Dødkedelig natur.

"En ensom sjæl", gentog Vicente lavt. Han tog kassen med sit værktøj frem. Han åbnede kassen og inde i lå et sammenrullet læderhylster. Han tog det op ad kassen og rullede læderhylsteret ud. Forskellige redskaber brugt til at skære træ var spændt fast i læderhylsteret. Hans blege hånd gled kort over et par af redskaberne. "Hm.." mumlede han og så tænkende på de forskellige redskaber.

Hun betragtede ham, men værktøjet fangede ikke hendes opmærksomhed længe. Dog var hun meget spændt på hvad resultatet ville blive når han nu engang var færdig. Med rolige bevægelser rejste hun sig, gik om bag ham, pustede ham let i nakken, før hun gik hen til det nærmeste træ. Hun ville sidde oppe i det, mens han arbejdede. Let sprang hun op og fik fat på den nederste gren, hvorefter hun svingede sig op. Hun kiggede ned på ham og svingede let med benene

"Du forventer vel ikke at den blive færdig i nat?" Spurgte han og rettede sine røde øjne mod hende. Han havde valgt et af redskaberne og begyndte at skære i træet. Små træflager landede på jorden for hans fødder, som han sad der og arbejdede med træklodsen. "En ensom sjæl", sagde han og så tænkende på træklodsen.

Hun kiggede på ham "Jeg forventer ikke noget," svarede hun kort for hovedet og kom med et lille smil. På en måde var hun ret imponeret over hans tålmodighed, og spekulerede over hvorvidt hun skulle øve sig i at være mindre utålmodig. Jo, nu ville hun sidde på grenen, helt stille, uden at blive hverken utålmodig eller føle kedsommelighed. Det ville nok blive en stor udfordring,

"Hvordan forestiller du dig en ensom sjæl?" Spurgte han og skar i træet selvom han ikke havde nogen idé om, hvordan den skulle ende med at se ud. Han stoppede med at skære og stak kniven ned i træstammen, som han sad på og rettede sine røde øjne mod hende.

"Tjaah," sagde hun tænkende, prøvede at fremtvinge et billede af en ensom sjæl. "Måske en tom, fortabt skikkelse uden ansigt." Hun trak let på skuldrene, "men hvem ved hvordan en ensom sjæl ser ud?" Det vidste hun i hvert fald ikke, men den ville nok se alt andet end munter ud.

Han så tænkende ned på det stykke træ, som han havde i hånden. "Den idé er ikke helt dårlig", sagde han og tog kniven i hånden igen og begyndte så at skære videre på det stykke træ. Små træflager faldt hurtigt ned på jorden.

Hun smilede, glad over at hendes idé kunne bruges, men en lille tanke kunne ikke lade være med at snige sig ind, om han ikke snart var færdig. Ikke mindst fordi hun ville se resultatet, men også fordi hun godt kunne tænke sig at lave noget mere spændende med ham.

"Det vil tage nogle uger at lave den helt færdig", sagde han og stoppede bagefter træklodsen i sin taske. Kniven, som han havde taget satte han tilbage i læderhylsteret og lagde derefter også det i tasken. Han gemte tasken væk under sin kappe og knappede den så i så hans mund og næse var dækket af hovedstykket.

Hun sukkede let, det var langtid at vente på resultatet, men det var sikkert ventetiden værd. Med et fornøjet smil rejste hun sig, balancerede længere ud på grenen, indtil hun kunne mærke den begyndte at knække. Hun hoppede ned på jorden, stalte sig foran ham. "Din evne er ret imponerende," begyndte hun med et svagt smil. "Kan du ikke vise mig noget?"

"Hvad vil De se?" Spurgte han og rejste sig. Hans skygger begyndte at røre på sig. De bevægede sig ud fra hans egen skygge, som lange tykke tråde. Hans egen skygge bevægede sig også, som om den var levende, den kunne dog ikke gå væk fra ham eller gøre noget uden Vicentes ordre.

Hun betragtede hans skygge, "Bare vis mig hvad de kan," hviskede hun, dybt optaget af at se på han skygge, der syntes at bevæge sig. Hun spekulerede over, om skyggerne egentlig kunne gøre skade på folk. Det var jo ikke helt almindelige skygger, men på den anden side havde hun alligevel lidt svært ved at tro det.

