Snack //Vicente//

Tid: 17.00
Dato: IRL.
Omgivelser: Ingen.
Vejr: Koldt, og en smule blæsende.
Sted: Den triste skov...

Hilary bevægede sig igennem skoven, med en fart som et menneske ikke ville opfatte. Vinden rev i hendes løs hår som flagrede bagud, hendes øjne fokuserede imod et enkelt dådyr som stod omkring hundrede meter fra hende. Hun ville dræbe, hun så det som en morskab at slå dyret ihjel, uden at drikke dens varme blod. Hun var nu helt tæt på, og væltede dyret omkuld, hun greb den op nakken og knækkede halsen på det. Den lå nu livløs på jorden, kiggede en smule hånligt på dyret inden hun mærkede sine hugtænder komme frem. Hendes øjne blev mørke og hurtig som en slange huggede hun sine tænder i struben på det døde dyr, dens blod var endnu varmt, men havde ikke den samme fantastiske smag som en vampyr eller et menneske. Hun drak af dyret til hun næsten var tilfreds. Hun grev fat i dens men og svingede den med let hed og i et træ og så den glide ned og lande bag ved en busk, hun tørrede langsomt blodet væk fra mundvigen med sin håndryg inden hun lod et lille smil komme frem på sine læber. Hun kiggede automatisk rundt inden hun igen løb, denne gang løb hun imod sit sædvanelige sted, hun nød at sidde i skovbunden og havde fundet den perfekte plads under et stort træ. Hun nåede træet hurtigt og lod en hånd hvile imod stammen, med hendes negl ridsede hun en lille flænge inden hun elegant satte sig ned på jorden, hun lod sit hovede hvile imod stammen imens hun roligt lyttede, hendes vejrtrækning gik helt i stå imens hun sad der.

Vicente bevægede sig hurtigt, men stille igennem skoven, dog han tog dog ikke brug af sin vampyriske hurtighed. Han havde ingen grund til at skynde sig. Vinden hev let i hans lange sorte hår, som han bevægede sig imellem træerne, han var på udkig efter føde.. Det kunne være, at han var heldig nok til at finde et af de tåbelige mennesker, som havde forvildet sig ud i skoven, måske endda en engel? Så heldig regnede han dog ikke med, at han var. Vicentes blodrøde øjne viste, at han var tørstig, så det var ikke kun af ren lyst, han var ude og lede efter et bytte. De blodrøde øjne glødede nærmest i mørket, det var samtidig det eneste farverige ved Vicente, hans hud var ligbleg, hans tøj og hår kulsort. Vicente stoppede roligt, da han pludseligt fornemmede nogen i nærheden. Var det mon et menneske? Han indsnuste kort luften omkring ham for at få færten af personen. Nej, det var ikke et menneske. Det lugtede mere af vampyr, en mere død lugt. Vicente havde en lugt af død hængende på sig, en tyk lugt, som selv et menneske ville kunne lugte, hvis de kom tæt nok på. Stanken kom fra de lig, som Vicente ofte i flere dage var omkring, inden han så smed dem væk og gik ud for at skaffe nye. Vicente prøvede at lokalisere, hvor denne duft kom fra og endte så med at gå i retning af, hvor lugten vist havde været stærkest.

Hilary fornemmede hurtigt en andens tilstedeværelse, hun rejste sig hurtigt op og stod derefter i forsvars position, hun snerrede højlydt imens hun lod sine øjne betragte den retning hvor lugten kom fra, hun havde sjældent lugtet denne lugt så kraftig, den afslørrede personen hurtigt, det var ikke et menneske måske var der en grund til at være på vagt, hun var selv en gammel vampyr når man havde rundet de 400 år var der ikke så mange man burde frygte, men hun havde nu stadig følelsen af at hun skulle have respekt for det væsen der nu var tæt på hende, hun holdte sit blik stift ind til væsnet ville komme frem.

