fordi david var for doven til at lave emnet --'

tid: irl
dato: irl
vejr: lidt blæsende, halvmørkt og månen er synlig, køligt men ikke for meget
omgivelser: vand, både, ingen folk i nærheden andre end shane..

den mørke vand klukkede stille idet vinden førte bådende i bevægelse, og fik vandet til blidt at skylle ind mod kysten og de mange broer. shanes pandehår hår røg igen'igen ind foran hans ansigt og blindede ham et kort øjeblik, før det hurtigt fjernede sig, da han i en opgivende mine tog hånden op for at stryge det væk. for ca en halv time siden havde han modtaget en sms fra hans ven på 26 som ejede en båd hernede. vennen havde bedt ham om at gå ned og tjekke hans båd for skader, da der for ikke så lang tid siden havde været en mindre storm på havnen. shane havde dog ikke fundet nogle former for skader på båden, og med en lille bevægelse fandt han mobilen frem og skrev tilbage til sin foruroligede ven, at hans kære båd var okay og bla bla bla...

David stod og fumlede lidt med nøglerne til døren for at låse. Bailey stod utålmodigt bag ham og så ud til at skulle tisse rigtig meget. David fik endelig låst døren og vendte sig mod den tissetrangene hund. han gik så videre mod molen og kstede med en guld tennise boldt op i luften og greb den roligt igen. han gik i sin egen lille verden og tænkte på de sidste dages hændelser. den blide blæst fik lov til at lege med David's hår, da han ikke engang gad prøve at sætte det godt igen efter det første lille vindstød. det generede ham nu heller ikke rigtigt. Bailey luttede rundt omkring og afmærkede hendes teratosrium og. den så ikke ud til at havde bemærket at David var langt foran nu og at han faktisk var nået helt ned til molen. han havde fået færden af et menneske og havde sat sig for at få lidt selvskab, da han gerne ville glemme sine tanker lidt.

shane lod mobilen glide tilbage i lommen igen, og stod lidt og betragtede båden som blidt gyngede i det klukkende vand. med et lille smil drejede han om på hælen, begyndte at gå tilbage til byen hvor hans lejlihed befandt sig, og mens han gik scannede han hurtigt omgivelserne med blikket for at se om der skulle være nogen, hvilket han dog ikke regnede med.

David holdte lidt øje med Bailey, da hun bev ved med at snuse meget opmærksomt og pludselig satte hunden i løb frem. den havde fået færden af menneske og løb legesygt med duften. David så efter hende og fløjtede lidt på hende, men han gav dog hurtigt op da hun ikke kom tilbage. Bailey så et menneske og sprang på det med et legesygt blik. hun begyndte at slikke det fremmede menneske i hele ansigtet .

shane hørte fløjtende og så lidt efter lyden da han jo ikke havde lagt mærke til at der var nogen på havnen før, så han undrede sig lidt, og fik dog også et lettere chok da hunden sprang på ham. med et grin skubbede han hunden væk og tørrede kinden med sin sorte hættetrøjes ærme. han betragtede dyret et kort sekund og fik så derefter øje på en skikkelse længere væk, men han kunne ikke identificere personen på denne afstand.

Bailey hoppede rundt om drengen og ventede på ham ville lege med den. David løb hurtigt hen til dem og tog fat i Bailey "stop så" vrissede han og så den strengt i øjnene. han rettede sig så op da Bailey var faldet ned igen og så undskyldende på drengen "det må su undskylde" sagde han undskyldende og bukkede kort flere gange som en ekstra undskyldning. David tog så snoeren, som han havde hængende skulderen og gav Bailey den på. det var tydeligt at se på hunden den ikke brød sig om snoren.