Hvad der end sker i stjerneskær - Chace ^^

Tid: Aften - 23:46
Omgivelser: Tomt selvfølgelig.
Sted: Tæt på kanten.
Vejr: Stjerneklart og ganske lunt.
___

Joanne sørgede for ikke at få våde tær, og ikke at synke for langt ned i mudderet omkring vandkanten, men var alligevel så tæt på vandet at man kunne se det genspejle stjernerne. Hun var taget ud for at få noget luft, da hun ikke havde kunnet falde i søvn. Det skete tit. Hun kunne ikke sove, og så var hun bare gået ud, for at kikke på stjernerne. Hun havde slet ikke været ved den her sø før nu, så hun kunne lige så godt benytte lejligheden. Hun havde slet ikke tænkt på hvem hun mon kunne møde herude, så... Hun havde sin natkjole på, med en tynd jakke udenpå. Det havde været så godt vejr da hun gik, så hun kunne lige så godt have bare ben. Hun gad ikke at tage bukser på, og nu var det lidt for sent.

Chace kom gående ned gennem Sherias gader med hænderne i lommerne så man ikke kunne se at han havde en lille flaske vievand i hånden. Han gik sin sædvanlige aftenrunde for at holde styr på det hele, og vievandsflakonen havde han egentlig bare taget med for at være på den sikre side, for ellers havde han jo en pistol og kniv i jakkens inderlommer. Med et svagt smil på læben fortsatte han sin tur men mødte ingen mennesker eller væsner, hvilket faktisk var ret underligt eftersom klokken ikke engang havde passeret midnat endnu. Chace løftede blikket og så ned på stranden fra afstand. Der gik en ung pige i natkjole ude ved vandkanten og tanken om at det kunne være et væsen strejfede ham, men han bestemte sig for at undersøge det nærmere, og med rolige skridt gik han ned til vandet.

Joanne gik rundt om kanten, som en lille pige, svajende og nynnende. Et øjeblik så det ud til at hun ville falde sidelæns ned i vandet, men på en utrolig måde rettede hun sig op igen. Måske fordi hun var en balletdanser, men det havde alligevel set ret overnaturligt ud. Da hun opdagede at der var andre mennesker - nogle som faktisk var ude og var tæt på hende - vendte hun sit sorte hår, og de næsten glødende rødbrune øjne mod skikkelsen imellem træerne. Hun vendte sig imod ham, og løftede hånden og vinkede venligt. Hun havde et muntert smil på læberne, fordi hun nu ikke længere var alene igen.

// Jeg føler mig utrolig krea-løs :3

Chace så på pigen som dansede ved vandkanten og hendes venlige vink fik ham til at smile. Der var efter hendes udseende en chance for at hun dog bare var et menneske som var kommet ud fordi hun ikke havde kunnet sove. Denne tanke beroligede Chace en smule selvom han stadig havde paraderne oppe. Roligt vinkede han tilbage igen, gik stille i hendes retning og var faktisk glad for muligvis at få noget selskab efter en hård dag.

//så siger vi det Oo//

// Ha ha, jeg ved ikke hvad der er galt med mig?? Jeg er nok bare blevet jeg-elsker-lange-indlægs-narkoman -.-'

Hun trippede langsomt tættere på skikkelsen som stod badet i stjernelys, og stoppede så et par skridt fra ham. Som sagt var Joanne en betragter, og derfor stod hun stille i et stykke tid for at betragte ham. Han var sikkert smidig og hurtig, og måske også ret hurtig. Men han virkede ikke som nogle trussel eller noget uhyggeligt væsen som ville drikke hendes blod, eller bare et væsen som ville slå hende ihjel. Så sendte hun ham endnu et smil, bare fordi hun viste at han ikke ville gøre hende noget ondt lige nu. "Godaften." hilste hun.

Chace betragtede hende da hun kom nærmere og han gav hende hurtigt elevator blikket, men det var ikke ondt ment eller noget. Han kunne jo bare godt lide at se folk før de kom alt for tæt på "godaften" sagde han venligt med sin lidt feminine stemme, og lod hænderne glide ned i lommerne. I hans hoved cirkulerede tankerne om at hun var et væsen stadig, men han viste det ikke på nogen måde.

"Hvad laver De herude, så sent?" spurgte hun nysgerrigt, men en kær men alligevel myndig stemme. Hun stold stolt og sikker, men det kunne alligevel godt ses på hende at hun var træt og skrøbelig. Sådan føltes hun i hvert fald. Et svagt smil gled over hendes læber, og hun trådte lidt tættere på ham. Han virkede så venlig, så åben. På den utrolig korte tid de havde kendt hinanden, havde hun bare følt sig utrolig rolig sammen med ham. Tryg.

Chace hævede et øjenbryn da hun tiltalte ham 'De'. Den talemåde stammede jo fra gammel tid og alt det der snask, så der var jo en mulighed for at denne pige var vampyr, men han skulle jo lige dobbelt tjekke først. Et lille suk kom fra ham ved tanken om mere arbejde og hans dovne halvdel begyndte at vise sig. "Jeg kunne spørge dig om det samme" sagde han og så på hende med et blidt blik men smilte stadig ikke - igen, typisk Chace at svare så kort fattet. Han ville aldrig risikere at afsløre for meget om sig selv overfor en han endnu ikke stolede på, for det var jo ikke så praktisk hvis alle vidste hvem han var når hans arbejde var at udrydde diverse væsner. Han lagde mærke til at hun kom tættere på, men stadig flyttede han sig ikke.

