Mørke og regn.. Kunne det være bedre?? - Steph

Tid: 24:12
Omgivelser: Tomt - ind til videre..
Sted: Nær en café og en boghandler.
Vejr: Regn og overskyet... Ingen stjerner.
Påklædning: Avaet + stramme jeans + paraply.
___

Joanne havde for denne ene gangs skyld været klog nok til at tage en paraply med på en af hendes skumle byture. Hun tog hele tiden alle mulige skumle steder hen. Var det fordi hun ligefrem opsøgte de blodige hændelser? Når hun tænkte over det, var det måske hendes egen skyld, med alt det der var sket. Hun var faktisk lidt af en klovn hun var.. Og hvis hun døde, hvem skulle så give Kiki mad? William måske? Hun smilede svagt og strøg sine fingre igennem det halvvåde, mørke hår. Hun hørte nogle skramle i nogle butikker, og hørte nogle fyre nærme sig. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, da det gik op for hende at de var alt for klodsede til at være vampyrer, men hun havde bare ikke lyst til at snakke med nogle fylde fyrer lige nu.. Det var bare ikke lige hendes nat i dag.. Hun sank og satte farten lidt op på vej i den modsatte retning af dem.

Stephen slentrede ned af gaden. Hans blik var vendt nedad, men hans øre lyttede opmærksont til ting der skete omkring ham. Ligenu skete der bogstavligtalt intet, udover svage skridt rund omkring. Klodsede og fulde skridt, var de fleste, men et par var mere elegante og rolige. Han egen gang var, selvom han slentrede, utrolig elenagt og let. Hans fødder gik næsten på linje af hinanden. Han havde slået hætten op fra sin store mørkegrønne hættetrøje, og hætten hang lidt ned over hans smukke, rolige, skinnende, brune øjne. Hans krøllede hår hang lidt ned foran øjnene og gik lidt i et med mørket omkring ham. Han havde et par sorte tætsiddende jeans på og et enkelt nittebælte der hang lidt nede om røven på ham. Hans bleget ansigt lyste nærmest op i mørket og han havde sine hændet i lommen. Han trak rolift vejret gennem munden som var en smule åben, men havde endnu sine tænder skjult. Han fortrak ikke én eneste mine.

Et svagt suk forlod Joannes læber. Mon ikke det var tid til at komme hjem? Det lod til at et par af drengene havde lagt mærket til hende, hvilket var det hun havde håbet på ikke ville ske. Men nu hvor de havde set hende, satte hun farten op. Der var ikke nogle særlig stor chance for at de ikke ville råbe af hende, men .. det gjorde hende ikke noget andet end at hun bare ikke var i særlig godt humør. Hun var ikke bange eller noget, for nu viste hun at hun havde så mange andre ting, at være så meget mere bange for. Det lod ikke til at der var andre, så hvis drengene angreb hende.. En gysen løb ned af hendes rygrad, og hun rankede sig og satte yderlige farten op, men løb endnu ikke. Hun havde ikke tænkt sig at vise dem hvor bange hun var.

Stephen så lidt rundt, da lugten af menneske slog mod ham. Han var egentlig en smule lettet over at det ikke var en anden vampyr, eller en engel. Englen ville give han sine sulteøjne, men han ville jo ikke være afsløret af nogen, men bare lugten af engle og tanken om deres blod gjorde at Stephens mørkebrune øjne blev så surealistisk lys turkis, som når han bare var sulten og vampyre var han bare ikke så glad for. Stephen stoppede op og lyttede. lugten og skridtene kom i hvert fald tættere på. Personen, var som om den 'flygtede' fra noget, og så alligevel ikke. Der var intet paniskt over lugten. Stephen smilede let for sig selv, og rettede så sit blik en smule ned igen. Hans øjne forblev endnu brune selvom tanken om engle blod kort havde strejfet ham. Han var ikke sulten, så nu var det kun sjov og ballade Stephen havde i tankerne. Intet offer i aften, men måske en lille 'legekammerat'. Stephen grinede kort af tanken og gik så langsomt videre, stadig elegant og lette skridt.

