Pop pop vi tilbage nu- Zean

Dato : 9 Aug
Årstid : Sommer
Dag :fredag
Vejr :Varmt. men ingen sol er fremme
Sted : La sunisha's By
Tid : 21:00
Omgivelser: By omgivelser, Mennesker, cykler, larm. tøj og ting. og væsner...
Tøj: http://www.teenvogue.com/style/blogs/fashion/Evan%20Rachel%20Wood%20in%20Gucci-thumb-233x349.jpg

Dawn havde ringet efter en barn pige som var kommet for at passe Elyas. Dawn havde nemlig brug for noget luft.. og en bytur forhåbentlig med Zean vis han ville... nu havde han jo været på druk uden hende.. men nu ville hun altså med ham.. Hun var gået hjemmefra og havde skrevet til Zean og fortalt hvor hun var..
Dawn havde også sørget for at Barnepigen ville sige det til Zean vis han kom hjem.. Men Dawn var nu kommet helt ned i byen og de alle var godt i gang hun valgt at sætte sig ind på tower pop og drikke en øl imens hun ventede på ham.. for hvis han ikke komme vist hun at hendes veninder var byen.. men hun ville mest af alt ha han kom lige nu..

Han havde fået beskeden, både pr. mobil og derhjemme, da han troede han kunne nå at fange hende der.
Han orkede ikke at tænke på særlig meget, på alt det der var sket, men havde besluttet sig for at lade det glide lidt ud...Og så, i længden, bare håbe det gik.
Han skyndte sig ned i byen, han vidste ikke hvorfor, men tanken om at gifte sig skræmte ham stadig lidt, selv om han vidste at han elskede hende og at det på en måde bare var en ekstra...Bekræftelse.
Han så sig lidt omkring i byen, der var overraskende fyldt af menneske og væsner rundt omkring.
På havde han nogle mørke jeans, tilfældige kondisko og en sort skjorte der var åben ved halsen.
Han fik øje på tower pop og gik hen til den og smilte da han så Dawn.
Han gik ind til hende og kyssede hende som hilsen.
"Halløj min engel" smilte han

Et smil kom frem på den smukke engels ansigt, et smil der var fyldt med glæde. men stadig nervøsitet... hun så ned på sin drink og sangen valget blev stille. hun stoppede med at smil. hun kunne mærke noget. hun vendte sig om på stolen og så det var Zean han kyssede hende og hun kyssede ham tilbage. de begge trængte til at komme lidt ud.
Hun var selv nervøs for at blive gift. hun tog hans hånd rejste sig. "Lyst til at danse lidt" spurgte hun. Dawn så muligheden for at danse tæt med ham her. hun kunne mærke en lille smule nervøs stemning. men hun havde det stadig fint. hun var stadig glad. men det var da også lidt underligt.

Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=N6O2ncUKvlg&feature=channel_video_title

Han havde ikke engang sat sig. Han så sig lidt omkring.
"Tjo, hvorfor ikke?" smilte han og prøvede at slappe af, dette var hans Dawn, han kendte hende og hun ham...Hvad galt var der enlig?
Han tog hendes ene hånd og førte hende med ud på dansegulvet....

Dawn smilede til ham gik med ham ud på gulvet... Da de kom der ud lagde hun en hånd på hans skulder og blev ved med at holde ham i hånden med den anden hånd...
Der var jo ikke noget galt. begge var bare nervøse for at blive gift. men de kunne jo bare vente lidt...Det var Da Dawns mening. Hun så smilende på ham og rykkede sig tætter på ham og sagde roligt til ham. "Jeg elsker dig!" hendes øjne glimtede i lysende fra tower pop..

Han smilte til hende. Og kyssede hende blidt.
"Jeg elsker dig, min engel" svarede han og dansede med. Han havde aldrig været den store danser, men han havde altid ment han var...god nok. I hvert fald til lidt...smådans som dette her. Han så sig ikke omkring, som han ellers normalt gjorde rimeligt, for at holde øje med hvad der skete omkring ham, i stedet så han bare på Dawn.
Ja, de skulle giftes...Men det behøvede ikke være med det samme...Han ville nok begynde af føle sig gammel når det endelig var, selv om han ikke følte gammel nu...

