Til englen med de... mellemstore fødder.. xD

Dato : Irl
Årstid : Irl.
Dag : Mandag
Vejr : Lunt, godt vejr.
Sted : på en...café :3
Tid : 19:12
Omgivelser : Få mennesker, kaffekopper, gaden udenfor..

William sad og stenede på sin bærbare computer, og tænkte, eller måske havde mangel på samme. Han fingerede fraværende ved en kaffekop han havde stående på bordet. Han stoppede kort efter og lukkede computeren. Han tog en tår af kaffen. Egentlig drak han ikke kaffe, han ville bare prøve det og det var egentlig ikke så slemt, der skulle bare det der pulver i, og så det hvide noget de kaldte mælk. Han fik drukket kaffen færdig, og rejste sig. Han lagde computeren ned i en taske han havde med til den, og rejste sig. Han gik hen til døren, og så kort på sit ur. Han havde i hvertfald trukket tiden ud med at lave ingenting tænkte han med et lille suk, og gik udenfor.

Rose kom langsomt gående ned af gaden. Hun havde lige været ude og købe ind og havde derfor en pose i sin ene hånd, som var fyldt med mad. Hun så ned på en lille indkøbsliste, som hun havde skrevet ned af hendes.. arm.. Hun havde ikke haft noget papir og havde kun haft sin arm til hjælp på det tidspunkt. Well.. What could you do? Hun så ned på af sin arm, og så sikkert lidt underlig ud. At gå rundt og nærstudere sin arm, kunne godt se lidt underligt ud. Hun kunne langsomt mærke en bekendt person i nærheden og så hurtigt op fra sin arm og så en person som hun ikke havde nogen problemer med at møde. William. Hvad lavede han dog i Werclare? Hun så på det skilt som var ved det sted som han stod udenfor, og kunne ikke lade vær med at løfte et øjenbryn. En café? *Well.. I'll be damned!* tænkte hun og kunne ikke lade vær med at smile, og havde ikke forventet William på en café. Hun tænkte lidt tilbage på den morgen hvor hun havde tilberedt mad til ham. Hvad var det nu han havde kaldt det?... Fladpande, og pisket kylling.. Når det rigtigt var pandekager og røræg. Så det overraskede hende lidt at William havde gået ind på en café, når han ikke vidste så meget om almindeligt menneskemad. Hun stoppede langsomt op og stod ca. fem meter væk fra ham og så lidt på ham og grinte lavmælt og listede derefter ind på ham fra siden, og inden at han havde set hende lod hun sin ene pegefinger, prikke ham på kinden.

William så igen på sit ur, og standsede op ude foran selve caféen. Han kunne ikke bestemme sig om han skulle gå hjem, eller besøge en eller anden, men kendte han overhovedet nogen der boede i Werclare? Sikkert ikke, han hørte en lav latter, men lod sig ikke mærke med det da det nok bare var en teenagepige der var ude med sine veninder. Han skulle lige til at gå da han fornnemede et prik på sin kind. Han så hurtigt på hende og lyste så op i et smil "Hej Rosie jeg så dig slet ikke" sagde han og grinede lidt , og lagde computert tasken fra sig og gav hende et kram. Hun duftede præcist ligeså godt som hun plejede og han lukkede kort sine øjne mens han krammede hende. Han slap hende igen kort efter og så på hende, med et smil. Han strøg hende kort over kinden og så lidt på hendes pose "har du været ude og handle?" spurgte han, og så at der stod noget på hendes arm "med...indkøbssedlen på armen?" sagde han og grinede lidt.

"Du så mig ikke?" spurgte hun og spillede svagt fornærmet og grinte derefter lavmælt og gengældte krammet. Hun så først ned på sin pose og nikkede "Jaa, det har jeg" sagde hun og gemte derefter hurtigt sin arm væk bag sin ryg "Don't judge me" sagde hun og rakte barnligt tunge af ham og rystede på hovedet af ham som om at han var dum og ikke forstod hvorfor hun havde skrevet sin indkøbsliste på sin arm.

William så på hende, og smilede "nej" sagde han og grinede lidt af hendes fornærmethed. "Det kan jeg se" sagde han og nikkede mod posen. Han grinede lidt af hende da hun gemte sin arm bag sin ryg "det kunne jeg aldrig finde på Rosie, det ved du da" sagde han drillende, og rakte tunge tilbage af hende. "Hvad har du ellers lavet siden sidst?" spurgte han og smilede let, han havde virkelig savnet hende, selvom det egentlig ikke var så længe siden. Han så kort rundt "Skal vi sætte os et eller andet sted?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå og så på hende igen.

