Sidder alene mod et træ og tænker... - David

David så på ham og tænket lidt over det "vil du ikke med mig så?...du har sikkert været til mange og kan hjælpe mig så jeg ikke bliver helt væk" sagde han med er lille grin og så bedene på ham. han smilte glad og lavede en lille mærklelig lyd. han begydnte så at grine af ham igen "jeg sagde sandheden...jeg havde det far dig og så truer du mig bare med at bide mig du er også ond" sagde han drillende og smilte glad til ham.

//sorry længten --'//

Justin følte at David besvarede hans tanke om at følges til en eller anden koncert, så han sad lidt og tænkte på om han nu også kunne læse tanker. "Gerne" sagde han med et skævt smil og tænkte på sit eget band. David kunne jo komme med til en af deres koncerter backstage hvis han ville? Han vidste ikke om det ville være egoistisk at spørge om, men løb dog risikoen "jeg har et band, så du kan jo komme med til en koncert med os og være backstage?" forslog han med et venligt smil. Justin himlede med øjnene og grinte sarkastisk af det David sagde "ja selfølgelig er jeg ond" sagde han med et psyco smil men slap det kort efter "jeg render da også rundt og voldtager små drenge og piger, og slår folk ihjel med tortur af ren lyst" han smilte lumsk og så på David.

//det var da normal længde^^//

David kunne ikke læse tanker eller noget. han havde det bare som om at hvis han skulle til koncert skulle det da være sammen med Justin selvom de ikke rigtig kendte hinanden, men det var jo trods alt ham der havde sagt han skulle prøve at tage til koncert. han lytted etil Justins forslag og nikkede stille "nice.,..det vil jeg da meget gerne" sagde han glad og smilte skævt. han grinte lidt af ham og nikkede "jep" sagde han drillende og morede sig meget i han selbskab, men han blev dog helt stille da han hørte hvad Justin sagde. han kæmpede for at holde smilet og holde sin fasede oppe, men vampyren havde ramt et ømt punk og han mistede sit smil og så lidt ned. han tænkte lidt over det "undskyld..du ramte et svagt punkt" sagde han og rejste sig roligt op. han tog en dyb indånding og fik så det store smil igen.

Justin smilte varmt til ham og var glad for at han sagde ja, da det jo nærmest var ens betydende med at han havde fået en ny ven, selvom han ikke vidste hvordan David betragtede deres forhold til hinanden. "det er jeg glad for at hører" sagde han og tænkte, at de nok kunne aftale nærmere om det hele, senere. Justin blev med det samme helt stille og så på David med et bekymret og undskyldende blik. Han havde ikke ment det han sagde, som noget der skulle skade dæmonen men nu kunne han dog godt regne ud hvad der måtte have hændt David siden han blev så stille. Han fulgte sin ven med øjnene da han rejste sig og overvejede selv at rejse sig, men blev bare sidende hvis David nu gerne ville gå. "Det var ikke min mening at...såre dig David, det var det ikke" sagde han og bed sig i læben mens han så op på ham med øjne der undskyldte alt han end måtte have sagt som kunne have gjort David ondt.

David sukkede stille og lod sit smil forsvinder igen. han dumbede ned og sidde og lyttede til hans undskyldning. han så lidt på ham og rystede dtille på hovedet "hør..du skal ikke undksylde...du vidste det jo ikke...det er bare en ting jeg reagere voldsomt på...undskylde jeg sådan ødelægger stemningen" sgade han undskyldende og så ned i jorden. han kunne huske alle de ubehagelige oplevelser han havde haft og bed sig hårdt i læben. af en eller anden grund var minderne svære at fortrange denne gang en de plejede og det irrriterede DAvid grænselæst.

Justin så på ham da han igen satte sig, og tog en dyb, men lydløs vejrtrækning. Han kunne ikke lade være med at undskylde over noget som det, og kunne slet ikke forestille sig hvor forfærdeligt det måtte have været for David at blive voldtaget. Justin kunne dog ikke forholde sig til det, da han stadig var jomfru hvilket ikke generede ham "du har en grund til det, og jeg er ligeglad med stemningen" sagde han stille og betragtede ham. *Se nu hvad du har gjort Justin? Kunne du ikke bare have holdt din kæft?* spurgte en lille, vred stemme i hans tanker men han rystede på hovedet og stemmen forsvandt igen. "Er du okay?" han så forsigtigt på ham i frygt for at gøre noget mere forkert og lagde blot en hånd på hans skulder så han ikke skulle føle sig alene.

David så på ham og rystede tille på hovedet "tja...sådan er det.." sagde han stille og så lidt ned. han rystede stille på hovedet og sukkede stille. det gav et lille sæt i ham da han mærkede han hpnd på sin skulder og så hurtigt på ham "ja..jeg er bare lidt...jeg kan huske det hele" sagde han med et lille suk og så ned i jorden.

