havnens stille tider (Nitaki)

Scarlett så ud over den frosne havn, der var indet bedre en en kølig aften mens sneen dalede ned fra himmelen.
at se fiskernes tirste blikke over at havet var frosset til så deres fisk ville være fanget, det var blodt en fryd for øjet.
hun hoppede ned på isen, sneen havde lagt et tynt lag henover isen, hun elskede hvordan alle var så deprimeret om vinteren.
den blide vind kærtegnede henes kinder, og fik hendes hår til let at bølge.
ud over det elskede hun at sneen holdte en dæmper på den frygtelige stank der tit kom fra havnen.
hun tog en smøg frem og tænte den, der var indet mere afslappende and at kunne føle folks ulykke og slappe af med en smøg..

Nitaki havde taget skøjter med og var parat til at stå på skøjter på det frosne hav, så hun skigtede hurtigt til skøjter, men det var et par år siden sidst hun havde prøvet det, men gjorde det alligevel, hun satte fødderne på iseen og begyndte at skøjte frem og tilbage, men alligevel snublede hun et par gange, men det var hun ikke bange for. Ja hun kunne stortset ikke føle smerte da hun avr et frosent blodtørstigt væsen.
Hun kunne ikke klare at være et blodtørstigt væsen og havde flere gange forsøgt at slå sig selv ihjel.

scarlett så tilbage da hun hørte nogen i det fjerne.
hun kunne tydeligt lugte at det var en varmpyr. men da hun lige havde spist, så hun ingen grund til at slå væsnet ihjel. med mindre selvfølgelig hun blev provokeret.
hun holdte en hånd op til sit øre, og fjernede håret der havde sat sig bag øret. hun kunne godt lide når hået gled med af hendes skuldre.

Nitaki følte sig fri, emn hun følte at helved rev hende til side og frem og tilbage fordi hun hyggede sig, det var nærmest som om at hun ikke måtte hygge sig, men det påvirkede hende ikke, men pludselig var det som om en høj sirene inde hendes hovede gengav sig. Så hun faldt sammen på iseen, det var nærmest som om at iseen revnede da hun smed sig ned.

scarlett så kvinden falde, og skulle styre sig selv for ikke at grine.
hun gik vidre hen ad isen, og tog sig ikke af at der måske kunne være sket varmpyren noget..
hun var blevet meget kold og kynisk efter de mange ofre og ting hun havde oplevet.
efter noget tid besluttede hun sig for at på op på selve molen igen.
hun gik hen ad den og kunne mærke den anderledes faste grund under hende.
den bidende vind skar gennem hendes går, mens mågerne's skrigen holdte den fulde stilhed henne.

Sirenen gengav sig hele tiden og hun følte sig usikker på iseen, men pludselig slog en revne i iseen og der var mange ude på issen. Det var som om at helved ville hive hende ned til sig nu hvor iseen flækker, vis hun var heldig ville hun nå ind til bredden i tide.
De andre mennesker havde ikke opdaget revnen og skøjtede vidre, men pludselig hakkede det halvt over og en del faldt i vande og en anden del døde da de slog hovedet ned i iseen.
Men Nitaki nåde op på breden.

scarlet så blodbadet foran sig, og slikkede sig om munden... mens hun smilede.
¤tænk at mennesker kan være så provokerende... ¤ tænkte hun mens hun blodt gik vidre uden at se påvirket ud over det overhovedet.
hendes blodtørst var ikke kommet op i hende. da hun var utrolig mæt.
hun havde ingen intentioner om at hjælpe dem, overhovede..

Nitaki slikkede sig om munden da hun var fristet til at springe i efter dem, memn så dum var hun ikke. Der måtte være en grund til at iseen bare flækkede, men det var ligemeget, så længed er intet er sket eller rettet sagt er sket med hende.
Hun grinede lidt da hun vidste hvorfor den flækkede.

hun gik goligt hen til folkemængden der lå blødende i vandoverfladen.
hun stoppede op og så på dem, hvorefter hun blodt smilede.
menneskerne skreg, men det var blodt noget hun nød at høre.

Nitaki kiggede ømt op, da hun havde skåret sig på benet.
En strimel af vampyr blod strimmlede ned af benet på hende.
Men hun tog benet op ved munden og sugede det ud, hun led af blod mangel.
Grunden til det var hun spiste sit eget blod, så mennesker slap.