Vicente fortsatte roligt imod personen, som var der et sted længere fremme. Skikkelsen kom til syne, da han kom tættere på. En kvindelig vampyr. Han stoppede et kort stykke fra hende, omkring så langt fra hende, så de ikke kunne røre ved hinanden. Hans blodrøde øjne var rettet imod hende, han studerede hende med sit blik og det var tydeligt at se på ham, at han ingen trussel så i hende. Vicente forblev stille, stod bare og stirrede på hende med sit kolde, studerende blik. Dette var bestemt vampyren, som han havde kunne dufte. Han ville først se, hvordan hun var og hvordan hun reagerede til hans tilstedeværelse før han gjorde noget.

Hun mærkede hans rolige reaktion på hende, han havde tydeligvis mest at sige i en kamp, hun rettede sig elegant op inden let lagde hovedet på skrå, hun kiggede en smule ligegyldigt på ham inden hun kort tid efter vendte ryggen imod ham, hun bevægede sig i menneskelig fart over imod træet, hun rettede sig om imod ham igen og lod sig afslappet falde tilbage imod træet, hun kiggede en smule afventende på ham inden hun selv sagde "når, når.. jeg har vidst aldrig mødt dig før," hun opførte sig en smule provokerende overfor ham, ikke fordi det var ham, det var bare hendes normale attitude... Hun vidste han var stærk og noget ældre end hende, dog følte hun sig ikke truet hvilket heller ikke forbavsede hende, hun vidste de var samme slags, og da han heller ikke havde nogen grund til at flå hende i tusinde stykker så hun ingen grund til at udsende en signal om frygt, "Hilary" præsenterede hun sig selv kort - " og du er?" hun løftede let sine øjenbryn afventende efter svar.

Vicente fulgte hende med sit blik, men trådte dog et par skridt imod hende, da hun satte sig ved træet. Det eneste svar, som han havde til det, som hun sagde var et let og roligt ryst på hovedet. Hendes lettere provokerende attitude tog han sig ikke af, han var ligeglad med det så længe hun ikke udfordrede ham eller lignende, hvis hun gik over stregen, så skulle han skam nok også sætte hende på plads. Vicente lod kort blikket glide rundt, men dog fandt det hurtigt vej til hende igen, idet hun præsenterede sig selv. "Vicente." Lød hans stemme så, en mørk og rolig, men dog lettere monoton stemme. Det var ikke altid at Vicente var specielt snakkesalig, oftest når han var tørstig var han utroligt stille, dog kunne visse emner få ham til at tale. Tørsten efter blod var også lettere irriterende.. Han måtte snart finde et menneske, som han kunne sætte sine tænder i, han nægtede at sætte sine tænder i et dyr, deres blod var ækelt, mere ækelt end de beskidte menneskers.. menneskernes blod kunne man da holde ud at mæske sig i.

Hun nikkede en smule ved hans svar, og bevægede sig hurtigt over til ham, hun stod helt op ad ham og kiggede op på, hun forsøgte øjenkontakt, inden hun sagde "hyggeligt at møde dig," hun prøvede at lyde overbevisende, men hendes ligegladhed overgik hendes halvhjertede forsøg på at være glad, hun lagde hovedet endnu en gang på skrå inden hun igen lugtede til ham, hun overvejede at spøger hvorfor han lugtede så død... men orkede det ikke, det var smaltalk hvilket hun ikke var så god til. Hun lavede en lille trækning i ansigtet inden hun henkastet spurte " er du sulten?", hun vidste det var en ligegyldigt spørgsmål ikke mindst fordi hun kunne se og mærke det på ham. Hun havde stadig smagen af syr i munden, hvilket ikke var den bedste smag i verden, men hun var mættet hvilket var det vigtigste for hende. Hun mærkede en vind rive i hendes hår, så hendes hals blev blottet, hun overvejede et kort øjeblik om det ville genere ham at hendes hals var fri fra hendes hår, men ville ikke bruge sin energi på at spekulere for meget over hvordan andre havde det med hende, ikke mindst fordi hun var ligeglad men også fordi hun ikke brugte sin tid på at tænkte på følelser og alt det der kom med det.

