Tænksom.

Austin vred sig og prøvede at få sine hænder fri, han kneb øjnene hård i og beherskede sig for ikke at panikke fuldkommen * Han prøver bare at skræmme mig* gentog han flere gange i sine tanker og åbnede så øjnene igen og så op på ham "Demetri! stop med at lege rundt med mig som var en af dine små tjenere!" råbte han og svarede ikke på det han sagde, han prøvede at slow down, men hans hjerte bankede på fuldknald og han var faktisk rædselslagende for at blive bidt.

Han kiggede ned på Austin som lige havde sagt alt muligt som han ikke rigtig havde lyttet til.
Han tog sig til hagen og tænkte, "Føler du virkelig det" sagde han så med en trist stemme og kiggede sørgmodigt på Austin.

Austin stoppede pludseligt da Demetri gjore Austin til den onde "Det .. Jeg .. Det var ikke ment sådan" sagde han så og tænkte egentlig ikke over at det kunne være et trick, han var alt for menneskelig til at kunne stå for et sørgmodigt blik når det var ham selv der havde forsaget det.

"Jamen..." sagde han med en trist stemme hvorefter den skiftede over til den psykopatiske stemme som Demetri generalt hende, "det jo det problem" han grinte lidt og tog så Austin op i røjen/blusen, og til sit ansigt.
For Austin ville det være højt da Demetri var 1m 94cm.

Austin tog fat om hans hånd da det strammede svagt om hans hals da han hev i hans bluse og hans ansigt blev med et chokkeret *jeg burde ha' vidst det var et trick*tænkte han frusterret og så ind i demetris metalliske øjne, før han lukkede øjnene i og rystede svagt i sin skræmte krop, han svarede slet ikke på det han sagde og følte sig mere eller mindre som et stykke legetøj der uheldighvis var endt i demetris hænder.

"Skal vi lege en lille leg" sagde han og kiggede direkte ind i Austins øjne med sine.

Austin rystede på hovedet og så på ham "Nej .. jeg vil ikke lege en af dine lege!" sagde han og så væk fra hans øjne, da hans øjne bare gjore ham mere usikker.

Han grinte og slap ham hvorefter han faldt ned på jorden igen.
"Som om du har noget valg Austin" sagde han og løftede grinende det ene øjenbryn.
Han smilte stort og fortalte så hvad legen handlede om.
"Du kan enden vælge at sige undskyld og lege videre på legen eller lege legen"

Austin skrabede sin albue lidt og tog sig til den, før han kom op på benene igen "Hvad skulle jeg dog sige undksyld for!" sagde han så og mente ikke han skulle sige undskyld for noget.

Demetri skubbede han tilbage, men ikke så han faldt, "Fint, så fortsætter legen bare"
sagde han og var faktisk glad for at Austin havde truffet det valg.
Han stod lidt og i det samme sprang han på Austin så de begge væltede Demetri forover og Austin bagover.

Austin gispede chokkeret da han bare sådan sprang på ham, han mistede kort vejret da han landede i et bump på jorden med Demetri over sig, han åbnede sine øjne da han havde lukket dem i det demetri havde sprunget hen mod ham, han skabede sin albue mod asfalten igen og der begyndte så småt at dukke lidt blod frem fra hudafsrabningen, han tog sig til albuen og sank da han mærkede blodet på sine fingre.

Demetri åbnede sin mund så tændernde kom ud, han slikkede sig over tændernde og først nu kunne man se at Demetris tunge ikke var som hos en menneskes men i stedet var spidst som foreksempel hos en drages.
"Blod" sagde han og mærkede hvordan blod partiklernde løg rundt i luften.-

Austin fjernede hånden fra sin albue og satte hænderne på hans bryst og skubbede så hård han kunne "Nej, Flyt dig! " råbte han halv klynkende og halv kvalt i en gråd, hans albue sveg og han ville sådan ønske at det ikke blødte.

En klaggende lyd kom fra Demetri.
Demetri sprang op og kiggede så ud på Gaden, ingen mennesker underligt.
eller faktisk ikke de var jo i den del der tilhørte vampyrernde.
Han smilte og sagde så, "Roligt roligt" han kiggede ned på Austin.
Som han havde sluppet.

Austin rejste sig hurtrigt op og så på ham med furstrerrede øjne "Drop det der, hvordan kan du få dig selv til at tro jeg kan være rolig i dit selskab" sagde han og stod klar til at han skulle finde på et eller andet " Hvornår er det min tur til at bestemme hvad leg vi skal lege?" spurgte han så og så helt alvorligt på ham.

Han gad ikke høre på nogen lige nu, der var et eller andet i gaden der ikke var godt eller godt.
Han tog i en hurtigt bevægelse fat i Austin og bed ind og hans strubehals.
Han havde taget et reb rundt om Austin så han ikke engang ville kunne slå Demetri.

Austin nåede ikke at opfatte hvad der skete før han mærkede hans tænder i sin strube, han undslap et kort smerte skrig og prøvede at vride sig eller bevæge sig, men det var ikke muligt, han gik i panik da han intet kunne stille op, han kneb øjnene i og hele hans krop spændte i bare smerte.

Han sugede lidt og gav så slip, og prassede ham så ind mod sig.
"Jeg burde ende dit liv med den respekt du har, eller måske skulle
du selv opleve at leve som satans børn" hviskede han og bed så et
nyd sted kun for at give Austin mere smerte.

Austin troede kort han var færdig, men anspændte med et kroppen igen og holdte et skrig inde, der undslap et par små forpinte lyde fra hans mund og et par tåre trillede still ned af hans kinder, selvom han prøvede at holde gråden inde "Du .. burde ha .. have respekt .. for de-dem der rent faktisk ..har et liv!" fik han sagt frem i en forpint toneleje.

Hvis ikke hans mund og tynder havde vræet fyld med blod han haved virkelig grint.
Han havde nu suget så meget at Austin ville begynde at midste bevistheden.

Austins blik begyndte at slører og alle farverne begyndte langsomt at flyde ind i hinanden, det her gjore ham usikker, hans krop blev langsomt svag og det var som om at han langsomt mistede bevidstheden "Demetri stop .. " hviskede han og kunne næsten ikke mærke hans tænder længere, men vidste at han var skyld i hans pludseligt tågede tilstand.

Han pressede lid hårder med tændernde for at få blodet ud af Austin krop.
*Som om Lille menneske* tænkte han og var ligeglad med han bønner om
at han skulle stoppe.

Austin stoppede med at spænde og mærkede bare hvordan hans krop mistede alt blodet, hvordan energien, bevidstheden, håbet og livet sivede ud af ham, han så bare ud i luften, indtil hans øjne langsomt faldt i og hans krop blev slap, men dog bankede hans hjerte stadig i håb om at holde liv i hans fortabte krop.

Han tog nu et mere løst greb på Austin sådan at han holdte med den ene arm om ryggen på ham og den anden holdte hans hoved.
Blodet begyndte at løbe langsommere og langsommer, kunne han mærke.
Og snart ville Austin hænge mellem liv død, eller forvandling.

Austin var ikke længere til stede psykisk, han svævede rundt et eller andet sted i ingenting, selvom han stadig kunne mærke sit hjerte der begyndte at slå flere og flere slag over.