Nok ikke den beste til det.

"Hmhm" lo Lucy svagt, og smilede. "Det er også et dejligt navn.. Men det går desvære ikke at hedde et sådant navn blandt mennesker længere." sagde hun, og lyttede til varulvens bevægelser. Lucys sanser var skarbet yderligere end andre vampyrers, efter som hun var blind.

Hun stoppede ca. 3 meter fra hende og så lidt på hende.
"Hvorfor ikke det?" sagde hun undrende.

"Det er for gammeldags." svarede Lucy, og lo let ved tanken. Hun var trodsalt over tretusinde år, så man kunne vel roligt sige at hendes nav var for gammeldags..

Hun statte sig på gyngen, hvorefter hun drejede sig sådan at hun så på Lucinia, "Det Elisabeth da og så men det bliver brugt" sagde hun og syntes ikke navnet lød gammel, men mere græsk.

"Sandt nok, men Elisabeth er ikke et over tretusinde år gammelt græsk navn. Hvilket Lucinia er. Gamle græske navne er ikke ligefrem på mode, og det er lettest at gå blandt mennesker - uden at vække mistanke - hvis man ikke skiller sig for meget ud." svarede Lucy, som altid, smilende.

"Det jo så rigtigt" Linda var lidt overrasked over at Lucinis faktisk var græsk, "Men kan jeg kalde dig ved navn?" sprugte hun så efter en lille tænke pause.

"Det må De" svarede Lucy, og nikkede kort. Hun holdt af sit navn, og havde absolut intet i mod at blive kaldt det.. Selvom præsenterede sig som Lucy..

"Tak" sagde hun og så rundt her var lidt roligt måske lidt for roligt til Linda og alligevel ikke.
"Hm...." sagde med en hvis undertone af undrend.

Lucy begyndte roligt at gå. Ikke at hun havde nogen grund til det, men stedet var begyndt at kede hende. Lucy var, præcis som rigtige børn, meget selvskabssyg, og havde et stort behov at være underholdt. Det var bare noget hun ikke rigtigt var vokset fra. For Lucy var ikke voksen, men hun var heller ikke rigtigt barn, hun var bare.. Tja.. Lucy..

"Farvel Lucinia" sagde hun da Lucinia rejste sig fra gyngen og begyndte at gå, Linda kun kun forstå hvorfor hun gik, her var stille ingen underholdning, en sådan at kunne snakke med ud over Linda, men man sad jo ikke ligefrem og talte det helt store til en fremmed.

Lucy vendte sig halvt. "Jeg håber vi vil mødes igen, miss Linda." sagde hun med en snert af glæde over stemmen. Lucy var så åben som noget, og var sådan set bedøvende ligeglad mede om nogen var fremmede eller ej. Hun lyttede kort mens hun gik, før hun forsvandt i en lille sky af mørk røg.

//Out

Hun nikkede, og så da hun forsvandt, vampyrernde her var meget mere rolige end der var hun var fra, gad vide hvorfor eller havde hun bare været heldig at møde de venlige af dem?
Hun lod sig selv begynde at gynge, mest for at tænke mest for at underholde sig selv.

//out//