på vej hjem

Dato : 22 okt.
Årstid : efterår
Dag : torsdag
Vejr : kold, støv regn, overskyet men ingen blæst
Sted : på parkerings pladsen
Tid : 16.02
Omgivelser : elever er på vej hjem

taron gik på line på et hegn ved P-pladsen og smilte sit sedvanlige fjollede smil, han hilste på nogle af eleverne, mest pigerne det stod og 'savlede' ud over ham på afstand, han løftede hovedet da han kunne høre noget piget fnider og fnisen og så derhen, han så det var en stor gruppe piger der så på ham og fniste *gad vide hvordan de ville reagere hvis de fandt ud af jeg er vampyr* tænkte han og grinte kort for sig selv, pigerne så hurtigt væk og fnisede igen og gik så hjem ad, han så lidt efter dem, men så hurtigt ned på hans fødder og gik videre hen af hegnet.

kiyoko havde lige været til time og havde fået fri, så nu var hun på vej ud til skoven med sine ting. hun havde dagen forinden fundet en lille lysning som hun gerne ville undersøge nærmere. hun løftede hovedet der hun var på vej hen ad gangen og så den nye vikar, ude på P-pladsen. han fangede straks hendes interrasse og med det samme løb hun afsted. der hun åbnede hoveddøren til skolen, så hun hurtigt ned på P-pladsen for at sikre sig at han stadig var der.

taron gik videre oppe på hegnet og da han komtil enden vente han sig om og gik den anden vej, han havde valgt han ville blive til alle elever var gået så han kunne sikre sig ingen af dem kom til skade eller blev snubbet af eks. vampyre eller dæmoner, han smilte stadig fjollet og så mod skolen, han fik så øje på en pige hasn synes han havde set før, men han var nu ikke sikker, for hvor skulle han havde set hende før, selvfølgelig på skolen i timer og på gangene.

hun stod som lammet der hun fik øjenkontakt med drengen på P-pladsen. et kuldegys rendte ned af rygraden og hun kiggede hurtigt væk. et lille vindpust indformerede hende om at han var vampyr og kiyoko havde set denne dreng før et eller andet sted. hun kunne ikke lade være med at søge efter øjenkontakt igen, for der var et eller andet ved hans øjne...som om de kunne blive røde når som helst. *hvor har jeg set ham før? han må da være ny siden jeg aldrig har set ham på skolen* Kiyoko trådte forsigtigt ned af trappen og var ca 7-9 meter fra ham.

taron stirrede lidt på pigen med et skævt smil og fik øjenkontakt igen, han lage hovedet svagt på skrå og fik genkendt ham *er det?...nej det kan det ikke være...det er umuligt for hun...hun er ikke her!* tænkte han panisk og hoppede ned fra hegnet, hun vendte sig hurtigt om og gik hurtigt væk, han gik hurtigt og med lange skridt, han ville væk for han kunne slet ikke forstå at det var hende, han var bange for at hun ville skælde ham ud eller noget, tanken om den frygtelige dag han sidst så sine søstre kom frem i hans tanker og han satte farten op.

*nej...vent* hun var forvirret. skulle hun følge efter ham nu hvor han begyndte at gå? hun skyndte sig at gå efter ham og kunne næsten ikke vente med at få svar på hvor de havde set hinanden før, for nu hvor han flygede måtte han da også have opdaget noget. "hey..du der...stop lige" sagde hun tøvende.

taron så hun fuglte efter ham og satte så farten op, han så frem og bed sig lidt i læben, tanken om den dag fik ham til at føle stor skyld følelse og han rettede blikket med jorden da han hørte hendes stemme *jeg har sådan savnet hende og kira...men jeg kan ikke tillade mig at forstyrrer dem mere i deres liv* tænkte han og så kort tilbage "hvad vil du mig?" sagde han koldt og så frem igen, han var ikke glad for at skulle snakke sådan til hende, men han ville ikke have hun kom for tæt på måske ville han komme til at skade hende igen.