Joanne havde stadig ikke opdaget den anden, da hun var for optaget af drengene som nu var på vej over mod hende. Ikke fordi hun kikkede - hun havde hørt det. Men det kom alligevel bag på hende, da der lagde sig en, ret stor, hånd på hendes skulder, og hun stivnede svagt. Hvorfor havde hun ikke hørt ham? Da hun vendte sig mod ham så han endnu mere elegant ud end de andre. Men det var for mørkt til at hun kunne være sikker på at han var en vampyr, men tanken strejfede hende alligevel. Hvis han nu havde talt til hende, så ville hun kunne finde ud af det, men det var desværre ikke tilfældet. Det var en af de andre der ødelagde stilheden: "Hey, kommer du ikke lige herover og hygger?" spurgte en af dem, da han kom hen til den første fyr og så på hende. Han så virkelig fuld ud, sådan en som svajer. "Nej tak." sagde hun høfligt, og trak sig lidt væk fra dem. "Ej, kom nu!" insisterede han og rakte ud efter hende, men hun drejede sig hurtigt og sendte ham et spark under bæltestedet. Han rykkede tilbage og ømmede sig højlydt.

Stephen gik langsom og betragtede den lille flok af drenge der stod og generede en ung menneskepige. Hende han højest sandsyngligt havde kunne lugte. Han smilede lidt for sig selv og grinede lavt af deres dårlige forsøg på at få hende hen til dem. *at de gider bruge tid på det, og ikke bare hopper på hende* tænkte han hånligt og spærrede øjnene en smule op da pigen sparkede den ene af drengene som nu ømmede sig. Stephen følte på en måde med ham. Det var en frygtelig smerte som piger bare ikke forstod. Han smilede dog stadig og satte så i løb hen mod pigen og den lille gruppe af drenge. Hans ansigt blev lidt alvorligt, da han skulle leve sig ind i en rolle som den beskyttende kæreste som kommer efter sin pige.
"Hey!" udbrød han kort og højt så de alle kunne høre det. Han kom hen, og stoppede op ved siden af pigen. Han stod rank og lagde sin arm om pigens skulder. Han stirrede ondskabsfuldt på flokken af drenge. "i burde finde en anden, end min pige, at genere" sagde han vredt og trak lidt i pigen, som han jo faktsik ikke kendte. "kom skat" sagde og og smilede venligt til pigen, men med lukket mund.

Joanne lod sig villigt trække med, imens hun så på drengene der nok overvejede at overfalde dem, men det endte vist med at de opgav det. Det var ikke det værd. Ingen af dem viste hvem der lige kunne komme forbi og rede hende. Som denne fyr lige havde gjort, på en vildt sej måde. Hvis man altså spurgte hende. "Ej tak, jeg troede lige at jeg skulle være sammen med dem i nat og.." Da hun så op på ham igen, fik hun langsomt store øjne. Nej, sig det var løgn! Det gamle - og temmelig irriterende - ordsprog virkede måske virkelig godt lige nu... Fra asken og ind i ilden. Fra fulderikker til vampyr-fyr. Hun sank en gang, men faldt tilbage i den taknemmelige teenagepige. Hvis denne fyr fattede mistanke om hendes viden, ville han højst sandsynligt dræbe hende, og drikke alt hendes blod. Eller endnu værre.. Bare drikke hendes blod, uden at dræbe hende først. Men hvis hun skulle holde skuespillet oppe, måtte hun starte en samtale med ham. Måske var han slet ikke lige så slem, ligesom de andre hun havde været sammen med. Helt automatisk løftede hun fingrene for at strejfe plasteret i nakken, som dækkede for hendes første vampyrbid. "Hvad.." hun stoppede, da spørgsmålet 'hvad laver du herude så sent?' virkede ret dumt at spørge en vampyr om. "Hvorfor hjalp du mig?" valgte hun så at spørge, med en stemme som dirrede lige tilpas meget.

