Sam's lejlighed

Dato : Den. 18 Februar 2010
Årstid : Vinter
Dag : Fredag
Vejr : Regn og blæst udenfor
Sted : Sam's lejlighed
Tid : 22.20
Omgivelser : Ingen ud over Sam og hans kat Max

Sam gik stille rundt i hans lejlighed og ryddet op, da det jo snart var weekend, og det hele skulle ligesom gøres inden han igen skulle arbejde, det var som om han bare ikke havde tid med alt det der skulle forberedes til skolen og hans elever. Han lavede nye ting til næsten hver gange, men powerpoints også videre. Det tog nu et eller andet sted virkelig meget tid. Han sukkede lidt og tog alle de skåle og glas der var på sofaboret. Tømme glas og alt muligt andet som bare havde fået lov til at stå hen over ugen. Han gik ud i køkkenet og og puttede det hele i opvaske maskinen og lukkede den med et lille smil på læben. Han tænde den og gik hen til stuen igen, han stoppede op og kiggede lidt rundt i den, han havde virkelig været heldig med valg af lejlighed. Det var en store stue der var meget lys, og var slået sammen med køkken og spisestue, som han ikke rigtig brugte. Køkkenet og stuen var skilt sådan ad at der var en lav skillevæg sådan så det var et køkkenalrum. Han smilede glad og lod blikket glide rundt, der var to værelser et han sov i og et der var et gæsteværelse. Ellers havde han et skrivebor der stod henne vel vinduerne der pegede ud mod gade hvilket var ret paktisk så kunne man sidde og følge med hvad der foregik der nede. Lidt efter begyndte han igen at fjerne ting, rydde lidt op samtidig med at tv'et kørte i baggrunden.

Flore så på lejligheden nede fra gaden.
Hun havde spurgt efter adressen de fleste steder og havde nu fået den.
Men nu havde hun mistet modet, modet til at gå op til den bror der aldrig havde været i hendes liv.
Det var mørkt, og var ved at blive koldt.
Hun bed sig i læben og tog så mod til sig og gik hen til den lille klokketelefon.
Hun stirrede længe på navnet inden hun holdte klokken inde og hørte en summen som tegn på den ringedé.

Han tænde for musikken og nynnede med på nogen af sangende fra 'Dead by April' han grinede lidt og dansede lidt rundt mens han sang med nu. Han stoppede dog hurtigt og skurede ned da han hørte at det ringede på, hvem kunne det være på dette tidspunkt?? Hans første tanke der slå ham var at ungerne fra hans hold nu igen var kommet ud i en eller anden pine og havde brug for et sted at sove, men de plejede først at komme ved en et tiden og det var det jo i grunden for tidligt til. Han gik langsomt hen til telefonen ned til og tog det op til øret "yes hvem der" sagde han med sin normale glade stemme og ventede på at personen gav sig til kende, han havde ingen idé hvad han nu ville hører, at hans verden nu ville ændre sig, og aldrig blive den samme igen. Han vente lidt mens han trommede sine fingre på væggen "Er der nogen?" spurgte han da der var gået noget tid og han ikke hørte andet end en ånde, han var lige ved at tro det bare var noget fis men blev dog ved med at lytte om der ville komme nogen og give sig til kende.

Flore var i starten ude af stand til at snakke men tog så en dyb indånding.
"Er det.. Sam Downwill?" Nærmest hviskede hun.
Hun stod og rystede, både af kulde og af frygt.
Frygt for så utrolig mange ting.
"Jeg.. Jeg hedder Florence.. Downwill.. Florence Downwill." Stammede hun og bed sig i læben.

"Ja det er mig.. hvem .." han stoppede lidt med at sige hvem det var og stod og kiggede tomt ud i luften. Hvad lavede en af hans familie medlemmer her? havde det ikke fået besked på at de skulle holde sig på afstand?? Havde han ikke skrevet til sin mor at han ikke ville have noget med dem at gøre mere og de skulle stoppe med at kontakte ham? Han tog en dyb indånding "hvad vil du?" spurgte han lige ud og måske en anelse koldt.

