Smuk er natten (Artemis)

Dato: IRL
Tid:23:12
vejr: skyfrit - man kan se stjernerne
Omgivelser: Stille og fredfuldt

Lorcan stod på bredden og kiggede ud over Silent River. Vinden lavede krusninger i vandoverfladen og fik stjernerne, der var spejlet i den, til at glimte. Nymånen hang højt over hovedet på ham og kastede sit bløde skær ned på jorden så det stadig var til at kunne se. Selvfølgelig befandt ingen form for elektricitet sig på de her kanter og han foretrak også det naturlige hvide skær fra månen. Rundt om ham fløj flagermusene med deres skingre skrig på jagt efter natsværmerne. Der vågede sig ud i månelyset. En ulv hylede i det fjerne og kort tid efter stemte flokken i og hilste natten velkommen. På et tidspunkt som dette, priste han sig lykkelig for, at han havde vnen til at forstå dem. *Det her* tænkte han med den mest fredfylfte følelse han havde haft længe. *Er det der gør evigheden værd at leve i*

Silent river... Endnu et af de utallige forbud, som Artemis bare var nødt til at bryde. Hun gik med lette skridt rundt, et stykke fra vandet, og havde endnu ikke opdaget, at hun ikke var den eneste, der havde valgt at bevæge sig derned. Hendes blik var vendt mod jorden, og det lyse hår havde for en gangs skyld fået lov til at hænge frit ned over de spinkle skuldre. Et svagt smil hvilede på hendes læber, og hun sparkede let til en stor græsknold. Hvorfor dette sted skulle være forbudt område kunne hun ikke se, men det havde nok noget at gøre med alle de skræk historier om folk der var druknet i det forrædderiske vand. Dog var skrækhistorier ikke noget Artemis normalt lod sig skræmme af, og denne gang var ingen undtagelse. Når det blev stillet hende et forbud, var hun ganske enkelt nødt til at udforske det, og finde en grund til forbuddet, før hun kunne komme i tanke om at overholde det...

Snart nåede duften af bytte hans sensitive næse men han ignorerede den. Han havde ikk lyst til at bryde fortryllelsen stedet havde kastet over ham. Han stod helt stille og undlod at trække vejret, som om hver en lyd kunne ødelægge den naturlige ro over stedet. Efter et godt stykke tid bøjede han sig ned og tog sine sorte støvler og sokker af og trak buksebenene op over knæet. Han lod dem ligge på de tørre sten længere oppe og gik derefter langsomt ud i vandet. Det kolde søvand sendte kuldegysninger op igennem ham, men det generede ham ikke. Han nød fornemmelsen af vandet der rislede om fødderne på ham imens han bevægede sig længere ud. Da han nåede de ti meter ud og vandet gik ham til langt over knæene stoppede han op og lukkede øjnene. Han tiltede hovedet tilbage og lod sit ansigt bade i månelysets skær. Han lod sine instinkter slippe løs og da han åbnede øjnene igen var brun blevet til mørkviolet, som lavendelerne der voksede på breden.



// <--lavendel//

Artemis så op, ved lyden af det stillestående vand, der pludselig bevægede sig, og blev skilt kun for at samles igen. Hun vendte blikket ud mod vandet, og fik hurtigt øje på manden derude. Hvad mon i al verden han havde gang i? Selvom det kunne være fristende at spørge han, så valgte hun at lade være med det. Betragtede ham i steddet. Det var noget hun gjorde tit. Det med at betragte folk i deres gøremål, uden at blande sig det mindste. Hun kløede sig let på kinden, og opgav at regne ud hvad det mon var han foretog sig. Udover måske at bade med tøj på. Men han lignede nu ikke en der badede, han lignede der... Ja, det var jo lige det. En der gjorde hvad??

Lorcan lagde pludselig mærke til at han ikke længere var alene og vendte sig hurtigt om. Hans indigo-øjne glimtede i lyset fra nymånen og han scannede området omkring sig. Hans øjne faldt på en pige der stod og betragtede ham lidt længere inde. Han slappede lidt mere af da lugten af menneske nåede hans sensitive næse men var stadig på vagt. Han så mistænksomt på hende. "Hvad laver du her?"

Artemis trak let på skuldrene. "Jeg ser mig vel omkring." svarede hun, og betragtede stadig den fremmede. Tænkte kort, og lagde hovedet svagt skrå. "Hvad laver du selv spurgte hun så, da hun stadig ikke kunne regne det ud. Det var da ærlig talt også en underlig ting sådan at gå midt ud i søen med alt tøjet på...

Lorcan kiggede på hende uden at sige noget i lang tid. Derefter sagde han med en selvklar stemme. "Jeg bader i månelyset" og lagde den ene hånd på hoften. Lorcans øjne var tilbage til hans normale blåviolette farve nu hvor han blev forstyrret ud af sin trancelignende tilstand. Han kunne høre en hjort græsse bag inde fra træerne. Han vendte sig om for at skulle fortælle den at græsset rent faktisk var grønnere på den anden side, men tog sig i det. Hvordan skulle han lige bortforklare det?