Hun smilte sødt tilbage og kyssede ham blidt igen..
Dawn elskede når ordene min engel kom ud af hans mund. Hun dansede roligt med ham med et stille smil. Dawn havde gået til dans siden hun var lille så hun vidste hvordan hun skulle bevæge sin krop. men lige nu tog hun det stille og roligt. hun lagde armene rundt om hans hals nussede ham i nakken og kiggede ham i øjnene.. Alt ved Zean elskede hun. og hver gang de kyssede, nussede eller dyrkede sex kom den dejlige følelse af at de var første gang.. Dawn nussede ham roligt op og ned af ryggen..

//undskyld...aner bare ikke hvad jeg skal svare...Det er sjældent der sker så lidt i vores emner, samt jeg går på efterskole, hvilket stjæler lidt af min kreativitet....^^//

//Ok..............Hvad med a gøre så der måske sker noget ?? //

//ved det ikke...ment på den måde at jeg ikke har mange ideer lige nu. Jeg er dog bevidst om at du ikke bare skal finde på noget hele tiden....Men har bare ingen ideer lige nu^^//

Hun smilte sødt tilbage og kyssede ham blidt igen..
Dawn elskede når ordene min engel kom ud af hans mund. Hun dansede roligt med ham med et stille smil. Dawn havde gået til dans siden hun var lille så hun vidste hvordan hun skulle bevæge sin krop. men lige nu tog hun det stille og roligt. hun lagde armene rundt om hans hals nussede ham i nakken og kiggede ham i øjnene.. Alt ved Zean elskede hun. og hver gang de kyssede, nussede eller dyrkede sex kom den dejlige følelse af at de var første gang.. Dawn nussede ham roligt op og ned af ryggen.. Der gik ikke længe kom der en ret så fuld stodder som bankede ind i dem, Dawn faldt og manden faldt over hende. Dawn kæmpede for at kunne komme op men den her mand var for tung. Dawn blev blå i hovedet den lille engel blev kvalt!. han begyndte at røre ved hende og Dawn prøvede at skrige!

Zean havde nydt tiden sammen med sig engel og det var derfor ret forstyrrende at manden skulle komme brasende, kunne han ikke se de var optaget?
Det hele ændrede sig hurtigt fra irritation til raseri. Et øjeblik stod han næsten som lammet, da han ikke helt kunne fatte at nogen skulle være så desperat at han ville dunke ind i dem, vælte kvinden og begynde at tage på hende.
Han greb fat i nakken på manden, et rimelig stort brød faktisk, men stadig kun et menneske. Han hev til og det lykkedes ham at få hevet ham ned fra Dawn.
Han kiggede kort på Dawn for at se om hun var okay, før han hev manden helt op og stå. Samme højde. Sjovt.
"Hvad fanden har du gang i?" snerrede han vredt, vreden gled gennem hans krop i en varm bølge.
"Sådan at rage på min forlovet?" Et blik var nok. Zean mærkede hvordan hans evne spredte sig inde i hovedet på manden og derefter....Manden tog sig pludselig til hovedet og kom med små lyde som fortalte at han havde smerter...Åh ja, dette dumme menneske skulle ikke have lov bare at dø...Han skulle smerte, blive sindssyg til han ikke kunne kende forskel på noget mere og ønske han bare var død. Han skulle tigge og bede ham om at lade være....For ingen skulle slippe godt fra det, han lige havde gjort mod Dawn.

Dawn mærkede letheden da det store brød blev fjernet fra hende. hun var stadig meget rød i hovedet og hun hostede for at kunne få luft. men hun kom op og stå hun så hurtigt på Zean og vidste at det havde sagt klik. han var nu meget rasende!
Dawn bed sig selv i læben men regerede så hurtigt. Dawn havde regnet hans evne ud, hun stillet sig i mellem og begyndte at skubbe til Zean "STOP!" RÅBTE HUN.
Hun kunne ikke lide den side af ham slet ikke efter nogle af de ting der var sket. hun knyttede hånden og slog ham engang i maven "Så lyt dog for fanden STOP!" Hun blev bange. og hendes øjne løb i vand. hun skulle bare ha ham til at stoppe.

