Regnen..

René stoppede bilen, midt på den ubefærdede vej, og fandt en mellemstor kanyle frem. Hun vendte sig halvt i sædet, og stak den i benet på englen. "Slap helt af. Så sker der ikke noget." bad René, og pressede væsken ind i englen. Det var stærke sager... Et menneske ville dø af en sådan sprøjte, men en engel kunne overleve den..

Hun skreg da hun mærkede kanylen og kunne mærke det påvirke hende hurtigere end den første. Hun prøvede desperat at få døren op inden hun besvimede af det , men faldt hurtigt om på bagsædet af bilen og så op på René inden hun lukkede sine øjne i og besvimede for anden gang den dag.

René sukkede, smed kanylen på passagersædet, og begyndte igen at køre. "Undskyld min ven" mumlede hun, mens bilen susede gennem gaderne. Hun kørte hurtigt nu, da hun jo gerne skulle nå helt op i lejligheden inden englen vågnede igen.. Det skulle hun da nu også sagtens kunne nå, men for at være på den sikre side....

Rose lå bare uden at sige eller røre sig i det stykke tid det tog at køre derhen hvor de nu skulle..

Omkring ti minutter senere parkede René bilen på parkeringspladsen foran den store lejlighedsbygning. Hun slukkede motoreren, steg ud af bilen, og så kort rundt, før hun hev englen ud også. Hun holdt hende i et 'bransmandsgreb', og bevægede sig rimelig hurtigt over pladsen, og op ad træpperne. På andensal stoppede hun, trak en nøgle frem, og låste sn dør op. Ind i den lille, og småt møbleret, lejlighed, lagde hun englen på sofaen en stuen, hvorefter hun gik tilbage for at låse døren. Bedøvelsen ville sikkert snart aftage, men det var somend også ganske udemærket nu...

Rose mumlede et eller andet og åbnede langsomt sine øjne. Hun kunne mærke at hun var på noget lidt mere behageligt "Hvor er jeg..?" hviskede hun og blev liggende. Hendes ene ben gjorde ret ondt efter at have blevet stukket i af en kanyle. Det stads som kvinden havde proppet ind i hende påvirkede hende stadig og hendes krop var stadig lidt tung. Hun rykkede hovedet ganske svagt og så over på kvinden som havde været henne og låse en dør som Rose gættede sig frem til at måtte være hoveddøren.

"I min midlertidige bolig." svarede René roligt, og forlod så stuen og gik ud i køkkenet. Der kunne høre lidt skramlen med glas, og noget der kunne lyde som piller. Derefter lyden af en vandhane, og René kom tilbage til stuen, med et glas vand, og to ganske almindelige hvide piller. Hun satte dette på bordet ved siden af sofaen, og trak sig lidt væk. " Du vil få det bedre af det der." informerede hun, og forlod endnu engang rummet.

//Må logge//

Rose så over på bordet ved siden af den sofa hun lå på. Pillerne lå på bordet og hun vidste ikke rigtig om hun turde at tage dem. Hun vidste jo ikke hvilke andre ting denne kvinde kunne gøre og hvad hun ville gøre for at opnå det hun ville have. Rose fik sat sig besværet op og tog forsigtigt omkring glasset med vand og tog pillerne i sin anden hånd og så først lidt på dem. Til sidst tog hun dem i munden og drak glasset med vand og slugte pillerne mens vandet løb ned og stillede glasset tilbage på bordet og så på det sted kvinden havde forsvundet ud af.

// Oka//

Kort efter kom René tilbage ind i stuen, og havde et sæt tøj i favnen. Det lagde hun på bordet, hvorefter hun satte sig i sofastolen , der stod overfor sofaen. "Du må undsklde en hårde behandling, men det var nødvændigt." sagde hun, oprigtigt undskyldende, og betragtede roligt englen. "Jeg er René da Costa, og som du måske ved, er da Costa familien meget fremtrædne inden for medicin forskning. Det gælder ikke kun for mennesker, men også for de ikke-menneskelige væsner." fortalte René roligt, og så undersøgene på englen.

