Faret vild i gaderne - Zack

"Fordi din lille uvidene hjerne fortæller dig det er mest sikkert at gå sammen med en der kan dræbe vampyrer lige så let som at klø sig i nakken." konstaterede Zack... Zack kunne godt lide at konstatere... Zack kunne alt i alt faktisk godt lide at i det hele taget bare at bestemme... Det var jo trods alt også hans job at bestemme over folk... Han havde jo uanet magt.

Amanda smilede skævt. "Det kan der vel være noget om" mumlede hun og smilede så igen. "Hvor bor du henne?" Spurgte hun så, og stragte sig i et let gab. Hun var ved at blive lidt træt. Sådan var hun altid efter hun havde været gået i panik, eller havde været anspændt. Amanda sukkede stille og gik lidt hurtigere så hun kom op på siden af ham. "har du overhovedet et sted at bo?" spurgte hun stille og kiggede på ham. Hvis folk fandt ud af det ville væsenerne vil bare storme hen og dræbe ham med det samme.. Eller hvad?

"Erhmm.... Jeg har ikke ét sted at bo, jeg har lige så mange som der er dusørjægere i verden." sagde Zack og så var den ikke længere. Han røbede heller ikke for hende hvor mange dusørjægere der var i verden, for man kunne jo ikke vide hvem der lyttede med, eller om hun bare var en simpel spion... Zack stolede ikke på særligt mange personer, hvilket var ret tydeligt.

Amanda kiggede overrasket på ham. "Wao..Er der mange i verden?" Spurgte hun og smilede. "Det lyder det til" mumlede hun og overvejede hvor mange huse han mon kunne ha. så ville ingen nogensinde kunne finde frem til ham, men mindre de fandt ud af alle hans huse. Hun smilede. Ret sejt. Måske skulle hun gøre det, hvis hun en dag blev jagtet.. Få en masse huse. Hun smilede muntert, allerede i bedre humør.

"Ret mange." sagde Zack og undlod at komme med nogen præcise tal, han ville ikke afsløre for meget om hans orginasitation, da det ville kunne ødelægge deres stærke net af dusørjægere, vis disse informationer, kom i de forkerte hænder, så det skulle de bestemt ikke. Det ville jo ikke bare være direkte dumt, det ville også være meget naivt.

Amanda kiggede på ham, stadig lettere muntert. "Altså. Har du "ret mange" huse" konstaterede hun og ragte smilende tunge ad ham. "Hvis jeg engang bliver jagtet, ikke? Så tror jeg også jeg vil have "ret mange" huse, for det er jo til en god hjælp" smilede hun og vippede lidt med sin finger, da den var blevet helt følelsesløs af den kølige vind. Hun rynkede øjenbrynene sammen og trak så på skuldrene. Det var også bare ligegyldigt.