På vej hjem...

Sted. Den Triste Skov
Vejr. Det er koldt og regner lidt
Tid. 02.32
Omkring. No one
Dag. IRL
Dato. IRL
Påklædning. En hvid sommerkjole som går til knæet, sorte ballerina sko og armbånd.

Roses skridt kunne lavmælt høres i skovbunden. Hun havde haft taget en genvej hjem gennem skoven, men fortrød det nu, og sukkede over sin dumhed. Hun vidste udemærket godt at dette ikke var et særlig godt sted at være, men nu var det for sent. Hun strøg en hånd gennem sit hår og lod sit blik gå søgende rundt. Der var heldigvis ingen følelser af en tilstedeværelse, hvilket hun var taknemmelig for. Hun åndede lettet op og begav sig videre hen af en smal skovsti.

Lyonaro kunne nøje se den yngre dæmonpige som han så hastigt løb efter. Både hun og han selv var hurtige, men han begyndte at hale mere ind på hende, nu da han havde fået jaget hende ud i skoven, hvor der var sikkert for andre mennesker, der ville opdage noget. Det var jo så vigtigt at gå stille ved dørene, når man var en forholdsvis ny vampyr, der endnu ikke havde lært dødens gave at kende endnu.
Han kom tættere på hende, som havde han været en snu ræv, og han sprang straks over hende og væltede hende ned i jorden, hvilket medførte at de trillede ned af en bakke. Han holdt stramt fast omkring hende, så han ikke skulle miste hende på vej ned, og han satte tænderne i hendes hals allerede før de nåede at stoppe. Hun kæmpede stærkt imod, så det kunne godt se lidt makabert ud hvis man då på fra afstand. List efter lidt blev hun tappet for blod, men noget af blodet gik til spilde og drev ned ad hans mund i stedet. Da hun blev svag, og da hendes hjerte skulle til at stoppe, slap han hende og smed hendes døde krop fra sig i et suk.

Rose så hurtigt hen mod en bakke hvor hun kunne se en vampyr bide en dæmon. Hun fik et chok og gik hurtigt nogle skridt baglæns, men kunne ikke lade vær med at stirre på det. Hun syntes at have set vampyren før, men ville ikke tænke for meget over det og satte i et hurtigt løb fremad og håbede ikke at han havde opdaget hende.

Lyonaro satte sig forpustet op efter det store rush af blodoptankning. Han så sig om og fik øje på Rose. Han havde en fantastisk hørelse som vampyr, men havde først hørt hendes skridt da hun begyndte at løbe. Han børstede blade og jord af sig og rejste sig denne gang helt. Han syndes ikke at kende hende, da det efterhånden var længe siden han havde mødt hende, og da det ikke var særlig meget han havde beskæftiget sig med hende.

Rose løb hurtigt om bag et stort træ og ventede på at hun ikke kunne mærke Lyonaros tilstedeværelse. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende og hun tvang billederne af den døde dæmonpige ud af hovedet. Rose vidste at det havde været en dum idé at have været gået ud i skoven. Hun trak vejret forpustet og lyttede opmærksomt til sine omgivelser.

Duften af engel strømmede igennem ham, og han smilte bredt, fordi at tanken om at engel skulle blive bange for en mæt vampyr var frydende for ham. Han gik derfor imod lyden af det bankende hjerte, men gik med langsomme skridt, for at skræmme hende, når han kom tættere. Han tænkte at det kunne være sjovt at bruge sin evne på hende, hvis hun virkelig var så bange. Det kunne oftest blive til nogle sjove oplevelser.
Han nærmede sig hende lidt efter og stoppede nogle enkelte skridt fra det træ, hvor hun gemte sig ved.

Rose var altid bange for vampyre, lige meget hvad. Hun følte sig ikke tryg i deres tilstedeværelse, da de kunne være ret ubehagelige overfor engle. Hun kunne høre at han skridt kom tættere på og holdt vejret da hun kunne mærke hans tilstedeværelse utrolig tæt på og bad bare inde i hovedet at han bare ville gå. Hun blev stående bag træet og holdt vejret og lyttede bare til om han ville gå eller komme helt hen til hende og holdt sig tæt ind til træet som hun stod bag ved.

Lyonaro stoppede hænderne i lommerne og ventede på at hun skulle reagere eller bare titte frem så han kunne få øjenkontakt med hende og kaste sin evne på hende. Han vidste endnu ikke om hun havde lagt mærke til ham, men han ventede bare tålodigt på hende, og var naturligvis lysløs som en død krop nu kunne være. Meget stille.
Han havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel indtil videre, da det ville være spild af godt engleblod. Men man kunne vel altid gøre sig venner med hende, og derefter slå til.

Rose kunne ikke høre ham, men kunne stadig mærke hans tilstedeværelse. Men hun havde ikke tænkt sig at stå bag træet hele dagen og lod sig langsomt gå væk fra træets skjul og så at han stod nogle få meter bag træet. Hun så på ham og knyttede sine hænder sammen og ville ikke flygte fra ham.

Lyonaro så hende i øjnene så hun fik lyst til at tage kontakt til ham, og han smilte bare, som om han intet gjorde ved hende. "Dejligt vejr idag.. Ikke sandt?" Spurgte han med en rolig, men klar stemme. Han stemme var rimelig mørk og voksen, i forhold til at han næsten kun lignede en der var på hendes alder, men dog lidt ældre.
Egentlig var han fuldstændig ligeglad med vejret, og havde ikke noget vejr han foretrak, udover end at det skulle være mørkt og at det skulle være nat.

