Plotemnet: Det store maskebal!

Andy stoppede op da han hørte at han sagde han navn, han havde mest lyst til at gå tilbage til ham. men det syntes han at han havde prøvet for mange gange, og det havde aldrig hjulpet særligt meget. han trykkede sig selv op af en mur og overvejede om han skulle gøre det eller ikke, han havde det så dårligt når Eolith var ked af det. men han viste at ikke ville hjælpe at gå tilbage til ham, han så lidt ned på sine nøgler "måske er det på tide" hviskede han til sig selv

Eolith holdt sine ben til sig og græd til at ikke kunne mere, og han lukkede sløvt sine øjne i og sukkede opgivende i mens han tænkte på Andy og kunne ikke forstå hvordan han kunne efterlade ham hvis han virkelig elskede ham. Jo.. han forstod ham godt, men han vil ikke høre på det fordi han havde ret. Eolith kunne bare ikke gøre noget ved det.

Andy kunne godt høre hans tanker og blev mere ked af det, han begynde at gå mod skoven. mens han viste at han ikke kunne efterlade ham der, men han viste også at han ville blive mere ked af det når han fik at vide at Andy ikke havde lyst til at være der mere. han holde sine øjne stramt om sine nøgler og gik bare hen og løftede ham op i sine arme, han sagde ikke nået og gik bare hjem

Eolith sagde heller ikke noget, men greb sig bare fat omkring ham og tørrede sine øjne mod hans skulder. Han var et eller andet sted virkelig lettet over at han var kommet tilbage, og uden at sige mere om det dumme skænderi, der bare aldrig ville stoppe imellem dem.

Andy gik op af trapperne til sin lejlighed, og låste døren op så godt han kunne. han åbnede døren og smed sine sko og gik ind i sit soveværelse og lag ham "sådan" hviskede han og hev en kuffert frem under sin seng og gik derefter hen til sit skab, tog og lægge så meget tøj ned i kufferten som der kunne være

Eolith lagde sig og kiggede forsigtigt op på ham. "Tak.." Sagde han stille, og tøvende da han ikke turde sige så meget nu lige efter den store grædetur. Han var mere rolig nu, da han havde hentet ham tilbage til lejligheden, og han kiggede lydløst på ham mens han pakkede.

Andy træk lidt på skulderne og viste ikke hvad han skulle sige "så lidt" hviskede han og gik ud og ind på badeværelse og tog alle sine ting der inde, han tog en taske frem i sit skab og lag tingene ned i "du bliver bare så længe du vil, så længe du husker at låse" sagde han så

Eolith rynkede på panden og rejste sig op da han hørte det. Han gik forsigtigt ud til ham og lænede sig lidt fraværende op ad dørkammen. "Hvad mener du...?" Spurgte han og så efter hans blik, og kiggede derefter ned på hans taske "Skulle vi ikke rejse sammen..?".

Andy stoppede og så over på ham da han hørte hvad han sagde, han rystede på hovedet af ham "at jeg rejser og kommer nok ikke tilbage" hviskede han og begynde at pakke videre

"Det kan du ikke.." Sagde han hurtigt, men stoppede sig ligeså hurtigt igen, da han kom i tanke om, at det var endnu en egoistisk ordre fra hans side at bede ham om at blive. "Okay.." Svarede han hurtigt og lagde den ene hånd til sin hals og kiggede ned. Han var bestemt ikke glad for det, og al lettelsen var hurtigt væk igen.

Andy så stille over på ham og træk lidt på skulderne "jeg har ikke nået andet valg, det er så svært det hele.. jeg føler ikke at det bliver bedre mellem dig og mig, og når det ikke går så kan jeg ikke blive.. ingen forstår hvordan jeg har det, der er ingen der spørger" hviskede han og pillede lidt ved lynlåsen og havde endelig ikke lyst til at rejse

"Skal vi ikke hellere gå i seng og sove på det..?" Spurgte han meget lavt, men var sikker på at Andy sagtens kunne høre det. Han så selv ned på sine fødder, og så lidt op igen, men huden at han ville kunne se Andys ansigtsudtryk "Bare bliv hos mig lidt endnu...".

