Jeg vil lege! - Sas og vincente<333

Dag og Dato: Fredag d.3 december
Tid: 21:22
Vejr: det sner udenfor, rimlig kraftig.
Årstid: Vinter
Omgivelser: mennesker der er igang med de første drinks, farvede lys, musik.

Det tog ikke mange sekunder før han endnu en gang havde tømt sig glas. Alkohol var en alt for dårlig vane men i det mindste skadede det ham ikke, og vigtigst af alt: det holdte hans andet jeg væk. Han smilte lallede og svejede let på den høje barstol. verden var allerede ved at blive slørret og han havde svært ved at sidde stille. de to farvede øjne kastede et blik ned af det lange bar bord og så til sin skuffelse at bartenderen var væk. "nå.. " mumlede han forbløffet og prøvede at samle sine tanker igen. "så må jeg jo bare gøre det selv. " mumlede han til sig selv og sukkede bedrøvet. både hans tanker og handlinger havde det med at blive ret overdrevet når han drak, heldigvis huskede han sjældent hvad han lavede. han så ned i bordpladen og orkede ikke rigtigt at rejse sig, men på den anden side gad han heller ikke at vente. endnu et sku undslap hans læber da han med noget der lignede en stor kraftanstrengelse, skubbede sig væk fra bordet, hoppede ned af stolen og måtte så støtte sig til bordet mens han gik om på den anden side til alle hyderne med sprut i mange farver. ligeglad med hvad han tog hev han en pæn flaske med sig mens han kæmpede med sine ben for at få dem til at gå tilbage til stolen. flasken svingede i hans ene arm, det var svært både at holde om den OG bruge armen til at holde balacen med.

Sas havde søgt ly for sneen inde på baren og smilede lidt over alt det jule-gejl folk havde hænkt op. Hun gik hen til baren og så en dreng - nogenlunde på hendes egen alder...måske lidt yngre, stå og var ved at vælte. Hun skyndte sig hen til ham og hjalp ham med at genvindebalancen. "Pas på" Sagde hun med en venlig stemme. Hun tog flasken fra ham og stillede den på disken og hjalp ham op og sidde. "Er du okey makker?" spurgte hun.

Vincente slap det tomme glas, han længe havde siddet og vendt mellem fingrene og gled ned fra stolen. Han kiggede over på den fulde dreng, der havde siddet ensomt hele aftenen og skyllet den ene drink ned efter den anden. Drengen havde åbenbart rejst sig (Vintence var overrasket over, at han ikke var væltet efter første skridt) for at hente en flaske mere, men endelig bukket sammen og blev nu hjulpet at en, tilsyneladende, tilfældig pige.
Han skrånede over gulvet, der af en eller anden grund var næsten affolket, og nåede dem. Han smilede interesseret for sig selv.
"har man brug for hjælp?" spurgte han og kiggede på drengen, der stadig svajede faretruende. han skævede til flasken på bordet og trak så ligegyldigt på skuldrene. "du har i hvert fald fået et glas for meget, dude. Har du det okay?"

//Kaaaaat. Gå i seng. :3 *off topic*<3

Reito opfattede ikke særligt meget af det der skete omkring ham. det ene øjeblik stod han alene med flaske og det næste følte han sig opklamret og flask var væk...hvor var den? han hørte godt hvad de sagde men kunne ikke rigtigt koncentrere sig om andet end hvor den fandens flaske var blevet af. roligt rettede han sig op og betragtede kvinden som åbenbart havde fat i ham. "hej.!" smilede han venligt til hende og gjorde alt for at virke ædru. diskret kørte han en hånd igennem sit sorte halvlange hår og stirrede et eller andet sted over hendes skulder. Gu' havde han ej brug for hjælp!. "ehm.. kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han chamende og smilte skævt til hende. Englen. hun stank alt for rent til at være noget som helst andet. pludeselig hørte han stemmer bag sig og drejede omkring..lidt for hurtigt så han måtte rykke nogle få skridt for at forblive oprejst. "hej !" smilede han lallet til ham med et fjernt blik. hvem var de mennesker?
*hvor er det kært at de er bekymret for mig.* tænkte han muntert og rettede på sin sorte vest som han bar udenpå den råhvide skjorte som han havde smørret ærmerne op på.