// Sikke meget krea jeg lige fik der oo' //

Stephen så ned på pigen, med sine dybe brune øjne og holdt endnu sin arm om hendes skulder. Endnu, var han jo ikke på nogen måde sulten, men han havde lige fangen sin 'legekammerat' for i aften, og det passede ham ret godt. Hun var jo egentlig en køn pige, og kunne sikkert være meget underholdende for en aften. Han udstødte et kort grin, og så lidt rundt. "jamen det var da så lidt frøken.. Jeg er sikkert også sjovere end dem i aften." sagde han og smilede roligt. Han skjulte sine tænder så godt han nu kunne imens han snakkede. Han vidste jo ikke at pigen kendte til vampyre, og andre væsner. De fleste mennesker var jo så dumme, at de aldrig opfangeede hvad der var foran næsen af dem hele tiden. Vampyre, dæmoner, engle... Stephen så lidt tilbage for at se og flokken af drenge var væk. Han fjernede så sin arm fra pigens skulder, da flokken var væk, eller i hvert fald ude af syne nu og så tilbage på pigen. Han kunne egentlig godt tænke sig at blive spurgt om hvad han lavede herude. Det var altid et så sjovt spørgsmål at få, for folk tænkte aldrig på at de selv var ude sent på aftenen. Stephen smilede venligt, og selvom hans venlighed var én stor facade, så ville ingen kunne gennemskue ham. Han havde gjort det så utrolig meget de sidste 60 år, så han var dygtig til det. "hvorfor jeg hjalp dig? Jamen er det ikke det man skal? hjælpe en kvinde i nød?" sagde Stephen roligt med et lidt drillende glimt i øjet, som man sikkert ikke kunne se i mørket, og slet ikke som et menneske, så hans stemme havde også en svag klang af dril.

//min er vist også kommet nu :D et pludselig overskud af kreativitet xD//

"En kvinde i nød. Helt ærligt." Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt af hans spøg, for den havde enlig været ret god. Han virkede faktisk heller ikke særlig.. vampyragtig. "Og sjovere.. Det er jeg også ret sikker på." smilede hun med sit normale smil, lidt venligt, åbent og charmerende. Hans skønhed og venlighed fik hende næsten til at glemme at han var en vampyr, og kunne flænse hende hvis han ville. Men de dystre tanker var glemt for et øjeblik. Da han tog sin arm ned, blev hendes kinder lidt røde, men hun regnede ikke med at han opdagede det, ikke når det var så mørkt. Igen forbandede Joanne - hun troede ikke på Gud, så hun kaldte det altid bare for 'Den' - fordi den havde skabt hende som en rødmende tøsepige. Det var nok det hun hadede mest ved sig selv. Hun rødmede alt for tit. Hun var enlig ret glad for at drengene endelig var smuttet, ellers var hun nok blevet nød til at løbe eller noget, og det havde ikke lige forhøjet hendes humør. Så ville hun nok have smuttet over til William eller en af de andre hun kendte.. Det gik lige op for hende at der faktisk ikke var nogle hun bedre kunne lide end William. Mærkeligt.

// Jeg kender det godt. Det ene øjeblik er man bare helt tom, og så lige pludselig.. Boom!! XD //

"jamen var Frøkenen da ikke det?" spurgte Stephen hende lidt spørgende, men igen med den lidt drillende klang i stemmen. Stephen kendte ikke pigens navn endnu, og morede sig lidt over at kalde hende Frøken, lige nu, og brugte det lidt til at prikke til hende. Han så ned på pigen, og blottede meget kort sine tænder i et grin. "jamen, selvfølgelig er jeg sjovere. Det er jo ingen overraskelse" sagde han, og lavede igen lidt sjov med det. Stephen virkede helt uskyldig og sukkersød, sådan som han gik og lavede sjov, smilede og grinede, men det var jo stadig bare en facade, for at lege lidt rundt med pigen. Stephen opdagede, sikkert til pigens glæde, ikke at hun rødmede. Han ville heller ikke vide hvorfor hun rødmede, da han jo bare havde fjernet sin arm, og det var der jo intet at rødme over? eller var det det når man var et menneske?
Stephen rystede kort sin hætte fra hættetrøjen af sit hoved, og lagde sine hænder i lommen. Hans krøllede hår pjuskede en smule og og smilede endnu venligt. "når hvad er så frøkenens navn, hvis jeg må vide det, nu hvor jeg har reddet dig... Eller skulle jeg sige Dem?" spurgte han og smilede lidt kækt, og igen med et strejf af en drillende klang.


