for en gang skyld glad

Amber kiggede op på ham hun tog hans hånd hun kiggede ned af sig selv før hun lod blikket glide rundt omkring i området hun lod sine øjene glide rundt end de ramte nogle træer hun lod blikket hvile på dem hun gav drog ret hurtigt slip på hans hånd efter hun var kommet op hun kunne ikke forstå at han havde gjort hende til et af nattens væsner men også et monster hun lod ret hurtigt blikket glide hen på Dementri " hvorfor lod du mig leve?" spurgte hun igen der måtte da være en grund og hun skulle nok få det ud ham om så det skulle tage en evighed for hun havde jo masser af tid man kunne tydeligt se nogle få forandringer hendes øjenfarve var blevet lyser men drog stadig blågrå hun ville ønske at hun kunne se sig i et spejl

Han smilte bare over hendes og da hun stilte sprøgsmålet blev hans smil kun større.
"Det er det du skal finde ud af" sagde han og kiggede rundt for at se om der overhoved ingen var,
"Men endtil videre, nyd den sidste menneskelighed du har" han han rystede kort i kroppen, den tid han
havde været menneske havde han været svag og uviden, og han tog dette evige liv som en gave.
Efter han havde sagt det sidste faldt smilet lidt, og han vendte sig i det samme for at gå.

Amber kneb øjene en smule sammen hun vidste ikke helt om hun kunne godkende svaret men smilede bredt " jeg ved ik hvad der menningen med mig men jeg skal nok fordet ud på tidspunkt" sagde hun rettede hendes sammenknebene øjene imod Dementris ryg hun skulle nok finde ud af det hun tog nogle skridt og kom op siden af ham " men lige nu kan godt nøjes med dit vattet svar" sagde hun smilede

Han kiggede roligt ned på sin hånd, hvorefter han kiggede frem og så svagt tilbage på Amber.
"hmhm" grinte han og hviste at hun prøvede at provokere ham, men de fleste der gjorder det
valgte at lade være efter kort tid.
"Bare vent til din tørst kommer" sagde han og smilte hun ville være ustoppelig til den tid.

Amber bed sig svagt læben med et mat udtryk hun havde næsten glemt at sulten også skulle være der hun brød sig ikke om at være en dræbermaskine hun andede ikke hvad der skulle ske med hende nu hvor hun langsomt var ved blive til et blodsugende monster hun betragtede ham kort med indgående øjene " jeg blliver et monster" sagde hun sukkede hun ville med sikkert vænne sig til livet som et rovdyr men det gjorde hende det ikke bedre til mode " hvordan kan du leve med dig?" spurgte hun det nærmest røg ud af hendes mund hun ville aldrig nogensinde tilgive sig at hun stolet på ham og hun hadede det som han så som en gave hun sukkede igen lettere opgivende hun satte flyvsk tot bag øret før hun forsatte forbi ham imod træ hun knyttede næven og slog forsigtigt til træet hun fattede ikke at hun havde kunnet være så naiv og godtroende hun gispede svagt da hun mærkede en brændende fornemelse i hendes hals det føltes som nogen havde puttet tændte farkler i hendes mund og brændte det i hendes hals " hvad sker der" gispede hun og tog sig til halsen hun lukkede øjene i for at få det til at stoppe men det varede ikke ret længe før det blev for meget og det gik op for hende at hun var sulten hendes øjene havde forandret sig fra blågrå til en lysere nuance af blågrå hun ville blive mega forskrækket hvis hun så sig spejl nu og endte til sidst med at sætte sig på knæ hvor ville hun ønske at den brændene fornemelse ville stoppe hun hadede at være levende død og lige nu kunne hun ingen goder se ved kunne leve forevigt

Demetri lå pluselig oppe på et af de mange træers gerne på ryggen og lignte en der filosoferede.
"Tja jeg lever overhoved ikke" sagde han bare og knark en gren af, han skævede kort da hun faldt til
jorden hvorefter han satte sig op og så ned på hende, "Nurh" sagde han provokerende, "Det finder du ud af"
hviskede han halvhøjt med et ubehagligt smil, "Jamen dog" sagde han og mærkede hvor mæt han selv var,
"Hyg dig lidt i byen" sagde han og mente det som en dårlig joke.
"Det din sult" ende han med at sige før han stod ved hendes side og så på hende med et ligegyldigt blik.

