Endelig tilbage - Amaya.

Tid: Aften, solen er lige gået ned.
Omgivelser: Tomt, heldigvis.
Sted: Tæt på kanten, men uden for synke-fare.
Vejr: Stjernerne blinker nogle steder på himlen.
___

Curia havde haft travlt med at finde nogle af de gamle venner, som hun havde snakket med før hun tog væk for et par år. Hun havde haft travlt, som spion, men var endelig kommet tilbage. Det viste sig bare at de fleste af hendes gamle bekendskaber var som sunket i jorden, og det var jo faktisk ret sjovt, siden de alle var x-spioner. Hun tog endnu et af de smukke, elegante skridt langs kanten, med øjnene hæftet til det mørke vand. Hendes blege ansigt var udtryksløst, for lige nu tænkte hun bare på hvad hendes næste skridt skulle være. For en gangs skyld følte hun sig ubrugelig, men også rigtig fredfyldt.

Stjernerne blinkede blå oppe på den uendeligt store og mørke himmel. Den kaldte blikke op på sig, og det lykkedes. Et par røde øjne vendtes mod den store himmel. Hun huskede denne blå blinken noget så tydeligt. Den havde været hendes gang til det liv, hun var i færd med at leve nu. Hun var hverken levende eller død, men punktet imellem. Hun havde været på grænsen til døden, men hun havde aldrig rigtig overskredet den, for ellers ville hun jo ikke stå her? Hun lod et smil indtage sine læber, selvom hun ikke var den største smiler, man kunne finde.
#Bare gå frem. Der er sikkert.. Og husk... Hold øjnene åbne# Stemmen lød så hård og fløjsblød i Amayas hoved. Hun var der. Hun kunne mærke, høre og føle det. Hendes "bror". Hun løsrev sit blik fra den mørke og beroligende himmel, hvorefter hun fastgjorde blikket på den mørke sø. Den var mørk, som det Amaya var datter af - Mørket. Med et nik hilste hun på nattens kommen, og mørket fik sin varme velkomst med, som havde Amaya savnet det. Dog så hun noget foruroligende herude på denne tid. Der var en skikkelse, men ikke en Amaya syntes at kende. Langsomt førte hun sine skridt nærmere - hverken afventede eller utålmodigt, blot neutralt.

Curia var trænet i alt dette, og især dette. Hun havde levet på marken, og hendes job havde været at udspionere uvedkommende væsner. Et svagt smil gled over hendes læber, imens hun bare blev ved med at gå. Hun rystede hovedet. Sikke en dum tanke hun havde fået. Sådan kunne hun jo ikke opføre sig nu, det var meningen at hun skulle blive social igen, og i det mindste ikke overfalde alle hun mødte. Hun vendte sig om, og gik den anden skikkelse i møde. Det var en kvinde, og en ganske smuk en. Det tog ikke Curia lang tid at opfatte, at det var en vampyr. Hun sagde ikke noget i starten, men betragtede hende blot igennem sit røde hår.

Det var ikke særlig nemt at se denne unge kvinde, der nemt kunne gå i ét bag sig. Selv nød Amaya synet af mørket, og hun selv bar præget over sig. Hendes hår var sort som natten, tøjet var mørkt som den uendelige himmel, og øjnene bar en svag mørk og rødlig glans, som når solen var på vej ned i vest. En enkel og smuk sammensætning, der hurtigt afgjorde hendes race. Eller blot hvad hun var. Smilet krøb atter ganske svagt over hendes læber, som kom det i elskelige perioder. Ordet blev meget overvejet, da Amaya ikke ønskede at ødelægge den yndelige nat. Den lokkede og kælede, og med en heldigvis kunne Amaya sige.
”Godaften” Stemmen var af natten, og af mørket skulle den blive. Den var åben og alligevel ikke. Den afslørede intet, og dog. Det var en ganske venlig hilsen, hvis man havde kendskab til Amaya som den person, hun er og var. Hun tog et enkelt skridt nærmere. Læsende i denne unge kvindes udseende. Hendes eget hår dækkede en smule for hendes eget ansigt, men det kunne anes, og hendes hvide hud gjorde, at hun stod i en kontrast i aftenens mulm.