Rose så op på René og derefter på tøjet som hun havde lagt på bordet og derefter tilbage på René "Jeg har stadig den samme holdning.. I kan ikke hjælpe os. I er kun svage mennesker.. Hvordan skulle I dog kunne hjælpe os? Og vi kan heller ikke hjælpe jer. Så find en anden hobby inden det ender galt" sagde hun med en hård stemme og så René ind i øjnene "Glem dette.." sagde hun med en stemme som ville lyde høj og klar og med en underlig klang i Renés øre. Rose brugte sin ene evne mod hende og så måtte René gøre hvad Rose sagde. Rose ville ikke være en del af dette René lavede og derfor ville hun bare have at René glemte alt dette om at hjælpe væsner og sår'n.

René rejste sig hurtigt, og trak sig nogle få skridt væk, da klangen i Rose's stemme ændrede sig. "Burg ikke dine små tricks på mig!" sagde hun hårdt, og så frastødt på englen. Hun gned let sine tendinger, og betragtede pigen i sin sofa, med et blik der let kunne tolkes mange forskellige måder. "Tro mig, jeg ville med glæde have afsluttet dette allerede, men jeg tjener bedre penge på dig, hvis du er i live." Endnu en grund til at René skildte sig mærkant ud fra resten af familien. Hun var ærlig talt ligeglad med deres fornemme formål, når bare hun tjente på det.. På mange måder kunne hun vel egentlig samlinges med en lejemorder... Hendes loyallitet lå hos den højest bydende...

"Husk på, dame.. Du bestemmer ikke over mig! Og vær du bare glad for at jeg ikke vil gøre dig noget efter dit lille trick med bedøvelsen!" sagde hun hårdt og så op på René og ville ikke finde sig i at blive bestemt over. Hun var klog nok til at have sin egen mening og ville ihvertfald ikke bestemmes over af et menneske "Jeg gør hvad der passer mig og jeg kan hurtigt stoppe dig hvis du prøver på noget!" sagde hun advarende og truende og så på René.

René smilede lidt, og satte sig så igen. "Den er fin..." mumlede hun, og rystede svagt på hovedet. "Min familie. Har i sinde at udrydde jer. Åh jo, vores formåler omtrænt det samme som alle andre jægeres... Forskellen er bare, at vi prøver os med videnskab i stedet for vold. Da Costa familien arbejder på en kur. Først og fremmeste en kur mod vampyrisme. Dernæst vil dæmonerne stå for tur, så varulvene, og derefter er det planen, at I engle skal væk. De vil ikke slå jer ihjel... - Ingen af jer. De vil gøre jer til mennesker." fortalte hun dernæst, og så på englen med et let smil. "Mit job består kun i at bringe nyt matriale - det vil sige væsner som dig - hjem til øen. Jeg aner ikke hvad de gør med jer der, men de undersøger jer i hvert fald. Lærer at forstå jeres genetiske sammensætning, og bruger den viden til at forsøge at udvikle en kur mod hver enkelt race."

"Okay for det første, vil jeg ikke blive forvandlet ind til et svagt menneske.. For det andet, får du mig ikke til at komme til en eller anden ø med tosser som tror at de kan hjælpe os!" sagde hun hårdt og fornærmede hendes familie med vilje og ville ikke lade René tage hende med til en eller anden ø, bare fordi de troede at de kunne hjælpe væsnerne. Rose gøs bare ved tanken om at blive forvandlet til et menneske. De var så svage.. Og så døde de oss så hurtige. Rose var blevet vant til at leve i flere hundreder år, og hun ville ikke lade sig forvandles ind til et menneske uden kamp.

René trak ligegyldigt på skyldrene. "Det er ikke mit problem. Jeg har en familie, min egen familie, at mætte. - Og det kræver penge, og det kræver at jeg arbejder for 'den store sejr'." svarede hun, og betragtede englen.

//Sorry det korte svar.. No krea -.-''

Rose så op på hende med et hårdt blik og lod sine ben svinge ud over kanten af sofaen "Jeg vil ikke være offer for dette. Det må da være det mest åndsvageste jeg længe har hørt!" snerrede hun og rejste sig op og kunne godt mærke at hun havde ligget ret meget ned og fået skudt og presset ting i sit ben den dag. Hun rystede på hovedet af René og gik over til døren og prøvede at få den op, men huskede at René havde låst den og mumlede nogle vrede ord omkring hende og hendes forbandede familie.