Sas rystede lidt på hovedetaf ham. Så så hun på Vincente og nikkede enigt i at han havde fået for meget. "tjaa..." smilede hun skævt til Reito. "Du kan jo starte med at drikke et glas vand så du kommer til dig selv..." Svarede hun og kiggede sig lidt over skulderen for at se om det var noget specielt han kiggede på.


LOL XD troede Vincente var en pige

Vincente lænede sig op ad bardisken og kiggede sig rundt. Han trak let på skuldrene, tog et halvtomt glas som tilsyneladende indeholdt vand fra bordet og kastede indholdet i hovedet dæmonen. Så vidt han kunne lugte, var det i hvert fald en dæmon. Han satte glasset tilbage på bordet og kiggede på pigen. "En du kender?" Spurgte han og ignorerede drengen. Vincente stak hånden i lommen og lukkede fingrene over skæftet på en fire centimeter lang kniv. Musikken var, heldigvis, ikke for høj trods det var weekend. måske var det en god ide af genoptaget sit job, selvom han havde fri idag så var den fordrukne dæmon et alt for let offer, problemet var bare at han ikke virkede særlig stærk så der var nok ikke så mange penge på spil. roligt kastede han et blik omkring igen og sukkede let.

reito så forvirret fra den ene til den anden. hans kønne dæmon øjne kørte fra ansigt til ansigt til..vand. han mørkede hvordan det kolde vand pjaskede ind over ham, dum som han var stod han bare stille og gloede på den fremmede mens en del af håret dryppede ned på den tynde skjorte. hårdt bed han sig i læbe og ignorede tøsen som stod ved han side. "hvad skulle det gøre godt for.??!"spurgte han vredt og vendte sig om for at gå. hovedet dunkede da han fik sig selv hen til boret og greb fat om flasken igen.

Sas lagde en hånd på dæmonens skulder for at berolige ham. "Det var for at ffå dig til at tænke klart...du er fuld" Hun så lidt på drengen der havde kastet vandet og rystede langsomt på hovedet. "nej... han varved at falde og så greb jeg ham og satte ham op på stolen" sagde hun med et lille skævt smil. Det lå i hendes gener at være hjælpsom og venlig mod andre så hun havde ikke kunnet lade vær.

Vincente kiggede på pigen og kunne ikke lade være med at smile. *Engle*.
"Det var pænt af dig," svarede han, dog uden den store entuasisme.
Han kiggede på drengen der stadig stod lidt svejene og tænkte sig om. Han havde ikke set det ansigt før, så han stak hånden i lommen og fandt en lille bog frem med billeder og navne på de eftersøgte væsener. Drengen var umiddelbart ikke til at finde nogle steder, men dæmoner plejede at give en god løn. Selvom Vincente ikke arbejdede for tiden - han gad ikke nu hvor pengene alligevel rækte - var en fuld, lallet dæmon ikke til at modstå. Han stak bogen i lommen og tog kniven op og vendte den et par gange i hånden.
Det, for forvirrede ham mest var nu englens opførsel. Engle og dæmoner plejede at være forsvorne fjender, og alligevel havde hun skyndt sig hen for at hjælpe ham. Måske var hun ikke klar over, at det var en dæmon? Hvilket ikke gav nogen mening, for der var sjældent tvivl om racerne, når man lige havde lært kendetegnende.

