Lege tid.. (Theo)

Dato: IRL
Dag: Fredag
Sted: Den triste skov
Omgivelser: Ingen
Vejr: Fint
Tid: 15.00
Årstid: Forår/Sommer??

Madelaine gik med meget rolige og afslappede skridt hen af jorden og nynnede lidt imens. I hendes hånd, eller faktisk over hendes hånd i luften, fløj der to små sten, hun bevægede fingrene så det så ud som om at hun drejede dem rundt i en cirkel over sin hånd. Hun havde godt bemærket at det ikke ligefrem var et særlig hyggeligt sted hun var, hun kunne godt mærke den sære følelse af at der var nogle der holdte øje med hende og der var underligt stille, så det næsten gjorde helt ondt på hende. Hun så sig nogle gange tilbage over skulderen, selvom hun viste at hun ikke ville kunne se noget, hun kunne kun mærke hvis der kom nogle, ved deres duft eller ved hjælp af sin evne. Madelaine bevægede sig lidt videre, da hun hørte en gren knække lidt væk fra hende, hun fór lidt til siden, men da der ikke kom noget efter det, bed hun sig lidt i læben og stod nu bare helt stille, imens hun stadig legede med sine sten.

Theo så hende på lang afstand. Han stod i den triste skov, søbet ind i blod. Han slikkede sig om munden, og smilede koldt. *hvorfor er der så mange i skoven idag?* tænkte han og smilede lidt mere. Han slap den slappe krop, og så kort ned på den døde kvinde der lå foran hans fødder. Han begyndte at gå, med lydløse skridt, måske skulle han opsøge hende bare for at sige hej? Han kom grinede stille, og sneg sig efter hende. Han kom tættere og tættere på pigen, og opdagede at hun havde noget for øjnene *stof?* tænkte han undrende, han kom til at gå lidt uforsigtigt og trådte på en gren. Han veg et skridt bagud, lidt forskrækket over sin uforsigtigthed. Han standsede op og så efter pigen, han snusede stille ind for at opfange hvad hun var, og blev overrasket over at finde ud af at hun var en dæmon.

Madelaine blev stående helt stille, der hvor hun var stoppet op og det eneste som rørte sig på hende, var hendes fingre på den ene hånd, som stadig drejede med stenene rundt i cirkler og hun tænkte lidt. Derefter tog hun et lille snus ud i luften og kunne nu godt lugte at hun ikke var alene, hun kunne ikke lade være med at smile lidt over at det var en dæmon som var tæt på hende og som sikkert også var skyld i at hun havde fået et chok tidligere på grund af grenen. Først stod hun lidt og begyndte at vippe på fødderne, men tænkte så kort og blev enig med sig selv om at hun hellere ville snakke end bare være stille, "hey?? Hvem der??" spurgte hun ud i luften, fordi hun ikke havde noget klart indblik på hvor dæmonen var henne, fordi hun ikke havde opfanget ham, imens han havde bevæget sig.

Theo så på den blinde dæmonpige, og smilede koldt. *det er næsten en skam jeg har spist, hun var jo et oplagt emne!* tænkte han og ægrede sig kort. Han stod og så lidt på hende "Dit værste mareridt?" sagde han drillende og gik hen imod hende. Han stoppede en halv meter bag hende "Hvad laver en blind pige her?" spurgte han, og hans stemme lød underligt undrende. Han stod roligt og betragtede hendes nakke, og hår. Han lagde hovedet lidt på skrå, og smilede så en lille smule.

Madelaine kunne ikke lade være med at grine lidt over det han sagde og havde nu fået opfanget hvor han var henne og hvor han gik hen. "Du ved godt, at jeg godt kan se dig" sagde hun med et smil og vendte sig så derefter imod ham og tænkte lidt. Hun stoppede med at bevæge sin hånd, så nu var stenene i luften også holdt op med at dreje rundt, derefter dumpede de ned i hendes hånd og hun smed dem lidt væk. Madelaine børstede sine hænder kort og lod så sine arme hænge ned af siden, imens hun tænkte kort over hans spørgsmål, "hmm.. det kunne du lide at vide, men jeg går bare rundt og underholder mig selv... hvad laver de selv herude?" spurgte hun nysgerrigt og lagde armene over kors.

