Det mørke Havet der opsluger den hvide måne - David

David blev lidt overrasket over det voldsomme ryk, men kom dg op og stå som der jo var meningen. han så lidt tænksomt på ham og bed sig en smule nervøst i læben "tjo...det er vel vores begges..måske...je v il godt tage skylden..det var jo..ja" sagde han uden helt at slutte sin sætning. han kløede sig let i nakken og havde glemt alt om sin hund. han var i tvivl om han kunne lide denne dæmon. han havde jo trods alt lige slået ham ned, men alligevel havde han det som om det var ham selv der var idioten og derfor var han i tvivl om hvad han egentlig syntes om Jake "okay...må jeg ikke godt lige spørge om en ting om hende..bare en ting?" spurgte han så og så forsigtigt på ham. han var dog klar på hvis han skulle få endnu at slag.

Jake stirrede fortsat på ham, han tænkte over om han skulle blive venner med denne dæmon eller som så mange andre før ham, bare dræbe ham, han lod dog vær og besluttede at prøve at virke mere venlig, et venligt dog falsk smil bredte sig på hans læber, han vidste ikke hvad dette spørgsmål var, men var fast besluttet på at holde masken "ja.. hvad er det?" spurgte han en smule koldt dog stadig med sit falske smil, dette smil havde Jake tit lavet over for sine ofre og det var derfor ikke specielt svært at holde masken.

David stirrede lidt på hans falske smil og kunne tydeligt se det var falsk. han vidste alt for meget om hvordan smil skulle se ud for at være ægte. dette falske smil irriterede ham faktisk lidt, da han så det som en hån mod ham, som om Jake kunne narre ham til at tro alt var godt men han nævnte ikke noget og vidste ikke at han var irriteret. han så ned og tænkte lidt over sit spørgsmål "var din søster god hjertet?" spurgte han så efter lidt stilhed og vendte forsigtigt blikkey op på ham. han kløede sig en smule i nakken igen og gik diskret et lille skridt tilbage.

Jake grinte lidt af tanken om han lillesøster Annabell der altid skulle hjælpe de uduelige små utaknemelige mennesker og se hvad hun fik ud af det? Jakes latter var ikke høj, men man kunne sagtens høre den, hun slitte altid sig selv halvt ihjel for ingenting og ikke en gang hørte han hende sige et ondt ord om nogen, ikke engang deres far som Jake hadede som pesten havde han haft noget imod "Ja.. det var hun" svarede han så og kiggede op mod den stjerneklare himmel, han havde altid fået at hvide at de døde kom i himlen selvom han ikke troede på det kunne han ikke lade være med at tænke på om han sad der oppe nu og grinede ned til ham med hendes uskyldige latter.

David så på ham og smilte stille over has svare. han nikkede kort og så lidt ud mod havet "godt..." mumlede han stille og smilte for sg selv. han betragtede vandet lidt og spejtede lidt efter sin hund. han vendte så blikket tilbage på Jake "jeg vil ikke forstyrre dig mere..undskyld jeg har generet dig" sagde han undskyldende og bukkede kort. han vendte ryggen til og begyndte at fløjte efter sin hund. han ville egentlig gerne snakke lidt mere ed Jake, men han tænkte at han nok hellere ville havde fred en at være sammen med et lille pestilens som vidste alt for meget om alt muligt. han søgte lidt efter bailey, men kunne ikke rgtig får øje på hende nogle steder og det uroligede ham faktisk lidt, men ikke noget der kunne ses.

Jake bemærkede hans søgene blik og kom straks i tanke om den dumme køter der havde været tæt på at skubbe ham i vandet, han gik op på siden af David og kiggede lidt rundt, vinden var så smut ved at være væk nu og kun en mild brise lå hen over havnen, et par skyer var også begyndt at dukke op over dem, man kunne dog stadig se de mange stjerner der dækkede himlen "nå jeg må osse komme videre, har lyst til at dræbe nogen uduelige mennesker" sagde han så og vendte rundt hvor han blev stående lidt inden han begyndte at gå

David så hurtigt på Jake og tænkte lidt over det han havde sagt "slå dem ihjel?...hader du stadig menneskerne?" spurgte han forsigtigt og undrede sig lidt over hvorfor han hadede menneskene nu, da det jo ikke var deres skyld det der skete med Jake's søster den gang. han vidste jo udmærket godt at Jak var sur på menneskerne den gang og længere gennem tiden, men han vidse ikke at han stadig var så sure på dem "det er jo ikke deres fejl?" sagde han og lod hver med direkte at nævne hans søster, men var dog stadig klar til hvis Jake skulle angribe igen.

