Den dag Haku kom frem?

O: Ingen.
V: Store, mørke skyer på himlen, der dækker for solen, men ingen regn.
T: 14:00
S: Legepladsen.
P: En lille, sort kjole, som hun havde fundet I en skuffe, I en af hendes ofres hus.



Den dag havde nok aldrig været den samme, hvis Haku ikke for første gang var gået ud på legepladsen. Hun så sig rundt. Hun havde aldrig set sådanne ting før ... Hun gik lidt videre og så noget hun syntes at genkende lidt? Hun kunne ikke huske, hvor hun havde set dem før, eller hvad de hed. Hun lod en af hendes usynlige - dog meget stærke arme gynge en af dem frem og tilbage. Nu kunne hun huske det. De havde haft en I deres baghave, dengang hun havde en familie. Hun satte sig på gyngen, men gyngede ikke frem og tilbage. Det bragte for mange minder, og hun ville helst ikke komme til at savne sin familie. Hun sukkede lydløst og så op på himlen, op på de sorte skyer. Endelig begyndte det at regne. Haku smilede koldt, men alligevel sødt. Hun var sikker på, at noget ville ske, om det så end var godt eller dårligt. Hendes øjne strålede rødt. Hun havde for en gangs skyld undladt at tage sit bånd på. (Se ava, båndet for Haku's øjne)
Hun havde det rundt om hendes små 'Katteøre', så man ikke kunne se dem. Det var helt rødt af blod, men det var størknet, så det gjorde ikke så meget. Regnen ville dog sikkert gøre det helt gennemblødt, men det tænkte hun ikke over.

Roses skridt var lydløse og rolige. Hendes blik hvilede frem for sig og hun kunne mærke at regnen snart ville falde. Hun havde en fin hvid kjole på og nogle flade ballerina sko på. Hendes blik var ulæseligt, men man kunne dog alligevel mærke hendes varme. Det var energien omkring hende som var varm og gjorde en rolig. Hun var vidst bare en person som man blev helt rolig af at være sammen med. Selføli kom det an på hvilken person man var. Det havde ingen effekt på nattens væsner. Det ville gøre tingene en hel del bedre. Hun smilte et svagt lettet smil da hun mærkede de første dråber ramme hendes hud. Hendes skridt fortsatte fremad og var hurtigt ved legepladsen. Kun lige starten af den. Hun kunne se en person. En pige. Stå henne ved gyngerne. Rose kunne ikke lade vær med at se på pigen med et lidt undrende blik og så derefter på blodet. Blod kunne aldrig være godt. Men Rose nægtede at vise sin usikkerhed og gik et langsomt og forsigtigt skridt nærmere på denne pige..

Haku hørte ikke noget, men begyndte i stedet at nynne den sang, som hun altid havde i hovedet.
Det var en smuk melodi, syntes hun selv. Hun gyngede lige så stille frem og tilbage, så det gav en knagende lyd. Blodet på båndet var løbet ned ad hendes arm og ned på hendes kjole. Hun sagde ikke noget til det, men kunne mærke den søde følelse af død og ødelæggelse.
Hendes stemme blev mere og mere dyster, jo længere hun kom ind i sangen. Hele legepladsen fik en dyster stemning på grund af hende. Hun nød det.

Rose kunne med lethed mærke den dystre stemning som var påført legepladsen, og hun nød det ikke særlig meget. Hun så på pigen som nynnede og så blodet som løb ned af hende. Rose vidste ikke hvad hendes bedømmelse var af denne pige. Hun blev stående hvor hun var og kunne ikke tage sit blik væk fra pigen og så bare på blodet.