Change meeting at sea ( Procella )

Sted: Færgen fra hovedøen mod La Sunisha.
Dato: 17. februar
Tid: 19.00
Vejr: Mildt og køligt. En rolig sø og klar himmel.
Helias: Iklædt hvid skjorte og sort jakke sæt med fine læder sko. Solbriller og hans lange hår samlet i en hestehale.

Færgen var afgået fra havnen og vejret havde holdt sig fint. En kølig vind blæste over havet, og temperaturen udenfor de luxuriøse rum i skibets indre var lav. Himlen var skyfri og kun bølgernes blide vuggen mod skibet afbrød stilheden udenfor. Gæsterne ombord på færgen, var som altid, i højt humør. Middelklasse borgere havde her chancen for at mingle sig med de rige og magtfulde, og disse havde chancen for at vise deres overlegenhed.

Helias stod i et hjørne af rummet og spejde i menneskemængden. Belysning var dæmpet let, og et band var ved at spille lidt stemnings musik. Ved rummets vægge stod der borde til lidt privat samtale i båse, og det store åbne område, beregnet til dans var fyldt med menneske og samtale. Helias skuttede sig for sig selv. Han følte sig ilde tilpas blandt så mange af de dødelige. Nogle af de mere vilje stærke havde prøvet at starte en samtale med ham, men havde fortrukket da hans kølige, omend høflige svar, ikke gav anledning til en længere samtale. Han var her kun for en ting. En person. Hun havde undgået ham så længe.. så længe siden den nat.. den morgen.

Han spejdede rundt i lokalet igen, hans intense blå øjne søgte igennem virvaret af mennesker i konstant bevægelse. Med et suk begyndt han at gå iblandt dem. Hun måtte være her...

Fordi han kendte hende, så var det ham muligt at fange den svage fært hun havde. Den som få havde lært at forbinde med hendes væsen. Den fyldige duft af varm mørk chokolade. Duften var svag fordi den blev revet bort af den friske havluft, men den var der.

Procella sad ved en af bordene. Hendes øjne var fæstnet på havet. Hendes slanke fingre var knuget om en lille smørkniv, og havde glemt alt om det stykke brød den svævede over.

It's okay. If you just breathe slowly, nothing will happen. It is just a bit of...waves. Nothing more. It's okay.

Hun trak vejret dybt gennem næsen. Hendes læber var presset let sammen, og der var en anstrengthed over hendes blik, imens hun næsten insisterende stirrede ud på det så så godt som blikstille hav i vintermørket.

Hendes læderhandsker lå pænt foldet på bordet ved siden af hende. Til forskel fra da Helias så hende sidste gang, var det ikke den lange læderjakke hun havde på, men til gengæld en tyk vinterfrakke i karamelfarvet lammeskind, kantet med blød uld. Frakken stod åben og afslørede en tætsiddende sort trøje med blød krave i en slags oversized jumper-stil.

Hendes ansigt var usminket, men det behøvede hun heller ikke. Det gjorde hun sig faktisk ikke i. Det eneste der fremhævede hendes træk en smule, var den let glinsede gloss hun havde på læberne for at beskytte mod vintervejret. Hun havde stadig ikke vænnet sig til de bidende grader.

Helias smilede bittert for sig selv. På trods af tiden, gjorde hendes fært ham stadig elektrisk.
Som en dukkeførers hånd ledte den ham til hende og han stod et stykke borte og betragtede hende.

Betragtede hvordan hun kæmpede mod søsygen. Hvordan hendes smukke hår faldt ned. Hvordan den yndefulde hage og de glinsende læber var sat i en let trodsig mine. Hvordan de lange øjenvipper skabte fokus omkring hendes øjne. De øjne han havde stirret ind i så mange gange, og som havde kigget tilbage uden frygt.

Helias bevægede sig tættere på og hans bløde stemme skar igennem stilheden. "Du er stadig ikke kommet dig over søsygen min kære?" sagde han, med et blidt smil om læberne, og en ømhed i de intense øjne der næsten virkede unaturlig. Han stod stadig på behørig afstand, men tæt nok på til at hans lave stemme kunne nå hende, og at hun ville vide hvor han var.