//sorry krea røg lige --'//

Justin betragtede David med et blidt blik og følte sig nærmest ansvarlig for ham, siden det jo var ham der havde gjort ham nedtrykt ved at pjatte med det David havde sagt. Han mærkede godt at det gav et lille sæt i ham og overvejede derfor at tage hånden til sig igen men gjorde det dog ikke "..har du lyst til at snakke om det?" spurgte han stille men ikke nervøst da han gerne ville have David op igen.

David så lidt ned i jorden og var usikker på hvaf han viller fortælle. han kendte jko ikke denne Justin særlig godt og derfor overvejede han det lidt "altså..der er ikke så meget at fortælle...jeg har været udsat for misbrug fra jeg var 8 til jeg blev 15...mere er der ikke at vide" sagde han stille og var ikke så glad for at snakke om det. derfor kan han heller ikke tættere på hvor mange gange misbruget stod på om dagen. David så lidt på Justin og ønskede bare at blive glad igen.

Han måtte indrømme overfor sig selv, at han på en måde blev glad da David fortalte ham om det da det jo bare beviste at han havde en smule tiltro til Justin. Han var dog ked af det på dæmonens vegne og kunne ikke lide at han havde været udsat for sådan noget og begyndte at nusse ham lidt på skulderen "det må have været..." Justin vidste ikke hvad han skulle sige og bed sig svagt i læben "...en forfærdelig oplevelse" sagde han og så på sin ven ved siden af sig.

David så ned i jorden og havde det lidt underligt i maven. han kunne godt lide Justin nussede ham på skulderen, da det fik ham til at slappe en smule af. han så lidt op på vampyren "det var min egen skyld..." sagde han så også selvom det havde været forfærdelig og en utrolig smerte fuld tid, så kunne han ikke glemme at det var hans egen skyld. efter hans mening i hvert fald. godt nok havde Andy mange gange prøvet at overbevise ham om det ikke var hans skyld men mændenes, men selvom Dabid havde gevet Andy ret kunne han ikke glemme at han jo selv som 8 årig havde opsøgt mændene og spurgt. det hele var så gået over gevin og ende op med misbrug.

Justin blev ved med at nusse ham blidt på skulderen og kunne med sine sanser fornemme at David slappede lidt af "Hvordan kan et misbrug have været din skyld?" spurgte han og så på ham med tænksomme øjne da han ikke rigtig kunne gennemskue hvordan Davids voldtægt havde været hans skyld, eller var det bare Justin der tog fejl, og ikke var velinformeret?. Justin så sig diskret omkring. Der var ingen mennesker til stede.

David rystede stille på hovedet og kørte sin hånd igennem sit hår. han tog stille fat i hans hånd og flyttede den stille "jeg opsøgte ligesom selv de der mænd..og bad dem om det..jeg skulle spille skuespil...det er en indviklet historie" sagde han og så lidt ned. han var ikke sikker på om Justin overhovede gad lytte tli han historier om det ene og det andede. for hvis det med voldtægten og at det var hans egen skyld skulle hænge sammen måtte han ogs¨fortælle om sin storebror og hvorfor de kom på hospitalet og hvorfor han havde boet ved plejefamilie.

Justin mærkede hans hånd tage sin væk, og undrede sig lidt, men lod ham gøre det og lagde derefter hænderne i skødet og lændede sig tilbage mod træet mens han lyttede til ham. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte han roligt, blidt og håbede ikke det ville lyde for indtrængende men så kunne David jo sige nej til at fortælle det. Det ville Justin godt kunne forstå da de jo lige havde mødt hinanden. En ting han dog ikke forstod, var at David havde opsøgt de mænd men der kunne jo godt være forskellige grunde til det.

David så ned i jorden og tænkte sig godt om "min familie var ude for en bil ulykke...mine forældre døde..mig og min bror var på hospitalet, men jeg kom først på en plejefamilie..min bror kom først lang tid efter og han havde forandret sig helt...da han så flyttede hjemme fra fortalte han at han var blevet misbrugt på hospitalet i den tid han ikek kom hjem..." sagde han stille og holdt en lille pause, da det hele var rimelig hårdt for ham at fortælle "jeg var 8...så jeg forstod det ikke helt..så jeg lavede et lille skuespil om det..men jeg kunne jo ikke gøre det selv...så jeg opsøgte disse mænd..men jeg kunne ikke stoppe dem igen...jeg kan tydeligt huske hvor meget jeg kæmpede imod.." fortalte han og lagde sig stille ned på ryggen og så op på himlen "min plejefamilie smed mig ud kort efter...jeg havde ikke andre steder at tage hen end hen til de mænd...jeg kom først væk som 15 årig hvor de havde misbrugt mig flere dagligt alle årene" hviskede han og lukkede sine øjne. det var som om han kunne mærke smerten vænne tilbage igen.

