Min kære Clara!

"bueskydning er mit liv, lærte det af min far" sagde han

hvad er jeg så" sagd ehun lidt fornærmet

"Du er.." han så på hende med et smil
"Grunden til jeg lever"

hun rødmede

Han smilte og gik vidre.
"Jeg elsker forår" sagde han mens han igen så op på de nyudsprungne blade

clara tog et blad og så på det. "så mange friske farver" smilede hun

´"Ja, og så meget liv efter en død vinter" han så sig omkring, på et tidspunkt bukkede han sig ned til en blomst der var ved at visne.
Han lagde hånden rundt om den og lidt efter blomsterede den som aldrig før.

clara smilede

han rejste sig op.
"Lille blomst i vejkanten..." sagde han lavt

clara lavede en blomster krans og lå den på hans hoved

Han smilte til hende og trak hende med vidre.
endelig nåede de til en lille sti der førte væk fra hoved vejen og hen til et lille sted han elskede at være.
Han trak hende med dybere ind i skoven.
Snart nåede de en lille lysning, vis man hørte efter kunne man høre et vandfald.
Her var blomsterne allerede sprunget ud.
Op af et træ stod en bue og et pilekoger.
"Her øver jeg i fred" smilte han
"Eller bare slapper af...Ingen ved hvor jeg er...Stien er magisk, kun dem der kender den finder den....Min mor viste mig stedet"

det er jo et vidunderligt sted" sagde clara

Han sprang lydløst ind i midten og snurrede blidt rundt med armene ud til siden.
Hans lange gyldne hår bølgede om ham.
Han smilte mens han så op mod himlen, men man kunne ikke se himlen, der var et let lag nye grønne blade der dækkede for himlen.
Lyset var svagt grønligt fordi det kom gennem bladene.
"Ja" sagde han og stoppede og kiggede på hende, glæden strålede ud af hans øjne og fyldte hans omgivelser med energi.
"Dette her er mit paradis"

clara smilede. det viste sig at hun havde en bue ved sig og pile

Han smilte, han gik hen og tog sin egen bue og pile.
Han gik igen hen på midten af lysningen.
"Kom, lad os skyde lidt sammen, jeg vil gerne se hvor god du er" smilte han

fint" sagde hun. hun tog en pil, og så efter noget at skyde mod. hun så et mærke i et træ og skød hun ramte lige mindt i mærket

hendes pil havde kun lige ramt pletten før den blev ødelagt af hans pil.
"Ja, du er god" smilte han, glad for at have nogen at dele det med.
Han havde jo sine venner fra byen, men de havde også så meget andet at lave, hans opgave i byen var at holde øje med væsner i skoven.

clara bukkede en af sine pile. og skød den afsted. den fik fat i mange fruhter, men den kom tilbage og clara nåede ikke at undgå den og blev ramt af sin egen pil

Han var hurtigt henne ved hende.

//hvor ramte pilen hende?

clara bed sammen. (i siden)

Han hev pilen ud og flænsede noget stof af sine bukser og bandt det om hende sammen med nogle healende planter.
"Bare lig stille og slap af" sagde han, hvad mere kunne han gøre? Intet.
bekymret som aldrig før og med følse af udulighed sad han og så ned på hende.

hun græd over sin dumhed

Han lod en hånd hvile på hendes pande og så ned på hende.
"shhy, Clara...Lad være, det er spild af energi, det nytter ikek at græde" sagde han

jeg dummede mig sådan" sagd ehun

"Du dummede dig ikke...Du glemte bare at flytte dig? eller også fløj pilen hurtigere end du troede...Men det er lige meget nu, bare du kommer dig" han smilte lidt for at gøre hende glad.