Hans pludselig kolde tone gjorde hendes frygt værre.
Han ville ikke hjælpe hende.
Der kom et lille hulk..
"JEg.. Ikke noget." Sagde hun så da hendes stemme knækkede over.
Hun begyndte at græde da hun troede han ikke kunne høre det og sank sammen i døråbningen.
Det var nu til at høre hun ikke var særlig gammel.

Han stivnede i røret da han hørte hun begyndte at græde, og rystede over det hele, der måtte være noget virkelig galt, egentlig kunne han slet ikke huske en Florence i hans familie? Han smækkede røret på og åbnede hurtigt døren og løb ned af trappen til døren, han fik øje på en pige hun måtte ikke være særlig gammel, hans hjerte sank i livet på ham, hvordan kunne han have været så kold over for hende. Han åbnede langsomt døren og kiggede ned på hende, uden at sige noget samlede han med lethed hende på i armende og tog hendes taske, derefter gik han langsomt op af trappen og ind i hans lejlighed.

Florence havde grædt videre selvom han var kommet ned.
Selv da han havde samlet hende op havde hun ikke sagt noget, og havde heller ikke stoppet med at græde.
Hun sad der bare, uden at læne sig ind til ham og hulkede.
Hendes kinder og hendes hals var fuldstændig våd af tåre.

"Sssh" mumlede han mens han lukkede døren bag dem og lagde hende i sofaen, han gik ind og lavede noget varmt at drikke til hende og satte tasken ved siden af sofaen. Han satte vand over til the og kiggede tomt ud af vinduet der havde udsigt og over legepladsen. Han sukkede lidt og kløede sig i nakken, der måtte have været sket nået meget slemt siden at en af hans familiemedlemmer have op søgt ham. Han fugtede sine læber og hældte det varme vand op i et krus og bragte den ind til hende han stalde det på boret og kiggede på hende med milde øjne og smilede svagt "undskyld" sagde han så "jeg burde ikke have været så hård, men du må forstå at det var noget af et chok at en af mine familiemedlemmer havde op søgt mig efter alle disse år.. nu må jeg vide.. hvorfor er du her?" spurgte han med en noget blidere stemme og han kiggede lidt på hende, ude af stand til at vide hvordan han egentlig skulle opfører sig voer for en 13 årig pige der så ud til at være helt fra den.

Hun så bare på the'en da hun ikke havde lyst til den.
Hun sad med armene om sine ben.
Hun havde taget sine sko af for ikke at svine sofa'en.
Hun tørrede sine øjne inden hun søgte han blik.
Da de mødtes sendte hun en strøm af billeder fra oplevelsen gennem hans hovede.
Hvordan hun havde siddet der stiv af frygt, han kunne mærke hendes frygt, været rædselsslagen for at gå ud, hørt og set sin familie dø.
Også billedet.
Det billede hun fandt nede i kælderen, han kunne se hvordan hun havde det og set på navnene, hvordan hanss navn havde fanget hendes opmærksomhed og at hun havde studeret billede utroligt længe, mens spørgsmål, forvirring, minder og beslutninger kredsede i hendes hovede.
Hvem denne dreng var, ved siden af hendes afdøde søster Livia, hvordan hun genkendte ham i sit eget spejlbillede, mere end hun genkendte de andre, forvviring over han ikke var her mere, minder om samtaler mellem sine forældre hun havde smuglyttet.
Og beslutninger om hvordan og at hun ville finde denne dreng.
Så slog hun sit grønne blik ned på sine fødder.
Hun sagde ikke noget da dette ville være en omvæltnig for ham..