Et svagt smil spillede over Curias blege læber. Hendes skønhed talte dets tydelige sprog. Selvfølgelig var hun en vampyr. Hendes isblå øjne var nemme at se, og ikke mindst fordi de glødede svagt, som en kats. Hendes smukke skikkelse var klædt som et menneske, i den stramme t-shirt, de små cowboy-shorts og de små snørebåndsløse sko. "Vær hilset." Bare den første tone af hende stemme, var forførende, men alligevel utrolig værdig og ældgammel. Hun var vampyr, og det kunne tydelig høres. Hendes stemme fortonede sig i mørke og skygge.

Stemmen var af en skygges eksistens. Det var ikke svært at gætte sig til, at de begge bar vampyrismen over sig. For ikke at nævne, at atmosfæren af vampyr-genet var stærk fra dem begge. Det var som to auraer, der begge bar en hvis styrke over sig. Begge en del af natten - Begge Nattens Børn. De hverken slog eller kæmpede mod hinanden, hvilket de så sandelig heller ikke behøvede. Hun nikkede endnu en gang som var det en slags anerkende hilsen mere, inden hun ganske svagt åbnede sin mund, hvor hun hørte ordene lyde med en slående rolighed blandet med den enkle åbne føring. Eller skulle man sige det lukkede?
”Må man have æren at vide, hvem man står overfor?” Det var en diskret venlighed, der blev slynget mod den unge vampyr. Eller rettere ung af udseende. Mentalt lå der tydeligvis flere år tilbage. Det samme for Amaya. Det kulsorte hår lavede sin noget så velkendte dans for Amaya.. Sat i gang af den milde aftenvind.

Endnu et svagt smil spillede hen over Curias læber, og hun stak hænderne i lommerne. Et lille sølvarmbånd klirrede om hendes håndled, og hun lagde hovedet svagt på skrå. "Du står foran Curia Dawn." svarede hun med en utrolig blid stemme, langt venligere end den forgående. Tættere på honning end sukker. Noget som næsten var for sødt. Hun strøg noget af det røde hår om bag øret, og blinkede til hende. "Dig?" Hun var træt af at det kolde i hendes liv, men det føltes bare meget hårdt at smide det fra sig så hurtigt...

"Jamen så... Godaften, Curia. Hyggeligt at møde dig" stemmen bar en hvis varme over sig, der så sjællendt kom fra Amaya. Hun følte sig så underligt i sikkerhed, selv da han ikke sagde noget. Hun nikkede som en slags rolighed til dem begge, inden hun overvejede sit næste svar ganske grundigt. Det virkede dumt bare at sige sit navn. Og dog. Curia virkede så sikker, gjorde hun ikke? Amaya samlede sig, trak den unødvendige vejrtrækning ind, oh lod så svaret falde, da hun atter pustede luften ud igen;
"Og jeg er Amaya Jacklyn Seithan..." Navnet virkede som en evighed siden Amaya rigtigt selv havde udtalt det. Hun havde hellere brugt sit "andet" navn, sin egen anden person, hun selv havde været så flittig at lave. Men her var Ailera-delen ikke behøvet. Ikke med den rolighed, der sneg sig over Amaya. Hun havde det ganske glimrende denne aften, og sådan skulle de forblive. Hun lagde ganske skævt hovedet på skrå, så de kulsorte lokker fortsat dansede ganske svagt.
"Hvad laver du så herude så sent, Curia?" Ordet sent var mere blot en parade mod det omkring dem. Hvem vidste, hvad der var omkring en? Ikke mange, det vidste Amaya på mange punkter. Og måske stod der et menneske på lur? Tankerne havde fået frit løb, inden hun opdagede sin lille bommert, hvorefter hun hurtigt stoppede endnu en lille strøm.