Jake grinede list af det han sagde, en ond og kold lattern der dog ikke var rettet mod David men mod menneskene, det var sandt at han stadig bebrejdede menneskene selvom det ikke var de nuværende menneskers skyld, for selvom det ikke var deres skyld så var menneskene ynkelige og uduelige og de var ikke til at stole på, så snart de blev truet på livet, ville de give alt for at overleve, sådan var de bare "Nej, jeg er kommet over det med Annabell.." begyndte med et skævt smil der gled over i et ondt udtryk da han fortsatte "Jeg dræber dem for ren og skær morskab"

David lyttede til han kolde latter og knyttede stille hænderne. han brød sig ikke om den onde side af Jake. den var ubehagelig og væmelig at høre på efter Davids mening, men han sagde dog intet til det. han så på ham med et tænksomt blik "aha..." sahde han føst men fik så et forærget blik i øjnene "morskab skyld?...er du syg i hovedet det kan du da ikke gøre! de har lige så meget ret til at leve som du har" sagde han med lidt hævet stemme og lød for en gang skyld vred og foraget.

Jake grinte lidt lavt igen af hans svar, han vendte sig rundt og stod nu ansigt til ansigt med den anden dæmon, han blik var igen koldt som det altid var når han talte om menneskene, hans krop var af slappet men dog en anelse anspændt, han fandt det morsomt at denne dæmon havde et blødt punkt for menneskene "Mennesker er byttedyr for os.." sagde han så og vendte sig atter rundt "Jeg gør dem en tjeneste ved at ende deres usle liv" fortsatte han stadig i en kold tone, der synes mere fjern end den før havde været.

David stirrede direkte ind i hans øjne og bed sig svagt i læben. han kunne ikke lide at han var så kold og han havde virkelig lyst til at slå ha. han kunne nok slå hårdt nok til det ville gøre ondt, men på ingen måde tæt nok på hvor ondt det ville gøre hvis Jake slog. så han turede ikke rigtig at slå ham, af ren frygt for at komme mere til skade "nej de er ikke..dette er deres verden og vi må nøg til at indfinde os i det...det er ikke fair over for menneskende..vi er jo meget stærkere en dem" sagde han stædigt og så alvorligt på ham. han var ikke bare blød hjertet over for mennesker, men han var det over for alle væsner. han havde det alerede dårligt bare fordi han skulle stjæle et dyrs sjæl, men han skulle jo overleve "du gør dem jo ingen tjeneste..?" sagde han og forstod ikke hvor tjenesten lå i et slå dem ihjel.

Jake grinte stadig lidt indvendigt og havde på ingen måde tænkt sig at give sin mening op, han tænkte lidt over det David havde sagt om at det var 'deres verden' og han var bestemt ikke enig, de havde været der først og længst, derfor vare det kun retfærdigt at de var underordnede de var små insekter der skulle klaskes det var hvad de var "De stærkeste overlever, men ven, det er sådan verden fungere" svarede han men gad ikke til at svare på det med tjenester, det måtte han selv regne ud, de stærkeste ville altid overleve og de svageste ville blive opslugt af fødekæden.

David boblede indvendigt af raserig og var ved at springes da han syntes det var en forfærdelig holdning at have. han rystede irriterebelt til hovedet "hvor er du åndsvag!..hvad trr du din søster ville sige til ldet? hun ville hade dig! hun ville meneskende noget godt og så kommer du her og leget overlegen og siger alt mulig lort om fødekæden?! de er levene væsner som os og ikke noget bytte dyr!" råbte han vred og fortrød ikke han havde nævnt hans søster igen. selvom jan vidste det nu kunne gå galt. han stirrede kort på Jake og trippede kort, men løb så alt hvad han kunne. bare for måske at have en chance for at komme væk.

