Dont get lost. (Joanne)

Han sad stille, og så lidt på Joanne "er du træt?" spurgte han stille. *det var måske også på tide at jeg smuttede hjem* tænkte han med et lille suk, det havde nu været hyggeligt. Han rejste sig stille "jeg må hellere se at komme hjem" sagde han med et lille smil og rejste sig op. "Tak for en hyggelig aften" sagde han glad, og lavede et lille buk for hende mens han grinte lidt. Han rettede sig op igen, og så lidt på Joanne, det ville da være ærgeligt hvis han ikke mødte hende igen, det ville han være ked af.

Selvom hun havde været så træt, stod hun alligevel lige oppe foran ham næsten lige med det samme. Hun havde lyst til at holde ham tæt ind til sig, og skrige: 'Nej! Forlad mig ikke!' men det gjorde hun selvfølgelig ikke. Det ville være for barnligt. Men så da han stod op og så over mod døren, fik hun alligevel ondt i brystet, og krammede ham, hvorefter hun klemte hovedet ind i hans bryst. Men hun sagde ikke noget.

Han fik et lille chok da hun pludselig stod foran ham, og undrede sig lidt over det. "Du virker virkelig overmenneskelig nogen gange" mumlede han undrende og så på hende. Han blev overrasket over at hun krammede ham, og han lagde forsigtigt en arm om hende "Hvad er der Joanne?" spurgte han forsigtigt, hun virkede pludselig helt trist. Han lagde sin anden arm om hende også, for han forstod ikke hvorfor hun var sådan, men han blev lidt bekymret af det. Havde hun det mon dårligt?

Hun sank en megastor klump i halsen, og klemte bare hårdere om ham. Hun havde hørt at at folk kaldte hende et kattemenneske fordi hun var så smidig, men ikke overmenneskelig. Men hun var også ligeglad med det lige nu. "Du må bare ikke gå." hviskede hun ind i brystet på ham, med lidt blanke øjne. Hun ville ikke være alene, selvom Kiki jo var her.

Han så ned på hendes hår og fornemmede godt at hun klemte sig hårdere ind til ham. Han holdt hende tættere ind til sig, og fornemmede hendes varme ånde mod sin brystkasse da hun snakkede og når hun trak vejret. Han forstod ikke, han havde aldrig troet at hun kunne være ensom, men han glemte hele tiden at hun bare var menneske "jeg kan godt blive her" hviskede han ned mod hendes hår. Han havde oplevet dette før, men med Joanne var det noget andet.

Da hun fik selvbehærskelsen tilbage skubbede hun sig væk fra ham, med svagt rødmende kinder. Tænk at hun bare havde stået så tæt på ham... Ikke fordi hun var bange for at være sammen med drenge, og havde det faktisk ret sjovt med at score drenge med veninderne, men med William var det bare noget helt andet. Hun viste ikke hvorfor, men.. det var bare noget andet med ham. Hun kløede sig forlegent i nakken, og smuttede så hen til sofaen hvor Kiki lå. Hun tog hende i favnen på trods af hendes gnavne brummen. Hun så ud af vinduet, og betragtede hemmeligt hans spejlbillede. "Undskyld, men jeg er bare ikke så vild med at være alene." Hendes stemme lød lidt skringer, hvilket bare fik hende til at blive endnu mere pinligt berørt.

William slap hende da hun skubbede sig fra ham og så lidt på hende, han fulgte hende med øjnene da hun gik ind og løftede Kiki, og han skulle lige til at spørge om der var noget galt da hun sagde noget. "Det er iorden det må være en pigeting.." sagde han og satte sig på sofaen. Joanne havde det åbenbart også sådan, lidt ligesom Madelaine, det skar ham kort i hjertet at tænke på hende, og så lidt ned i gulvet. Han var ret sikker på at Rose også havde det på den måde, hun havde i hvertfald også et eller andet tryghedsgen. Han så hen på Joanne, og smilede lidt af hendes skingre stemme og så igen lidt ned i gulvet. Han lyttede til Kikis spinden og var selv stille.