// Gør ikke noget ^^//

"Surt show.. Hør, du kan gøre dette let for os begge, og tage den med ro, eller du kan gøre det virkelig surt for dig selv, og tvinge mig til at bedøve dig igen" sagde René, og blev siddende. "For min skyld kan du godt vælge det sidste, så får jeg i det mindste noget fred før de kommer og henter dig." tilføjede hun i en lettere drillende tone.

"Jeg vil ikke lade dig!" snerrede hun stædigt og så tilbage på René "Du kan squ bare fucke af!" sagde hun og blev ved med at snakke i en snerrende tone. Hun blev altid sår'n når hun blev holdt fanget. Hun blev hidsig og stresset og bare skide bange. Hun vendte hurtigt sin opmærksomhed mod døren og lagde sit øre ind mod den og en hånd mod den og man kunne egentlig ikke rigtig se hvad hun lavede. Men hvis man var klog nok, kunne man godt se at hun brugte sin telekinese evne til at lirke låsen op.

René rejste sig nu op. "Kom væk derfra, gider du?... Nej, ved du hvad? gå du bare. Jeg finder alligevel bare en anden. Det er helt utroligt så naive nogle væsner er." sagde hun så, og satte sig så roligt ned igen. Godt nok havde hun haft en del besvær med at få fragtet englen hen til lejligheden, men det var dog ikke værre end at det stadig var rimligt at finde en anden. Det var straks værre med de dræbende... De måtte helst ikke slippe væk, for de var som regel så svære at fange...

Hun stoppede med sin lirken og så vredt over på René "Siger du at jeg er naiv?" spurgte hun vredt og knyttede sine hænder sammen "Okay.. Der to ting jeg ikke vil have dig til at sige omkring mig; naiv og svag!" snerrede hun og rystede på hovedet af det René sagde "I mennesker er squ svagere og mere naive end vi væsner" sagde hun hånende og trådte et skridt over mod hende og havde virkelig lyst til at slå hende efter alt det René havde fået Rose til at være igennem.

"Nej, jeg kalder dig ikke naiv. Hvis du var naiv, ville du højest sandsynligt ligge og hvile dig... Jeg siger blot at nogle væsner er utroligt naive. Ja gu er vi svagere end jer, men styrke betyder åbenbart ikke alt, vel? Selvom jeg bare er et lille svagt menneske, fik jeg jo alligevel fanget dig, ikke sandt?" svarede René, og rejste sig igen. Hendes bliki var ulæseligt, og smilet på hendes læber passede på ingen måde til situationen...

Rose så på René med et vredt blik og rakte en hånd ud mod hende og lod sine fingre lukke langsomt i og brugte sin telekinese mod hende. René burde nu føle en følelse af noget som langsomt lukkede sammen om hendes hals "Jeg vil ikke finde mig i dette.. Jeg vil ikke lade mig bestemmes over et menneske som dig! Jeg vil ikke lade dig 'hjælpe' væsner på den måde i gør" sagde hun og pressede ikke hårdt omkring Renés hals og ville bare gøre hende lidt bange og vise at hun godt turde at gøre hende fortræd, selvom hun helst ville undgå det.

René mærkede det godt, og greb idet samme ned i sin lomme, efter back-up pistolen. Den med kulgerne i.. "Brug ikke dine lusede tricks mod mig, bæst!" snerrede hun, og rettede hurtigt pistolen mod englens hjerte. "Kom så. Prøv at dræbe mig. Slå mig ihjel. Jeg kan nå at trykke på aftrækkeren adskellige gange før du har kvælt mig." sagde hun koldt, og så hårdt på englen.

Der var stilhed mellem dem, hvor Rose ikke gav slip men heller ikke strammede sit greb, men gav så til sidst slip og så vredt på René, men sagde intet.

René nikkede tilfredst, og sænkede langsomt pistolen igen. Sukkede svagt, og rystede på hovedet. Stak pistolen tilbage i lommen. "Og du ville gå, ville du ikke? Så gør det da. Du er alt for besværlig." sagde René, og så på englen med et tvetydigt blik.