde forventet, eller noget hun sådan brød sig særlig meget om. Eller gjorde hun? Han kunne ikke rigtig bedømme det og valgte derfor at stoppe og tage hånden til sig. Han smilede dog fortsat og kiggede lidt rundt mens han stadig ikke rigtig viste hvad han skulle sige "Hmm.. hvordan var din dag så?" spurgte han stille og lagde hoved lidt på skrå og smilede skævt til hende da han syndes det var lidt åndsvagt at det virkelig var det bedste han kunne komme på, spørger om hvordan hendes dag havde været? Hvilken klassiker. Han tog en dyb indåndinger og lukkede øjnene mens han prøvede at tænke klart. Hun gjorde et eller andet ved ham så han ikke længere kunne tænke klart. Hans tanker var pløret og ikke rigtig til at finde rundt ikke, ikke engang for ham og det var mere det der irriterede ham end det andet. Han rynkede brynene "okay det her lyder nok underligt, men hvad fanden er det lige du gør ved mig?" grinede han og smilede, det kunne da være hun havde en idé måske havde hun det på samme måde, eller hvad viste han, han viste bare han ikke plejede at være sådan over for andre.

Hun tænkte lidt over hvordan hendes dag havde været, hun havde ikke lavet noget specielt endelig, faktisk bare kedet sig med at være her på legepladsen men inden da havde hun da været på arbejde, modtaget sin løn, været hjemme og fået betalt nogle regninger, så havde hun også været ude i haven og trænet sin hest i spring, hun smilede skævt og trak på skuldrende "Det har været... hmm meget god.." sagde hun så og smilede skævt, hun kiggede så på ham og lagde sit hoved på hans skulder, hun tog ikke notets af at han holdte op med at nusse hende, var i grunden lidt ligeglad med det, det var bare hyggeligt at sidde her sammen med ham, have en ligesom sig selv at kunne tilbringe sin tid med, og ikke rende rundt og føle sig ensom og forladt. Hun løftede dog hovedet og kiggede undrende på ham. Hun lod sine hænder glide ned fra hans nakke af, og lagde dem på sit skød, "Hv..hvad mener du?" spurgte hun usikkert og troede hun havde gjort noget forkert, hun var jo ikke tankelæser og havde heller aldrig tænkt på at blive det. Men det lød som om der var noget som hun gjorde, der muligvis generede ham, hun kiggede ned på sin strik trøje mens hun nervøst legede med ærmerne i den, lod det så være og tog sin ene slanke hånd op til munden og bed let i den lange bue formede negl.

"dejligt at hører" mumlede han stille og smilede til hende men rynkede så brynene da hun trak sig væk fra ham og troede han mente hun havde gjort noget forkert. Han rystede på hoved og tog hendes hånd som hun bed negle med og kiggede igen på hende "Jeg mente det ikke på den dårlige måde" mumlede han og lagde hoved lidt på skrå "Men du for mig bare til at opfører mig anderledes end hvad jeg gør overfor andre" et lille smil bredte sig på hans læber og han krammede hende ind til sig og nussede hendes arm "jeg mente det ikke på den dårlige måde det må du ikke tro" sagde han stille, han var i grunden virkelig glad for at der var nogen der kunne få ham til at føle sig så befriende som hun fik ham til at gøre. Som om at alle lænker var væk og der ikke var nogen grund til at gemme noget for hinanden. Hun var virkelig i sandhed en god ven, viste hun over hoved hvor god en ven hun egentlig var? Hvor mange var egentlig heldige at kunne kende hende? han viste det ikke, og nu slog det ham, han viste egentlig utrolig lidt om hende når det kom til stykket, han viste at hun levede for sig selv ude i et hus, han gik ud fra hun ikke havde en kæreste, men det var igen ikke noget han kunne være sikker på. Han viste ikke hvilket venner hun havde eller hvem hun hang ud med, han viste ikke engang hvad hun holde af eller hvad hun ikke kunne lide. Hvilket egentlig godt kunne irritere ham lidt men også gøre ham utrolig nysgerrig når det kom til stykket. Han kunne ikke rigtig forklare det, og havde nok hellere ikke brug for at forklare det, hvis han skulle så skulle det jo være over for ham selv, og hvis han ikke viste det, hvordan kunne han så forklare det for over for sig selv? Og et eller andet sted viste han jo godt hvorfor det irriterede ham og hvorfor det ikke gjorde. Men hvad, det kunne være lige meget, hoved sagen var han virkelig godt kunne lide at sidde her med hende, og vide at han var en af hendes venner.