Rose så ham ind i øjnene og havde virkelig lyst til at snakke med ham. Hendes underbevidsthed råbte at hun skulle komme væk og ikke snakke med ham, men som altid, lyttede hun ikke efter. Hun nikkede og smilte svagt til ham "Ja, det er faktisk et ret godt vejr" sagde hun og var overrasket hvor venlig hun lød overfor ham.

At Rose rent faktisk smilte til ham, kom også som en overraskelse for Lyonaro. Det var ufatteligt hvad hans evne kunne udrette. Han kiggede på hende og fik en fornemmelse af at han havde set hende før, et eller andet sted. Men Lyonaro havde en begrænset hukkommelse, så han kunne ikke huske hende, eller huske at han havde snakket med hende før. "Jeg er allerede mæt, så du behøver ikke tage afstand fra mig" Sagde han roligt og knugede hånden om noget nede i sin ene lomme.

"Tjaah.. Jeg kan bedst lide det med lidt afstand" mumlede hun, men gik dog alligevel et lille skridt nærmere mod ham og så på hans ansigt. Hun havde set ham før, men ville virkelig ikke begynde at tænke over det, da hun var bange for at hun ville fortryde at have tænkt over det.

"Jeg elsker engle. I er så naive, og ikke mindst uskyldige" Sagde han og trak så cigarettpakken op af lommen. Han trak en smøg ud og kom den i munden, hvorefter han tændte dem med en lighter "Desværre smager i fleste af røv...". Han grinte ganske kort af sig selv og sugede afslappet til cigarreten.

Rose så på ham med et vredt blik og var ikke særlig glad for at han sagde sår'n noget. Hun knyttede sine hænder sammen "Tjaah.." mumlede hun og prøvede at lyde ligeglad med hvad han syntes.

Han fik fornemmelsen af at hun var utilfreds over den kommentar, hvilket han et eller andet sted også havde forventet, og han smilte bare med sit omtågede smil. "Det skal du kun være glad for" henkastede han og pustede røgen ud af næsen. Det var en underlig fornemmelse at skulle ryge uden at det gav effekt, men af ren vane fra sin tid som menneske, kunne han godt lide at holde om en cigarett.

"Og hvorfor skal jeg så være glad for det?" spurgte hun med en irriteret stemme og så på ham og lagde armene over kors og betragtede ham. Hun kunne lugte cigaret røgen i luften og begyndte derfor at trække vejret gennem munden da hun ikke brød sig om lugten af cigaretrøg.

Han stoppede med at smile, da det var irriterende at skulle uddybe sin pointe. Han bukkede sig og kvaste smøgen i skovbunden og lod den ligge. Han rettede sig op og så på hende. "Jeg er vegetar, hvad engle angår..." Svarede han hende og stirrede dødt på hende.

Hun nikkede af det han sagde "Okay, så du spiser overhovedet ikke engle?" spurgte hun og var egentlig glad for at han var vegetar omkring engle. Så skulle hun ihvertfald ikke være bange for at han pludselig bed hende.

"Nejnej" Løj han med en overbevisende tone og stoppede hænderne i lommerne igen. Han så på hende og nærstuderede hende med blikket uden rigtig at lægge skjul på det. Hans blik endte ved hendes bryster, ved det stykke der stod bart. Han kunne godt lide kvindens former, og fandt hende egentlig meget interessant, men sagde ikke noget.

Hun nikkede svagt "Okay.." mumlede hun og så lidt tænkende væk fra ham og kunne mærke hans blik på sig, men ville ikke tage sig af det. Hun tænkte lidt på om hun skulle stole på det han sagde, men havde jo sår'n set ikke rigtig noget valg i øjeblikket. Hun blev ved med at se lidt væk, men lod derefter sit blik gå tilbage på ham.

Han så op på hendes ansigt igen og lyttede til stilheden. Det skulle jo heller ikke gå hen og blive en samtale uden mening, hvilket han havde fornemmeslen af at det var ved at blive. "Hvad er dit navn, englebasse?" Sagde han og lagde den ene hånd fra sin lomme over på hendes skulder og så hende i øjnene.

Rose så ham ind i øjnene og kunne mærke hans hånd på sin skulder "..Rose" sagde hun lidt tøvende og kunne ikke lide at han kaldte hende for englebasse "Lad venligst vær med at kalde mig for englebasse" mumlede hun og så på ham.

"Men det er du da?" Sagde han, denne gang med en munter tone i sin stemme "Du kan kalde mig hvad du vil, men mit navn er Lyonaro". Han smilte bittert, uden at være bitter over noget. "Men nu skal jeg da nok kalde dig Rose, hvis det er det du ønsker".

"Nej, jeg er en engel.. Ikke en basse.. Så lad venligst vær med at sige det" sagde hun og så på ham "Jeg kalder jo heller ikke dig for en igle, selvom at du er det.." sagde hun og blev ved med at se ham ind i øjnene "Så vil jeg vel bare kalde dig for Lyonaro" mumlede hun trak på skuldrene.

// Skal lige hurtigt op i bad ^^//