Rose så op på ham og smilte skævt "Kunne du ikke?" spurgte hun drillende, men vidste godt at han ikke kunne finde på at bedømme hende. Hun så sig lidt omkring og trak på skuldrene "Kan vi vel godt" sagde hun med et muntert smil og så sig lidt omkring for at se efter et ledigt bord som de kunne sidde ved.

William smilede "nej aldrig" sagde han og grinede lidt, han kunne drille hende men ville aldrig bedømme hende. Han nikkede kort "okay" sagde han roligt og tog hendes hånd og trak hende med hen til et bord udenfor caféen, det var jo pænt vejr så de kunne godt sidde udenfor, og Rose kunne jo godt lide at være udenfor så det var jo perfekt. Han skyndte sig at samle computertasken og hendes pose med varer op, på vej hen til bordet. Han satte hendes pose ved en af stolene, og computeren ved en andenn stol. "Sid ned.." sagde han smilende.

Rose så op på ham med et sødt smil og kunne godt lide at tænke over at han ikke kunne finde på sår'n noget. Hun fjernede ikke sit blik væk fra ham da han tog fat i hendes hånd og tog hendes pose med vare i. Det var rart ikke at skulle holde den mer, og der var kommet et rødt mærke efter den i hendes ene håndflade. Hun fulgte hurtigt med ham og så på bordet som han havde fundet til dem og satte sig lydigt ned ved den stol som han havde stillet hendes vare og så lidt på hans computertaske "Har du arbejdet?" spurgte hun og så tilbage op på Williams ansigt.

William så på hende og smilede varmt, og nød hendes søde smil, han kunne altid tibringe tid med Rose. Han gik hen til stolen overfor hende og satte sig ned, han fulgte hendes blik til computertasken og nikkede "ja.. men jeg mangler kreativitet som altid... så jeg har faktisk bare siddet og stirret på skræmen og drukket.." han tøvede lidt for han kunne ikke helt huske hvad det hed "kaffe tror jeg det hedder.." sagde han og smilede lidt. Han holdt stadig hendes hånd, da han ikke havde lyst til at give slip på den. Han så sig lidt omkring, men lod sit blik glide tilbage til Roses ansigt "hvordan er det gået i det... korte tidsrum vi ikke har set hinanden?" spurgte han drillende, og nussede hendes håndflade med sin tommelfinger.

Rose nikkede til det han sagde "Tjaaah.. Man kan jo ikke altid have kreativitet i sig" sagde hun og trak svagt på skuldren og løftede derefter imponeret sine øjenbryn "Kaffe? Woaaw! Og du kaldte det ikke alle mulige mærkværdige ting?" spurgte hun drillende og grinte lavmælt "Men jeg er imponeret" sagde hun så som en lille konklusion og var da glad for at han havde prøvet at komme ud og prøve at få noget almindeligt mad i sig. Rose tænkte sig lidt om til det sidste spørgsmål han havde spurgt. "Hmm.." mumlede hun. Hvad havde hun lavet? "Ingen ting overhovedet" sagde hun som en konklusion til sine tanker og så på deres hænder og smilte svagt "Hvad med dig?" spurgte hun og fjernede ikke blikket fra deres hænder.

Han trak på skuldrende "nææh, men det kunne nu være rart" sagde han, og grinede lidt af hendes konstatering "Nej jeg er meget dygtig kan du høre.. " sagde han med et lille grin. "Imponeret ligefrem?" sagde han og smilede skævt. Han grinede lidt "Slet ingen ting... det var ikke meget" sagde han og tog hendes hånd op mellem sine hænder, og kyssede den blidt, mens han fortsat nussede den. "Kaffe smager ikke så slemt.. der skal bare noget af det der hvide pulver i og det hvide...mælk" mumlede han, og følte sig lidt som en idiot når det kom til menneskemad og drikke. Han tænkte sig lidt om, og betragtede hende "men jeg er glad for der ikke er sket dig noget slemt, dog lidt ked af der ikke er sket der noget interessant eller godt" sagde han og rynkede kort på næsen.

Rose nikkede "Jaaa, det forstår jeg da godt" sagde hun og så op på ham og smilte muntert "Jaaa, du er virkelig dygtig" sagde hun og kunne ikke lade vær med at grine lavmælt. "Ja, jeg er faktisk ret imponeret" sagde hun med et skævt smil og nikkede og så på sin hånd da han kyssede den og så derefter lidt drømmede op på William og smilte svagt sødt "Hmm.. Jeg bryder mig nu ikke så meget om kaffe" mumlede hun og trak svagt på skuldrene og kunne nu bedre lide en varm kop kakao. Hun trak endnu en gang på skuldrene og så på ham "Hmm.. Der sker nu sjældent noget. Det er ved at være ret kedeligt" sagde hun og smilte skævt og syntes aldrig at der skete noget særligt.