Hun kiggede på ham og vidste ikke helt hvad hun skulle sige helt præcist, hun bed sig let i læben og lyttede mens hun kiggede ned, det virkede underligt at hører det, og på den anden side, hvordan kunne hun vide om han talte sandt? Hun lod tanken glide bort og kiggede så op på ham med let røde kinder, hun kiggede på ham og betragtede ham let. Tænkte så lidt lukkede øjne kort for at finde de ord frem som hun skulle bruge, i et godt og vel stykke tid sagde hun ingen ting sad bare med lukkede øjne og lod tankerne finde på plads "Sam... hvad betyder jeg for dig?" spurgte hun så, og åbnede øjne og kiggede på ham med en lille tænkende rynke i panden. Ikke i at det han gjorde betød noget særligt for hende, men den måde han kiggede på hende og snakkede til hende virkede....hun vidste ikke hvad hun skulle kalde det, det var rart men samtidig underligt. Hun lagde sit hoved let på skrå og prøvede at fange hans ansigtstræk med et lille smil på læben. Hun lod kort sin ene hånd glide hen over hans tinding, og afventede hans svar med dyb tålmodighed. Hun smilede stadig lidt og, vendte blikket væk fra ham, for ikke direkte glo på ham, hun kiggede rundt på folk der begyndte at gå rundt udenfor legepladsens område, de ville nok synes det var underligt at to unge mennesker på denne alder fandt et sådan sted som dette til at snakke med, hun sukkede stille og kiggede tilbage på ham igen og vidste ikke helt hvad hun mere skulle sige hun åbnede så munden og snakkede med en meget lav stemme "Bare glem det hvis du ikke vil sige det.." sagde hun og smilede forsigtigt, hun tog det ikke så tungt hvis han ikke ville sig det, det var jo trods alt også et meget underligt spørgsmål.

Han kiggede med store øjne på hende og lagde hoved lidt på skrå "Hvordan mener du?" mumlede han stille og fugtede sin læbe og viste ikke helt hvad hun mente, hvad hun betød for ham. Hun betød da meget for ham? Men hvordan, viste han ikke lige hvordan han skulle forklare, hvad det helt var hun betød for ham. Hvordan skulle man forklare man holde af en person mere end man kunne sætte ord på det? Hvad betød hun egentlig for ham. Han bed sig i læben og rynkede brynene "Hvad hvis jeg ikke kan forklare hvad du betyder for mig Mitzi?" mumlede han svagt og kiggede på hende mens han langsomt lod sin tunge glide hen over hans snakebites og kiggede lidt ned inden han igen vente blikket op og måttes med hendes øjne "Jeg kan nemlig ikke forklare det, du betyder på en eller anden sjov måde mere end nogen person nogen sinde har gjort for mig, du er den person jeg virkelig føler jeg kan være mig selv med, den person jeg tør at gøre ting jeg ikke ture gøre for" han trak lidt på skulderne "selvom jeg kun har kendt dig så lidt føler jeg allerede du er en af de bedsteveninde jeg har, hvis du ikke er den eneste." sagde han endeligt "Jeg ved ikke om der er mere, bag det hele, men jeg ved bare du betyder meget for mig, og jeg vil ikke miste dig nu da jeg har fået dig, hvis man kan sige det på den måde" Han trak på smile båndet og lagde hoved lidt på skrå igen og bed sig lidt i underlæben og trak vejret dybt "Jeg kan ikke forklare det på nogen bedre måde, ville du kunne forklare hvad jeg betød for dig hvis jeg spurgte?" grinede han, og var sikker på at hun godt kunne, det var sikkert bare ham der havde det sådan her. Sådan var det altid når han endelig havde det på denne måde var det ikke gengældt den anden vej, på den måde var han blevet mere hård og sagde kun meget sjældent hvordan han havde det, og hvad han følte over for sig selv og andre. Bøde med hentydning til hvordan han havde det og hvordan havde det med andre, det kom bare ikke ment til ham. Han smilede og lukkede øjnene og sukkede dybt.

