Plotemnet: Det store maskebal!

Eolith rystede på hovedet og dækkede hånden for sine øjne. "Sig hvad jeg skal gøre... Jeg kan jo ikke... Og jeg kan jo heller ikke gøre det overfor Marcus... eller dig...".

Andy rystede på hovedet og viste det jo ikke "jeg ved det ikke. jeg ved det ikke.. du må bare ikke forlade mig" hviskede han og rakte stille sin hånd hen mod ham, han ville aldrig kunne klare at Eolith forlod ham. da han betød så meget for ham

"Sig hvad jeg skal gøre Andy..." Sagde han og så på ham. Han tog hans hånd og klemte om den mens han kiggede på ham med et bekymret blik "For jeg vil ikke miste dig... men du er sammen med en anden, og jeg kan simpelthen ikke være sammen med dig uden at jeg vil have dig helt...".

Andy blev bare ved med at se bedende på ham, han klemte hans hånd og rejste sig langsomt op. han træk ham ind til sig og lag sine arme tæt omkring ham "jeg ved det ikke.. jeg vil bare ikke miste dig" hviskede han og kyssede ham i håret

Han så op på ham og derefter ned igen. "Jeg lærer aldrig at forstå dig... Andet end at jeg i modsætning til dig og Dean ikke er perfekt..." Sagde han og lagde hovedet på hans skulder "Jeg vil jo bare være perfekt... Hvad kan jeg gøre for at blive det?"

//Går i seng nu. Sov godt n.n//

Andy så ned på ham og rystede på hovedet "Angel du er mere perfekt end mig" hviskede han og trykkede ham tætter på sig, han kyssede ham blidt på underlæben "søde jeg er ikke perfekt.. det kan godt være du tror jeg er, men det er jeg ikke." sagde han

"Det er jo ikke sådan..." Hviskede han og så ned "Med perfekt mener jeg at man er ønsket af andre... Jeg imodsætning til dig er ikke en person der betyder noget særligt for nogen... Af alle i hele verden, elsker du Dean allerhøjest.. og han elsker dig allerhøjest, mens jeg... der er ingen der elsker mig på den måde".

Andy så ned på ham med et trist blik "Angel.. du er nået særligt for mig" hviskede han og kunne ikke lide at se ham ked af det på den måde, han trykkede sine læber mod hans panden "jeg elsker dig jo.. Angel du betyder virkelig meget for mig" hviskede han mod hans pande

"Vil du da nogensinde kunne kalde mig din eneste ene?" Spurgte han og rykkede på hovedet, hvorefter han satte sig ned på hug i skovbunden. Det pinte ham at skulle være så irriterende over for ham, også fordi at han jo aldrig fik de svar ud af ham, som han ville have.

Andy så ned på ham og satte sig ned på knæ, han lag sine hænder på hans kinder og prøvede at få øjekontakt med ham "Angel.. det er svært at sige, men det vil jeg måske på et tidspunkt.... jeg kan sige at du er den eneste ene som har den særlige plads i mit hjerte" hviskede han og kunne slet ikke lide at han var så ked af det, han lod sin ene hånd glide ned til hans og tog blidt fat i den "vil du med hjem ?" spurgte han om og bed sig lidt i underlæben

Forsigtigt tørrede han sine øjne før han åbnede dem og så ham i øjnene i få sekunder, men så derefter væk igen af skam. "...Ja" svarede han og smallede sine læber nervøst, for ikke at skulle græde igen.

Andy nikkede og kyssede ham en enkel gang på kinden, han tog fat i hans lår og løftede ham op i sine arme. han begynde derefter at gå og trykkede kort sine læber mod hans skulder "skal også havde styr på alt med vores rejse" hviskede han og kunne ikke lide at han var ked af det

Eolith to fat rundt om Andy og lagde hovedet ind mod hans hals og nikkede sørgmodigt, og han vidste ikke vad han skulle sige eller gøre, og følte bare at alting var gået så dårligt siden at Andy fortalte det om forlovelsen. At han fik skæld ud over det med Marcus var til at overkomme, men dette var langt værre.

Andy nussede ham blidt på ryggen og var ikke sikker på hvad han skulle sige "måske har vi begge bare brug for at komme væk lidt" hviskede han mens han gik videre og var slet ikke glad for at Eolith var så ked af det

"Forsvinde... Jeg vil slet ikke eksistere længere. Jeg skulle aldrig være blevet født..." Hviskede han og knugede sine øjne i og hvilede sig stadig mod hans skulder "Jeg vil ikke være andre steder end hos dig. Du må ikke gifte dig med Dean... Gifter du dig med ham, så dør jeg"

Andy mærkede smerten inde i af det han sagde og ville ikke tro på det, han gik bare videre og kunne ikke få sig selv til at sige nået "Angel jeg er ikke god nok til dig" hviskede han og var bange for at han måske en dag ville blive sur og gøre Angel fortræd igen

"Alle er god nok til en undermåler... Jeg har aldrig udrattet noget i mit liv... udover rod og kaos. Selv mine forældre ville ikke have mig..." Sagde han modsigende, og hadede sig selv lige nu. "Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligesom alle andre? Hvorfor fulgte jeg ikke bedre med i skolen? Eller fik venner..?"