//ehe, lige præcis xD. må smutte for nu. et måske tilbage ved en 00.45 tiden??//

"Joh, det var hun vel?" smilede hun skævt, og betragtede ham. Hans drillende tone gjorde hende næsten vanvittig, men alligevel.. Den fik hende til at føle sig tryg, selvom hun uden tvivl skulle være bange for ham. Hun kløede sig hurtigt på næsen, imens hun overvejede om han skulle kalde hende 'Dem'. Ej, det var altså bare for mærkeligt. Hun kunne ikke lade være med at le en lille kort latter af ham. "Nej nej, lad os bare være dus, du." smilede hun og rodede lidt op i sit hår. Hun rørte ret meget ved sig selv, hvorfor viste hun ikke. "Navn et Joanne. Hvad er dit?" I starten havde hun faktisk heddet Kimberley Joanne, bare fordi hun havde sådan en mærkelig mor, som godt kunne lide begge navne. Men hun havde bare valgt det ene i en ung alder, og beholdt det da hun kom på børnehjemmet, efter hendes fars mord. Tanken om det gjorde ikke Joanne sur længere, men måske en lille smule trist. Tanken om hvordan hendes liv ville have gået, hvis bare nogle havde skilt hendes forældre i tide så.. Men fortiden var nu ikke det hun tænkte mest på, og hun brugte i hvert fald aldrig Kimberley længere, undtagen når hun var hjemme hos sine gamle plejeforældre. Lige så snart hun var blevet gammel nok, var hun flyttet fra dem. Ikke fordi de var onde eller noget, men hun ville bare gerne være sig selv, være alene..

// Til den tid er jeg logget. Jeg skal tidligt i seng, og min mor vil åbenbart tage mig i Legoland med min lillebror og hans ven... T_T //

Stephen så lidt rundt og nikkede så. " godt så er vi enige" sagde han om smilede helt roligt. Hans blik vendte sig igen ned mod hende igen og smilede endnu. "jamen, tak skal du have. det ville jeg også helst undgå, for det er ikke altid lige sjovt at kalde folk 'Dem'" sagde han og grinede kort. Selvom det udelukkende var et falsk grin, så lød det alligevel ægte. han forholdte sine hænder i lommen på sin hættetrøje, udover en enkelt gang hvor han løftede sin ene hånd for at fjerne et par totter hår fra sit ansigt. Han nikkede roligt og smilede. "jamen godaften, Joanne, sikke hyggeligt at støde på dig denne dejlige regnvejrsaften. Mit navn er Stephen." sagde han roligt. Han havde kort overvejet at kalde sig Malik og´ver for pigen, da det kun var hans mellemnavn, og hvis hun fattede mistanke - som hun jo så allerede havde - , så kunne det være nemmere for dusørjægerne at finde ham ved sit fornavn, men på den anden side så var navnet Stephen nok mere udbredt end Malik, så han valgte at bruge sit fornavn, som sædvanlig. Han så lidt omkring sig og vrængede kort på næsen. "det her vejr er da godt nok ikke så fantastisk dejligt alligevel. Regn ødelægger altid et eller andet. " sagde han med en lidt utilfreds klang, og så igen ned på Joanne.

Hun holdte sine venlige, brune øjne på hans smukke ansigt. "Stephen." gentog hun, som om det var et ord hun aldrig nogle sinde havde hørt før. Hun havde dog regnet med et mere dystert og uhyggeligt navn, men Stephen.. Det lød meget normalt. Hun smilede skævt til ham, og kløede sig på næsen. Hun rettede på paraplyen over sig, men lukkede den så sammen, og hang den over overarmen. "Jeg kan faktisk godt lide regnvejr." konstaterede hun med et bredt smil, og mærkede hvordan regnen silede ned af hendes ansigt og klistrede håret til hendes ansigt. Hun lukkede øjnene og så op imod himlen, selvom de stadig gik rundt uden et bestemt sted at gå hen.

// Ingen krea T_T //