Jake grinte højt da David satte i løb, faktisk højere end han havde gjodt længe, han havde nosseren til at sige det, men ikke til at holde på det, Jake havde dog ikke i sinde at lade ham slippe væk og han lavede et hurtigt knips med fingrene der fik tiden til at stå stille hvorefter han med rolige, men bestemte skridt bevægede sig hen imod den fastfrosne David, han stilte sig ved siden af ham med front imod ham og satte en arm lige ud for ham hvilket resulterede i at David da tiden startede fik armen lige i maven "Hvad med de væsner du dræber for at holde dig i live hva? " sagde han roligt, men hævede stemmen da han fortsatte "Du dræber utalige væsner igennem dit liv som dæmon, kun for din egen skyld, hvad med dem var?!"

David spærrede øjnene op da han mærkede armen i maven og fik en mave puster. han så hurtigt op på ham og sank helt stille en klump. han prøvede at skulje at det gjorde ondt, men man kunne godt se på ham at han ikke havde det helt godt. han gik et lille skridt tilbage og så på ham med et bittert blik "jeg tager kun sjæle fra dyr...og jeg gør det kun hvis jeg er virkelig sulten...du gør det for sjov...på mennesker! der er en forskel, jeg er ikke værre en mennesker er de spiser dyr og jeg tager sjæle fra dyr...du slår folk ihjel for sjov og du gør det med et koldt hjerte! din søster ville ikke kunen holde dig ud hvis hun vidste det!" sagde han højt og vred. han var ikke bange for bank længere, den store idiot kunne bare komme an. når en begynder at sige det David er slemt forhold til så meget andet kunne han ikke blive andet et sur.

Jake grinte stadig rimelig højt, det var sjovt og se hvor hård den svage dæmon nu var blevet, han undgik endnu et slag mod David da han ikke fandt ham specielt spændene at kæmpe mod, han kunne jo ikke endgang hamle op med en engel den lille svans, Jake begyndte dog at blive irreteret over at david konstant nævte Annabell "Annabell er her ikke længere! hvad jeg vil gøre for at straffe menneskene er op til mig!" råbte han og så håndligt ned på David "De har dræbt så mange af os, ikke kun Annabell!" fortsatte han og tænkte på se mange dusørjægere der havde været efter ham i tidens løb "siden tidernes morgen har de usle kryp, jagtet os og slået os ihjel og hvorfor?" Han var begyndt at blive en smule vred på den anden dæmon "fordi vi var anerledes, vi havde ikke gjordt noget, bare fordi der var flest af dem skulle vi dø, sådan er mennesker og det vil de altid være" afsluttede han og kiggede væk.

David stambede lidt i jorden og blev bare mere og mere vred over Jake "men hvis hun var her så ville hun ikke bryde sig om de ting du gør" knurrede han og så vred på Jake. han slog ham hårdt på bystkassen , selvom det nok ikke var meget hårde en et stærkt menneske. da han var en meget svag dæmon"vi har slået mange flere af dem ihjel..det er ikke fair mod dem de har ingen fordele!" sagde han vred og kunne slet ikke klare dæmonen. han så ned i jorden og var så vred at han nærmest rystede. han havde sjælent været så vred før, da han mest bare var en meget fredlig person, men nogle gange kom hans dæmon frem i ham og så kunne han råbe højt "det kan godt være, men det er jo fordi vi skræmmer dem...de er bange..vi må være fredlige så--så stopper de måske den udrydelse..og det er kun dusøgerjægere der er nogle røvhuler..så lad dog uskyldige mennesker være" sagde han vred.

Jake tog et skridt tilbage da han fik slaget i brystkassen, men kom hurtigt hen og skubbede den anden dæmon væk med et hårdt skub i brystkassen "Men hun er her ikke!" råbte han og fortsatte derefter mod menneske emnet "Du tar fejl! Annabell prøvede at hjælpe dem, men de var jo ikke ligefrem taknemmelige var de vel?" fortsatte han og og tog endnu et skridt hen mod dæmonen, men geovervandt overblikket og kølede lidt af, ingen skulle få ham til at skift mening specielt ikke en lille splejs af en menneske elsker.