Det gippede let i Procella og hendes øjne vristede sig endeligt mørkt fra mørket og havet. Der var en rynke. En undren i hendes ansigt. Af alle steder i hele verden?

På trods af hendes undren, lyste hendes ansigt kort op i et genkendelsens smil. Han var ikke en trussel men han var...Smilet svandt ind og øjnene blev vagtsomme.

"I am not your dear...."

Hendes hage blev skudt en smule trodsigt frem, og hendes ravfarvede øjne mødte hans uden tøven og uden at vige. Det var år siden hun havde set ham. De havde været venlige mod ham. Han lignede sig selv. Hun var i mellemtiden blevet kvinde. Ældre.

"I prefer my feet on the ground. And a little warning before I see old...friends..."

Hendes stemme var fast, men alligevel var der en lille snert af noget...undskyldende...og samtidig defensivt. Det var ham der havde søgt hende. Guderne skulle vide hun havde søgt at holde sig under radaren. De havde Wick ødelagt grumt med den klubåbning. Billeder overalt. Satans.

"What are you doing here?"

Procellas stemme var mere afdæmpet nu. Ikke en direkte invitation, men heller ikke en afvisning. Han havde pirret hendes nysgerrighed, og ingen af dem skulle alligevel nogen steder før de lagde til kaj.

Helias sukkede let, og smilte for sig selv. Hun var stadig sig selv. Ældre ja, men han kendte den trodsige hage, og de ravfarvede øjne. Det blik der kunne være så intenst som solen, og så koldt som isen selv.

"If I had warned you.. You would have fled from me again."

Helias stemme var blid og rolig, en smule fordømmelse sneg sig dog ind. Han trådte et skridt tættere på, hans blå øjne oplyst af en varm flamme, et minde fra en tid år tilbage. En tid der stadig holdt ham i lyset.

"The years have been kind to you my d- Procella.. You have become more beautiful, though none would have known it possible."

Han smilte skævt til hende med et let løftet øjenbryn. Han vidste smiger ikke ville ændre noget, men han nød det stadig. Sandhed var det også, for hun var blevet smuk. Stærk. Der var en aura omkring hende han ikke helt kunne placerer. Et mål og en overbevisning der ikke havde været der før.

"And still you could not take a hint?"

Hendes stemme var en smule skarp da hun slyngede spørgsmålet i hovedet på ham. Så sukkede hun og rystede på hovedet.

"Dude...sit your ass down. I'll hurt my neck if you keep forcing me to look up at you all the time"

Brummede hun og låste fingrende om kniven op. Av. De var stive efter at have været knuget så hårdt om den. Hun bøjede og strakte dem let. Der kom en lille rynke på hendes næse af afsky over samtalens udvikling.

"Yeah yeah. I'm a freaking disney princess. Complete with birds dressing me in the morning and squirrels doing my dishes"

Der var noget let opgivende over hendes stemme. Fint så havde han fundet hende. Selvom hun var vagtsom, og ikke brød sig om udviklingen kunne hun ikke lade være med at betragte ham indgående. Han var en del af hendes fortid, og havde spillet en ikke ubetydelig rolle.

Et lille smil spillede kort hen over hendes læber da hun sugede hans træk til sig. Hans blik og smilet. Det skræmte hende. Men det smigrede hende. Hendes naturlige instinkt var at springe op og flygte, men hvor fanden kunne man flygte hen på en færge? Hun ville bare se latterlig ud. En mørkhåret kvinde styrtende rundt med en høj fyr i hælende. Det ville blive ren Tom og Jerry.

"So...uhm. Can I like...get you anything?"

Spurgte hun tøvende, efter at have slået let ud med hånden. Denne gang inviterede hun ham til at gøre sig selskab.

Helias smilede let. Hendes skarpe retorik var som sød musik i hans øre. Stadig den samme Procella. Hans Procella.

"My dear Procella a queen would feel diminished in your presence." sagde han med det skæve smil og glimt i øjet.

Ved hendes tilbud bukkede han dybt, et formelt buk ment for royale og sagde med en let dybere stemme:

"My lady, the honoured bestowed upon me warms my frozen heart to its core. I must however inquire for your to allow me to serve you instead.."