Da deres blik måttes kunne han se billederne lige så tydeligt som hvis han havde stået i selve stuen og set sin familie slået ihjel, hvordan skrigende for hans søskende som han godt kendte lød, han stirrede ud i luften og kunne ikke få et od frem, men han blev ved med at kigge hende ind i øjne han kunne fornemme han havde brug for alt de hun fortalte ham igennem billede. Han kunne mærke hvordan hans øjne blev sløret af vandet der langsomt steg sig op i dem, så dette lille væsen som sad foran ham, var hans lillesøster, den sidste overlevende fra hans tidligere familie.
Der sad han i nogle minutter inden han rystede på hoved, han måtte tage sig sammen, og ikke lade den pige som var hans søster i stikken, han havde allerede ladet en af de personer som han elskede højt gået i døden på grund af hans fars had til varulvende, han smilede til hende og rejste sig så op "Hmm.. vi må hellere rede gæsteværelset op til dig, så må vi i morgen tage stilling til om vi bliver i denne lejlighed eller om jeg bliver nød til at købe en stører, jeg kan jo altid sælge nogle af mine billeder.." han kiggede lidt rundt inden hans blik faldt på hende igen og trak hende så ind i hans arme "Jeg er ked af det du har måtte overværer med vores familie, men bare rolig, du kan bo her ind til du er gammel nok til at finde dit eget sted.. vi skal nok finde ud af det" egentlig tog han det meget roligt med sin familie, egentlig havde han altid hadet dem, hadet dem for deres blindhed og at de ikke bakkede ham op selvom han viste de mente det samme som ham. Og alligevel havde der bare vent ham ryggen, denne pige skulle ikke lide det samme som han havde gjort i nogenlunde den samme alder som hende. Han trak vejret dybt og trak hende ud af hans arme.

Flore stod bare og kiggede ind i hans skulder.
Hendes hænder hang slapt ned af hendes sider.
Hun bed sig i læben.
"Tegner du?" hviskede hun da han trak hende ud fra sig.¨
"Du. Du behøver ikke.." Mumlede hun og så ned.
Hun kiggede rundt.
"Hvis ikke der er.. plads, tager jeg bare ind til politi stationen og melder mig forældreløs." Sagd ehun og kiggede op, dte var tydeligt hun aldrig havde haft støtte fra nogle i sin familie.
Kun af sin mor, men det var når hende far ikke var der, når han enten var ude at rejse.
Da hun så ham i øjnene kom hun til at vise ham hvad hun tænkte på.
At bo alene blandt en masse børn der også ingen familie havde, hendes tegninger af hendes mor som hun havde tegnet af hende når hendes far var ude at rejse.
Da det gik op for hende rystede hun på hovedet og kiggede væk.
"Undskyld.."

Han nikkede "ja jeg tegner, og du kan lige tro nej at du for lov til at gå ned på politistationen, ikke idag, vi skal alligevel derned i morgen og meddele jeg overtager forældremyndigheden over dig, så kan jeg få noget hjælp til at passe dig, lige i øjeblikket er der plads til dig, men jeg synes nu alligevel at vi skulle finde noget andet, måske et hus ude på landet hvem ved, vi finder ud af det.." han smilede og kiggede igen ind i hendes øjne og fik en masse nye billeder ind i hoved han rystede lidt på hoved for at komme til sig selv "det er i orden, men du bliver nok nød til at lærer at kontrollere dine kræfter" mumlede han og nikkede bekræftende på at det nok var en god idé "Ved hvordan du havde det, ikke den nemmeste familie at vokse op i, må nok sige det var lidt af en lettelse da jeg drog væk der fra.. eller flygtede kan man vel bedre kalde det.." han kiggede lidt rundt og begyndte at finde sengetøj frem til hende "Men du må nok hellere komme i seng, det har været en lang tur for dig" mumlede han stille og ville slet ikke vide hvordan hun var kommet derfra og her til, hvilket mindede ham om at han var nød til at tage til huset og rydde op, hvilket fik hans hjerte til at synke i livet på ham, hans familie var død, hvilket nu gjorde ham klan overhoved til Downwill klanen i Australien. Han rystede dog tanken ud af hoved og fugtede sin læbe, ikke tid til at tænke på sådan noget nu.

