Such a peacefull night, or? (Zoran)

Zoran lo. "Ja, det er jo ikke helt til at indrette et hus på samme måde, som man gjorde det for 2000 år siden." sagde han smilende. Nej, hvis Zoran skulle have indrettet sit hjem som man gjorde dengang han leve, så ville det have set ud som på et oldtids museum. Hvilket bestemt ikke var interessant, hvis man ville imponere, og forføre nutidens kvinder. "Soveværlset derinde, der er badeværelse bag døren derinde," sagde Zoran, og pegede på den eneste mørke dør i hele lejligheden. "Der er mad i køleskabet, og du skal være velkommen til at føle dig hjemme." fortalte han så, og pegede mod det åbne køkken. Han vendte sid derefter for at gå igen, da han jo havde lovet hende ikke at være hjemme. "Du kan opholde dig hvor du vil, sp længe du holder dig fra mit atelié. Der er desuden også låst af." fortalte han videre, og åbnede døren.

Han smilede "nej det kan jeg forestille mig" sagde hun stille, men beundrede virkelig huset. Hun memoriserede hvad han fortalte hende. Hun nikkede "jeg lover jeg holder mig fra dit atelié" sagde hun smilende og så på ham. Hun stod lidt "tak " sagde hun så da han var ved at gå, og vendte stille om for at gå ind på værelset. Nu ville hun allerhelst se dyner, og hun gned sig træt i øjnene. Det med ateliét mindede hende om historien om Harald Blåtand, eller var det Blåskæg? Hun rystede på hovedet. Uf nej det var for makabert at tænke på den historie. Hun smilede kort, tog sit nattøj op af sin taske og gik ud på toilettet og tog tøjet af.

Zoran forlod lejligheden, og lukkede stille døren efter sig. Han besluttede sig for at se til sit igangværende projekt, da det jo kunne være at hun endnu var i live. Så kunne han både få stillet sin sult, og få en smule sjov ud af aftenen. Han kom kort i tanke om den kvinde han havde efterladt, bevidstløs i et kvarter med skumle typer. Gad vide om hun ville overleve natten? Nå, lige meget. Han havde fået sig en engel i stedet. Endda en engel der var naiv nok til at tro på hans venlige, og charmerende smil.

Jara tog sin top og sine natbukser på, og listede ud fra badeværelset med sit tøj i hænderne. Han var slet ikke så slem, han var jo gået nu. Hun gik ind på det værelse hun skulle sove i og undrede sig lidt over mandlende vinduer, da resten af huset var fyldt med dem. Hun lagde tøjet på en stol, og krøb derefter ind under dynen og lagde sig ned. Hun lå lidt og nynnede for det gjorde hun når hun skulle sove. Det var mest på grund af det voldsomme savn af hendes mor at hun gjorde det. Hun sukkede stille og lukkede sine øjne, og faldt langsomt i søvn.

Zoran var imidlertidigt kommet ned til det rum hvor hans modeller opholdte sig. Og sørme så om ikke hun havde været i live. Skrigene fra den hæse, rædselsslange kvinde kunne ikke høres andre steder end i selve rummet hvor det hele foregik. Zoran havde været klog nok til at lydisolere rummet.

//Nogle timer senere//

Zoran listede lydløst ind i lejligheden, og ud på et badeværelse længst fra soveværelset. Det var stadig mørk udenfor, men der ville ikke gå langtid før solen begyndte at stå op. Han var smurt ind i blod, og hans seneste værk var færdigt. Han ville helst undgå at vække englen endnu, skønt han dog havde en undskyldning for at være smurt ind i blod. Han var trodsalt vampyr.

Jara sov tungt, krummet sammen som en kat, med dynen over sine fødder da hun havde sparket den af. Hun trak vejret så stille, at man hurtigt kunne komme til at tro at hun var død. Hun havde intet hørt, hun havde bare sovet for det havde hun trængt til. Hun havde ikke sovet ordentligt i flere dage, og så faldt hun i søvn der af alle steder.

Zoran tændte for vandet i det store badekar, og besluttede sig til at tage sig god tid. Det var længe siden han virkelig havde taget sig god tid til et karbad, men han havde jo intet han skulle nå? Han kunne ikke lade være med at håbe at englen ville vågne før solen stod op, men sandsynligheden var lille. Klokken var trodsalt ikke mere end fire om morgenen, hvilket gav ham to timer inden han var nødsaget til at vække hende og gøre krav på sin seng igen.