Andy tænkte lidt over det han sagde og var ikke sikker på det "hvad hjælper det at sove ? ikke ligefrem at jeg tænker over det når jeg sover" sagde han og stod bare stille og nikkede, han træk sin trøje af og gik hen og låste hoveddøren. han slap sin trøje derefter og gik rundt og slukkede alt lys, han gik ind og lag sig i sengen uden at tage dyne på og så bare op på loftet. han bed sig lidt i læben imens

"Det siger man kun fordi man slet ikke tænker..." Svarede han og fulgte med ham ind. Han bandt sine sko op og gik hen og lagde sig og trak dynen over dem begge. Forsigtigt puttede han dynen omkring Andy, men turde ikke se ham i øjnene. "Jeg ved godt at jeg ikke lytter... Men det er også svært når vores forhold er så kompliceret..." Svarede han og blev siddende, mens han kiggede ned på ham.

Andy lod ham bare lægge dynen over ham og lag sine hænder på sin mave, han vende stille sit blik mod ham og gav et suk fra sig "jeg lytter da til dig ? hvorfor kan du ikke bare lytte efter en gang.. jeg ville desværre aldrig komme sammen med en der ikke lytter på mig" hviskede han og havde det meget svært med at sige det sidst, han vende sit blik op mod loftet igen og sukkede

Eolith lyttede og lagde sig tavst ned ved ham. "Men Andy... Hvis jeg havde lyttet til dig fra starten af, så havde du rådet mig ud af dit liv for længe siden..." Hviskede han og trak selv dynen om ham. Han så ned, igen for at undgå hans blik, og han fyldtes med skammen. "Det er uanset hvad jeg gør, så kan jeg aldrig blive perfekt... jeg kan ikke finde ud af at tænke på andre end mig selv... Men jeg har heller ikke noget at give".

Andy sukkede stille og så bare på ham og fulgte ham med et smil "hvis du begynder at prøve at lytte på mig, så bliver jeg og stopper med at fortælle at jeg ikke er god nok og at du ikke skal forlade mit liv mens du har chancen" sagde han og søgte lidt under dynen efter hans hånd

Eolith mærkede hans fingerspidser, og han tog hans hånd og flettede sine fingre ind i hans og lænede sig ind til ham. "Okay... hvis bare det betyder at du ikke går fra mig.." Sagde han og overvejede lidt ikke at begå selvmord alligevel. Men han kom ikke frem til sin endelige afgørelse, da det var et svært valg. Men det var jo heller ikke noget der hastede. Andys lykke og frihed hastede ikke...

Andy nikkede stille og så bare på ham "jeg går ingen steder" hviskede han og begynde at bevæge hans hånd med sin tommelfinger, han rykkede sig helt tæt på ham og kyssede ham på skulderen "jeg holder virkelig meget af dig" hviskede han og smilte svagt til ham

"Jeg holder også af dig... meget.." Svarede han med en lidt hviskende stemme. Forsigtigt nussede han hans hånd igen og lukkede sine øjne mens han tænkte på hvor heldig han havde været at stoppe sin elskede Andy i at gå fra ham lige i det øjeblik. "Undskyld.." sagde han næsten uden stemme.

Andy så på ham og træk let på skulderne "Angel det er helt okay" hviskede han og lukkede stille sine øjne i og træk vejret stille og roligt, han lag sin hånd på sin mave mens han stadig holde i hans hånd. så begge deres hænder kom til at ligge på hans mave

"Jeg kan ikke tænke på andet end at du skal giftes med Dean..." Sagde han og fik tårer i øjnene af at nævne det "Jeg ved jo godt at det er godt det samme som bare at være kærester... men ægteskab betyder meget for mig...".

Andy så bare på ham og havde ønsket at han ikke havde sagt det "det er også nået særligt for mig" sagde han og fugtede sine læber og kyssede ham en enkel gang på kinden, han viste ikke hvad han skulle gøre eller sige "ville du havde ønsket at jeg ikke havde sagt det ?" spurgte han om

Eolith fandt det lidt underligt at Andy spurgte om at han ville have ønsket at det ikke var blevet sagt, men han trak bare på skuldrene og svarede. "Nej... jeg ville have ønsket at du ville have vemtet med at forlove dig med Dean indtil du var helt sikker på at ingen var forelskede i dig...".

Andy lyttede på hvad han sagde og kunne endelig ikke helt forstå det "det kan jeg jo ikke, når jeg ved at folk bliver forelsket i mig ligemeget hvad" hviskede han og nussede blidt hans hånd videre, og var glad for at han ikke ønskede at han havde ladet være med at sige det "så ville jeg jo aldrig blive forlovet med ham" hviskede han