Hun løftede det ene øjenbryn, næsten som et spejbillede af ham selv. Men hans affejning overaskede hende lidt faktisk. Men hun syntes faktisk at det var ret nuttet, og det gjorde hende bare endnu mere interesseret i at kende ham noget bedere. Han virkede så spændende og mystisk. "Hvis du insistere." hviskede hun drillende og dansede så væk fra ham, hvorefter hun lavede en lille piruette og dansede tilbage til ham og stod næsten helt op af ham. "Jeg danser i måneskin, hvad tror du ellers?" Måneskinnet glinsede i hendes mørke hår, og fik hende næsten til at se ligeså smuk som ham.

Chace bemærkede hendes spejling af ham selv hvilket fik et smil frem på hans læber. Han betragtede hende med et ulæseligt blik og synes faktisk hun indtil videre lod til at være en charmerende pige, og da hun udførte sin lille danseserie studerede han blot hendes fødder som elegant bevægede sig i sandet "Mange ting. Der er jo så meget at lave på en nat som denne" sagde han roligt og så på mennesket.

Hans afslappede svar gjorde hende bare endnu mere interesseret i denne mystiske person. "Så mange ting at lave?" spurgte hun nysgerrigt og kløede sig på næsen. Hun havde det med at røre ved sig selv når hun var nervøs eller noget andet i den stil. Men han var altid så rolig og havde en stolt skikkelse. En person som ham fik hende altid til at smile ekstra meget. Men altså, godt nok var natten smuk og alt det der, men hvad kunne man ellers lave herude? Ja, Joanne var en fotograf derfor tog hun tit billeder i solnedgang og måneskær, men hun havde ikke rigtigt nogle at fotografere lige nu.

Chace så på Joanne og smilte svagt "tja...kun fantasien sætter grænser" sagde han med et lille skuldertræk og smilte automatisk charmerende selvom han ikke selv opdagede det. Det smil var jo et han altid brugte uden at vide det. Han studerede hendes menneskelige træk og mørke hår som månen reflekterede dets lys på.

Hun kunne ikke lade være med at syntes at han var ret charmerende, da hun rettede blikket ned mod det kølige vand. "Fantasien siger du." mumlede hun og fugtede læberne. Han gjorde hende lidt forvirret. Eller hun følte sig i hvert fald forvirret. Hun strøg fingrende igennem sit løse hår, og sank en gang. Det her sted var i virkeligheden et bemærkelsesværdigt sted. "Øhm, du ved tilfældigvis ikke noget om.. Øhm..." Hun viste ikke hvordan hun skulle forklare ham det, på en venlig måde. Helt automatisk lod hun fingrene stryge over plasteret på bagsiden af hendes hals.

Chace så på menneskepigen og fulgte hendes blik ned mod vandet "mm.." mumlede han stille og nød bare stilheden som for en aftens skyld var vendt tilbage. Og selvfølgelig nød han også sit selskab som for engangs skyld bestod af et menneske og ikke et eller andet væsen. Chace's blik gled langsomt ned af Joannes hals og fandt hurtigt plasteret hvorunder der sikkert gemte sig et bidemærke fra en vampyr som var kommet for tæt på. "Hvad?" spurgte han til hendes begyndende spørgsmål og så på hende med et halvbekymret blik.

En lille, spinkel, hysterisk fnisen banede sig vej op af hendes hals, og hun fugtede læberne. "Ja, det er jo ikke en beskyldning eller noget, men jeg syntes bare at.. Den her by virkere bare så meget mere end det man lige kan se og.. Det virker som om at stedet faktisk er en del af et net som normale mennesker ikke ved noget som helst om. Og man finder først ud af det når det er forsent, og så bliver man såret..." Hun stoppede op igen for at trække vejret. Hun følte sig så utrolig ubetydelig. Der var så mange stærke væsner, og så skulle hun lige være forblevet i uvished og været et helt almindeligt menneske. Så ubetydeligt i forhold til en dæmon eller en vampyr.. Eller som en elver eller nogle andre af de væsner som William havde omtalt. "Du ved noget om væsnerne, gør du ikke?" Hun vendte sine øjne imod ham, denne gang lidt mere sikre.

Chace lyttede til hendes latter og så på hende med et ulæseligt glimt i de mørkeblå øjne mens han tænkte over det hun fortalte og spørgsmålet der fulgte. Dette menneske vidste åbenbart mere end hun burde, hvilket overraskede Chace en smule da hun bestemt ikke virkede som typen der var mere oplyst i forhold til andre og bl.a. derfor var han usikker på om det ville være klogt at informere hende yderligere. Men på den anden side; hvad kunne det skade? Hun kendte jo allerede til væsnernes eksistens. "Jo" begyndte han og så ned på hende - stadig med det ulæselige glimt i øjnene. "Vampyr?" spurgte han og strøj blidt hendes hår til side så noget af halsen var blottet og plasteret dermed blev synligt. De kolde fingerspidser rørte hende næsten ikke.