Han smilede skævt igen som han satte sig overfor hende. Han justerede let på sin jakke og rejste en hånd mod en tjener der vandrede rundt med en bakke uden at lytte til hendes svar. Både han og hun vidste hvad der skulle bestilles.

Aaaaw...come on...

Procellas ansigt blev et studie i mimik inden for flovhed. Hun holdt en hånd halvt op for ansigtet og gled en smule ned i sædet og gemte sig halvt bag hånden imens hun prøvede at gøre sig mindre.

"So...not....cool...you are embarrassing me! Stop it!"

Hvislede hun hviskende hen over bordet.

"And I am still not your dear. Actually I am not your anything. Got it?"

Snappede hun skarpt. Så smilede hun anstrengt til tjeneren der kom over til bordet og prøvede at samle sig. Hun rettede sig op i sædet og rømmede sig hæst

"Lest you forget.. I am an immortal. To me you will always be something Procella.."

Helias sænkede hans stemme til noget nær en hvisken, blød og rolig. Han holdt øjnene fra tjeneren der kom over og fik hurtigt bestilt til dem begge. Hvad han huskede hun nød allermest, og det samme til hamselv.
Endeligt havde han fundet hende. Igennem så mange års søgen.. Han var kommet til øen her kun for det. Hun fik ikke lov at slippe så nemt.

Helias smilede blidt og lænede sig frem mod hende, hans albuer mod bordet, hans hoved let tiltet.

"So, what have you been up to? Apart from saving humanity a dozen times over..?"

Der kom atter en lille rynke i hendes bryn efter han havde bestilt hende et glas dyr whiskey. Hun havde ikke nænnet at sige hun ikke kunne drikke. For hans skyld. For minderne. Kun et enkelt glas.

"Yeah...I know. I just kinda hoped you would forget. But that it the pain of being immortal I guess? You never forget the ones who manage to get...under your skin. No pun intended."

Procella fingre begyndte lidt febrlisk at rette på brødtallerkenen foran hende. Pille ved dugen. Servietten. Hun virkede faktisk både nervøs og beklemt.

"Humanity is proven kinda stubborn on the saving thing at the moment"

Mumlede hun og så skævt op på ham igen. Var han her ikke fordi han havde set billederne af klubbens åbning? Af hende og Wicked? Hvis han havde, kunne hun ikke læse det i hans ansigt. Ville han kunne sidde så roligt, og smile så blidt hvis han havde set billederne af det offentlige kindkys? Hun var ikke sikker, men hun var heller ikke sikker på at han faktisk ville reagere på det. Denne uvished om hvor hun havde ham, var faktisk værre end at han var dukket op.

Han frøs en smule ved hendes bemærkning, blot antydningen af et træk omkring munden, et træ omkring øjet, og så var det væk igen. Hans smil var tilbage, igen noget der var næsten uvant til hans ansigt, noget der virkede.. forkert.

"I could imagine.. In the darkness they tremble, in the light their bravado knows no bounds." sagde han stille og rystede på hovedet. Det var dog ikke det han ville vide.. Han ville vide hvor han havde hende..

"But what I was really interested in was what you have been up to.. If you are.. seeing somebody..?"

Helias øjne ændrede sig let. De blev mere intense. Som om han prøvede at se ind i sjælen på hende. Som om intet undgik det gennemborende blik. Hans hænder lå foldet foran ham med let flettede fingre. Hvor han dog ønskede at hun svarede nej.. At han stadig kunne vinde hende over til sig.. Han savnede hendes varme, det de havde delt.. Det lys der havde drevet mørket væk. for så længe siden.

Crap...

Hendes lille deflektionsstrategi faldt til jorden med et drøn. Hun kunne ikke helt snige sig udenom. Ikke når han spurgte så direkte. Ikke med mindre.

"Look. Helias. You and me. It was a long time ago. Not for you maybe. But..."

Hun smilede høftligt da tjeneren kom tilbage med to glas og placerede et foran dem hver. Hun drejede let sit glas mellem fingrene og så ned på væsken. Langsomt gled hendes blik tilbage til hans ansigt.