Jara sov, men uhyggelige drømme var begyndt at plage hende. Hun drømte at hun løb, ned af en lang gang der virkede som om den var uendelig, og så stod Zoran der lige midt i den, og smilede charmerende. Og hun stoppede op, og var forvirret, i drømmen begyndte han at gå hen imod hende, og blottede så sine tænder. Og så vågnede hun med et gisp. Og så rundt i værelset. Hun bed sig i læben, og så lidt ned på dynen og kløede sig på armen. Hun svang benene ud af sengen, og rakte ud efter sit hårspænde. Hun skulle til at sætte det i, da en ond smerte lammede hendes hånd og hun gispede, og tog hurtigt hårspændet væk fra sin hånd. Der var gået en flig løs fra selve spændet, og det havde revet henden på hånden. Hun så på blodet der piblede ned over håndfladen og prøvede at tørre det væk.

Den lokkende duft af hendes blod bredte sig hurtigt i lejligheden, og nåede ud til Zoran, der ellers lå i badet. Han brummede et eller andet uhørligt og smilede svagt. Åh jo, han følte sig fristet til at bide hende ved den skønne lugt af det rene blod, præcis som et menneske ville blive fristet at duften af kage, eller lignende. Men han havde spist, han var mæt, og behøvede ikke hendes blod.

Han bed sig hårdt i læben "av" hviskede hun irriteret og rakte ud efter sin taske. hun fiskede noget plaster op for hun var van til at komme til skade konstant. Hun fik tørret det værste blod bort, og fik sat plasteret på. Hun sendte himlen en lille forhåbning om at Zoran ikke var kommet hjem endnu. Så så hun lidt rundt. Hun følte en let trang til at se hvad der egentlig var i hans atelié. Det var garanteret spændene. men hun blev siddene på sengen som den engel hun var, og tænkte sig om mens hun bed sig i læben.

Efter lidt tid trådte Zoran op af vandet igen. Fik sig tørret, og trak en ren t-shirt samt et par løse bukser på. "Er du kommet noget til?" kaldte han roligt som hentydning til lugten af blod. Han gemte det blodige tøj væk, og gik ud af badeværelset. Fandt en pakke cigarretter på stue bordet, og tændte en. Inhalerede roligt og satte sig i sofaen mens han ventede på en reaktion fra englens side.

Jara fik et lille chok, og så hen mod døren. Hun holdt lidt om sin hånd, og bed sig kort i læben. "Jeg rev mig bare, det er ikke slemt" svarede hun ham. Hun rejste sig stille, hun kunne umuligt falde i søvn igen, det lå ikke til hende. Hun så på sit tøj. Skulle hun skulle hun ikke? Hun kunne jo gå tidligere, og takke ham på vejen ud. Så trak hun på skuldrene og besluttede det. Hun trak i sit normale tøj og lage nattøjet sammen. Hun lod et par fingre rede igennem håret, men det så ud som det skulle alligevel så redte hun sengen, og så tog hun sin taske og gik hen og åbnede døren.

"Det var godt.." mumlede Zoran til hendes svar. Hans blik var faldet på glas væggen i den modsatte side af stuen, og en let tænkende rynke trådte frem i hans pande. Dog vendte han blikket mod Jara, da døren gik op, og hans ansigt glattedes i et svagt smil. "Fik du sovet noget?" spurgte han venligt, og lod rent til at have glemt alt om lugten af blod der stadig han i lejligheden. Men som sagt havde han jo spist, så ahn behøvede ikke mere blod før den næste nat.

Jara lukkede stille døren bag sig, og så over på ham. Hun smilede muntert "ja bedre end de sidste par dage, det har jeg følt mig helt smadret" sagde hun roligt. Hun var ikke bange for ham mere, han var jo flink så der var jo ingen problemer. Hun knyttede hånden der var kommet en rift på "men nu kan du i hvertfald få dit soveværelse tilbage" sagde hun i sit rolige og blide tonefald. "Tak fordi jeg måtte sove her, det var pænt af dig" sagde hun selvom hun havde sagt det en million gange, men tak det skulle han have om det så var en eller en million gange hun fik det sagt. Hun gik hen til trappen der gik ned til atelieét og ud som da de var kommet ind.