Justin lyttede opmærksomt og så på ham med et sørgmodigt blik og øjne der blev mere og mere tænksomme for hvert ord han sagde. Han vidste ikke hvad han skulle sige og hadede det virkelig. Det var som om han ikke kunne være til nogen hjælp for David selvom han gerne ville men han vidste at hvis han sagde noget nu, ville det bare være en åndsvag kommentar, men alligevel prøvede han sig ad "hvordan slap du væk fra mændene?" spurgte han opmærksomt, blidt og stille og betragtede David der lå på ryggen og så på stjernerne. *Hvordan kan folk dog finde på sådan noget?* tænkte han uforstående og havde det ikke godt med at det var blevet gjort ved David. Justin havde mest af alt bare lyst til at give Dæmonen et kram men holdt sig tilbage.

David lyttede til hvad han sagde og tænkte over det i noget tid. han lukkede sine øjne og rystede stille på hovedet "jeg slog dem ihjel da jeg blev 15..jeg blev lige pludselig så vred. det hele gik i sort og da jeg kunne se noget igen..havde jeg slået dem ihjel" fortalte han og åbnede øjnene igen. han så hen på Justin og vidste ikke om det var en god ting at sige. nogen kunne jo godt blive bange hvis de var i nærheden for en der havde slået nogen ihjel. selvom det ikke var noget han kunne huske sådan rigtig. han så igen op på himlen og betragtede stjernerne lidt. han kunne ikke lide at snakke om det, da alle minderne kom tilbage og billeder duggede op i hans hovede.

Justin så på himlen mens David fortalte og tænkte lidt over det, men havde af en underlig grund ikke noget imod at han havde dræbt før "hvordan har du det med det?" spurgte han stille og lod sit blik finde ham igen nede på jorden. Han forstod godt hvorfor David havde dræbt dem da det vel på en eller anden måde var fair?

David tænkte lidt over det og rystede stille på hovedet "jeg ved det ikke...de havde jo været ondt mod mig..og de fortjente vel at dø, men jeg kan ikke lide tanken om at jeg har slået nogen ihjel" sagde hasn stille og så lidt op på Juston. han var ikke sikker på hvad Justin syntes om hele siturationen og det brød han sig faktisk ikke rigtig om.

Justin betragtede David i stilhed og bedømte det lidt før han svarede "personligt synes jeg du gjorde det rigtige" sagde han og mente det, da de efter hans mening ikke fortjente at eksistere "men det er selfølgelig ikke godt at du har det dårligt med det" sluttede han og så blidt på ham.

David så på ham og lyttede til hvad han sagde. han nikkede stille "det gjorde jeg vel også..." sagde han og så lidt ned. ha tænkte det hele igennem "jeg tror at jeg har det dårlig over det fordi jeg ikke helt kan huske hvad der egentlig skete da jeg slog dem ihjel...og jeg ved ikke om de led eller noget...mit sind er meget godt og jeg kan ikke lide at gøre andre fortræd" forklarede han og så lidt på Justin iogen.,

Justin nikkede og smilte venligt til ham for at løsne den alvorlige stemning en smule, men også for på en måde at bakke ham op. "Hvis du ikke kan huske det, kan du vel ikke bebrejde dig selv for det...jeg er jo vampyr, så ret mig lige hvis jeg siger noget forkert, men de fleste dæmoner for jo anfald nogle gange...du ved, når i bliver udsat for psykisk pres, så kan i noglegange flippe lidt ud?" sagde han og så spørgende på ham.

David lyttede til hvad han sagde og tænkte lidt over det. han så på ham med et tænksomt blik "det...det er selvfølgelig rigtigt nok..det ligger til vores natur..men jeg har så kun gjort det den ene gang" sagde han og vendte blikket ned. han fik et lille smil på læben "du er god at snakke med" sagde han stille og så på ham med et mere glad blik, men stadig meget trist.

Justin så lidt på ham og lagde hovedet på skrå "så er du jo bare heldig?" sagde han og smilte svagt til ham med et lille glimt i de sølvgrå øjne. Det opmuntrede ham lidt ved synet af Davids smil og han var bare glad for at lidt af den gode stemning kunne komme tilbage "det er jeg glad for at du synes David...du er også god at dele tanker med" han smilte lidt til ham og betragtede sin nye ven som dog stadig så trist ud.

David smilte lidt mere og nikkede stille "ja..det er jeg vel..på visse punkter" sagde han med et lille skulder træk og smilte skævt til ham. han kunne ikke rigtig lade være med et blive glad igen over sin nye ven. han gjorde ham glad "mmh...godt du syntes det.." sagde han med et lille nik og suderede Justin lidt.


//sorry krea døde--//