hun kiggede undrende og lidt såret på ham, da hun hørte hans tonefald. som om han allerede vidste hvad hun ville sige. "mm...jeg..." hvad skulle hun egentlig sige til ham? kunne hun overhovedet finde en måde at forklare hvorfor hun ville snakke med ham? "øhm...jeg ville bare vide...jeg synes bare jeg har set dig før, og der du så begyndte at gå tænkte jeg at du måske vidste hvorfra vi har set hinanden" nej, nej, nej det lød mærkeligt. at gå hen til en fremmed og sige det. * men jeg kender ham jo et sted fra! men hvor?*

taron så på hende og fik det dårligt over hendes sårede udtryk, han stoppede stille op og vente sig om mod hende "hvorfor vil dy vide det?...jeg er jo bare en vikar på skolen du har nok bare set mig på gangen eller noget" sagde han, men denne gang på ewn venlig måde, han rettede sig en smule op og så på hende *hun kan genkende mig men ved stadig ikke hvem jeg er?...* hen undrede sig lidt over det og lage hovedet på skrå.

*han kan jo have ret...men det kan ikke være det* hun var begyndt at blive bange, men vidste egentlig ikke hvorfor.
"nej...det er ikke fra skolen. hvad hedder du?" spurgte hun. det ville være SÅ flovt hvis hun bare havde taget fejl. kiyoko bed sig usikkert i læben og gik lidt tættere på.

taron så på hende og tænker sig godt om, han slog blikket ned i jorden og stak hænderne i lommerne "taron..." sagde han stille og gik nogle skridt tilbage så hun ikke kom tættere på ham, "så ved du det...så...nu går jeg altså" sagde han stille og vente sig om, han begyndte at gå og så ned i jorden, han bed sif i læben og sukkede stille.

hun gispede der han sagde sit navn. hun kunne bare ikke gøre for det *taron! jamen...hvad?* navnet fik en klokke til at ringe i hendes hovede og hun var nu helt sikker på at hun havde mødt ham før. ikke bare mødt ham. *jeg har kendt ham! ret godt endda! fuck, fuck, fuck, kom nu husk det!* hun anstrængte sig til det yderste. "vent...taron! jeg har kendt dig før og det ved du også godt! vær nu sød og sig det. jeg er ved at blive sindsyg herovre!" råbte hun næsten. hun var meget forvirret og frustreret over, hun ikke kunne finde det hun søgte efter.

taron lukkede øjnen da han hørte hende råbe og stoppede så, han sank en klump og vendte sig om "jeg er din åndsvage storebror!!" råbte han frustreret og så på hende med triste øjne, han knyttede sine hænder "ved du nok nu?!" han lød på ingen måde glad, hvilket var forståeligt nok hvis man ikke kendte ham, han vente sig om og gik videre for han ville ikke høre på hendes skæld ud og råbet som han var sikker på hun ville gøre.

hun faldt. ned i det dybeste hul på denne planet. hendes hjerte krakelerede og knækkede til sidst helt over.
*hvordan* tænkte følelsesløst. *hvorfor*. hvordan kunne han være hendes storebror? det kunne bare ikke passe. *jeg kan ikke huske ham* det smadrede hende fuldkommendt. hvordan kunne hun have glemt ham?
hun mærkede følelsen af en nøgle i hånden og hun hørte en dør smække. en bog der faldt til jorden, synet af Kira og derefter borede tænderne sig ind i hendes sårbare hals. blodet pulserede i hende, der det blev suget ud, og giften blev skubbet ind som erstatning. alt blev tåget og hun blev lagt ned. *hvad?* hun løftede øjenlågene der føltes kilo tunge, og så et ansigt der hidtil havde været dækket af en sort skygge.
hendes storebror så tilbage på hende. hun besvarede blikket og prøvede at smile for at vise ham at hun var okay og at han ikke skulle bekymre sig om hende. hun betød ingenting. hun tænkte jo kun på ham. var det ikke det hun plejede at gøre? han bøjede sig ned og kysede hende på panden. først der kunne hun lukke øjnene i, og lade sig falde i den dybeste søvn.

duften af rigtigt blod kom pludselig frem. hun vendte tilbage til virkeligheden og hendes hænder var dækket af blod. hun lå ned og hendes hovede gjorde ondt. blodet trillede ned af hendes kinder og neglene havde boret sig ind i håndfladerne så de også var dækkede af blod. *Taron*

taron stoppede lige da han hørte et bumb og så sig over skulderen, han så kiyoko lå på gjordenog han kunne dufte blodet, han slog endnu en gang blikket ned og vendte sig så om, han tøvede kort men gik så hen til hende og satte sig på hug ved hende, han tog stille fat i hende og trak hende op til sig "kiyoko?...er du okay?" han stemme var høs og rystede på en måde, han prøvede at glemme blodet og minet om den gang det hele krakelerede for ham, han så på hende kunne faktisk ikke lade være med at smile svagt, men det var dog et kort svagt smil.