Reito havde sgu ikke tænkt sig at sidde stille på den lorte stol bare fordi englen sagde det. i et forsøg på at virke bestemt rystede ham hende hånd væk fra sin skulder og begyndte at gå væk fra dem. samtalen virkede utroligt kedeligt og han valgte at overhøre alt hvad der blev sagt. igen greb han flasken og smilte som en vinder. en mild og sød latter kom fra ham før han et par meter væk vendte sgi imod dem igen og bukkede dybt. "undskyld mig, men jeg har travlt." sagde han ret uoverbevisende da han kort efter faldt om på gulvet og trillede rundt. *sikke noget rod.* tænkte han muntert og smilte stadig. faktisk havde han ikke travlt men det skulle have lydt som en god undskyldning. med pjusket og vådt hår fandt han gulvet igen og satte sig op. han lignede mest af alt et barn som han sad der på numsen med strakte ben og frebrilsk prøvede at finde ud af hvordan flasken skulle vende, indholdet havde han forlængst hældt ud over sig selv.

Sas kunne ikke lade vær med at udstøde et lille grin da han væltede. Det var sku da vildt hvor klodset man kunne være når man var fuld. Hun rystede lidt på hovedet af ham og blev stående. "Hva... skal du ikke op på benene?" Hun lagde armene over kors og smilede et lidt hånligt men lidt medfølende alligevel. Hun så på den anden. Hvad var det for nogle billeder han holdt? Hun kiggede skjult på ham ud af øjnkrogen.

Vincente kiggede tvivlende på dæmonen og forsøgte at modstå trangen til at sætte ild til ham, nu hvor han alligevel var gennemblødt af væsken. Han skubbede sig væk fra bordet, håbede på at få det hurtigt overstået, og satte sig roligt på hug bagved drengen. Uden at tøve satte han knivebladet, der var mærket med et pentagram og specialudviklet til at dræbe dæmoner mod drengens hals.
"Hvad er dit navn, dæmon?" spurgte han for en sikkerheds skyld. Hvis han kom til at dræbe den forkerte - eller endnu bedre, uskadeliggjorde den rette - ville han vide det før. Om den anden havde nogle specielle evner, vidste han ikke.
Han undlod bevidst at lade være med at kigge på englen, da han af princip hadede at skade engle, og ville helst få det overstået uden problemer. At han ikke ville dræbe engle var noget han havde droppet for lang tid siden (blandt andet fordi engle ikke gav godt samt de sjældent skadede mennesker,) og det ville egentligt være at foretrække hvis hun ville blande sig uden om.

reito sukkede dybt og bed sig i læben, englens ord var ret utydelige men alligevel nikkede han ivrigt som svar på et eller andet. kort lukkede han øjnene, stemmen i ham skreg efter føde. dejligt saftigt kød.
han smilte let ved tanken men tvang sig så til at tænke på noget andet, det ville være dumt at lave drama nu, især i hans tilstand..længere nåede han ikke før han mærkede det skarpe knivblad imod sin hals, hvilket automatisk fik han til at lægge nakken tilbage. chokket åbede han øjnene igen og stirrede fjernt ud i luften over sig.
En dusørjæger? han tvivlede let men blev dog hurtigt overbevist af hans spørgsmål.
Det andet jeg overtog, og kørte udelukkende på hans dæmoniske instinkter.
En lav brummen lød dybt fra hans hals mens han forsat bare sad og kiggede ud i luften med sine to farvede øjne. *sikke en tåbe!? * tænkte han arrigt, der var ingen grund til at afsløre sit navn nu. Dusøren var nok alligevel ikke særlig høj på en ung ukendt dæmon som stak af sprut. endnu et smil brød de smalle læber før ha trak benene op under sig, forsigtigt for ikke at bevæge hovedet yderligere imod kniven, og betragtede ham ud af øjnkrogen med et lettere panisk blik.
Han var tavs, tavs som graven..men hvad var der også at sige til sådan noget. han åbnede munden let og afslørede sine skarpe tænder, skabt til at flå råt kød, en sølle advarelse men et udemærkede svar..