Hun kiggede på ham og betragtede ham stille, men kiggede væk mens hun lyttede, hun tænkte stille og lod ham snakke ud mens hun bare lyttede, hun kiggede stille rundt nede på jorden, hun rynkede brynene mens hun lyttede til det han sagde og nikkede et par gange, hun kiggede så på ham, og ned igen mens hun igen nikkede endnu engang, det virkede så underligt...at... ja at vide at man betød noget for en, det virkede langt ud over hendes forventninger. Hun smilede stille, det betød meget for hende det hun sagde at hun havde lyst til at græde over det, ja det lød måske underligt, men sådan havde hun det, for første gang var hun ikke vendt ryggen til, blive kastet væk som var hun en ting. Hun kunne mærke hvordan tårerne pressede på, og fik hendes blik til at blive sløret. Det var længe siden hun havde grædt, hun havde helt glemt følelsen af det, hun kiggede ned og smilede stille mens tårerne stille trillede ned af hendes kinder. *Hvad ville han ikke tro om dig Mitzi..?!* Hun grinede lidt og tørrede sine kinder med de slanke hænder og var glad. "Tak..." sagde hun med krydderet stemme. Hun skjulte kort sit ansigt ned i sine hænder for at klarer lidt op, og kiggede så på ham, og smilede lidt, "Hmm... du betyder mere for mig, end hvad jeg selv ved, du er en meget betydningsfuld ven, den første faktisk.." lo hun stille og snoede en blond lok rundt om hendes pegefinger, hun smilede ganske let og mente nok at det var noget underligt noget at sige, sådan bare hentyde til at han var hendes første ven, men det var jo rigtigt nok, hun havde ikke andre..

Han betragtede hende og var bange for at han havde sagt noget forkert og da hun så begyndte at græde kiggede han med store øjne, hvis hun ikke efterfølgene havde sagt tak havde han troet det var fordi han havde sagt noget hun ikke kunne lide at hører og derfor var begyndt at græde "det var så lidt" sagde han stille og trak hende helt inde i hans arme og vuggede hende frem og tilbage mens han nynnede blidt for hende og lukkede øjnene, det var bare en rar følelse det her, han kunne virkelig ikke forklare hvor glad han var lige nu, intet kunne virkelig blive bedre end det var lige nu og intet ville kunne ødelægge hans dag mere nu, det var som om at det der var sket for var blæst væk og at der kun var det her. Han smilede og åbnede langsomt øjnene "Dejligt at vide" mumlede han og nikkede "det er dejligt... endelig at have en ven, som virkelig er en ven" sagde han så stille, og viste ikke helt om de følelser han havde for hende var mere end bare ven, men han ville vente og se tiden an, det var ihvertfald tydeligt at det ikke var noget der skulle ske nu, nu var de bare venner og det var han meget taknemmlig for, hun viste ikke hvor meget det betød for ham, han.. han kunne igen ikke forklare det. han tog endnu en dyb indånding og strøg hende langsomt hen over håret og nussede hende på armen mens han stadig vuggede hende frem og tilbage.

Hun smilede let, og kiggede på ham med et roligt blik, hun lukkede stille sine øjne og var glad for at have ham ved sig. Hun nød at blive nusset og puttede sit hoved ind til hans hals og smilede svagt mens hun lyttede til hans nynnende stemme, hun nikkede stille til det han sagde og lo svagt "Ja det er så.." sagde hun og flyttede så hovedet og kiggede på ham med et mildt blik. Det var så dejligt at have en at snakke med, en ven man kunne komme til når nøden var størst, eller når det bare var en falsk alarm, hun lo stille. Hun lagde igen sit hoved mod hans skulder og strøg ham ned langs halsen. Stille og roligt lukkede hun sine øjne igen, og slappede af mens hun blev vugget, det var sådan en dejlig følelse og det fik hende til at føle sig som noget specielt, hun trak vejret tungt, så man næsten skulle tro at hun sov men faktisk lyttede hun bare i sin egen stilhed til hans stemme der nynnede, den var så betryggende, rolig, og mild, sådan en stemme som man kunne lade sig forsvinde ind i, og ikke komme tilbage igen bagefter. Stille og roligt nussede hun ham langs halsen og ned af armen. Havde det ikke været for hendes lette bevægelser var hun nok gået hen og lignet en sovende dukke. Hun havde øjne lidt åbne og fulgte hans hånd der nussede hendes arm, det var dejligt og behageligt, hun sukkede glad og lukkede sine øjne igen mens hun fortabte sig ind i en drømmende verden.
Hun åbnede dog øjnene hurtigt for ikke gå hen og falde i søvn, hun kiggede stille rundt og syntes at lyset rundt om dem var begyndt at blive svagere, solen var vidst ved at gå ned, og gade lygterne tændte deres klarer energi lys, udover legepladsen, hun betragtede stille hver en enkelt ting og smilede let, alting lignede noget fra et eventyr. Hun smilede stille og lukkede øjne med de lange øjenvipper i og lod sig begive ind i dette eventyr mens han holdte om hende. Stille sænkede hun sin hånd og lagde den ned i sit skød.

