Dødkedelig natur.

Vicente holdte stadig fast i hendes ben. "Du er meget sårbar nu," sagde han og prikkede hende et par gange i siden med sin fod. "Jeg har mange muligheder for, hvor jeg vil placere et spark eller et tramp," sagde han.

"Ak ja," mumlede hun let, forsøgte sig så med at fjerne hans ben, ved hjælp af det frie ben, som hun sparkede mod hans venstre ben. Hun prøvede at få alt den styrke på, som hun kunne, men det var svært når hun lå på jorden.

Vicentes ene ben blev sparket væk og hans mistede kort balancen. "Jeg har to ben på jorden," sagde han blot og slap hendes ben så hun kunne komme op at stå igen. Han trådte et par skridt væk og stilte sig igen og så bare på hende. Han ventede på hun skulle angribe.

Hun rejste sig med et let suk, og stalte sig overfor ham igen. Hun måtte nok øve sig lidt på sparkende, før hun forsøgte igen. Med et svagt smil på læberne betragtede hun ham, før hun besluttede sig for at sende en næve efter skulderen, og derefter maven, hurtigt efter hinanden.

Vicente greb fat i hendes ene næve, den der blev slået mod hans mave. Han tog slaget mod sin skulder og rykkede hurtigt sin ene fod lidt bagud så han havde god balance. Slaget gav et ryk tilbage i hans skulder. Han kneb kort øjnene sammen. "Kombiner hurtighed med styrke og så får du.." sagde han imens han skubbede hendes næve tilbage samtidig med han gav slip på den og rettede derefter begge næver mod hendes mave. Slaget var hurtigt og ville være hårdt, hvis det ramte hende.

Hun så hans næver, bevæge sig mod hendes mave, men nåede ikke at reagere hurtigt nok. Styrken i hans slag, fik hende til at vælte bagud, og hive efter vejret. Hun tog sig til maven, og kiggede hen på ham, med et lille overrasket udtræk. Jo, det kunne man da kalde et slag.
"Av," mumlede hun, rettede sig op igen, på trods af den forsatte smerte i maven.

"Dette," afsluttede han sin sætning og så på hende. "Du er ikke specielt god i nærkamp," sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra hans røde øjne. "Men det er ikke noget, som hårdt træning ikke kan rette op på," sagde han.

Hun vendte dirstret øjne.
"Ja, det er jeg godt klar over.. Der er jo en grund til, at jeg spørger dig om hjælp.." hun smilede svagt og kørte en hånd over sin ømme mave. Ikke at hun ville vise at det stadig gjore ondt, hun bed det i sig.

Vicente trådte et skridt tættere på hende. "Slog jeg for hårdt?" spurgte han og betragtede hende med sine røde øjne. "Jeg hjælper dig og så siger vi du skylder mig en tjeneste," sagde han og stak sine blege hænder i lommerne på sin sorte frakke.

Hun ignorerede de første spørgsmål, men fjernede straks hånden fra maven.
"hmm," brummede hun tænkende. En tjeneste kunne være mange ting, men på den anden side havde hun også virkelige brug for at lære nærkamp."Det er en aftale," sagde hun med et lille nik.

"Så må vi mødes lidt oftere og træne. Jeg gætter på du har fået nok træning for i aften?" sagde han og lænede sig op ad det nærmeste træ. Han rettede sine røde øjne mod et andet træs trækrone og sukkede lavt.