"I know what you asked me. I am not seeing anyone"

Det var ikke løgn. Hun så ikke nogen. Hendes bånd med Wick var så meget mere end det. Men hun kunne for fanden ikke sidde og sige til en engel at hun havde knyttet et noget nær naturlovsstridende bånd af kærlighed med et væsen uden sjæl, der ikke burde være i stand til at føle kærlighed overhoved

"but that does not...Helias. No. Okay? Please?"

Hun havde lyst til at række ud og trøste ham. Her sad hun og knuste hans hjerte all over again. Det føltes ikke bedre anden gang rundt, end det havde gjort første gang. Der havde hun i det mindste haft chance for at flygte. Som en tyv i natten. Men ikke desto mindre...

Langsomt, som Procella's tale faldt, forsvandt følelserne fra Helias' ansigt. Faldt som en maske der krakelerer. Smilet blev først koldt og tomt, derefter forsvandt det helt. Gløden i øjnene døde ud, og kun mørket blev ladt tilbage. Hans stemme lød igen, blid, og dog så kold.

"I understand.. Your hatred towards my kin still burns to brightly."

Selvfølgeligt. Som sidste gang havde hun knust ham. Hvad havde han regnet med.. Indvendigt forbandede Helias sig selv, og som en tyk kappe, lagde en mørk aura sig omkring ham. Som om varmen forsvandt, som om lyset nægtede sig at nærme sig ham. Han tog stille glasset foran sig og drak, uden at en mine fortrak sig.

"I apologise for asking. It was not in my place."

sagde han, med øjnene rettet ned i glasset. Der var ingen skam eller skyldt, ingen fordømmelse eller vrede i hans stemme. Kun kold konstatering.

Procella fnyste, en kende irriteret og strøg en lok af det mørke hår om bag øret

"Oh will you cut the crap? Stop feeling sorry for yourself. I don't hate you. Yes I loath your kind, but that has nothing to do with why I left. You know that. Or at least you should."

Det irriterede hende, men bekymrede hende også at se ham forvandles foran sine øjne. Var det hendes værk? Det var hverken en rar tanke eller en rar fornemmelse.

"My so-called hatred is for anyone who thinks it is okay to manipulate humans"

Hendes stemme var faldet til en lav hvisken der kun var ment for hans øre. Hun ville ikke risikere at nogen lyttede med. Nogen der ikke skulle vide om..ja...det hele.

"Drop the act, and the stoneface. I know I hurt you. Why don't you just call me a bitch, a slut, a whore, and get it over with?"

Procellas stemme var irriteret og skarp, og samtidig opgivende og træt. Hun førte glasset til læberne og nippede ganske let til sin whiskey. Lod den glide ind i hendes mund og lod sine smagsløg bedøve af den stærke krydrede smag. Woah...første virkelige drink siden hun fandt ud af hun var gravid. Tøseaftenen med Nari gjaldt ikke.

Helias stirrede på hende i nogle korte øjeblikke og overvejede hvad hun sagde.

"I have no intention of being that much of a low life.."

sagde han stille. Hans facade krakelerede dog igen, og et sørgmodigt og træt ansigt kom til syne. Han lænede sig igen ind over bordet, denne gang med ansigtet mod det.

"Yes you hurt me. You left without a word, with warning.. Why Procella? Was I not good enough? Did I hurt you in some way?"

Helias stemme var knap en hvisken, den bløde tone sørgmodigt. Hans glas med vin var næsten ikke rørt. Som altid. Helias kunne, og ville ikke, drikke meget. Det sløvede ham og tog kontrollen fra ham. En kontrol han havde kæmpet for hele sit lange liv.

Procella så lidt ærgelig ud igen. Hun rakte ud eftre hans hænder og tog dem i sine

"Maybe you would feel better if you did?"

Spurgte hun meldt og opfordrende. Hun klemte let om hans hænder.

"And I can say it. Feelings scare the living daylight out of me. I felt..."

Procella trak vejret dybt og prøvede at formulere det så blidt som muligt

"....you....you bought me...a ring...me...Yes you where good enough. Somewhere i still love you. but i cant marry you. Not then. Not now"

Hendes fingre trykkede blidt om Helias hænder og hun så indtrængende på ham

"Please understand? I cant marry you..."