Han stod og så på hende og smilede kort. "Du kan ikke se mig du kan fornemme mig" sagde han med et helt roligt tonefald. Han stof stille og betragtede nu pigen der havde vendt sig om, hvem var hun egentlig? Han smilede skævt af hendes svar "mmm det kunne jeg faktisk lide at vide... det er min hemmelighed" sagde han roligt, hun kunne jo ikke se at han var smurt ind i blod. Han så på hende med de sorte øjne "er det egentlig ikke lidt farligt at du render rundt her? der er vel vilde dyr og vampyrer og alt sådan noget" sagde han, og lagde armene over kors.

Madelaine trak lidt på den ene skulder og kunne ikke lade være med at smile lidt over det han sagde, han var vist en som gerne ville have ret, i hvertfald ud fra det som hun lige nu kunne høre. Men hans stemme lød ellers meget rolig, " hmm... jeg kan fornemme dig ja, men også se lidt af dig samtidig men.. det er svært at forklare" sagde hun og vendte kort ansigtet ned, men vendte det så hurtigt op imod ham igen og bed sig diskret i læben. "Hvis du holder det du laver hemmeligt, så har du endelig ikke ret til at vide hvad jeg så går og laver" svarede hun og løftede kort det ene øjenbryn og lagde armene over kors. Men tænkte så derefter lidt over det han sagde og smilte skævt, " jeg kan sagtens klare mig selv i en længere periode, vilde dyr og andre væsner er ikke noget stort problem" sagde hun og trak lidt på den ene skulder igen.

Han smilede skævt, hun var da en spøjs lille en, men han kunne nu meget godt lide hende "det er da meget nice" sagde han stille og så på hende, og lagde hovedet på skrå. "Nææh men som sagt vil du jo heller ikke fortælle mig det.." sagde han og grinede. Han så sig lid tomkring, og kunne ikke lade være med at gyse. Han syntes stedet var skræmmende, men det var nemt at finde ofre her. De var enten bange eller faret vild og så var de nemme at lokke med rare ord, ellers var der jo altid aternativet dyr. "Hmm.. det er jeg så glad for, at du kan finde rundt her er faktisk ret godt klaret" sagde han stille.

Madelaine kunne ikke lade være med at smile lidt over det han sagde, men trak bare lidt på den ene skulder og kunne ikke andet end at give ham lidt ret i det han sagde, " jah.. det er meget nice, og meget praktisk til tider" svarede hun og smilte svagt til ham, men det blev der ikke særlig længe. Hun lavede et kort ryk med sit ene ben, fordi hun lænede sig på det og vendte kort ansigtet ned, for at tænke lidt over det han sagde, men kunne så heller ikke lade være med at grine lidt, " jamen jeg har jo allerede sagt at jeg går og underholder mig selv... og jeg går mig bare en tur for at nyde luften lidt" svarede hun og lod derefter sine hænder glide ned og hænge og rettede sig op, så hun stod nogenlunde lige igen. Hun smilte stort til ham og nikkede lidt, " tak skal du have øhm... hvad hedder du endelig?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet på skrå.

Theo så på hende, og betragtede hendes smil. "Kan jeg godt forestille mig" svarede han kort og smilede en lille smule. "psh.." sagde han som om han nøs "den tror jeg altså ikke på, vandrer du bare rundt omkring her helt alene? Du må da idet mindste skulle et eller andet, tænke eller noget?" han kunne ikke få det til at hænge sammen, hvorfor gik hun bare rundt her for at få luft? Det var da et skræmmende sted at skulle have lidt luft. "Det var så lidt" svarede han hende roligt og smilede svagt "jeg hedder Theo, og du?" spurgte han og lagde hovedet på skrå og så på hende. Han var begyndt at fryse lidt, men han bed det bare i sig. Frøs hun slet ikke? Han kunne ikke blive klog på hende måtte han indrømme.