Hans blik brændte sig ind i manden, mens manden sank ned og rullede rundt på gulvet i tydelige smerter.
Han mærkede Dawn og følte sig beroliget af at hun havde det godt...Men han følte stadig trang til...til at gøre skade.
Han havde dog langt fra forventet at hun ville slå ham...Slå ham for at beskytte hende? Det forvirrede ham...Det gjorde ikke vildt ondt, men det fik han til at gispe kort og hans koncentration gled lidt. Manden hostede pludselig blod op, men så ikke ud til at blive påført flere smerter lige nu. Nu havde han kun bivirkninger.
Zean så forvirret på Dawn...Hvorfor måtte han ikke beskytte hende? Hvis ikke han kunne, måtte, beskytte hende, hvad måtte han så? Han følte sig pludselig fanget...Han måtte aldrig noget...Tanken var absurd, men alligevel var den der. Han måtte ikke gå i militæret sagde hun, han måtte ikke beskytte hende...Han sukkede svagt og gik nogle skridt tilbage mens han så sig omkring. Det hele lagde for stort pres på ham og han måtte snart afreagere....afreagere...
"Hvad glor i på?" knurrede han til menneskerne omkring dem der stod og stirrede...

Han stoppede. selvfølgelig måtte han beskytte hende, men de var i et rum fyldt med mennesker der bare ville hygge sig. og ingen af dem vidste at han havde unaturlige kræfter. Hun tog ham i hånden og hev ham med ud .
Dawn så op på ham. "Skat, elsker at du passer på mig. men der var for mange mennesker der inde. der ikke ved du er dæmon!" hun tog sig til hovedet og kunne mærke hun blødte hun gipsede kort. hun var landet hårdt ned i gulvet for hun havde fået hul i hovedet.
Hun blev svimmel. Dawn var ikke god til det med blod, larm, hovedpine og nu hul i hovedet.
Dawn tog fat i Zean og lidt efter begyndte hun at stå og vippe fra den ene side til den anden.
Hendes øjne sejlede rundt hun kunne ikke kigge på en ting. hun lukkede øjne men det blev hun mere dårlig af.

"Og hvad så?!" han havde aldrig interesseret sig for om folk vidste han var dæmon eller ej...Det var deres problem.
Han greb fat om hende og holdt hende ind til sig så hun ikke faldt, roligt fik han hende til at sætte sig ned.
Han så lidt på hende for at bedømme hvor slemt det var. Han så sig kort omkring, men folkene der gik ind og ud viste ikke den største interesse. Eller...en mand stoppede op og foreslog sin hjælp og om han skulle ringe efter en læge. Zean sagde nej. Dawn havde aldrig brudt sig om sådan noget og dette skulle de også nok selv klare.
"Dawn? Hvordan har du det?" sikkert et åndssvagt spørgsmål, men det ville berolige ham at høre hendes stemme.
Han sad på hug foran hende.

Dawn prøvede at kigge ham i øjnene. men han var jo ikke dum. han kunne jo tydeligt s hendes øjne sejlede rundt. Hun mærkede han havde fat i hendes. så vidste hun at hun ikke ville falde. hun mærkede at hun blev sat ned. og lukkede øjne igen og gav sig til at lyve.
"Jeg har det fint" .. Hun prøvede at smile hvilket ikke gik så godt.
så hun bed sig bare i læben... og sukkede kort. "Ne..." hun faldt bag over og lå nu på gulvet med det hvide fremme i øjne og ingen kontakt... hun var nu helt væk..