Andy bed sine tænder sammen for ikke at blive sur på ham, han stoppede op da han kunne se gaderne. han lukkede sine øjne i og åbnede dem lidt efter, hans øjne var helt gule i det og han prøvede at for at styre sig. han skubbede ham op af et træ, mens han stadig holde ham oppe med at havde sine hænder på hans lår. han så på hans ansigt og blottede kort sine tænder "nu stopper du.. jeg gider ikke høre det mere, gider du godt stoppe med at kaste lort i hovedet på mig.. jeg er her for satan for dig, men du kan ikke engang være glad for nået som betyder meget for mig. jeg tog med dig til ballet og jeg havde ikke engang lyst til at tage der hen, men jeg gjorde det for at gøre dig glad. ligesom jeg gør alt andet for at gøre dig glad... men når jeg tænkter på mig selv bare en gang imellem så bliver du pisse ked af det, og du kan bare ikke fatte hvordan det er" sagde han og gjorde alt for ikke at gøre ham nået ondt

Eolith fik et chok da han pludselig endte op ad træet. Han så ham forfærdet i øjnene, men fik tårer i øjnene og blev egentlig ikke bange for ham. "Hvorfor kan du ikke bare elske mig ligesom jeg elsker dig!? Hvorfor forvirre du mig med at sige, at du holder af mig!?" Spurgte han og lagde hænderne ved Andys ansigt "Det var jo ikke fordi jeg tvang dig med til ballet. Hvis du ikke kan holde ud at jeg er selvcentreret som du siger, hvorfor holder du mig så i live!?" Han lænede sig frem fra træet og kyssede ham straks, mens han knugede sig frygtløst omkring ham.

Andy så på ham og kyssede ham tilbage, han vende sit hoved væk kort efter "Angel du fatter ikke en skid af det jeg siger til dig" sagde han og viste ikke hvad han skulle sige for at få ham til at forstå, han tog fat i hans arme og fjernede dem fra sig og rykkede sig væk fra ham. han gav slip på hans hænder og så kort på ham "jeg tog med til det bal for at gør dig glad, jeg elsker dig jo også... jeg holder dig i live fordi du betyder virkelig så meget for mig, men jeg betyder vist ikke nok for dig til at du kan forstå mig..." sagde han og begynde at gå hjem og havde ikke tænkt sig at blive der, det gjorde ham virkelig ked af det at han ikke kunne forstå ham. han tørrede hurtigt en tåre væk fra sin kind og tog en nøgler op af lommen

"Det passer ikke Andy.." Kaldte han efter ham, og holdt sig tæt til træet, da han ikke vidste om det var en god ide at følge efter ham nu hvor han havde fået Andy op på det røde felt "Jeg elsker også dig". Han bed sig hårdt og nervøst i læben, mens han så efter ham.

Andy stoppede lidt op og så trist over på ham "jov det gør, du lytter jo ikke" sagde han så højt at han kunne høre det, han vende sig om igen og gik hurtigt videre og rystede på hovedet af det han sagde "du elsker mig ikke" hviskede han og følte ikke at Eolith elskede ham, da følte mere at han bare ville havde ham væk fra Dean og intet andet. han fandt nøglen til sin lejlighed frem og ville bare hjem

"Nej!" Råbte han efter ham da Andy var ved at forsvinde væk fra sit åsyn "Det er dig der blind! Det er ikke mig der ikke lytter!". Han begyndte at græde igen og lod sig glide ned langs træet og ned at sidde, og tog sine hænder og begravede ansigtet i dem. Lige nu var han bange. Bange fordi han var alene, og ange fordi at Andy skulle gøre et eller andet han ikke måtte.

Andy rystede på hovedet af ham "jeg gør sgu ikke andet end at lytte på det du siger" hviskede han og havde ikke lyst til at skændes med Eolith, det var som at skændes med sin bedre halvdel. han så kort hen mod skoven og overvejede at bare forsvinde væk fra alt, og aldrig komme tilbage da det var svært med det hele

Eolith trak benene til sig, og han havde slet ingen planer om at rejse sig og komme videre, men havde i stedet bare givet op på det hele. Han græd bare og gjorde heller ikke noget for at stoppe det, da han kun kunne have medlidenhed med sig selv. "Andyy!" hulkede han og strammede grebet opm sine ben.