Han havde det som om at han fik kuldegysninger ved hendes berøringer ned af hans hals, og lukkede efter noget tid øjnene mens han stadig nussede hende på armene mens han blev ved med at nynne, langsomt begyndte ordende også at forme sig i sin mund "Josefine Det hedder Nico´s lille pige Her er et billede af dit barnebarn Og Hønsepigen Nu har hun fået 12 igen Ja jeg ved ikke hvor hun har det fra, Det tog mig 29 år Men jeg fatter det nu Nu har jeg gjort lige hvad du sagde jeg sku´ "Syng knægt bare syng!" Og det gjorde jeg så Kan du høre mig?" han smilede, det var en af hans yndlings sange fra Rasmus Seebach "Jeg lukkermine øjne og jeg hører dig sige Passer du godt på Mor Nicolai og Marie? Ja Far. Det gør jeg Og vi har det godt Og du behøver ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Lov mig du må ikke sige undskyld Du har gjort mig til den jeg er den jeg er, Du har gjort mig til den jeg er, den jeg er" han vuggede hende stadig frem og tilbage mens han langsomt sang sangen, med bløde og rare toner, det var virkelig en sang der satte tankerne igang, langsomt skiftede han sang og melodi, men stadig den samme sanger "Har du det mon lissom’ mig? jeg kan se du har grædt igen står du ved en skillevej jeg tror jeg ved hvor viskal hen det ville være så let vi kunne lade som ingenting hvad nu hvis jeg holdt’ dig tæt? og vi ku’ blive lidt - bare et øjeblik her i drømmene men jeg ved jo godt jeg kan ikk’ leve med ville hade mig selv hvis jeg holdt’ dig her - du fortjener mer’ ja jeg ved du - at du må videre nu du skal vide du er 'helt perfekt' baby jeg gir’ slip, jeg lader dig flyve det på tide du blir’ du blir’ glad igen" Han smilede stadig selvom det var en meget flot sang når det kom til stykket, men den var også meget trist, kom an på hvordan man tolkede den. Han fugtede langsomt sine læber mens han stadig nynnede og vuggede hende frem og tilbage, han kiggede rundt, folk med deres børn der lige var taget ned for at gyngede med deres børn sendte dem nogle blikke og især da han begyndte at synge, men han var lige glad, han kunne godt lide det og han kunne mærke at det beroligede Mitzi, og det var godt nok til ham med at fortsætte. Han smilede derfor bare til dem og nikkede lidt så de enden smilede tilbage og nikkede tilbage eller bare vente sig om og lod som om de aldrig have kigget mod ham. Det var de ting man bare skulle trække på skuldrene af.
Han kiggede ned på hende og smilede da hun lagde sine hænder i skødet tog han sin ene hånd og tog den ene af hendes i sin og smilede skævt til hende mens han nynnede lidt endnu, han kunne godt lide den stilhed der var omkring dem som alligevel ikke var så stille. Han rynkede lidt på næsen for den kløede lidt men han tog sig ikke rigtig af det.

Mitzi lå og nød sangene som han sang, hun trak vejret tungt og nussede let hans hånd, det var en behagelige følelse at have en der var så tæt på en. Hun havde det godt, især ved at høre på hans blide stemme, at mærke den måde han rørte på hende, bare at vide at han holdte af hende som en ven var mere til at gøre hende glad. Hun forstillede sig ham en dag synge foran et stort publikum, og bringe sine budskaber ud til verden, hvor hans tallent blev rost og kritiseret. Hun smilede let, og nussede ham kort på maven, hun havde stadig lukkede øjne, og lyttede med til de sange der kom ud af hans mund, hun ville ikke afbryde ham, og hans koncentration til sangene døde ud, hun bed sig lidt i læben og igen nussede hun hans hånd, med sin egen bløde hud. Hun kunne godt lide at sidde sådan her sammen med ham, det var dejligt betryggende, som om intet kunne skille deres venskab ad. Hun var ikke selv sikker på om der lå mere bag dette venskab, men det måtte vel komme til den tid. Hun åbnede stille øjne og kiggede ned på deres hænder med et svagt smil, hun kiggede så op på Sam og tænkte lidt, "En eller anden dag.. Så vil jeg gerne se din lejlighed.." lo hun stille og lod sin frie hånd trække det sorte gardin af pande hår væk fra hans øjne så hun kunne se ind i dem. Hun smilede let og betragtede ham med et lille stolt smil over at være hans ven, det var en behagelig følelse. Hun kiggede så rundt på legepladsen og strakte sig lidt men dog uden at slippe hans hånd. Hun krummede sig sammen igen og puttede sig ind til ham, som om hun var et lille barn der fandt sin trøst hos sin ældre broder. Hun smilede stille og kiggede op på ham med de klarer grønne øjne.