Such a peacefull night, or? (Zoran)

Hun så lidt ned i jorden, og lyttede til hans stemme som hun fandt beroligende. Hun sparkede lidt til jorden med snuden af sin sko "det er bare min chef, jeg skal hele tiden hertil for det er åbenbart det eneste sted hvor man kan få nogle vigtige vitamininsprøjtninger til dyrene i dyrehandlen, men altså nu er jeg blevet jagtet, lagt an på, prøvet voldtægtsforsøg her og det pisser mig af! hvorfor er det altid mig der skal herhen?" mumlede hun tvært, og skævede lidt op til Zoran.
"Hvvad laver du her..? du spiser da ikke menneskemad, gør du?" spurgte hun stille. Hun kunne ikke tørre sin vrede af på Zoran så hendes stemme blev blidere når hun snakkede til ham.

Zoran kunne ikke lade være med, forsigtigt, at række ud efter Jara, og blidt stryge hende over kinden, efter det hun fortalte. Lille Jara da... Stakkels barn... "Nej, ikke rigtigt. Det vil sige, det er spild af penge, men tiltider er det ganke hyggeligt. Selvom det intet mætter, kan jeg somend godt finde på at spise menneskemad, blot for smagens skyld." svarede han, og smilede let. Det gav ingen mening, men det var en af de få ring han faktisk savnede ved at være menneske.. Maden. Det var bare ikke det samme med blod...

Jara så på ham, og nød at blive strøget over kinden. Hun gik automatisk et skridt tættere på Zoran da hun følte sig tryg ved ham. Hun stod stille ved hans side, og nikkede tænksomt og smilede så "det er da en meget god idé.. sådan at holde fast ved de gamle smage af rigtig mad" sagde hun stille, og så kort op mod himlen. Hun så på ham. "Jeg ved godt det nok lyder sært men smager blod ikke hæsligt? Den der varme metalliske søde smag?" sagde hun og betragtede ham.

// må logge vi skrives ^^//

Zoran smilede let ved hendes spørgsmål, og rystede på hovedet. "Ting ændrer smag når man bliver vampyr. Maden smager ikke af det samme, men antydningen af de gamle smage han findes i maden. Men blodet. Et normalt menneske ville jo finde det usandsynligt frastødende, men som vampyr bliver smagen fantastisk. Selvfølgelig er der både godt, og dårligt blod. Folk der ikke er gode ved deres kroppe, er ikke værd at bide. Deres blod er ganske enkelt for ringe. Men rent, og utilsølet blod. Det er himelsk." fortalte han, og blev lettere fraværende i blikket. Dog undlod han med vilje at nævne at det bedste blod fandtes hos børn og engle. Han ville jo nødig skræmme hende..

Jara lyttede til hver et ord han sagde uden at afbryde ham, og nikkede så da han var færdig. "Okay.. jeg syntes bare jeg har hørt om mange mennesker der ønsker at være vampyrer så derfor drikker de blod.. selv syntes jeg ikke det er særlig lækkert jeg bryder mig knap nok om at slikke blodet bort fra et sår jeg har fået, som så mange andre gør" sagde hun stille. Hun ville ikke have at han skulle gå for hun nød at stå sammen med ham og snakke, og bare være sammen med ham. Hun så på ham, og så godt hans fraværende blik *hvad mon han tænker?*

Zoran nikkede let. "Du kender godt de typer, der drikker, eller ryger, blot for at se sejere ud. Disse mennesker er som dem. De drikker blod, blot fordi det for dem til at føle sig mere som os, skønt de som regel er blevet nægtet udødeligt liv af os.

Hun lo "ja præcis" sagde hun og smilede. Hun kunne godt lide at snakke med Zoran, han var intelligent, og kunne føre en samtale. Hun så på restaurenten "hvis du skal derind kan jeg godt gøre dig ved selvskab? dog er jeg ikke sulten" sagde hun smilende og så på ham.

Zoran rystede let på hovedet. "Jeg vil ikke spise alene, og bestemt ikke derinde. Maden er skrækkelig." sagde han, med et g´let glimt i øjet, før han begyndte at gå, da det jo var åndsvagt bare at stod der og glo.

Jara så på ham "aha" sagde hun bare, for hun havde ikke prøvet at spise derinde, men hun troede gerne på det han sagde. Hun gik tøvende med "hvad skal du så nu?" spurgte hun forsigtigt, for Zoran var blevet et idol for hende, en hun så op til selvom hun ikke havde kendt ham så længe, men bare det at han havde ladet hende sove hos sig, og havde bekymret sig for hende og ovenikøbet havde kærtegnet hendes kind, gjorde ham til en ophøjet person.

Zoran smilede let til hende. "Det ve jeg faktisk ikke." Indrømmede han, og vinkede hende helt op på siden af ham, da hun jo havde tøvet. Zoran var faktisk blevet helt glad for denne engels selvskab.. Besynderligt...

Hun så tænksomt op på himlen, og futtede helt op på siden af ham. Så smilede hun, og så på ham "vi kunne tage hjem til dig, jeg lover at denne gang skal jeg nok lade være med at kapre din seng" sagde hun og grinede lidt. Hun vidste jo ikke at han ikke havde fået noget blod.

Zoran lo lidt, men nikkede også. "Først må jeg dog forsyne mig for aftenen, så jeg ikke ved et uheld angriber dig." sagde han let, og hentydede til sit behov for blod. Han mente ikke der var nogen grund til at skjule det, men habde havde faktisk ikke lyst til at bide hende... Ikke endnu i hvert fald...