Han virkede overraskende rolig, måske fordi han havde prøvet dette nogle gange før og vidste det nok skulle gå. okay, selvfølgelig var han bekymret...
Han greb fat i hende og ruskede hende let...Måske skulle han overveje at blive læge? Ej...Han gad da godt nok ikke sidde stille så længe...
"Dawn!" han prøvede forskelligt, klaskede hende i ansigtet, fik nogen til at hente noget vand han kastede i hovedet på hende...
Men så var hun også selv uden om det...Hvis ikke hun vågnede ville han slæbe hende med til hospitalet! Han kunne da ikke bare se til, mens han ikke anede et levende råd om hvad han skulle gøre for at hjælpe hende...
"Dawn!" kaldte han igen, han overvejede et øjeblik om han skulle bruge sin evne, men vidste at vis der var sket fysisk skade, hvilket det nok ville være, så virkede hans evne ikke, han kunne jo ikke gøre det fysisk skete usket.

Hun vågnede roligt op og tørte vandet væk fra sine kinder og øjne. hun stønnede roligt af smerte og kiggede så på Zean. "Hvorfor er jeg helt våd" spurgte hun roligt.
Hun sætte sig op. og kørte en hånd igennem sit halv våde hår.
"Hjælp mig lige op skat" hviskede hun. Dawn havde ingen ide om hvorfor hun var så træt og hvorfor hun lå på gulvet. for det hele var gået sort for hende.
så hun kan ikke engang husk det..

Hun holdt hende blidt tilbage mens han så på hende i noget tid.
"Du kommer ikke op før du har fortalt mig hvordan du har det...Du slog hovedet go besvimede, remember? " sagde han så roligt som muligt og så fortsat lidt på hende. En kvinde gik forbi dem.
"Hun burde virkelig komme til læge..." smilte hun venligt og gik så videre. Mennesker. SOm om de havde styr på noget...Det var som om han var kommet til at hade dem mere og mere...

Dawn så op givende på ham. hun ville bare gerne op og stå. men hun vidste han passede på hende. og derfor følte hun sig tryg her i nærheden af ham. "Jeg har det fint. skal bare op og stå. og ja kan godt huske det eller noget" hun smilte svagt. men stoppede så og tog sig til hovedet.. "Jeg skal sgu ikke til nogle læge!" hviskede hun
så damen ikke hørte hende. for hun var ikke ude på at blive uvenner med nogle. hun ville enlig bare gerne op i Zean's arme. hvor hun følte sig ufattelig stolt og tryg!

Han kunne godt fornemme på hende at hun nok gerne ville op...Måske også væk.
Han hjalp hende op og holdt hende ind til sig, både for at støtte hende, men også fordi han generelt elskede at holde om hende...beskytte hende og give hende tryghed.
han tillod sig at grine svgat til hendes kommentar, han havde regnet med noget i den stil.
"hva så, skal vi trække os væk herfra? Eller vil du bare gerne stå og komme dig lidt?" spurgte han og så ned på hende, kyssede hende på panden.

Hun smilt til ham da han grinte svagt.
"Lad os komme vier, jeg er kommet mig." hun smilte roligt til ham. og tog der efter hans hånd og lagde an til at flette finger med ham. hun elskede den tryghed hun havde i det hun rørte ved ham. eller allermest når han rørte ved hende..
Dawn så lidt ned og bed sig i læben, en hurtigt tænke slog hende. hun rystede hurtigt på hovedet. hun ville helst ikke tænke over det. han havde gjort det og han havde lovet det ikke skulle ske igen. men nu var de jo i byen.

Han lod sine fingre flette sig ind i hendes og de begav sig ud i byen.
Han lod blikekt glide omkring et kort øjeblik, af ren vane, men der var ikke...noget specielt.
Han lod blikket glide over Dawn for at være sikker på hun var okay, da han bemærkede hendes tænkende udseende.
"Er du helt okay?" smilte han roligt og gav hendes hånd et lille klem.

Dawn holdte ham blidt i hånden. hun gik i sin egen lille tænke gang imens de begav sig igennem byen. hun var så dybt inde i sine tænker at hans stemme ikke engang kunne høres. hun hørte ikke hvad han sagde. Men rystede kort på hovedet da han gav hendes hånd et lille klem og nikkede kort med et lille smil "ja" uden at vilde hvad hun havde svaret på havde hun bare sagt ja. hun fugtede sine læber.