Det kunne hun ikke. Men på et eller andet punkt ville hun havde krøllet sig sammen og grædt hvis det havde vret en ganske anden person der stod foran hende. Hvor ville hun dog ønske det var en anden der havde sagt det til hende. Hun havde stadug kun illusive ord i sin bevidsthed, om dem var hun med tiden begyndt at tvivle på hvorvidt var rigtig, eller blot hendes forkvaklede fantasi.

Procella så kort op på ham. Procella Dwade. Tiegran Dwade, Keylee Dwade, Enyo Dwade, Dayanira Dwade. Det lød heller helt skævt. Hun blev vel nødt til at være praktisk om det. Hvis hun ikke var registreret som mor, hvis børnene ikke fandtes. Hvis Wick ikke ville tage ansvar....så måtte hun vel selv?

Der kom et nyt glimt i hendes øjne da hun betragtede Helias mere indgående. Hun vidste han elskede hende. Ville hun kunne lære at elske ham?

Helias følte varmen fra hendes hende da hun greb hans. Den brændte ham som ild, vækkede gammelt begær og følelserne til live i et inferno der trodsede kulden i hans sjæl. Han havde hold det bort så længe, men nu sad hun her, overfor ham, i alt sin pragt.

"I still carry it with me.. Close too my heart.."

Helias stemme var blevet varm og blid igen, og tøvende slap hans ene hånd hendes. Fra sin skjorte drog han det gamle, slidte sølvkors frem, som han altid bar. Han vendte det let foran hende. På bagsiden af korset, indsat i en lille niche var ringen. Den ring han havde købt til hende, og kun hende.

Helias kiggede op på hende og bemærkede skiftet i hendes øjne. Han kendte hende så godt, og dog var hun som en fremmed.. Hun var mysteriet han aldrig havde løst og drømmen han aldrig havde fanget. Uendeligt blidt, strøg han tommelfingeren over hendes håndryg, hvor deres hænder stadig holdt hinanden.

Procella fangede først ikke meningen af hvad han sagde. Hun så undrende og med en panderynken på ham da han trak korset frem.

"You...uhm...kept it? My ring? All this time?"

Hun trak ikke sin hånd ud af hans greb ændrede sig en smule og hans finger gled på hendes glatte hud.

Før han fik chance for at pakke den bort igen, rakte hun ud mod hans bryst.

ringen

Med fingrene fangede hun ringen. Der var noget længselsfuldt og samtidig sørgmodigt over det da hun fik frigjort den. Hun lod fingrene glide på den. Havde han pudset den op? Den virkede frisk fra udstillingsvinduet.

"...my ring...It's still beautiful..."

Mumlede hun og lod fingerspids glide over det kølige metal. Det var fristende. Hun bed sig let i læben og lod den så glide ned over hendes finger. Den passede stadig...perfekt...

Han havde virkelig fanget hendes passion for Irland i den ring. Tænksomt og tydeligt fortabt i minder, drejede hun forlovelsesringen let på sin finger. Tynden af den var både betryggende og skræmmende.

Helias øjne var et virvar af følelser. Smerte og sorg, blandet med glæde og en dyb passioneret varme. Hun bragte det bedste og værste frem i ham.

"Yes it is yours.. I have had it near my chest since the day you left me.. but it belongs to you my dear Procella.. It always will."

Hans ord var bløde, lokkende, varme. Han lænede sig impulsivt fremad, tog hånden der nu bar ringen og kyssede den blidt. Et strejf af hans læber mod hendes glatte hud. Duften af hende sendte en sitren igennem hans nakke. Den samme duft fra nætterne de havde delt. Der var dog noget andet også, noget han ikke kunne placerer.

Helias lænede sig tilbage, og holdt nu begge hendes hænder i sine. Korset hang foran hans bryst, bagsiden tom for sin tunge last.

Procella lagde hovedet på skrå og det vagtsomme forsvandt fra hende øjne. Hun så på ham med et lille smil da han kyssede hendes hånd. Jægeren strakte sig lidt og gled ud af bænken. Hun gled sidenlæns ned på Helias skød.

"Tell me...Did you dream of me? Did you miss me?"

Hviskede hun. Hendes ansigt nærmede sig hans og et lille kys landede kort i nærheden af hans mundvig.