"sult er noget møg" sagde hun og rejste sig hun ville stadig heller havde været død altså død uden vånge igen alt ville bare være sort og dejligt hun stirrede på Dementri hun overvejede om skulle gøre det for så kunne hun få gengæld hun bed svagt i læben imens betragtede ham hun satte en lang tot bag øret hun følte stadig smerten i halsen og jo mere sulten hun jo mere brændte det hun skulede svagt Dementri betragtede Dementri træk han var ihvertfald ikke en af de grimme han faktisk pæn i hendes øjene hun gik så tæt på som kunne og det meget tæt hun ville kunne prøve på et angreb men hun havde ikke lyst hun kiggede på hans metaliske øjene det skræmte hende ikke mere men det irrterede hende at han kom med sådan nogle vattet svar

Han løftede sagt det ene øjenbryn da hun nærmede sig, og hev i det samme fat i hende,
"Jeg kan hjælpe dig, men du bliver nød til at stoppe de tanker du tænker lige nu" han kunne
på en måde høre hendes tanker, da hendes blod havde givet alle oplysninger om hende til ham.
Og på en eller anden måde var der stadig en kontakt mellem hende og blodet der kom i Demetris krop.
Han holdte stramt i hendes bluse og kiggede ret så truede på hende, han rejste sig op stadig holdte han faldt i
hendes bluse og hun blev løftet op fra jorden, "Du skal ikke tro det for svag jeg har givet dig livets gave"
hviskede han, hans øjne slog nogen underlige gnister som om der på men måde var ild i de metalliske grå øjne.
Han pustede svagt en is kold ånde ud på hende, "Du skal bare glemme alt om morel og etik" hviskede han og rykkede nu sit hoved mod hende så deres pander var mod hinanden.

Amber betragtede ham trodsigt livets gave hun syntes overhovdet ikke det var en gave hun hvæsede svagt hun hun bevægede sig ingen gang hun kunne mærke at hun blev vred og samtidigt med hun følte sig fortabt hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og bevægede sig ikke hun hang bare " det er over hovdet ikke nogen gave" hvæssede hun til sidst hun betragtede ham vredt imens hun sagde disse ord en gave nej det var mere forbandelse hun skulle nok vænne sig til det med det ville tage tid og måske også lang tid før hun kunne se det som gave hun kunne ikke fatte at hun stolet på ham hun altid været så facineret af vampyre men havde aldrig renget med at hun skulle være en selv hun slog til blikket ned imod jorden så godt som kunne hun ville ikke gøre ham noget det havde heller ikke været hendes menning hun havde overvejet det i et split sekund men var gået fra det igen hun sukkede kort før betragtede ham hun hadede det han gjort ved hende men hun skulle lære leve i denne nye krop " okay" sagde hun og trak vejret meget tungt " så lær mig at være vampyr" hun dinglede en smule med sine fødder da hun ikke kunne andet hun smilede angstrengt til ham da hun stadig var vred på ham men hun skulle havde noget ud af det Dementri kunne ligeså godt lærer hende det selvom hun ikke brød sig om skulle slå et andet mennske ihjel men hun skulle gøre det for leve

Han slap hende i det samme hun var færdig med den sidste sætning og fra Demetris højde der var på 1m 99cm ville hun nok føle hun faldt lidt langt.
Han nikkede og så så bare ned på hende da hun lå det på jorden, han rakte en hånd ud til hende for at hun skulle tage det.

Amber landte på jorden med lille bump og gispede svagt i det hun ramte jorden hun var stadig vred hun kiggede på hans håndmen tog den ikke hun rejste sig op uden hjælp fra Dementri men kunne godt se forskellen på deres højde hun var selv 1,65 og hun hadede hun bed forsigtigt læben imens hun rørte forsigt ved kante af sin kjole hun kunne ikke lide tanken om havde der skulle ske men skjulede sin bekymring " jeg kan godt selv" sagde hun køligt hun havde glemt den bænde fornemelse i halsen fordi hun var så vred

Han knyttede hånden og smilte så bredt ikke af glæde men af at han havde hende i sin hule hånd, "Hvis jeg skal lære dig noget, må du stole blindt på mig" sagde han, hans tunge kom svagt til syne og slikkede sig over hans læber, hele hans person nu var meget mere dyster end da Amber havde været menneske, men det var klart hun ville se ham som en konkurrant og den der var hendes stamfar hvis man kunne kalde ham det.