Sas så med store øjne på vincente. Déy havde hun godt nok ikke forventet. Det pissede hende virkelig af, tænk at angribe en fordrukken dæmon... "Det kunne da ikke være mere ynkeligt." hun greb sig selv i at sige det sidste højt og holdt sig hurtigt for munden mens hun så på vincente. Men det var for sent, ordene havde allerede undsluppet hendes læber og nu måtte hun stå ved det hun havde sagt. Hun gik hen og lagde sin hånd på den hånd vincente holdt kniven med. Så så hun ham dybt i øjnene, et strick hun havde lært var yderst effektivt for når man så ind i en engels øjne så man enten alt hvad man begærede eller alle sine synder. "Er det ikke under din værdighed at slå en fuld dæmon ihjel?" spurgte hun med rolig stemme.

Vincente vidste, såvel som alle andre, hvad englens blik kunne og ville gøre. Han gengældte køligt hendes blik et øjeblik, så flakkede hans øjne og han valgte at snakke til hendes pande i stedet. Han var desuden irriteret over, at englen blandende sig så pludseligt, nu hun alligevel ikke havde nogen forbindelse til dæmonen.
"En dæmon dræber mennesker for egen overlevelse. Mennesker som jeg bliver nød til at dræbe dæmoner for at sikre hele racens overlevelse." han svarede uden tvivl i sin stemme, for han vidste han havde ret. Det var okay at dræbe en morder. "Desuden," tilføje han "tror jeg ikke jeg kan finde fyren her i ædru tilstand."
Selvom han ikke havde nogen anelse, om dæmonen bare var taget på bar for denne ene gangs skyld vidste han ikke, men sandsynligheden for at han (også) var afhæning var dog meget større.
Han kvalte et suk og kiggede fra englen til dæmonen. Så slappede han en smule mere af i hånden, han havde kniven i - dog uden at give helt slip eller give åbninger for dæmonen. Den forbandede engels indflydelse.

Reito ånede lettet en smule op da englen forsat talte. pludesligt overmanede trætheden ham og han lod sig falde tilbage imod dusørjægerens skuldre. hovedet dunkede men langsomt blev det en smule bedre da han havde siddet stille. "må jeg have lov til at sige noget?" spurgte han og løftede hånden let for at understege det. hans klare øjne betragtede engelen. "hvorfor gør du det der?" spurgte han undrende, hvorfor blanede hun sig i alt dette? Dusørjægeren skulle han nok selv ordne , det var intet problem. måske var det bare alkoholen som fik ham til at tænkte så ligeud. kort sukkede han og hvilede sig bare op af knægten, lidt sært men behageligt.

Sas rettede sin opmærksomhed mod reito. "Lad os bare sige at det ligger i min natur" svarede hun roligt. "Men hvis du er ligeglad med dit liv kan jeg da sandelig også være det" Hun rejste sig lidt fornærmet, kastede et sidste blik på vincente, vendte ryggen til og gik så mod udgangen. Hun ville jo bare hjælpe... hvorfor var dæmoner sådan nogle utaknemmelige bæster? Hun tog sig til halsen og mærkede de to små sårskorper der var kommet hvor hun, for et stykke tid siden var blevet bidt af et lige sp utaknemligt monster. Hun sukkede og kiggede ned. Denne verden var slet ikke så sjov som hu havde troet.

Vincente sukkede og kiggede forvirret ned på dæmonen. Måske havde englen ret, tænkte han og foldede kniven sammen. Han lukkede øjnene et øjeblik og samlede sig mens han kunne høre englens skridt der gik over gulvet. Han undrede sig over, hvor mange af gæsternes øjne var rettet mod dem nu, og hvor mange af dem mon var mennesker. Drengen som sad lænet op ad ham var overraskende let. Han rørte lidt på sig, og fik lagt armen om brystkassen på den anden - han havde besluttet sig for, at han ikke orkede at komme op at toppes med en tilfældig, fordrukken og barnlig dæmondreng. Han træk dæmonen de halvanden meter hen til baren, så han kunne læne sig op af den i stedet og vendte sig om mod et tomt glas og en flaske som han hurtigt skyllede ned.

