meeting at snack time

Tid:18.00
Dato: 14. November
Dag: lørdag
Sted: Midt inde i skoven
Vejr: Overskyet, ingen sol..!
Årstid: Efterår
Omgivelser: Træer, træer og dyb stilhed


Silvia trak vejert lidt tungt før hun insatet sine tænder i den unge hals igen. Silvia havde endelig fået fat på nået blod, offert havde været en uheldig hundeejer som var kommet forbi, en lidt ældre mand i sine tidlige 30`er, i god form, hunden havde forladt sin ejer hurtigt da den først så det sultende bli kfra den unge varmpyr kvinde. Silvia bed ldit hårdere og drak lidt mere, hun bekymrede sig egntlig ikke om hendes trøje, læderjakek eller jeans ville blive fyldt med blod, hun kunne jo bare vente et par time og snige sig tilbage til villaen, men nu pressede hun blot den halvdøde mand op imod det gamle træ og drak vidre.

Zoran stod lænet op af et andet træ, og betragtede den unge kvinde. Lugten af blod havde tiltrukket ham, da han indtil nu ikke havde mødt nogen artsfæller i området. Han tog et hvæs af sn cigarret, og holdt sin mund. Lod hende spise i tavshed..

Silvia havde skam godt dufted en anden varmpyr tæt på, og kunne godt se ham, men siden han ikke angreb eller talte til hende, så inorgrede hun ham for nu. Silvia kunne mærke hans puls langsomt begyndte at falde, han ville nu være død om et par minutter. Hun rejste sig op og var insmurt i blodet fra hans pulsåre, og vendte sig imod Zoran. "..Du kan få lidt, han er ikke helt død endnu", sagde hun og gjorde et kast med hoved imod den døende mand.

Zoran holdt afværgende hænder op foran sig. "Mit behøv er dækket for den næste tid." svarede han afslappet, og betragtede forsat den anden vampyr. "Gør du ham bare færdig." tilføjede han, og et afslappet smil gled over hans læber.

Silvia nikkede let og lænede sig ned og begyndte at drikke igen, der var jo ingen grund til at lade blod gå til spilde, og jo mere hun drak desto længere gik der før hun blev tørstig igen. Efter et par minutter dumpende manden ned på jorden livløst.

"Så.. Hvem var han? En du kendte?" spurgte Zoran, og begyndt at gå rundt om kvinden med rolige skridt. Intet ved ham indikerede fjendtlige hensigter, det var mere en form for vane.. For at se hende an.. Selv foretrak Zoran at kende sine ofre, bare en smule.. Godt nok krævede det en utrolig selvdiciplin, men det var det værd. At se udtrykket i deres øjne, når det går op for dem at han ikke var ven.. Det var ufatteligt tilfredsstilende..

Silvia kørte en hånd i gennem sit lange blodrøde hår og slikkede sine læber af for blod med sin tunge. "Hmm, desværre nej..jeg fortrækker dem ellers når de kender mig..", sagde hun og betragtede ham. Hendes blik og tone var roglige, hvilket mente hun var roglig. Silvia havde aldrig nået imod selskab med en anden varmpyr, det slog at være alene.

Zoran nikkede forstående. "Det er også langt sjovere på den måde" klukkede han, og stoppede op, da han stod få meter fra hende. "Jeg er Zoran." Præsenterede han sig selv, og nikkede roligt med hovedet som hilsen.

"Sandt sandt", sagde hun-varmpyren og nikkede let da han nævnte sit navn. "..Silvia layren", svarede hun tilbage og slog et kast med hoved for at få lidt hår ud af øjne. "Hvad bringer dig herud?"

"Lugten af blod, og en yndig lille pige længere inde i skoven." sagde han, som var det naturligeste i verden. Han havde hentydet til sit seneste offer, der som sagt havde været en yndig lille pige, der havde været llidt for ivrig for at lære ham bedre at kende..

"Hmms, ja jo yngre og sødere desto bedre blod og drab..", kommenterede hun, og betragtede ham lidt med nogle mørkeblå øjne. "Natten er ung, nået imod at gøre mig selskab for i aften?"

"Bestemt ikke. Det er længe siden jeg har tilbragt tid med artsfæller." sagde han, og og tog endnu et hvæd af cigarretten. "Du kender måske endda bedre steder at tage hen, end her i skoven?" spurgte han, og slog let ud med den ene arm.

"Jeg bor her i wereclaw, så jeg kender mange steder", sagde hun og gik helt over til ham. "Sig hvad du har lyst til og jeg skal vise dig det beste af det"

"Faktisk.. Har jeg ingen ide om hvad der er at lave her i byen." svarede han, og så på hende. Smilede svagt,