David gik nogle skridt baglæns for ikke at falde og så lidt ned i jorden "men.." han var ikke sikker på hvad han skulle sige, for han tænkte det nok ikke var det kogeste at gøre det hele værre, men han kunne ikke lade være med at svare igen "selvom de kke var taknemmelige kunne hun jo lide dem alligevel!..menneskerne vidste jo ikke bedre..de er jo gummere en os..dræb dusøgerjægerene dem er jeg ligeglad med, men lad vær med at dræbe uskyldige mennesker og især ikke for sjov" sagde han vred og gik nogle skridt tilbage. han stod nu meget tæt på kanten af kajen og hvis han tog et skridt mere baglåns ville han falde ned i vandet.

Jake knyttede næverne igen men unlod at slå ham, han kiggede ned i jorden og tænkte tilbage på Annabells ansigt da hun blev opslugt af flammerne, hendes ansigt så bestemt ikke tilgivene ud, nej tvært imod "Tror du virkelig at Annabell stadig kunne lide dem efter det der skete? tror du?!" Jake havde hævet stemmen igen, han skulle ikke lade som om han forstod for det gjorde han ikke og det ville han aldrig gøre lige meget hvor meget han brugte sin evne

David så på ham og tænkte sig lidt om. han kløede sig lidt i nakken og kunn eikke finde på noget at svare. han så lidt ned og rystede stille på hovedet "hmm...jeg...men...øh...men det er jo ikke menneskernes skyld i den tud vi er i nu...det er jo ikke sikkert de ville gøre det samme.." sagde han stille og så lidt op på ham. han vidste han havde tabt deres lille 'diskution', men han havde bare ikke boget mod svar.

Jake fnyste og vendte sig om han gik et par skridt væk fra den anden dæmon og kiggede lidt op mod stjernerne der synes at flyde en smule ind i hinanden, han kiggede lidt ekstra efter da de begyndte at blive slørede og opdagede nu at han havde tårer i øjnene, de blev basket væk med en rolig, men dog en smule agrresiv bevægelse *satans!* tænkte han og var vred på sig selv over hans reaktion hver gang Annabell blev nævt.

David så på Jake da han gik væk fras ham og tog stille en dyb indånding. han gik lidt væk fra kanten og studereede ham lidt med øjnene. han så godt dæmonens bevægelse og det undrede ham lidt "er du...er du okay?" spurgte han og lagde hovedet svagt på skrå. dette emne tog jo tydeligvis hårdt på ham og det var ikke noget han var glad for at snakke om, men David havde bare ikke kunne holde sin mund lukket og det fortrød han nu. han så idt skam fuldt ned over han havde kunne blive så vred og mennersker. han kom så i tanke om at han jo selv havde venner som vampyre og det nok var derfor han var blevet så vred.

Jake vendte hovedet lidt over mod dæmonen igen, men vendte hovedet væk igen, alt den vrede der havde brændt i ham under deres dickution havde forvandlet sig til en stor klump i halsen og han havde egentlig ikke lyst til at snakke om det så istedet for at svare spørgsmålet undveg han det ganske enkelt "Du slipper den her gang" begyndte han stadig med ryggen til "men næste gang du nævner Annabell er du færdig" sagde han så og håbede faktisk at han ikke ville behøve at give ham tæsk da han var begyndt at holde en smule af den svage lille dæmon.

David syntes ikke om at Jake undveg hans spørgsmpl, men gjorde ikke noget ved det. han havde nok brugt alt sin vrede for flere måneder og han kunne egentlig ikke lide at være sp vred. han så lidt ned og nikkede til de ting han sagde "jeg skal nok holde min muind fra nu af...og undskyld..jeg blev bare så vred...det var ikke meningen" sagde han undskyldene og så lidy op på ham igen. han ville ikke ligefrem sige de var de bedste venner, men han syntes af en eller anden grund godt om Jake. han så lidt ned i jorden og kunne ikke rigtig klare tanken om at han skulle gå sin vej.