Reito stirrede fra den ene til den anden. Englen var åbenbart ved at gå. han overvejede lidt om han skulle sige et eller andet, men ordene flød ligesom bare ikke. "ehm tak." mumlede han til hende selvom hun sikkert ikke hørte efter. igen bevægede gulvet sig under ham men denne gang var det ingen overraskelse. der lød et dunk da han slog sit baghovede imod træet som disken var lavet af. roligt trak han sine ben til sig og foldede armene omkring sine knæ. "hvorfor skar du ikke bare til.?" spurgte han oprigtigt og kiggede stadig efter englen med et stille suk. han så ikke den fremmede som en trusel, men samtidig var han ret ligeglad med hvilket udfald det havde givet. Rusen var ved at dø ud nu, ret hurtigt, men måske havde det noget at gøre med at han var dæmon.

Sas stoppede op da hun hørte dæmonens svage ord. Hun smilede let. Så var der måske alligevel en lille smule hjerte tilbage i hans krop. Hun så sig over skulderen og betragtede dem lidt, igen fik det hende til at smile da dusørjægeren trak sin kniv tilbage med et suk. Også han havde et hjerte, og sas havde fået det til at lyse igennem.

Vincente holdt det halvt fyldte glas og iagttog englen. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over situationen, men konstaterede tilfreds at det meget lidt dramatiske optrin ikke havde vagt opmærksomhed blandt folk. Alt i alt var det alligevel heller ikke det han var kommet for. Han nikkede tilfreds mod englen og løftede glasset en smule, som hentydning til at hun skulle komme hen og snuppe et glas. Der var trods alt et frygteligt vejr udenfor, og der var ingen grund til at gå ud.
Da han hørte dæmonens ord - han var imponeret over at han havde åndsnærværelse til at snakke - vendte han blikket mod ham i stedet.
"Et ungt og fordrukkent dæmonbarn som dig giver ikke særligt godt, så det ville slet ikke være besværet værd," svarede han uden den store overbevisning. Han bundede glasset han stod med i hånden.

Reito smilede let og viftede hans pjuskede hår væk fra ansigtet. folk var nu ved at strøme ind i lokalet da festen var ved at begynde. han følte sig lidt som et uansvarligt barn og selvom han var 17 så det sikkert også sådan ud. i kedsomhed kradsede han sig stille på knæet og pillede ved et lille hul i stoffet. "næ." smilede han let og så op på ham. Dusørjægeren var sikkert ikke meget ældre end ham selv men alligevel var de så forskellige. "hvad mon klokken er?" mumlede han til sig selv da han kom i tanke om at han nok allerede burde være hjemme.

Sas så lidt fra døren og hen mod vincente. Så trak hun på skuldrene. Hvorfor ikke? Det var jo alligevel det hun var kommet for. Hun gik hen og satte sig mellem ham og dæmon-drengen så hun samtidig var lidt beskyttende mod ham. Hun så lidt på vincente med et skævt smil. "Og hvad hedder denne barmhjertige dusørjæger der ikke synker så dybt at dræbe et fordrukket dæmon-barn?"

Vincente satte sig på en af barstolene med benene hvilende på fodstøtten og lænede sig op ad baren. Han satte det tomme glas fra sig og kigge på englen med et skævt smil. "Mit navn er Vincente, hvis det var det du ledte efter... Og hvad med dig?"
Flasken ved siden af ham stod godt nok tom, men han overveje at tage proppen af en ny. Han skævede til flasken, og fra flasken til den anden dreng som synes at være sig selv igen. Musikken var svagt begyndt at irritere ham, selvom den endnu ikke var på sit højeste, og han pillede distraheret ved en løs tråd på ærmet.

"Du kan kalde mig sas" Svarede hun med et mystisk smil. Hun kørte lidt rundt på stolen da hun fandt ud af at sædet sad løst. Hun betragtede ham lidt. Han lignede en dukke, og hvis det ikke havde været for stemmen havde hun helt klart troet at han var en pige. Hun smilte da hun så at hans blik flakkede mellem den fulde flaske og hans tomme glas. "Skal vi tage en omgang?" spurgte hun venligt.