Madelaine nikkede til det han sagde og kunne ikke lade være med at smile skævt, derefter drejede hun om på hælen og gik lidt væk fra ham, hun så ud til at se sig lidt omkring, selvom hun jo havde øjenbind for øjnene. Derefter snurrede hun kort rundt, så hun endte med at se på ham igen, hun smilte svagt til ham og satte hænderne i siden, " niks... jeg går som regel hvor jeg har lyst til, uden at jeg faktisk skal noget.. men jeg tænker da også hvor jeg går henne, men som sådan trækker jeg bare lidt luft" svarede hun med at sødt smil til ham og lod sine hænder glide om på ryggen, hvor hun så folede dem der. "Jeg hedder Madelaine.. hyggeligt at møde dig Theo" sagde hun og smilte sødt til ham igen og begyndte at dreje lidt rundt, men samlede så en sten op og legede lidt med den.

Theo så på Madelaine "nu må du ikke misforstå mig, men du er lidt sær" sagde han med et blidt smil "men på den gode måde" sagde han stille. Han stod stille og tænkte sig lidt om. "Ja det har jeg forstået, du går lidt dine egne veje" mumlede han stille. Han blev stående og ville ikke gå over til hende, hvis han nu skræmte hende eller noget i den stil. "i lige måde Madelaine" sagde han og smilede en lille smule. Han fulgte hendes bevægelser med øjnene, det virkede som om hun kunne se og han kunne ikke lade være med at smile. Hun virkede rar, lidt sær men rar.

Madelaine kunne ikke lade være med at grine lidt over det han sagde og smilte skævt til ham, hun synes det var ret sjovt at hun havde givet udtryk for at være sær, men nu var hun jo heller ikke et menneske, så sær var hun vel? Hun gik hen til Theo igen og stod endelig rimelig tæt på ham, men for hende var han ikke særlig farlig eller skræmmende og selvom hun kunne se at han havde blod på sig, så ville hun ikke have sagt noget. "Du er den første som har sagt sådan til mig... det er faktisk ret sjovt" grinte Madelaine og smilte sødt til ham. Hun nikkede kort til det han sagde og smilte svagt, " nogle gange gør jeg... men det er fordi jeg ikke kender den rette vej endnu" sagde hun og nikkede lidt igen.

Han lyttede til hendes latter, og stod stille "virkelig?.. nå da" sagde han stille, og kunne ikke lade være med at smile lidt af hendes latter. Han fulgte hendes bevægelser med blikket og blev stående da hun var kommet helt hen til ham, han stod stille selvom hun stod ret tæt på ham. "Næh den kan nok være ret svær at finde" sagde han og smilede skævt. Han stod stille, og pustede kort en hårtot bort fra sit ansigt. Han så lidt på Madelaine igen "Det var hyggeligt at møde dig" sagde han roligt, og lagde hovedet lidt på skrå "men jeg bliver altså nok nødt til at smutte nu" sagde han og smilede skævt.

Madelaine så halvt overrasket og halvt trist op på Theo og bed sig i læben, hun lagde hovedet svagt på skrå og kløede sig kort på øjenbindet. "Hvorfor det??... Er der da noget du skal nå, siden du stikker af?" spurgte hun nysgerrigt og gik et lille skridt tilbage, så hun ikke stod så tæt på ham mere. Selvom hun var gået alene herud, så gad hun da ikke være alene, når hun så endelig havde fået selvskab, hun fugtede sin underlæbe lidt og tænkte kort over det. "Er det fordi jeg er blind, at du ikke gider være her?" spurgte hun stille og rettede sit hoved op igen og havde det stadig rettet imod Theo.

Theo så på Madelaine "Nej jeg har bare fået ordnet det jeg skulle.. jeg stikker ikke af!" sagde han kort hidsigt, men skyndte sig at rømme sig så han ikke lød så hidsig. Han blev overrasket over de ting hun sagde "nej.. nej slet ikke jeg har intet imod at du er blind jeg er faktisk glad for at du ikke kan se mig" sagde han roligt. Han fik lidt dårlig samvittighed, og så på Madelaine "men jeg kan da godt blive hvis du så gerne vil have det.." mumlede han stille. Han forstod hende ikke rigtigt, han mente stadig at hun var lidt sær, men måske var det ikke det *er hun mon...ensom?* tænkte han. Han tog et skridt hen imod hende, da han havde lagt mærke til at hun havde taget et skridt væk "du er lav" sagde han og lagde sin hånd på hendes hoved.