Amber hvæsede svagt i det hun passerede forbi Dementri hun regnede med at Dementri selv ville følge med den brændede fornemelse halsen var sat til side hun var tænksom hun hadede ham hun forsatte imod stien som førte til Sheria hun kunne ikke slippe sin Moral og etik men turdte ikke fortælle ham men han kunne vel alligevel mærke det hun forsatte

Demetri grinte meget svagt og knibsede med det samme i sine finger, hvorefter han evne kom til og lavede en form for benlås på Amber, han vendte sig i det samme og stod med armende over kors, "Du skal iværtigfald lære hvem du skal frygte" sagde han hvorefter han smil forsvandt brat og han istedet blev is kold i sit ansigts udtryk, han begyndte at slændre som en barn der legede over mod hende, dog fortsat med det kolde udtryk.

Amber hvæsede svagt og irrteret da landte på jorden hvis det skulle virke skræmmede på hende gjorde det ihvertfald ikke hun var rasende og prøvede skille sine ben af for at komme op at stå uden held hun knyttede sine hænder meget stremt hvor ville hun drog ønske at hun aldrig havde mødt ham hun hvæsede igen idet hun så Dementri nærme sig han lignede en ligegyldig dreng som skulle hen lege med et gammel legetøj hun bevægede sig smule fik sig vendt fra maven om på ryggen " hvad har du gang i?" spurgte hun rasende og vred hun betragtede ham skulende imens hun stadig rørte på sig

"Hm..." sagde han bare og rakte endnu engang hånden ud til hende.
Hans ansigt rørte sig ikke og var koldt som is.
Han kiggede bare på hende og hans metalliske grå øjne slog svagt gnister
hvilket ville virke meget underligt eller rettere forbavsende, men sådan var det i
hele Klusisska familien.

Amber nægtede tage hans hånd hun liggende hvor hun hun var ved koge over "jeg gør det ikke" nægtende hun ville ikke tage hans klamme hånd om så det var den sidste på jorden hun klemte sine hænder så hårdt i som hun kunne

Demetri sukkede bare og trak på skuldernde, hvorefter han trak sin hånd til sig og begyndte at gå videre den vej som Amber var igang med at gå imod.

Amber betragtede ham hun var vred hun hvæsede da hun så han bare gik hun bed før hun åbende munden " hey du kan komme op?" spurgte hun hun var så rasende han kunne bare vente sig når hun kom skulle han få omgang hun havde aldrig været så vred i sit før hun hu n knyttede sine hænderhårdt sammen betragtede ham hun ville aldrig tilgive ham for det her eller at han havde gjort hende til vampyr

Han vendte sig langsomt om, og kiggede svagt på hende, han sukkede men gav ikke slip på hende med sin evne,
han pegede nu med sin hånd imod hende og fik hende til at svæve hvorefter benlåsen forsvandt han slap hende nu først med den anden evne da hun stod på benene, "Kom med" sagde han og vendte sig igen, hvis hun prøvede på noget ville det være for dumt, han var for det første ladet med menneskeblod, ældre og meget stærkere end hende.

Hun knyttede svagt sine hænder men løsende dem svagt efter et stykke tid hun overvejede sine mulligheder hun var stadig rasende " okay" sagde hun modvilligt hun traskede surt efter ham hun fnøs en smule af alle vampyre i hele verden hvorfor var hun så havnet med ham hun gav til sidst op med at finde en måde at give tilbage på

Han gik med blikket ned i jorden imens han trastede videre.
Efter noget tid i stilhed kom de til stien eller rettere ud af skoven og ud hvor der var en vej ved byen,
folk plejede at gå her derfor var det så enkelt at finde mad nogen men mest om fredage da folk gik alene hjem
fra fester osv...
Han stoppede op og ventede på Amber som skulle op ved siden af ham.

Amber sagde sagde ikke noget men hun gik alligevel op siden af ham hun knyttede stadig sine hænder men ikke af vrede men af anspændthed hun lugtede svagt til luften hun fik ret hurtigt færten af mennske men sagde ikke men tog nogle skridt imod lugten den var vidunderlig og sød på sammen tid hun kunne mærke den brændene fornemelse af sult hun forsatte ynderlig par skridt men stoppede da hun kom i tanke om Demetri

Demetri så langt væk fra en ung pige komme på ca. 16 år imod dem.
Han smilte lidt og forsvandlede sig i det samme til en kat som listede
op ved siden af Amber, "Vent" sagde Den orange kat Demetri havde forvandlet sig til.
"Duk dig" miawede han og kiggede med store grå katte øjne på Amber.

Amber fik øje på på pigen hun havde svært ved gøre som der blev sagt men til sidst dukkede hun sig hun var sulten og hendes øjene lyste i lys blågrå hun bed tænder hårdt sammen bare for koncentere sig hun var stadig meget anspændt da stik af skyldfølelse boblede op hende hun kæmpede for få den til forsvinde men den blev bare større