Skovens kulde..

Han bukkede med et smil, "det ser ud til damen er mobset" sagde han og kiggede op på hende imens han bukkede.

"Oh Dear God!", råbte hun, "Det rager seriøst ikke dig!, and beside, du kan være ligeglad!".
Hun stirrede stift på ham.

Han kunne ikke lagde være med at grine over hende hun morede ham, men gjorder alle engle ikke det.


//Skal logge kommer du ikke på i aften//

Evelyn blev forvirret over hans pludselige ansigst-udtryks-skift, "Hvad griner du af?!", råbte hun, "Synes du det er sjovt?!".
Hun var pisse-sur, over hans flabethed!

// Joda, jeg kommer i aften xD //

Han Grinte stadig men smilede så bare i stedet "Jeg syns ikke det er sjovt men du er" hans øjne lyste af ivrighed han hviste bare olle hvornår de skulle være.

//olle?//

"Hvorfor er jeg så sjov?.. Hvad er det du vil?.. Kom nu!, Få det nu bare overstået..", sagde hun opgivende..

Han grinte, "hvad er det du vil havde mig til at overstå" sagde han og ventede ivrigt på sit svar.

"Din leg", sagde hun dystert, og forsøgte nu at kigge ham i øjnene, for at se om hun kunne gennemskue ham..

Han grinte lidt, "og hvorfor skulle jeg blive færtig når den allerede er igang"

"Sådan vi kan få en ende på det hele..", sagde hun fortabt, "Helt ærligt jeg gider ikke det her.. jeg orker det ikke.. Går det nu bare færdig og få det overstået..". Hun var lige ved at græde.. *Hvorfor tog jeg også ned på den her skrækkelige, klamme jord?!.. jeg skulle være blevet i himmelen!*, tænkte hun.

Han grinte bare imens han så på hende.
"Så hvem var du" sagde han igen.

"Evelyn..", svarede hun opgivende, forladt og fortabt. Hun orkede ikke mere, og ville lade uhyret gøre hvad han ville..

Han nikkede, hvorefter han vendte sig om og begyndte at gå hvorefter han pluselig forsvandt ind i mørket.

Evelyn kiggede forfærdet og overrasket efter ham..
"Hvad? Så nu går du bare?!", råbte hun efter ham .. Hun var ikke sikker på at det var særlig smart, men hun forstod ingenting.

Han dukkede pluselig op bag hende og tog en bryderbrag om hendes liv og gjorder sådan at hun ikke hun flytte sine ben, "Tror du det ville være så let at slippe for mig" hviskede han i hendes øre.
Hvorefter han slikkede på hendes hals.

Evelyn udgjorde et hvin, og prøvede forgæves at flygte.
"Slip mig!", råbte hun.

"Hvorfor" sagde han og blev bare mere intresseret jo mere hun kæmpede.

Hun kiggede spørgende på ham.. Hvorfor skulle han slippe hende? Hun havde jo alligevel ikke nogen venner, og kom forhåbenlig tilbage til himmelen.. Men alligevel havde hun ikke regnet med at få det spørgsmål, og sagde derfor; "jamen... eh.. fordi..eh.. Slip mig nu bare!", det sidste sagde hun hårdt og målbevidst.

Han åbnede sin mund hvorefter han rissede et langt finr sår i hendes lille hals.
HVorefter han smagte på hendes blod.

Evelyn skreg af smerte!
"Lad nu være.. jeg ber dig.. I det mindste gør det hurtigt..".
Evelyn var helt fortabt, der var intet her i verden der kunne redde hende nu.
Intet andet end et mirakel.

Blodet løb ned af hendes hals og han slikkede det blidt af, "Hvorfor skulle jeg slippe dig nu hvor du selv har bedt så meget om det" han duftede til hendes hår derefter.

Det gøs igennem hendes krop, da hans tunge - igen - rørte hendes hals.
Evelyn var på randen til at græde.. "Hjææææææææææælp!", råbte hun, forgæves..

Han lod hende skrige færtig hvorefter han svang tænderne ind i hendes hals, og sugede til.
Han mærkede den søde smag komme ind i hans mund og gjorder hans krop mere stærk og mere fysisk hurtig.
Han havde suget nogen tid og hviste at hun nu var på randen til at besvime.

Hun vred sig af smerte, da de skarpe hugtænder gik ind i hendes skrøbelige engle-hud, men lidt efter lidt blev hun svagere og svagere, og det hele blev tåget for hende..

Han kunne mørke at hun var ved at midste nok blod til at dø så han smed hende fra sig, *Så kan jeg altid hente mere* tænkte han imens han så på den halv tømte engle pige.
Nogen af blodet løb ned af hagen eller rettere hans hage var fyldt med blod så han lod en finger køre over den nogen gange hvorefter han slikkede det af fingerende.