Vicente reagerede ikke på, at hun stod helt op ad ham, han mødte hendes blik og så tilbage ind i hendes øjne med sit kolde blik. "I lige måde." Sagde han så og blev stående. Han kunne godt høre hendes ligegladhed, hvad mon hun prøvede på siden hun stod så tæt på ad ham? Det var egentligt ligegyldigt. Han nikkede til hendes næste spørgsmål. "Bestemt." svarede han og løftede kort en af sine blege, knoklede hænder for at stryge en lok af hans lange sorte hår væk fra ansigtet. "Jeg kan ingen mennesker finde.. så jeg bliver nødt til at tage ind til byen." Sagde han så. Hvis han ikke kunne finde nogen i skoven, så var han tvunget til det og så kunne han samtidig hente nogle lig med hjem til hytten. Han havde brug for modeller til sin kunst, det var derfor han samlede ligene. "Bor du her i området?" Spurgte han så og vendte sig så for at vandre videre igennem skoven, så han kunne finde sig noget føde.

Hun smilte en smule, inden hun sagde "nej, faktisk bor jeg ingen steder fortiden.." hun sukkede en smule af hans bemærkning inden hun sagde "jeg er faktisk også en smule sulten, hun bevægede sig hurtigt op på ham så hendes mund var ud fra hans hals hun blottede sine tænder men ventede en øjeblik med hugge dem i ham. Hun tænkte over konsekvenserne for at gøre det, men hun var trods alt ikke mættet fra dådyret, hun ville vide om han ville slå hende ihjel hvis hun bed ham, eller om han bare ville lade hende gøre det, hun satsede mest på at han ville blive sur, men skulle hun tage chancen?, et lille smil kom til syne på hendes læber, ikke mindst over synet af hans hals, hun var tørstig og hun mærkede det stærkere nu hvor hun var så tæt på at kunne få noget af hans blod...

Vicente lagde hurtigt mærke til hendes næsten fuldførte forsøg på at sætte tænderne i ham, hun vidste tydeligvis ikke hvem hun havde med at gøre, tænkte han. Han ville bestemt ikke lade dette gå uset forbi, for så ville hun helt sikkert fuldføre det. Det var jo direkte dumt, han havde jo intet blod i sig, da han ikke havde drukket blod i et godt stykke tid, af samme grund var han tørstig efter nyt blod. Han svang sin albue om imod hende i et slag i håb om at ramme hende, samtidig vendte han sig om for så at gribe ud efter hendes hals med sin anden hånd, hvorefter han trak en af de knive, som sad i hans bælte med den hånd, som han først havde slået med. Han måtte sætte hende på plads og forklare hende, at han ikke var en man lavede numre med, at han var hendes leder.

Hun mærkede hans greb om hende, han var tydeligvis stærkere end hende, hvilket også fik hende til at glemme alt om at kæmpe imod, i stedet sendte hun ham for første gang et af sine ægte smil, hun grinte en smule af hans reaktion inden hun tog fat i hans arm og sagde "slip mig!" hun sagde det med en blid stemme dog med en hård undertone som udviste bestemthed, hun hviskede ham stille og roligt i øret " ingen bestemmer over mig!." Det kom lige fra hjertet, hun mente der seriøst når hun sagde at ingen bestemte over hende hun var fuldt ud sin egen, og ønskede mest af alt at folk forstod det faktum. " Forresten, hvis jeg ville have dig til at holde mig, havde jeg bedt om det, så slip mig!", hun var helt rolig dog en smule sur, over hans måde at skubbe hende væk på, det undrede hende ikke hun ville nok selv have reageret på samme måde hvis noget satte sig op imod hende, men han var anderledes, noget ved ham sagde hende at han var spændene, dog fandt hun hans kniv i bæltet en smule irriterende, men det måtte hun vel bare glemme... Hun tænkte på om det var nu han ville flå hende fuldstændig fra hinanden eller om han ville bærer over med det der lige var sket.