Hun vendte sig med front mod ham og den ene hånd begyndte at løbe kærtegnende igennem hans lange halvkrøllede lokker

"My twisted, romantic little angel"

Hun lukkede afstanden mellem deres læber og kyssede ham dybt og varmt. Faktisk så længe at de begyndte at få foragede blikke fra borde omkring dem

Helias blinkede forbløffet ved ændringen i hende. Hendes bevægelser til hans side sendte en sitren igennem hele hans krop, og hendes placering på hans skød en ild i hans bryst. Han svarede hende ikke til at starte med, følte blot det lette kys.
Der havde været noget ved ringen. Hans mistanke havde været sand, men han kunne ikke tage den fra hende nu.. Ikke endnu. Når de nåede havnen måske så..

Da deres læber mødtes forsvandt hans tanker. Hans lange sorg blev glemt i øjeblikkets ild og hans kolde hjerte slog hastigt. Hans arme gled om hendes liv og klemte hende forsigtigt ind til ham. Han ignorerede de foragtede blikke fra de andre. De kunne stirre alt hvad de ville. Han havde hans Procella igen og det var alt der betød noget.

Procella svajede let i ryggen og spandt som en kat. Hendes mund var varm og levende mod hans. Hun trak ansigtet en smule tilbage og smilede frækt ned til ham

"Mmmm...I missed that"

Mumlede hun og slog armene om hans hals, da hans fingre let strejfede hendes talje, indenfor den tykke vinterbluse

"You know...I know some places we would live here. We could just run away from it all and get married tonight"

Hviskede hun hedt i hans øre. Hendes læber og tænder lukkede sig om hans øreflik og hun klukkede dybt i halsen

"You...could be...in my...bed...in a few hours...

Spandt hun kælent. Hun var overhoved ikke opmærksom på sine omgivelser

Helias hørte de ord han havde drømt om så længe. De bandt ham i deres net og for et øjeblik forsvandt verden i hans tankespind. Han og Procella.. Deres liv sammen. Han kunne lægge sit dobbelt liv på hylden og leve med hende.. i fred..

"My dear, dear Procella.. The light of my life.. The fire in my soul.."

Hviskede han stille til hende, hans stemme varm og kærlig. Ved hendes sidste ord rejste han dog let et øjenbryn. Hun var alt hvad han ønskede, men dette var så.. ulig hende. Hun kunne bruge sin krop, og det vel, for at få sin vilje men hun havde altid passet så meget på.. Været så forsigtig..

Helias skævede mod ringen, hans øjne desperate og i tvivl. Gjorde han nu det rigtige? Var dette blot endnu en løgn?

Procella så lidt irriteret op på Helias

"I am still not your dear. I live in the night. But be careful. I could burn you so very badly"

Smilede hun flabet og ikke så lidt kælent

"Tell me...where is the soul in an angel? Is it here?"

Hun kyssede hans mund igen

"Or how about....here?"

Hendes fingre gled kærligt hen over hans bryst imens hun kyssede ham igen

"M-mh-mh...I think i struck gold. I found it. Its riiiiight here..."

Spandt hun og nappede ham i læben, imens hendes hånd, uset af bordet, gled op af hans inderlår og lagde sig roligt og fast til rette da den nåede sit mål

"If I where on fire too...would you...blow it out?"

Der var en hed dobbelttydig mening i hendes ord, og det ophidsede blik fortalte tydeligt at det måske ikke var helt forkert at drage den konklution at om ikke andet, så var Procellas libido ikke formindsket...nærmere tværtimod.

Helias krop spændte let da hendes hånd faldt på plads. Fingrene knugede sig tæt til hendes ryg og han drog hende endnu engang tættere på sig. Lod hans læber slutte sig til hendes hals. Lod deres forførende strejf glide fra skuldrene til hendes øreflip.

"I fear no burn, no fire.. For you, I will blot out the sun in its fearsome heat.."

Hviskede han stille imens en hånd gled ned af hendes ryg for at omslutte hende ene balde. Alle tanker om ringen og dens virkning var glemt. Hun vidste stadig præcist hvad hun skulle gøre for at få blodet til at rulle i hans krop. Han var, og ville altid være, en slave til hendes berøringer, hendes ord, hendes løfter.