Madelaine fik et lille chok, da hun godt kunne høre på hans stemme at han blev hidsig, det fik hende til at bide sig hårdt i læben og vendte ansigtet hurtigt ned, i et øjeblik, var hun bange for at han ville slå hende eller noget, men da der ikke skete noget, vendte hun forsigtigt ansigtet op mod Theo igen, men var stadig lidt forsigtig. "Er det fordi du har blod på dig?" spurgte hun stille, og bed sig igen lidt i læben, hun havde godt lugtet det, det var ikke kraftigt, men når man mistede en af sine sanser, så blev de andre jo forstærket. Hun fik et lille chok, da hun hørte og mærkede at han gik hen imod hende, havde hun gjort noget forkert igen? Hun bøjede hovedet lidt ned, men blev overrasket, da hun mærkede hans hånd på hendes hoved og hun løftede hovedet op igen og kunne ikke lade være med at smile svagt. "Ja.. det ved jeg, men jeg vil ikke være højere" svarede hun og holdte sit svage smil på sine læber.

Han så godt hun fik et lille chok *jeg bliver altså nødt til at beherske mig lidt..* tænkte han, og sank en klump. "Jeg slår altså ikke på piger... højst hvis de selv spørger om man vil slås med dem" sagde han med et lille smil, for han havde godt set at hun havde krympet sig. han blev lidt overrasket over at hun vidste at der var blod på ham. Han så lidt ned af sig selv "tja det skal jeg i hvertfald også have gjort noget ved.. jeg har vist spoldt lidt på mig selv.. øv jeg hader at vaske blod af det er pissesvært" mumlede han og sukkede tungt. Han rodede hende kort venligt i håret og tog så sin hånd til sig "nej det er også en fin højde, men jeg ville nu gerne hae været højere" sagde han stille og hentydede til sin højde på 1.75 der ikke var særlig meget i forhold til mange andre fyre på hans alder. Han smilede en lille smule, for det var lidt sjovt at se hvordan hun reagerede på ham, det virkede mest af alt som om hun var bange for ham det meste af tiden, men det var han udemærket van til.

Madelaine smilte lidt over det han sagde og nikkede lidt, det var det gode ved de fleste drenge, de slog næsten aldrig på piger, kun hvis de selv havde bedt om det, elle hvis pigen havde startet med at slå drengen, så var det meget rimeligt at drengen så godt måtte forsvare sig. Hun snuste kort igen, da de snakkede om at der var blod på hans tøj og hun kunne ikke lade være med at fugte sin underlæbe lidt, hun tog sin hånd op i hans skulderhøjde og mærkede forsigtigt lidt på hans tøj, hun kunne godt mærke at der var noget lidt smattet og nærmest slimet på hans tøj, hun tog sin hånd til sig igen og kunne lugte blodet på sine fingre. Hun trak kort på den ene skulder og slikkede så kort sine to-tre fingre rene og smilte svagt til ham igen. "Hmm... hvis du vil, kan jeg sagtens vaske det for dig, så du selv slipper for det, det er jo ikke ligefrem fordi jeg laver så meget andet" sagde hun og rystede lidt på hovedet. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da han roede hende i håret, for det var ikke noget som hun var vant til at folk gjorde, hun lavede en hurtigt bevægelse med hånden, så jorden under Theos fødder voksede lidt, " så.. nu blev du højere" drillede hun og begyndte at grine lidt igen.

Theo så på hende og smilede lidt, han blev overrasket over at hun bare uden videre slikkede blodet af sine fingre *gad vide hvilken slags dæmon hun er..* tænkte han og så lidt betragtende på hende. Han smilede lidt af hendes tilbud og grinede lidt "tak, men det behøver du ikke, blod er nærmest umuligt at få af" sagde han roligt. Han fornemmede jorden under sig vokse lidt, og grinede "Sejt! Hvis det så bare var sådan hele tiden, men det er det desværre ikke" sagde han stille.