Hun lod sig elegant falde ned på sofaen ved siden af ham, og satte Kiki ved siden af sig, på det lyse stof. Hun strøg et par fingre igennem håret, og så ned i gulvet. Hun trådte sig diskret over tæerne for at finde på noget at sige. Det ville være pinligt at sidde her i stilhed så længe, men det var faktisk en okay stilhed. Ikke fordi hun var så ked af at sidde der sammen med ham i stilhed. Han var sød og venlig imod hende, som så mange folk havde undgået de første år af hendes liv. Hun havde lært kun at være sammen med de mennesker hun elskede, og der var ingen tvivl om at hun elskede William. Der var ikke nogle som fik hende til at smile som ham.

William fornemmede at hun satte sig ved siden af ham og så lidt på hende, og smilede forsigtigt "undskyld hvis jeg virker deprimerende... der sker bare så mange ting i mit liv lige i øjeblikket" sagde han, og hans tofarverde øjne søgte igen hendes gulv, og han sukkede lydløst, men lænede så sin ryg tilbage mod sofaryggen, for han ville ikke være deprimerende, i hvertfald ikke her. Han så på Joanne, og betragtede hendes lyse hud og brune hår.

Hun drejede sit ansigt mod ham, og strøg ham blidt over kinden, og fjernede noget af hans hår fra det smukke ansigt. "Vil du fortælle mig det?" spurgte hun opmuntrende, og prøvede at lyde mindre interesseret end hun var. Hun elskede at hjælpe folk, og høre om deres liv. Især de spændende ting. Men der var jo folk som ikke ville tale om det, og hvis det var alt for privat kunne hun godt forstå det.

// Sorry, men jeg har bare ikke så meget krea :3

William så på Joanne og nød det blide strøg over sin kind. Han tænkte lidt over det "Ja.." sagde han så lidt efter, for Joanne virkede som en der gad lytte. Han lukkede sine øjne og trak sine ben om mod sin brystkasse "først og fremmest er der kommet så mange mennesker ind i mit liv, så mange personer at holde af at det er helt..overvældene" sagde han, for han var en enspænder og mange mennesker overrumplede ham. "Det er selvfølgelig dejligt, men.. der medfølger en slags påpasselighed for du må ikke såre dem, og jeg har lige lært en pige at kende, eller lige og lige.." sagde han, og smilede svagt "hun hedder Rose og hun har givet mit liv så meget mening, og jeg holder utrolig meget af hende.." sagde han, og det var tydeligt at han var glad. Han tav lidt og så ud som om han tænkte "Så mødte jeg en anden pige, og hun er blind.." Han tav igen, og glæden ændrede sig til tavs tristhed "hun..forelskede sig i mig, og hun har det svært så det er svært for mig at skulle såre hende.. men det blev jeg nødt til" sagde han stille, og bed sig i læben "og på det seneste har jeg glemt alt muligt, jeg har glemt mine piller flere gange så jeg er røget ind og ud af sygehuset, og jeg er blevet jagtet af en dusørjæ.." han stoppede der, for Joanne var jo et menneske, og hun ville nok ikke forstå hvorfor han blev jagtet af en dusørjæger.

//det går nok sådan kan jeg også have det ^^//

Hun så på ham, med blide øjne. Det gjorde hende ondt at han havde det sådan, hun ville gerne hjælpe ham. Men hun var ikke den aller bedste til at opmuntre folk, så hun viste ikke om hun kunne finde ud af det. Men hun følte bare at hun måtte hjælpe ham. "Jeg... ved hvordan det er." Hun havde selv været forelsket på et tidspunkt, og hun havde bare haft det som om en af hendes bedste venner hele tiden lagde an på hende. Hendes liv var bare blevet ødelagt der. Tanken om det fik hende til at smile. Hun havde været så barnlig og dum. Hun lyttede først til hele hans historie, og lagde slet ikke mærket til at han sagde ordet 'dusørjæger', før det var rimelig meget sagt. "Dusør... Hvad??" Hun rynkede svagt panden, og kunne ikke lade være med at grine lidt. Han måtte joke hende, det var hun næsten helt sikker på. "Hvorfor skulle du dog være eftersøgt?"