//Damn jeg har kreativitet idag? oO xD//

//Ja, og jeg har bare ingenting i dag T_T//

Curia følte sig utrolig selvsikker her, og ikke mindst rolig. Hun viste ikke hvorfor, måske fordi hun for en gangs skyld var i sikkerhed, og ikke i fare for at blive snuppet af en dusørjæger. Og her var hun slet ikke kendt af nogle, og især ikke af dem som ikke burde kende hende - dusørjægerne. Hun rynkede svagt sin pande igen, fordi Amaya brugte ordet 'sent'. Det ord havde ikke rigtig nogle mening for vampyrer. De havde al den tid de ønskede sig. Men hun lod ikke til at blive forvirret eller noget, men bevarede den rolige facade. "Jeg går en tur, vel ligesom dig?" Hun regnede ikke med at Amaya havde noget specielt gøremål, når hun sådan stoppede op for at snakke.

//Ih noget hø oO Men du skriver alligevel en tilpas længde indlæg, så det er skam godt :)//

Sikkerhed. Noget de dusørjægere ikke kunne bringe. Det var underligt at nogen valgte vejen mod udryddelse af de unikke racer, der havde været der selve længe før Amayas eksistens begyndte. Hun havde aldrig fundet en grund til det, og fandt den nok aldrig. Dog klingede et enkelt citat for hendes nethinde. En forklaring på manges valg af vej gennem livet. Vejen gennem dusørjæger-livet.
Hævn er en ret, der bør nyder kold
Det gav mening. Mange blevet drevet for langt frem gennem et blændende hævnønske. Amaya smilte dog blot ganske svagt for sig selv endnu en gang. Hendes tanker faldt på alle de liv, der var faldet for, at hun selv skulle leve. Valget var altid nemt, men ufatteligt egoistisk.
”Ja.. Helt det samme som dig. Jeg nyder den utroligt smukke nat. Mørket har altid tiltalt mig meget. Især som det Nattens Barn, jeg nu er.” Det var en helt unødvendig forklaring, Amaya slyngede ud i aftenens skønne og milde brise. Amaya følte sig helt i sit es. Hun savnede allerede stemmen, forventede den ville komme, men intet. Intet som helst. Der var kun stilheden enten Curia eller Amaya brudte ved netop at sige noget.

//Haha, tak for det ^^//

Curia kunne ikke lade være med at smile svagt af hende. Hun følte sig bare så godt tilpads, og ikke mindst fordi det var nat, men det var smukt, køligt, og hun var sammen med en anden af Nattens Døtre. Hun kløede sig fraværende i nakken, imens hendes tanker hurtigt strejfede de rødlige øjne, som Amaya havde. Hun kendte faktisk en anden vampyr, med præcis de samme øjne... Hun blinkede lidt med øjnene, for at komme tilbage til virkeligheden, og begyndte sjovt nok at trække vejret. Hun følte sig faktisk ret forvirret, at de tanker som skyllede ind over hende, og hun kunne ikke lade være med at fundere over hvad det var for en følelse. Men det var næsten den samme, som at se en gammel ven igen, selvom hun jo ikke kendte Amaya. Hun rynkede svagt panden, og samlede igen sin opmærksomhed mod Amaya igen.