//sorry for det korte indlæg, krea er død//

Madelaine smilte svagt til ham og tænkte lidt over det, hun lagde hovedet lidt på skrå og bed sig kort i læben, men det var kun fordi hun tænkte over Theo faktisk. Men lidt efter folede hun hænderne foran sig og smilte sødt, " du er en blod dæmon, ikke sandt?" spurgte hun nysgerrigt, men var sådan et ikke særlig meget i tvivl. Når nu at han var smurt ind i blod. Derefter nikkede hun lidt og tænkte kort over det, " hmm... umuligt er sådan et stort ord, lad os bare sige at det er meget svært at få af, istedet for. For hvis du siger umuligt, så har du jo allerede mistet moden med at prøve at få blodet af dit tøj" svarede hun og smilte svagt. Hun grinte lidt over det han sagde, men drejede kort rundt, " du skal da bare være glad for at du ikke er lavere end mig, så kan jeg bedre forstå det. Men af hvad jeg kan se, så har du da en fin højde" sagde hun og smilte sødt til ham igen.

//Gør ikke noget, kan også ske for mig ^^//

Theo så på hende og smilede skævt "jo, det var meget godt gættet, eller det var måske ikke et gæt?" spurgte han og smilede fjollet. "Det lyder meget fornuftigt" sagde han og smilede. Han betragtede hende lidt, og syntes at hun egentlig sagde nogen meget interessante og kloge ting. "jamen så lad os prøve at give det et forsøg.. hvor bor du henne?" spurgte han, for han kunne ikke forestille sig at hun boede i skoven. Han grinede lidt "jeg er glad for at jeg ikke er lavere end dig det gør mig da lettet at jeg er lidt højere" svarede han og smilede skævt. Han så lidt ned på jorden under sine fødder, og så derefter på Madelaine igen og så hendes søde smil. "Hvilken slags dæmon er du egentlig selv?" spurgte han da han jo have tænkt lidt over det, måske var hun embri dæmon?

//det er godt ^^//

Madelaine kunne ikke lade være med at grine lidt og rystede derefter på hovedet, hun havde gættet hans race med det samme, da hun lugtede blodet på ham og smilte sødt til ham. "Det var ikke så meget et gæt.. fordi jeg havde lugtet blodet, men jeg skulle alligevel lige være på den helt sikre side" sagde hun stadig med det samme søde smil på sine læber og tænkte kort. Hun blev lidt overrasket, men også meget tænkende da han spurgte hende hvor hun boede henne, men måtte så blive enig med sig selv om at hun nok aldrig havde fået byen eller gaden at vide. Så derfor trak hun kort på den ene skulder og smilte svagt, " det ved jeg ærlig talt ikke... jeg går bare hjem når det er" forklarede hun og tænkte lidt igen. Madelaine grinte kort over det han sagde og holdte sig lidt for munden, for ikke at grine for højt, " skal du også være glad for... for det er nemlig ret surt at være lavere end en pige, men så er du vist heldig idag" sagde hun og smilte svagt til ham. Madelaine rakte hånden lidt frem og fik en sten op i hånden igen, " jeg er Embri dæmon" svarede hun og smilte sødt igen.

Theo så på hende og smilede "ja jeg kunne jo have været en vampyr, blod dæmoner er jo ikke de eneste der drikker blod" sagde han og kom i tanker om at blod dæmoner jo ikke kun drak blod, men også spiste kødet. Han så lidt tænkende ud de måtte være mindst ligeså skræmmende som vampyrer, tænk at blive stoppet af en der så ud som et menneske, og så lige pludselig blev man bare flået. Han kunne ikke lade være med at grine lidt "ved du ikke hvor du bor?" sagde han smilende. Han smilede lidt "heldigvis er de fleste piger under 1.70 så jeg klarer mig lige knap og nap" sagde han med en lille latter. Han så tænkende ud "Embri dæmon.. de dæmoner der er mest menneskelige, dog ikke med hensyn til deres evner" sagde han og så lidt på den sten der fløj op i hendes hånd.