William så på hende "det mest frustrerende er at jeg hader at skulle såre hende, hun har det svært nok i forvejen, men for mig er hun kun en ven.." hviskede han stille og forpint, for episoden sad stadig i hans krop som verdens allerdårligste samvittighed. Han var glad for at Joanne ville lytte for det var svært for ham at gå med det, og det var en lettelse for ham at vide at hun også havde prøvet noget i stil med det han gik igennem. For han elskede Rose, det havde han gjort fra starten af. Han så nervøst på hende og kom så med en lille nervøs latter selvom han prøvede at skjule det nervøse i den "nej det var bare noget jeg tænkte på mens jeg snakkede" sagde han hurtigt. Havde hun luret ham? Havde hun bemærket den ikke så menneskelige del af ham? Han havde ellers været påpasselig, undtagen lige med dusørjægeren der havde han dummet sig.

Hun fik en mærkelig glød i øjnene. Hun lænede sig ind over ham, og hvilede den ene hånd på sofa-ryglænet. Hun klemte sine øjne lidt sammen. Hendes ansigt var meget tæt på hans, og hun kunne svagt ane hans åndedrag mod hendes ansigt. Den var kølig og duftede af nyfalden sne. Den var dejlig og gjorde hende lidt svimmel, men så koncentrerede hun sig om hans ansigt igen. "Jeg kan da se at du lyver." hviskede hun, med et svagt smil på læberne. "Lad være med at lyve over for mig." Hun kunne bare mærke når folk løj for hende. Hun hadede det. Hun ville have sandheden, især fra et menneske som hun elskede i så høj grad som William.

William så på hende og sad helt stille som var han en hare og hun en ræv. Han kunne mærke hendes blide varme fugtige ånde mod sit ansigt og så ind i hendes øjne. Han sank stille og tænkte sig lidt om, kunne han tillade sig at fortælle Joanne hvad han var? Han så lidt på hendes smil "du vil garanteret ikke tage sandheden alvorligt men okay..." sagde han så og rettede sig op og slap sine ben "jeg er en dæmon, og for øjeblikket er der en dum unge på 12 som er dusørjæger der jagter mig fordi jeg lavede nogen ar på hendes hals, men det er altså intet imod det hun gjorde ved mig!" sagde han heftigt, Aingeal som hun havde kaldt sig, var begyndt at gå ham voldsomt på nerverne, og han havde svoret til sig selv ikke at slå hende ihjel.

En svag rynke blev synlig på hendes pande, men den bar kun lidt synlig. "Ved du hvad Will?" Hun trak sig tilbage, og satte sig på plads igen ved siden af ham. "Jeg blev bidt af en vampyr, for ikke særlig lang tid siden." Hun kløede sig på kinden, og så ned i gulvet. Hun lod sin hånd krybe ind i hans, og klemte den svagt. Hendes hjerte bankede hurtigere ved tanken om hendes hede møde med den første vampyr. Taron havde enlig været meget venlig, og havde også været utrolig overbærende med hende. Hun strøg igen hånden igennem håret, og blev lidt forfjamsket. "Så jeg tror på dig."

Han så lidt på rynken i hendes pande, og rystede så på hovedet. Han sukkede stille da han hørte at hun var blevet bidt "det er jeg ked af at høre, de går jo også somregel efter mennesker..jeg er også blevet bidt engang, men jeg gav hende selv lov så det er måske noget andet vi er gode venner den dag idag" mumlede han stille og smilede svagt. Han mærkede hendes hånd i sin og klemte den stille tilbage Han så på hende i lidt tid "Mmmm.. hvor meget ved du om væsner?" spurgte han hende så, for han kunne vel ligeså godt sætte hende ind i stoffet, så blev hun ikke så overrasket og det kunne måske være en god hjælp for hende.

Hun rødmede svagt ved hans konstatering. Mon det havde været under samme forehold? Hun kløede sig på næsen igen og bed sig i læben. "Jeg ved stort set ingenting. Kun at vampyrer findes og at de drikker blod. Og nu ved jeg også at der findes dæmoner... Så der findes vel også engle og små feer?" Sådan noget ville have fået folk til at dø af grin, men hun tog det helt alvorligt. Det var jo virkeligt. Og slet ikke usandsynligt at der også var andre end disse to væsner."

Han så roligt på hende "vampyrer er vampyrer, de drikker blod, dør ved en træpæl gennem hjertet eller hvis de drikker dødt blod, og en masse andre ting... men der en del forskellige dæmoner der lever af lidt af hvert.." sagde han og smilede en lille smule. Han grinede lidt ved det hun sagde "engle ja.. men feer? Aj det er vist ikke tilfældet, men du kan regne med varulve, og elvere" sagde han og nussede hende håndryg lidt. Han tænkte lidt "Men det er vigtigt at du ikke fortæller hele verden det jeg fortæller dig nu" sagde han roligt, for han vidste godt at han kunne stole på Joanne.