Hun så overrasket på ham, men nikkede så stille. Ja det skulle vel til, han skulle jo have at leve af. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at have ondt af væsenet der skulle lide, smerten ved at blive bidt. Hun smilede svagt til ham "det er iorden det forstår jeg godt" sagde hun langsomt.

Zoran stoppede op, og tog blidt fat i Jaras arm. "Vi kan mødes ved gadedøren?" foreslog han roligt, og ventede ikke på svar. Lod let de kolde fingre strejfe hendes hage, før han begav sig vidre, i et noget hurtigere tempo.

Hun så op på ham, og nikkede "det gør vi" sagde hun og smilede. Hun nød at han strejfede hendes hage da han gik, og mærkede en svag rødmen i kinderne. Hun så efter ham i et par minutter, og vendte så om og gik od hans hus. Hun kunne huske hvilken vej hun skulle. Hun lod bliket glide rundt på sine omgivelser, gad vide om Zoran nogen gange var oppe om dagen? Han kunne måske bare trække gardinerne for? Hun overvejede det lidt mens hun gik.

Zoran satte stille og roligt farten mere og mere op, indtil han løb med sin vampyriske fart. Han stoppede op foran et hus, hvor der kun var lys i et af rumene. Tænk at han skulle synke så dybt.. Normalt brugte han gerne en hel nat på at forførere og charmere sit offer, men normalt havde han jo heller ikke en engel til at vente ved hans gadedør.. Lydløst trådte han ind i huset, og fandt ud af, at det ikke blot var et ungt par, men unge forældre, der ville blive fundet myrdet, med deres treårige søn, i deres hjem. Han gjorde sig færdig, og begav sig så hjemad i et noget roligere tempo end før.

Jara gik roligt, og fandt hurtigt Zorans hus. Hun standsede ved hans gadedør, og så lidt på den, hvor fik han sin post henne? Fik han overhovedet post? Hun smilede lidt af sit åndsvage spørgsmål, og så lidt op af husmuren. Det gav en kuldegysning hele vejen ned af hendes rygrad, der var bare noget ved det hus. Hun grublede over hvad det kunne være, for indeni var det jo stilet og ret hyggeligt, og så alligevel blev man så underligt bange, men for hvad? Zoran? Hun rystede på hovedet, ikke Zoran.

Lidt efter kom Zoran gående, og smilede let ved synet af englen. Kunne ikke lade være.. Hendes naivitet var jo rørende. Man kunne ikke se på ham, at han lige havde dræbt en familie på tre, heller ikke på hans tøj. Han så præcis lige så charmerende ud, som han havde da han havde forladt Jara. "Døren er åben" fortalte han hende, inden han var kommet helt derhen selv. Faktisk var det kun de dørere i hans 'atelié' hvor folk ikke skulle ind, der var låst.

Det gav et lille gib i hende da hun hørte hans stemme, og så over på ham med et lille smil "er du slet ikke bange for om der nu skulle være nogen der brød ind? Du er jo ike hjemme nogen gange" sagde hun roligt, med sin milde stemme. Hun tog i håndtaget og åbnede døren, da han var kommet helt hen til hende. Hun havde haft en skræk for vampyrer siden hun var blevet bidt første gang, smerten ved det ønskede hun ikke at opleve igen, hun kunne begynde at ryste ubehersket ved mindet, så hun skubbede det væk og koncentrerede sig om Zoran.

Zoran tænkte lidt, over hvad han skulle svare, og fulgte Jara ind. "Nej egentlig ikke." svarede han til sidst, og lukkede døren efter dem. Begyndte roligt at gå op af trapperne, og regnede med at Jara ville følge efter ham. Hun skulle stadig ikke se hans kunst..

//Skal lige i byen, men kommer igen om en times tid.

Hun trak på skuldrende "nej der er vel nok ikke meget i er bange for" mumlede hun stille. Men smilede til ham. Hun så sig kort omkring da de kom indenfor, for ligesom at suge stemningen til sig. Jara fulgte så med ham op af trapperne "Zoran hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun, da hun havde grublet en del over netop det spøgsmål. Hun flyttede en tot hår der irriterede hende, om bag sit øre.

Zoran så på hende, da hun spurgte hvor gammel han var. Normalt udgav han kun sin kropsalder, men hun var jo for fanden da et væsen. "Jeg er 2004 år gammel." svarede han, og betragtede hende for at se hendes reaktion. "Hvad med dig?" spurgte han så, og åbnede døren ind til lejligheden, da de var kommet derop.

Hun hævede det ene øjenbryn, og smilede skævt "hold da fast" sagde hun og grinede lidt "gad vide hvordan man ville se ud som menneske i den alder" hun prøvede at forestille sig det, men kom ikke meget nær, noget billede af det. Hun så på ham, og trådte ind i lejligheden "16...17 til juni" svarede hun roligt. Han så rundt i lejligheden, og tog en dyb indånding.

"I juni? Hvilken dato?" spurgte han interesseret, da han jo også selv var født i juni. Han fulgte hende ind i lejligheden, og kastede et enkelt blik rundt, før han lukkede døren. Som sædvanligt var der pænt og ryddeligt i de lyse rum.

Jara smilede af hans interesse "den 12 juni klokken..." Hun lagde en tænksom finger på sin underlæbe "3:24 eller noget i den stil" mumlede hun. Det var noget hun havde fået at vide af, ja hvem var det egentlig der havde fortalt hende det? Det gav hende en underlig klam fornemmelse i maven. Hun skyndte sig at smile "utroligt at du ikke roder, det gør jeg alt for groft" sagde hun og grinede lidt.