Midt om Natten

Dag: Fredag
Dato:irl
Omgivelser:Gaden
Vejr:regnen
Tid:22.32
Tøj:http: http://www.moviegowns.com/dinnerdressactual.jpg og http://unlikely.dk/wp-content/uploads/vinterjakke.jpg

Linda kom gåendende i regnen, hun havde en stor herre vinterfrakke ud over den kjole hun havde på og hendes røde hår hang ned over hendes skulder (som på profil billedet) hun gik igemmen den mørke gade med blikket stift ned i fortorvet, og hendes hænder var i forbindinger.
Hendes hænder hang ned langs hendes sidder og hun lignte mest af alt et lig, som gik rundt.

Adam gik ned at gaden med slentrende skridt og at svagt smil på læben. For en gangs skyld følte han sig ikke bange eller usikker, selvom han nok burde. Han havde sine hænder i forlommen på sin hættetrøje og så sig omkring, som en lille dreng der for første gang var udenfor alene uden sin mor. Han følte sig så fri og så uforstyrret man nu kunne være som menneske, med alle de farer det lurrede i skyggerne, og det undrede egentlig Adam en smule at han var så afslappet...

Hun tørrede nogen dårber fik fra sine kinder som lignte tåre, og så så op,
hun var ikke alene udenfor en ung fyr havde også bestemt sig for at gå ude.
Lindas hænder gjorder ondt og hun burde nok gå til lægen eller hospitalet men
hvis hospitalet først burede hende inde på et værelse ville hun ikke kunne dy sig
med at forvandle sig.

Adam så sig stadig lidt omkring og fik øje på en und pige. Hun så ikke farlig ud, men... mere.. trist og forvirret? Lige den pige ville Adam ikke endnu mistænke for at være umenneskelig, men... *hov? hendes hænder?* tænkte Adam og så hen imod pigen, med et undrende blik. Han gik lidt hen imod hende og fik et lidt bekymret udtryk. "hey! frøken? hvad er det sket?" spurgte Adam hen imod pigen og fortsatte. "du ligner en der kunne bruge lidt hjælp" Adams stemme var helt normal og venligstemt. Imellen linjerne fortalte Adam at han ikke ville gøre hende noget, og at hun ikke skulle være bange. Adam hadede når folk var mistroiske overfor ham, for han var på ingen måde ondsindet.

Linda rettede blikket op og så på drengen som havde råbt til hende, hun så først svagt overrasked ud men,
hendes blik blev normalt og roligt igen, de var nu godt 7 meter fra hianden og Linda kom roligt videre, "Jeg"
sagde hun kort og hviste ikke hvordan hun rigtig skulle forklare det.
Sårende ville hele ret hurtigt ca. 2 dage, men for et menneske ville det var helt unormalt.
"Jeg faldt da jeg var udenfor" drenegen skulle abre vide!
Både hendes knæ, albuer og hænder var fyldt med sår fra den dag hun løb oppe i bjergende og faldt over en trærod.

Adam så lidt undrende på pigen. Hun så nærmest forfærdelig ud med alle de sår, og det måtte da være smertefuldt? "er du sikker på at du ikke har brug for hjælp? det der slemt ud?" sagde Adam stille og så hen på pigen. Han gik nærmere på hende og stod nu foran hende og stoppede op der, og ventede lidt på at hun også skulle stoppe. Adam stod jo lige nu som et uvident menneske og undrede sig lidt over hvorfor pigen gik ude nu, så sent, i den tilstand, i stedet for enten at ligge hjemme og slappe af eller tage på hospitalet. "hvad er dit navn? hvis jeg må spørge?" spurgte Adam, og holdte sit lidt bekymrede blik på pigen.

Hun så endnu mere overrasked på ham, *et menneske der er så åbent* tænkte hun og var helt forbavset.
"Jeg tror det går" sagde hun og prøvede at gemme sine hænder med forbininger om.
"Jeg...jeg hedder Linda" sagde hun og rystede svagt hoved for at få noget af hendes røde hår væk fra ansigtet,
men det gik ikke så godt og hun kunne ikke løfte sine arme så højt uden smerte i håndledet, så hun måtte vel bare
vende sig til hår i øjnene endtil videre.
Det sveg og hun lavede en lille smerte lyd på grund af det.