Zoran nikkede roligt, og smilede svagt. "Det var godt. Det vare heller ikke længe inden jeg skal bruge det selv." svarede han, og hentydede til deet faktum at det så småt var begyndt at lysne så småt. Han nikkede igen for sig selv, da hun havde forladt rummet, og røg færdigt. Rejste sig så fra sofaen, og gik ind på soveværelset, hvor han satte sig på sengen. Jamen det havde jo faktisk været en ganske god nat. Han var blevet færdig med et værk, og havde vundet en engels tillid. Hende skulle der nok blive noget sjov ud af...

Jara smuttede ned af trapperne og så sig kort omkring i ataliéet. Så smuttede hun ud og lukkede døren bag sig. Hun var glad, for hun havde modbevist alle andres pladder om at vampyrer var farlige. Zoran var jo nærmest den rene engel! Hun smilede, og gik ned af gaden og kunne mærke lidt sol mod sin kind. Hun fandt sin cykel nede ved hotellet, og fik udleveret sin kuffert selvom hun fik slæbt personalet rimelig tidligt ud af sengen bare for det.

//Out eller hvad?//

// det må du om, vi kan sagtens spille videre hvis det er så kan vi bare hoppe videre til næste nat?//

//Ha-ha!.. Smart xD Sooo... Et stykke inde i næste nat?//

Zoran havde gik stille rundt i byens tyste gader. Han havde ikke villet forsøge sig med nogle af de festglade mennesker længere inde mod centrum. De var for lette, og Zoran benyttede sig kun af dem, når han faktisk behøvede blod. Det gjorde han ikke endnu, men han ville nu ikke stå tilbage for at tage en tår af en eller anden alligevel..

// yeah dude xD jeps ^^//

Jara var igen blevet sendt til Werclare, denne gang irriterede det hende grueligt, for hun var blevet uvenner med sin chef over det og var blevet jagtet en gang af en eller anden psykopat, så hun havde trukket sin sorte jakke tæt om sig og trukket kanten på den op over ørerne så det var svært at hvem hun var, og hvad hun egentlig skulle forestille *jeg hader at rende rundt herinde.. måske skulle jeg bare drikke mig i hegnet?* men hun var ikke alt for vild med alkohol så idéen frastødte hende.

Zoran var stoppet op uden for en restaurant. Måske han rent faktisk skulle gå der ind? Hmm... Måske der fandtes nogle interessante mennesker derinde. Han sukkede let, og bemærkede ikke duften af engel, der kom snigende. Han var travlt optaget af at studere menu kortet, for at se om de overhovedet serverede noget, som han gad at bruge tid og penge på, når nu det ikke mættede. Pengene var intet problem, han havde masser, men der var ingen grund til at spilde dem på uinteressante ting?

Jara stoppede ved en restaurent, og genovervejde om hun skulle drikke sig fuld. Hvis hun skulle kunne det vel ligeså godt være der, hun plejede at blive helt stille når hun blev fuld hvis hun da var alene, ellers blev hun ganske overkærlig og fjollet. Der var ikke skumle typer derinde. Hun bemærkede en der stod og så på menukortet, han virkede bekendt, men hun genkendte ham ikke lige med det samme. Hun stod og overvejede og huskede så hvor hun havde set ham før. "Zoran?" spurgte hun undrende og så på ham.

Zoran vendte sig, lettere overrasket over at høre sit navn. "Ah, Jara. Jeg hørte dig ikke komme." sagde han, og det venlige, chamerende smil vendte tilbage til hans ansigt. "Hvad laver du her?" spurgte han så, og betragtede hende let.

Jara smilede varmt til ham "jeg genkendte dig heller ikke lige med det samme" indrømmede hun forlegent, og kløede sig lidt i nakken. Hun så kort på restaurenten "jeg overvejede at drikke mig stangstiv" mumlede hun sådan lidt stille. Det var tydeligt at noget var gået hende på. "Det her virker som det eneste sted jeg kan gøre det uden at der pludselig hænger en eller anden på mig" sagde hun og gøs. Hun sendte ham et sideblik, og undrede sig over hvor gammel han egentlig kunne være.

"Det lyder nu ellers ikke helt fornuftigt. Hvad går dig på, eftersom du ønsker at være fuld for at glemme det?" spurgte han, og så undersøgende på hende. Jara var mere eller mindre blevet Zorans engel.. På samme måde som Talia var Zorans dæmon. Han ville ikke have nogeet ondt skete dem, og følte mere eller mindre pligt til at bekymre sig om deres ve og vel. Ganske vist havde han ikke bidt Jara, og derved ikke som sådan gjordt hende til hans, men alligevel..