Artemis så lidt på ham, og nikkede så... Det var jo egentlig åbenlyst, at det var det han lavede, men det gav stadig ingen mening. Hujn skrabede let i jorden med sin ene fod, før hun igen begyndte at gå. Jorden sjappede svagt under hendes skridt. Sjovt egentlig. Hun smilede svgt, og så ned på den våde jo, mens hun gik langs breden.

Da pigens opmærksomhed forlod ham gik han ind på breden igen og fortsatte hen mod hinden der var gemt bag de forreste træer. Han kunne høre hende stivne og han stoppede selv op. 'Det er okay' mumlede han på hendes modersmål. 'Jeg er Lorcan' ... 'Hviskeren' tilføjede han, som var det tilnavn, dyrene havde givet ham. Hun slappede med det samme af - hun havde tydeligvis hørt om ham fra de andre dyr - og trådte ud i månelyset. hendes lysebrune pels var blank nok til at månen fik dele af pelsen til at fremtræde hvidt. Hun vendte ørene i hans retning og stirrede på ham med sine mørke øjne. 'Jeg hører dig' svarede hun formelt og han gengældte den med de samme ord. Han gik frem til hende og trak en kvist ud af hendes pels og aede hende over ryggen. 'Græsset er meget bedre på den anden side at du ved det' fortalte han hende og så kærligt på hende. 'Bare rolig, der er ingen - dyr eller væsener - der tør angribe dig så længe jeg er her. Ikke hvis de vil undgå at få min vrede at føle.' forsikrede han hende. Hun stampede med den ene hov i skovbunden og lo. 'Så sandelig Hvisker' svarede hun. 'Dit rygte passer dig godt'. Han nikkede som tak. Han havde godt hørt rygterne fra fuglene. Han blev kaldt for Dyrenes Beskytter Det var da en smule overdrevent.

//yay - krea:D//

Artemis løftede let blikket, og fik øje på dyret henne ved træerne. Hun sagde ikke noget, men så betaget på det. Stod muse stille. Tænk om hun skræmte det? Hun vendte blikket fra dyret, og hen til ham manden, der før havde stået i søen. Hun betragtede let det der foregik, skønt det ikke var meget synligt der skete. Dog var det tydeligt at noget skete. Hvad mon? Hun kløede sig svagt på kinden, og spekulere endnu engang. Han var dog underlig, denne mand. Men på den anden side, så var der en forfærdelig masse ting, der var blevet yderst underlige for tiden... Vampyrer... Nej, det ville hun tænke på. Det var for dumt. Stadig for uvirkeligt. Hun smilede svagt, og så igen på det prægtige dyr. Hvor var det egentlig smukt.. Smukt... Mærkeligt ord. Hun lagde svagt hovedet på skrå, og betragtede dem. Smilende endnu.

//Haha xD //

Lorcan pegede hen mod et lille område i østlig retning hvor fir-kløvere og saftige blade voksede i tætte hobe. 'Lige derovre er der et godt sted' fortalte han hende. 'Du kender nu mit navn, må jeg høre dit?' spurgte han. Det var en slags tradition for dyr at kende hinandens navne for at være på lige fod med hinanden. Hinden bukkede let hovedet i et kejtet nej. 'Mit navn er Luna, Hvisker. Jeg hører til Nord-flokken.' Lorcan nikkede til hendes nejen og forsøgte at komme i tanke om hvem der ledte Nord-flokken. 'Dit navn passer dig Luna, månen skinner virkelig ned på dig.' komplimenterede han hende. Hun takkede ham og skulle til at gå over mod stedet Lorcan havde udpeget men tøvede. 'Mennesket vil heller ikke gøre mig noget vel?' spurgte hun. Han så forvirret på hende. 'Hvilket menneske?' Luna kastede hovede til venstre og Lorcan kiggede i samme retning. *Oh Shit! Jeg havde glemt pigen var der!*


//Luna betyder Måne på latin//

Artemis trådte let et skridt tilbage, da situationens opmærksomhed så pludseligt blev ledt over på hende. Hun traæk stille håret væk fra ansigtet, og lod blikket flakke fra manden, til hinden, og tilbage igen. Brød sig ikke om at være i centrum på den måde. Havde hun gjordt noget forkert? Nej, hun havde jo sådanset ikke rigtigt gjordt noget. Hun havde jo bare passet sig selv, og havde ladet sig bjergtage af synet af det yndefulde dyr. Hun bed sig svagt i læben. Sagde stadig ikke noget. Hun var efterhånden blevet ret god til at holde sin kæft, når situationen faldt hende mærkelig, eller vanskelig. Klog af skade, var hun blevet, klog af skade...