Et par af skyggetrådene bandt sig om hendes arme og ben og holdte hende fast til der, hvor hun stod. En anden skyggetråd blev spids og nærmede sig hende. "Dette er en af de mange ting mine skygger kan", sagde han. "Fantasien er den eneste grænse for en skyggemester", sagde han og den spidse skyggetråd stoppede da spidsen hvilede mod hendes hals.

Hendes øjne blev store af overraskelse og hendes smil bredt. Hun så på sin arm og prøvede at løfte den, for at se styrken på skyggerne. De var stærke og hun vidste det ville være umuligt at komme fri. "Utroligt," mumlede hun, kiggede på den spidse tråd, der nærmede sig hendes hals. En tanke faldt hende ind, om han ville stoppe den, eller lade den forsætte. Hun mærkede et lille prik på hendes hals, men mere blev det ikke.
Hun løftede blikket op på ham. "Jeg beundrer din evne," indrømmede hun, med et fascinerende smil på læben.

//Skal spise ^^//

"Det er også en interessant evne", sagde han og tog skyggerne til sig igen. "Jeg har haft mange år til at øve på de forskellige teknikker, som jeg kan nu", sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne.

//Logger nu. Kommer på igen senere//

Hun gned sig let over håndledet, hvor skyggerne havde haft fat. Hvis man havde kunne stjæle evner, ville hun have gjort sit bedste for at stjæle denne. Skyggerne var jo utrolig gode i kamp, hvilket altid havde været hendes svaghed, men desværre måtte hun nøjes med sin egen.

"Hvad er deres evne egentlig?" Spurgte han og så på Etheldreda. "Det mener jeg ikke at jeg har spurgt om endnu", sagde han og satte sig på træstubben igen og betragtede hende.

"Det troede jeg du vidste," sagde hun med hovedet let på skrå. "Den er ikke særlig speciel," forsatte hun, og lod sin krop skifte form. I stedet for Etheldreda stod nu en lille dreng, med en grøn kasket på og et smil på læben. Han var omkring 8 år. "Hmm.." brummede hun let, mens hun betragtede sine små fingre. "Jeg hedder Christoffer og kommer fra en meget rig familie. Det sidste jeg tænkte på inden jeg døde, var min søster," han rynkede let på næsen og slog en let latter op.
"Jeg kunne godt tænke mig at bide en engel.. Så kunne jeg prøve hvordan det er at flyve!" han sprang let op på træstammen og satte sig ved siden af Vicente.

Vicente nikkede stille. "Den har vel også sine fordele.. Altså din evne", sagde han og betragtede hende. "Jeg tror alle os vampyrer, som ikke før har bidt en engel kunne tænke os at bide en", sagde han.

//Logger nu//

Hun smilede svagt. "At nedlægge en engel er mit største ønske," sagde hun efterfuldt af en lille latter. At hun stadig efter alle disse år ikke havde smagt en engels blod, var hende uforståligt, men hun vidste at det på et tidspunkt ville lykkedes hende.

"Men ja. Det sker nok før eller siden", sagde han og betragtede hende med sine røde øjne, som skinnede svagt i mørket. "Hvordan blev De egentlig vampyr?" Spurgte han og rettede lidt på sin stråhat.

"Hmm.." brummede hun overvejende, lidt i tvivl om, om hun gad at fortælle sin baggrundshistorie til ham. I det hele taget at snakke om hende, var ikke noget der interesserede hende spor.
"Er du sikker på du spørg af interresse, og ikke bare af manglende taleemner?" hun smilede drilsk til ham, og fugtede sine læber med tungen, mens hun kastede et blik rundt på omgivelserne.

Vicente gik hen til et træ, som stod. Han lænede sig op ad det og rettede lidt på sin sorte frakke. "Har du måske noget, som er mere spændende at snakke om?" Spurgte han og så kort rundt. "Eller måske noget mere spændende vi kan give os til end bare at stå her og snakke?"

Hun betragtede ham, og prøvede at ignorere den tåbelige idé, der dukkede op. Nej, det ville hun ikke..
"Tjaaah.." hun trak let på skuldrene. "Du finder på noget og jeg vil følge dig." hun kom med et kort smil.

"Jeg spørger dig fordi jeg er tom for idéer," sagde han og gik hen til hende. "Kom med et forslag og så kan vi derefter finde ud af, om det er værd at spilde tid på," sagde han og stak sine blege hænder i lommerne på sin sorte frakke.