To dræbere.. Koldblodige dertil også, men bag var der også et menneske. Noget, som de fleste altid glemte. Især disse dusørjægere, men Amaya havde intet på denne front. Hun gjorde som hun skulle, gjorde som hun ville, og så måtte konsekvenserne tages derfra. - Om det så var fra et drab. Hun skyllede tilbage mod gammel tid, hvor hun atter så synet af de venner, der for længst var gået tabt i jorden, men fortsat levede videre som et evigt minde. En havde mindet om Curia. Hendes selv samme hår, øjne... Men det kunne ikke være hende, det troede Amaya fuldt og fast på. Hun så kort på jorden, hvor hun fastslog sine tanker. Mere præcist tvang hun det hele fra sig. Hun havde for længst kastet fortiden fra sig, hvor hun derfor levede i nuet. Øjnene fastgjorde sig atter til Curia, hvor opmærksomheden roligt blev sendt mod.
"Har du været det længe - Et barn af natten?" Det var et fordrejet spørgsmål fra Amaya. Hun så hellere en anden måde at sige tingene på, end den ordinære og direkte måde. Til tider hældte hun endda også til koder, hun selv kun kunne løse. Det kunne blive et problem på visse punkter.. Der var bare intet, der fik Amaya fra det. De rødlige øjne så afventende på Curia - tålmodigt.

//Jamen så lidt da xD - Du er jo ikke en, der kun skriver 3 ord, fordi kreativiteten er væk xD Respekt for det, simpelthen xD//

Spørgsmålet kom slet ikke bag på Curia, men hun havde alligevel ikke et godt svar på det. Hun var slet ikke sikker, men hun viste så meget, at det var tæt på 200. "Tja, jeg husker ikke min fødsel, og forvandlingen er meget grumset - menneskeminder du ved - men det er ikke meget mere end 200." Den svage rynke på hendes lyse pande, rettede sig igen ud. Helt uden at hun kunne stoppe det, slog endnu et par minder over hende. De grumsede menneskeminder. Men så kom rynken på hendes pande tilbage, og denne gang meget mere rynke-agtig. Hun var taknemmelig over for at hendes pandehår dækkede panden, så Amaya ikke så den. Jamen, det var altså umuligt, det hendes sjæl prøvede at fortælle hende.

//Jamen jeg bukker i glæde XD//

//godt godt xD Beklager btw tiden... Har meget at lave lige nu oO//

Hun lyttede til ordene, hvis betydning også nemt kunne flettes over Amayas skikkelse. Hun betragtede let to blade, der legede "tag fat" med hinanden. Med øjnene blev bladene fulgt, til de var ude af syne i det tunge mørke omkring dem begge. Amaya lod endnu et smil krybe over sine læber, idet et ganske svagt minde flimrede for hendes nethinde. Det var utydeligt, og alt bag var væk - Det var der dog.
#Bare gå et skridt nærmere... Hun er okay. Hun bider ikke. Hun kunne blive en ven, men pas på... Hvem ved, hvad der kan ske?# Den silkebløde, hvislende stemme brød igennem. Stemmen, Amaya så som sin bror, selvom det på mange punkter var en dum tanke. Hun strakte sig ganske let, og førte ganske få skridt fremad, så hun stod en smule nærmere på Curia. Der lå godt 5 meter imellem de to unge vampyrer.
"Jeg ved hvad du mener... Det på det menneskelige er på en måde væk? Men du har en del erfaring bag dig med livet, kan jeg forestille mig. Mere end andre, og dog..." Amaya stoppede sine rolige talestrøm halvt om halvt midt i en sætning. Dog lå der et ganske let smil over hendes let rose læber - En rosa der næsten kunne minde om en mat hvid.

Curia klemte sine øjne en anelse sammen, så de bare blev til to små, glødene, blå spræker. Hvis man ikke havde kendt hende - altså i kortere tid end Amaya havde kende hende - så ville man havde set truslen i de glødene øjne, men den var der ikke, og kom aldrig. Curia bestemte sig bare for at holde sig lidt på afstand af hende, for hun mindede alt for meget om et glemt maridt. Eller en tåget drøm. Ikke fordi hun havde noget imod Amaya som faktisk virkede ret sød, men fordi hun bare mindede hende for meget om noget hun havde på fornemmelsen at hun skulle glemme. Så slappede hun igen af i ansigtet, og sendte hende et ganske svagt smil. "Og dog?" gentog hun hviskende.