alt var rødt. hendes øjne var røde og hendes hænder var røde. de blodige tårer blev ved med at falde og hun var pludselig ligeglad med alting. det eneste hun focusserede på var Taron. *taron...tilgiv mig* hun ville ikke forhindre tårende i at falde, hun ville ikke gemme sin sorg mere. det eneste hun ville koncentrerer sig om var taron...hendes storebror. "jeg..jeg er okay" sagde hun med rystet stemme.

taron sank en klump og holdte hende forsigtigt ind til sig, han sukkede stille og så på hende "godt...stop nu med at græde...jeg kan ikke..ikke holde til at se dig græde" sagde han bedende og tørrede hendes tåre lidt væk, han så sig lidt omkring og rejste sig op med hende i armende, nu når han havde afsløret sig selv kunne han lige så godt passe lidt på hende, han begyndte at gå ned af gaden, men sørgede for at han ikke blev set af nogen.

hun mærkede at han tog fat i hende og rejste sig op, hun begyndte forsigtigt at gå med ham. der var så mange spørsmål hun ville have svar på. så mange ting hun ville sige. den sidste dråbe blod faldt på Taron's trøje "Taron...hvorfor?" mere kunne hun ikke få frem, men han vidste nok godt hvad hun mente. hvorfor havde han gjordt det? vredes udbrud, tørst eller hvad?
hun kæmpede for at holde alle de andre ubesvarede spørgsmål inde, og for at huske dem alle. hun slog blikket ned på bloddråben på hendes storebrors trøje og betragtede den.

taron gik rolig og tænkte sig om, han mærkede bloddråben og lod sit blik glide ned på den, da hun spurgte ham kom der en ubehagelig klump i halsen og den dårlige samvigtighed fyldte hans ssind, han tænkt sig godt om før han ville svar for han havde gemt det minde så godt væk at han næsten ikke kunne huske hvad der startede det hele, en svagt suk lod han slippe ud og svarede så "jeg..var tørstig og jeg prøvede at komme væk..men jeg nåede det ikke som jeg plejede at gøre..jeg er virkelig ked af det..jeg..det var ikke meningen det skulle ske.." sagde han undskyldende og så på han smukke søster, et svagt, og skævt smil tegnede sig på hans læber, hun var faktisk blevet meget smuk dig havde hun ikke forandret sig meget, men det var så længe siden han havde set hende så han synes hun var blevet utrolig smuk.

hun fik øjenkontakt med ham, men kunne ikke rigtig smile og det eneste der kom frem var et trist blik. hun kunne godt identificere sig med det han sagde, og vidste at han ikke kunne have gjordt så meget. "jeg...mig og Kira vidste ikke at du var vampyr på det tidspunkt" sagde hun med et lille mærkeligt smil, der næsten ikke var et smil. "hvorfor fortalte du os det ikke? og når du jo havde bidt os...hvorfor lod du så ikke bare være med at forvandle os?" hun kunne ikke få det til at hænge sammen, og det hele var som et stort puslespil, hvor der manglede milioner brikker. de vigtigste brikker.

taron så på hende og slog så blikket ned, han kunne ikke klare hendes triste blik det fik ham bare til at synke dybere ned i skamen og i den dårlige samvitighed, "jeg..troede ikke at...i ville kunne forstå mig og jeg troede i ville ikke ville være i nærheden af mig hvis jeg sagde det" svrede han og tænkte meget over det sidste spørgsmål, han så ned på blodråbet på hans skjorte og rystede stille på hovedet "i ville havde været døde...hvis jeg ikke havde gjort det..og jeg ville ikke slå jer ihjel.." forklarede han og tænkte meget imens, han så på hende igen og tog stille fat i hendes hånd "jeg har hadet mig selv efter du jeg havde gjort...og hvis jeg kunne spole tiden tilbage og lave det om...så ville jeg gøre det" sagde han stille og så på hende med et betrøvet blik.