Hun så overrasket på ham.
Så vendte hun sig om og gik hen og satte sig igen.
"Kommanderes med, det skal man også." Mumlede hun og tog sin blok op.
Hun så på ham mens han farede rundt.
Så smilte hun stille, han var god nok..
Og han lignede hende mere end de andre gjorde.
Havde gjort.. rettede hun sig selv, hun bed sig i læben og så ned på sit papir, som hun tegnede på.
Det var ham, der så helt panisk ud ved synet af hende.
Hun smilte lidt, et ægte smil.
Så, så hun op på ham igen.
Hun snakkede ikke så meget normalt,
"Forældremyndigheden?" Sagde hun vantro

Han smilede til hende og gik ind i gæsteværelset og begyndte at rede sengen op til hende, da han kom ud igen tog han koppen og kiggede på hende, hun lignede ikke en der ville have noget at drikke "Ja hvis du vil blive hos mig skal jeg blive din værge" mumlede han og hen til vasken i køkkenet og hældte det ud mens han puttede noget brød i til at riste da han lige pludselig var blevet sulten han betragtede hende lidt "Nå så du tegner også?" spurgte han da han så blokken, det var egentlig hyggeligt hvor meget hun mindede ham om sig selv, han havde også tegnet i den alder og havde hele tiden gjort det, og nu var han en af de bedste overhoved. Han gabte og strakte armende ud i luften mens han kiggede lidt rundt og ventede på at brødet var ristet færdigt.

Hun nikkede så kort.
"Ja selvfølgelig." Sagde hun så. Det var jo indlysende selvom hun ikke havde tænkt på det.
hun grinte.
"Ja jeg gør, jeg tegner for det meste detaljerede tegninger, og potrætter." Smilte hun.
"JEg tegnede en pige på vej herned. Lucy." Hun fandt det frem og gik hen til ham og viste det. Hun havde fået det til at vise den utrolig gamle udstråling den 7 årige vampyr havde. Hun var helt okay tilfreds med sit billede af den blinde pige.

Han lavede også noget kaffe og gik så hen og satte sig ved siden af af hende med et lille smil på læben, han tog blokken og studerede hendes arbejde "Ikke værst, men pas på øjnene de kan godt blive lidt for mørke" han rejste sig op og gik hen til sit skrivebord og kom tilbage med en æske "Her det er kulkridt, de er gode at bruge til at lave øjne, men pas på at du ikke presser for hårdt ellers kommer der bare samme resultat" sagde han og nikkede, sådan havde han det altid med sine studerende men de plejede at tage det ret godt når han rettede på deres arbejde "Men jeg synes det er rigtig flot" sagde han og mente det, han fandt ikke noget kunst var grimt eller dårligt, man skulle bare tage det som det var lavet og så hjælpe til med at gøre det bedre.

Hun smilte og nikkede.
SÅdan som hun tegnede havde hun selv lært sig.
"Ja.. Okay." Sagde hun og tog et.
Hun lod ganske roligt øjnene strege op med kulkridtet, passede meget på da hun havde hørt om det.
"Du skulle have set hende." Sagde hun så. "Hun var et kunstværk i sig selv. "Jeg måtte bare tegne hende." Sagde hun så og smilte op til ham.
Hun følte sig allerede godt hjemme her..

"Hmm.." mumlede han og nikkede "det er nogle personer" grinede han og smilede stille og drak noget af sin kaffe, han sank ned i sofaen og kalde på Max, der langsomt kom luntende som om han var en hund der bare havde ventet på man kalde. Og hoppede op i sofaen, Sam begyndte langsomt at kæle den og smilede til hende "Nå.. hvad havde du så tænkt dig ud over at bo her?" spurgte han hende så og lagde hoved lidt på skrå.