William så på hende og smilede varmt fordi hun forstod ham, det var altid rart med lidt forståelse. "Nå det er da altid noget at jeg kan imponere dig" sagde han og smilede skævt og grinede lidt. "Nej jeg havde også hørt at det skulle smage dårligt, men jeg syntes faktisk at det var okay" sagde han stille. Han nussede tænksomt hendes hånd "stakkels dig, så må vi bare finde et eller andet at gøre dit liv spændene med" sagde han drillende, og lænede sig hen over bordet og kyssede hende på panden, og satte sig derefter ned igen. Han syntes at det var synd for hende at der ikke skete noget vildt i hendes liv, der gjorde der som sådan heller ikke i hans, men han havde det fint nok med det.

Rose så på ham med et skævt smil og så betragtende på ham "Du kan nu nemt imponere mig" mumlede hun og så på ham og var nu glad for at høre at han havde prøvet noget nyt og overlevet det. Hun løftede et øjenbryn af ham og lagde hovedet undrende på skrå "Må vi det? Og hvad havde du så i tankerne?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at smile og lændte forsigtigt sin pande frem mod ham da han lænede sig frem mod hende. Hun havde nu ikke oplevet noget helt vildt spændene i ret lang tid nu. Hun overlevede det, men det kunne godt være ret kedeligt nogle gange.

William så på hende og smilede stort "nå det er jeg da glad for.." sagde han, for han syntedes nu ikke han var sådan, særlig imponerende. Han trak på skuldrene og smilede lidt "det ved jeg ikke, men at opsøge fare er nok lidt dumdristigt" sagde han og grinede lidt. Selv behøvede han ikke meget spænding i hverdagen, det lå til ham at være lidt klodset så han kunne sagtens rode sig ud i et eller andet dumt, og nogen gange spændene. Han betragtede hende lidt, og smilede varmt. Han nussede blidt hendes hånd "jeg har savnet dig.." sagde han så stille og så lidt på deres hænder.

Rose så på ham med et smil og betragtede ham og syntes nu at han var imponerende. At han ville være sammen med hende og faktisk kunne holde hende ud, imponerede hende ret meget. Og overraskende. Hun kunne sikkert ikke holde sig selv ud hvis hun var ham. Hun så lidt tænkende ud og trak på skuldrene "Jeg opsøger ikke rigtig fare.. Fare opsøger nu mest mig" sagde hun og var nu lidt ligeglad med faren som hun var udsat for. Hun holdt sig mest derhjemme og gik sjældent ud for at undgå den, men det lykkedes hende dog altid at få det der kick af fare nogle gange hvis hun var uheldig. Men hun havde dog ikke prøvet det i noget tid. Hun lod langsomt sit blik gå ned på deres hænder og nød at mærke hans kølige hud og gav hans hånd et kærligt klem og så tilbage ind i hans øjne "Jeg har oss savnet dig" sagde hun varmt.

William så på hende med et kærligt blik, og nussede fortsat hendes hånd. Egentlig så William sig selv som utrolig kedelig, han fandt jo bøger, computerteknik, og menneskeind utrolig interessant, og kunne ævle om det i timevis. Han havde engang mødt en psykolog og var faldet i snak med ham så længe at da han havde sagt farvel var han så træt at han kunne være faldet om på stedet. "Det er jeg både glad... og lidt bekymret over" sagde han og smilede skævt. Han så lidt ned i bordet og tænkte lidt, mens han lyttede til hendes vejrtrækning. Han så lidt på hende igen og smilede "jeg ringede en af dagene men der var optaget" sagde han lidt forlegent "desuden er jeg ikke så god til at snakke i telefon.. jeg går i stå" sagde han og så ind i hendes smukke blå øjne, og klemte blidt hendes hånd tilbage, og fotsatte med at nusse den.

Rose var lidt ligeglad med om han syntes at han var kedelig. Rose nød at mærke hans intelligente personlighed og kunne godt lide at han ikke var en eller anden chauvinistisk røv. Hun så osse sig selv som en kedelig person, eller osse var hun bare en ret barnlig person da hun jo stadig levede i sin 15 årig krop og ikke havde prøvet at føle sig som en ansvarlig voksen og vidste jo ikke hvordan man skulle opføre sig. Hun trak svagt på skuldrene "Hmm.. Det behøver du skam ikke at være. Jeg er en stor og stærk pige. Jeg spiste mine grøntsager som barn" sagde hun med et lavmælt grin og betragtede ham og så derefter lidt undskyldene ud "Undskyld, søde. Jeg har det med at snakke med folk i utrolig lang tid.. Eller oss tager jeg ikke telefonen nogen gange..." sagde hun og mumlede lidt til sidst ".. De skræmmer mig.." mumlede hun næsten lydløst og så ned i bordet for at få det til at se ud som om at hun ikke havde sagt noget omkring det og var lidt pinlig berørt over at syntes at telefoner var skræmmende. Men det var nu elektroniske ting i det hele tiden som godt kunne skræmme hende lidt, da hun sad lidt fast i 1800 tallet i tankerne, så hun brugte ikke rigtig nymodne ting da hun fandt dem skræmmende og alt for nyt for hende.