hun kiggede intenst på ham "Taron...hvordan kan du tænke sådan?" sagde hun stille og holdt øjenkontakten "hvordan kunne du tro, at vi ville flygte hvis vi vidste hvad du virkelig var?" hun var på en gang vred og bekymret.
kiyoko fulgte hans blik ned til blodet "så du reddede vores liv, og på samme tid dræbte du os..." hun havde aldrig tænkt på sig selv som 'død', men hun lå jo heller ikke i en kiste lige nu, eller var spredt i skoven som aske så hun var nok ikke så meget død alligevel. hun nikkede stille for sig selv *jo...han har reddet mig*.
hun fik egentlig ikke et chok, der han tog hendes hånd, som hun ellers ville have gjordt, men derimod var det som om hun vidste hvad han ville gøre før han gjorde det. *som søskende* tænkte hun smilene, men smilet forsvandt der han sagde det næste. "du skal ikke hade dig selv taron...det har du ingen grund til. hvis du ikke havde bidt mig og vores søster, så ville hun være 22 og jeg ville være 21...så ville vi på et tidspunkt dø. jeg ville ikke kunne holde ud at skulle skildes fra dig Taron..." hun gav hans hånd et lille kærligt klem og smilte for første gang "så man kan vel på en måde sige at jeg er...taknemlig"

taron lyttede og træk bare på skuldrende for han viste helt ærlig ikke hvorfor han troede de ville flygte fra ham, han så på hende og lyttede forsat til de ting hun sagde, det var som om en kniv blev jaget ind i hans hjerte da hun sagde han på en måde havde dræbt dem, han kunne mærke han iikke kunne få noget ord frem så så bare ned, han trak hendes hånd ind til sig "hvordan kan du tilgive mig kiyoko?...hvordan kun du sige jeg ikke må hade mig selv for det...det jeg gjorde var..utilgiveligt..døden er jo en del af livet...hvis man aldrig dør...kan man aldrig leve" sagde han og lød faktisk ret fortvivlet, han så på hende og trækkede hendes hånd op til hans mund, han kyssede den blidt og støttede den mod hans pande "taknemmelig...det er mig der er taknemmelig" hviskede han stille.

hun lod ham trække hendes hånd til sig og studerede hans ansigt mens hun lyttede til ham. "det er meget enkelt" sagde hun blidt "hvis man er død, er man død og hvis man er i live, er man i live. jeg var død i 4 år, men nu er jeg levende igen...på grund af dig Taron... du er den der dræbte mig, men du er også den der vækkede mig til live igen...du ved jeg elsker dig storebror". hun smilte et lille bedrøvet smil der han kyssede hendes hånd, og lagde derefter den anden hånd på hans kind.
"så er vi to" hviskede hun stille, frigjorde sig blidt fra hans greb, trådte et lille skridt tilbage så de stod overfor hinanden og søgte efter hans øjne.
"er du klar over hvor meget jeg har savnet dig? jeg har dårligt nok kunne leve uden dig. hvis ikke jeg havde været i skole idag og mødt dig, så ville jeg jo bare havde gået videre med at være trist og stille, dag ud og dag ind."
hun gik tættere på og lagde armene om hans hals og krammede ham. *taron du må ikke hade dig selv*. hun løftede hovedet op til hans øre mens de krammede "jeg har savnet dig taron" sagde hun og mente det af hele sit udødelige hjerte.

taron lyttede opmærksomt til det hun sagde til ham "du har altid været så godtroende og tilgivende...jeg elsker også min kære lille søster" sagde han stille og så på hende da hun lage sin hånd på hans kind, et svagt smil tegnede sig på hans læber ganske kort. taron lod hende frigøre sig og trade tilbage, han så på hende og fangede hendes blik med sit, han rystede stille på hovedet over det hun sagde "godt din dag så kunne blive god på den måde...jeg er nu også meget glad for jeg har fået job her...for jeg er nu sikker på at jeg kan være i dit selvskab igen og det glæder mig...og jeg håber vi kan få et lige så godt venskab som den gang" sagde han venligt og så blidt på hende, han lage sine arme om livet på hende og krammede med, han lod sin hage hvilde på hendes skulder og lyttede til hvad hun sagde "jeg har også savnet dig min kære lillesøster.." sagde han roligt men mente det lige så meget som hun gjorde.