Hun lyttede spændt på det han sagde, men hun regnede med at disse informationer var lidt ligemeget for hende, for hun ville aldrig få en chance for at slå nogle vampyrer ihjel. De var så meget stærkere end hende, og de var så smukke at det var helt umuligt for hende overhovedet at tænke tanken. "Æv, ingen feer." grinede hun med en barnlig undertone, og kunne ikke lade være med at skære ansigt. Det var faktisk lidt ærgeligt. Så gjorde hun hunør, og kunne ikke lade være med at smile svagt. "Jeg har lovet ham med mit liv at jeg ikke vil sige det til nogle." sagde hun med en højtidelig stemme, og lænede sig så lidt tættere på ham og prikkede ham på næsen. "Men hvilken slags dæmon er du så?" Hun så interesseret på ham, for sådan nogle ting syntes hun var spændene - sjovt nok.

Han så på hende og grinede lidt af hendes ærgelse over der ingen feer fandtes "Der er da engle?" sagde han stille og drillende. Engle kunne vel godt gå som en slags feer, selvom feer var bittesmå ifølge eventyrerne, og engle var normal menneskestørrelse, men til gengæld vejede omgle omkring 10-20 kg. Han grinede lidt af hendes overdrivelse og da hun gjorde honnør "fornemt" sagde han smilende, og stolede fuldt og fast på at >Joanne aldrig ville fortælle det videre. Han rynkede på næsen da hun trykkede på den, og lagde hovedet let på skrå "Scuro dæmon..det vil sige at jeg lever på mennesker, eller andre væseners glæde.. Jeg har faktisk aldrig rigtig fundet ud af hvordan det hænger sammen.. Jeg spiser ikke rigtig menneskeføde, men jeg sover en hel del" sagde han og grinede lidt.

"Engle??" Hun lod som om hun tænkte virkelig meget. "Ja, det går vist nok." grinede hun og trak benene op til hagen imens hun tænkte. Det var lidt meget at få på en gang. Alt det med alle de her mærkelige væsner. "Scur... Scuro dæmon?" gentog hun, bare for at være sikke på at hun udtalte det rigtigt. Det var virkelig mærkeligt. "Som lever af.. glæde?" Okay, det var mærkeligt. "Så du suger bare .. glæde ud af folk?" Hun skjulte et svagt smil på læberne, og bed sig i læben. "Derfor er jeg så sur." grinede hun.

William så på hende "Ja du ved dem med hvide... eller som regel hvide vinger" sagde han stille og smilede. Han slappede af og lod sit blik glide rundt i stuen, og syntes der var ret pænt, men nu boede der jo også en pige og de holdt som regel god orden i deres hjem. "Ja" sagde han og smilede af hendes tøven, det var også lidt anderledes 'scuro' med rullen på r'et. Han grinede "nej, nej jeg kunne aldrig finde på at stjæle glæde fra dig... og nej de ligger ikke mærke til det for jeg tager så små mængder at man ikke bemærker det" sagde han roligt og smilede skævt.

Hun udstødte en lille perlelatter, og kyssede ham på kinden hvorefter hun lænede sig tilbage med et lykkeligt suk. "Du kan ellers tage alt den glæde du kan spise, for jeg er bare sååååå glad." Hun kunne ikke lade være med at grine. Det virkede bare mærkeligt at han ikke spiste mad, men i stedet for spiste han glæde. Hun kunne ikke gøre for det, for hun var bare så glad. Og det lå til hendes personlighed at være mega glad, især når hun var sammen med William.

William smilte af hendes perlelatter, af et menneske af være var hun meget charmerende og speciel, ikke at mennesker ikke var det, men Joanne var helt naturligt charmerende og smuk og det var ikke noget hun fakede. Han nød kysset, og smilede skævt "Nå det er jeg glad for.. men det har jeg altså tænkt mig" sagde han og grinede lidt. Han kunne godt mærke hendes glæde og smilede varmt af det. Han strejfede sit ur med øjnene, og spærrede forskrækket øjnene op, og satte sig langsomt op "Joanne.. klokken er 2 om natten.." mumlede han og så på hende.