Vicente havde fået et fast greb om hendes hals og pressede hende tilbage imod det nærmeste træ. Han trykkede hårdt om hendes hals, ikke for at blokere hendes luftveje, vampyrer havde jo ikke brug for at trække vejret, men så han havde et hårdt tag i hende, hun ikke lige kunne slippe ud ad. "Giv mig én god grund til, at jeg ikke skal slå dig ihjel her og nu.." Hvislede han, som en snu og vred slange. Han satte kniven op til hendes øje. "Jeg kunne starte med at fjerne dine øjne.." Hvislede han så og så ind i hendes øjne med et koldt og gennemborende blik, man kunne tydeligt se og høre på ham, at han på ingen måde lavede sjov og havde tænkt sig at gøre det, hvis ikke hun fik reddet denne situation. "Ved du hvem jeg er? Jeg er Vicente Valentieri.. Den almægtige races leder, men du vanærer den almægtige race.. og jeg har slået folk ihjel for mindre.." Forklarede han så, stadig med det hvislende toneleje.

Hun kiggede på ham, stadig uden frygt, men med respekt da hun hørte hvem han var, " hvis du har slået folk ihjel for mindre, må du jo se noget specielt i mig," svarede hun koldt med alligevel blidt tilbage, hun greb om hans håndled, på den hånd som holdte om hendes hals, hun vidste holdte blidt fast om hans arm imens hun sagde "jeg kan ikke give dig en grund til ikke at slå mig ihjel, kun den at du mister muligheden for at lærer mig at kende, hvilket jeg tror du gerne vil." Hendes selvsikkerhed måtte have en eller anden effekt på ham, hun så rasende på ham, "jeg mener det SLIP MIG!" hun sagde det højt uden at råbe og hårdt, hun håbede at han denne gang forstod det!.

"Det eneste der er specielt ved dig, er at du er en af os, en af den almægtige race.." Hvislede han og rettede blikket imod hendes kind. "Fordi du er en af os.. Lader jeg dig måske slippe med en advarsel.. og skærer et V ind i din kind, så du tilhører mig." Tilføjede han og en lav og skummel latter kom fra ham. "Og jeg har brug for krigere i denne krig.. Du virker ikke direkte svag, så jeg kan måske få brug for dig. Da han hun bad ham om at slippe hende, strammede han blot sit greb lidt mere. "Jeg er den, som giver ordrer her, pigebarn.." Sagde han, men løsnede dig grebet lidt igen, gav dog ikke slip på hende.

Hun prøvede at få øjenkontakt inden hun sagde "jeg vil hjælp dig i denne her krig, hvis du ikke skærer et V i min kind," Hun sukkede dybt inden hun med den ene hånd lagde den på hans skulder, som et tegn på 'undskyld' eller noget andet, hun ville vise ham at hun kune stole på hende, uden at hun skulle virke svag, "jeg lover at stå lige bag dig!" hun mente det for alvor, og have for første gang i sit lange liv fundet en hun faktisk fandt fascinerende, bare han ville slippe hende, det var ikke lige frem behagligt at blive presset imod en stamme ikke at det gjorde ondt men følelsen af ikke at være fri gjorde hende modløs.

Vicente nikkede let. "Jeg kan lide, hvor du vil hen ad.. Men du overgiver dig for let. Hvad gør du hvis dæmonerne får deres kløer i dig? Truer med tortur? Giver du så også op så let.. Hvis du gør, så kan jeg lige så godt ende dit liv lige her og nu." Sagde han, men fjernede dog kniven fra hendes ansigt, som han langsomt løsnede grebet om hendes hals. "Men siden du sværger troskab til mig, så tager jeg dig på ordet.. Bryder du det, så vil jeg personligt finde dig og få dig til at ønske, at dæmonerne havde fået fat på dig først.." Hvislede han så inden han helt gav slip på hende.

Hun tog sig let til halsen da han slap hende, inden hun omfavnede ham let, "godt du ikke ødelagde mit ansigt, uhh tænk hvis jeg skulle gå med et V plantet på min kind resten af uendeligheden!" hun rystede en smule på hovedet inden hun gik et par skridt væk fra ham, hun kiggede en smule sur på ham, "jaja, hvis det var mig der var ældst ville du nok ogsåå overgive dig!" hun nikkede sikkert til sin egen konklusion af situationen, hun satte lidt på sit tøj og sit hår inden hun begyndte at går væk fra ham uden at sige noget.