William så på hende og smilede varmt "Okay det er jeg glad for, det er godt at du er så fornuftig min skat" sagde han og grinede lidt, og kærtegnede hendes håndryg.
Han nød at have mødt hende igen, han havde faktisk planlagt at skulle have ringet til hende, selvom han var glemsom. Men han var begyndt at skrive aftaler og ting han skulle huske ned på sin arm, eller hånd. "Det er iorden, jeg ville ringe til dig igen men kom fra det, men så var det jo heldigt at jeg lige mødte dig her" sagde han med et lille kærligt smil. "Skræmmer telefonen dig?" spurgte han med en lille latter, og kunne forestille sig Rose gå i panik hvis telefonen begyndte at ringe.
Han nussede hendes hænder, og havde ekstremt meget lyst til at kysse hende, men vidste ikke hvor god en idé det var, når nu de sad og snakkede, og hvis Rose nu ikke gad have et kys. Han tog en dyb indånding og så kort op på himlen, men vendte så sit blik tilbage på Rose.

"Jeg er da altid fornuftig" sagde hun med en svag sarkastisk tone i stemmen og smilte skævt og vidste at der ikke var mange folk som ville kalde hende for en fornuftig person. Men hul i det. Hun så på ham og ville nu gerne have at han ringede til hende et par gange. Selføli var det ligemeget hvis han ikke gjorde. Hun havde bare set så mange piger som havde kærester som ringede til dem. Måske var hun lidt jaloux at se piger altid dem tæt på og havde dem et ring væk. Men nu kunne hun ikke rigtig finde ud af telefoner og flippede lidt ud over dem. Hun nikkede svagt af hans spørgsmål og så på ham "In the matter of fact, ja" sagde hun og rakte tunge af ham da hun godt kunne høre at han grinte af det. Selføli kunne hun godt forstå hvorfor han grinte. Hun ville oss selv grine hvis det var ham som havde fortalt hende det om ham.

William smilede skævt "jeg tror ikke jeg skal svare på det der.." sagde han drillende, og rakte ud og kærtegnede hendes bløde kind. Han lagde sin hånd tilbage på hendes og fortsatte sin nussen af hendes hånd. Han kunne nok ikke altid stå ved at hun var fornuftig, men han kunne da prøve når hun endelig var det. Han smilede lidt til hende "awww pusling" sagde han og grinede lidt, og besvarede at hun rakte tunge, ved at række tunge tilbage af hende. Han tog en dyb ondåndig og så sig kort rundt "hvad er klokken egentlig? Har du fået aftensmad?" spurgte han og så på hende.

"Hold dog mund" sagde hun og kunne ikke lade vær med at grine. Hun lod sin kind mødes med hans hånd og så op på ham og satte hovedet ordentligt op da han tog sin hånd tilbage. Hun betragtede ham og smilte skævt over at han rakte tunge af hende og at han havde ondt af hende. Hun trak svagt på skuldrene "Ved det ikke rigtigt. Jeg har ikke spist noget, men er heller ikke særlig sultent" sagde hun og smilte til ham.

Han grinede lidt af det "nej jeg vil da ikke" sagde han og smilede muntert, og nussede fortsat hendes hånd. Han så tænksom ud i et stykke tid "jeg vil da gerne invitere dig ud og spise?" sagde han og smilede lidt. Han ville nok ikke spise noget selv, da han jo stadig ikke var meget for det med at spise. Men han ville da gerne have hende med ud og spise, han kunne vel bare drikke kaffe? Han rykkede lidt rundt på stolen og så på hende og smilede muntert.

Rose skød underlæben frem og så lidt væk fra William og så tilbage på ham med et muntert smil "Vil du det? Jamen.. Er det så ikke kun mig som vil spise?" spurgte hun og lagde sit hoved i sine hænder og havde sine albuer mod bordet og så på ham.

"Du må ikke være sur på mig" sagde han bedene da hun skubbede sin underlæbe ud, og smilede varmt til hende. Han smilede lidt større da hun så på ham igen "Tjo.. men jeg kan vel drikke en kop kaffe eller spise en fla-plad- den der kage.." sagde han og trak på skuldrene. Han slap hendes hænder da hun gjorde det, og lænede ryggen mod stolens ryglæn. Han trak sine ben lidt ind under stolen og så på hende med et smil.