Hun rynkede på panden.
"Hmh.." Sagde hun og så tænkende frem for sig.. "Det ved jeg ikke.." Sagde hun.
"Måske, kunstner, eller lære." Hun havde ingen anelse om at hendes bror var lære..
Sagde hun så og kiggede på katten der sad og spandt.
Hun smilede.
"Hvor er den sød."Smilede hun.

Han kiggede lidt afventede på hende mens han ventede på at hun ville svare. Han lagde hoved lidt på skrå og smilede svagt mens han kiggede lidt rundt. Han kløede sig i nakken "Hmm.. jeg er selv lærer" mumlede han og nikkede "Ville dog gerne være foruden nogen gange" mumlede han stille og smilede skævt mens han tænkte over hvad han ellers skulle sige "Yea... den eneste familie jeg havde i godt og vel et halvt år nu" mumlede han stille og tilføjede efter du så kom. Han kløede sig i nakken "Men det her giver mig jo både pengene og grundende til at gøre det jeg altid har drømt om grinede han, hvordan har du det med at bo på landet?" spurgte han stille og havde altid ønsket sig at lavet sig et hus med hans egne hænder ude på landet og tæt på standen. Han smilede lidt ved tanken og spiste noget af brødet og tilbød Flor noget af det.

Hun grinte.
"LAndet..?" Spurgte hun og tog sine ben under sig.
"Hmh.." Hun tænkte sig om, og kiggede på katten, så rystede hun på hovedet.
"NEj tak." Sagde hun så afvisende til brødet, hun havde ikke lyst overhovedet.
"LAndet.. Det lyder.. Hyggeligt." Sagde hun så tænkende. "Men det er der altså også her.." Sagde hun med et lille smil.

Han nikkede og kiggede lidt rundt, da hun afslå til brødet tog han det til sig og begyndte at spise det mens han langsomt tænkte lidt "Hmm" han kiggede lidt rundt i lejligheden "Ja.. her er hyggeligt, men utrolig upersonligt" grinte han og smilede skævt til sin søster mens han tænkte lidt over hvordan hans liv nu ville ændre sig? Hvordan ville det hele nu gå? hvad ville der ske nu, og hvordan ville hans liv forme sig, men han kunne ikke lade hende gå, for det første ville hun ikke få lov til at blive i meget lang tid, og var sikkert derfor nød til at skifte forældrene ud hele tiden. Hun ville nok også blive mobbet hvis hun ikke boet her, for her kunne han ligesom lærer hende det hele mens at hvis han boet hos nogen der ikke viste hvad hun i virkeligheden var.. så jaer. Han sukkede lidt og fugtede sine læber.

"Du ser trist ud Samuel," Sagde hun forsigtigt og kiggede på ham.
"Hvis jeg gør dig ked af det, vil jeg ikke være her." Sagde hun stille og bed sig i læben.
Og hun mente det faktisk. Hvis hun gjorde ham ked af det ville hun rejse. Hun vidste ikke hvorhen eller hvordan, men hun ville gøre det. Lige meget hvad ville hun ikke gøre ham ked af det.
Hun bed sig i læben og så ned på sin tegning. Hun satte sig til at rette på skyggerne så hun så mere livagtig ud.

"Hmm.. er jeg vel også.. har lige fundet ud af hele min familie er død og vi to er de sidste personer tilbage, nu må jeg tager mig af dig.. fordi jeg har lyst" mumlede han og smilede til hende, selvom at han altid havde hadet sin familie, var det stadig underligt de var væk, og dog en dejlig måde "Hmm.. det betyder også jeg skal tilbage til Australien" mumlede han stille og kløede sig i nakken, hvordan i en i helvede skulle han få råd til det?? Han fugtede sin læbe, han skulle nok finde ud af det, og han ville give sin søster det bedste han kunne, så hun i det mindste kunne få en lidt bedre barndom end ham.