Farvel

Dag: 20. Maj 2010.
Tid: 23:14
Vejr: Mørk himmel, koldt, vindstille, skyet.
Omgivelser: Ingen mennesker, både og en bådbro.

Eolith stod på kanten af broen og smed sin taske på jorden og lynede op, hvor han fik tag i et anker. Han kunne dårligt løfte den, men bandt kæden om sig selv. Hans blik var tomt og blankt, men tårerne havde for længst været der og var nu bare tørret ind. Han var blevet forstående overfor sig selv, at det var det eneste rigtige at gøre, da der ikke fandtes andre måder at komme af med disse besatte tanker han havde om Andy, og et eller andet sted betragtede han det som sin egen straf for at have gjort alle folk fortræd på den måde, og især Andy. Han havde et ønske om at alting nok ville gå, og at ingen ville huske den smerte han havde påført dem.
Han så ned i det mørkbelagte vand, hvor at bunden ikke kunne se. Alting var sort. Himlen var sort og vandet var sort.

Valencia gik ud af en af bådene, hun havde været henne for at hente sine ting efter en fest der havde været på båden dagen inden. Hun lynede sin jakke op og så ned af broen, da hun mærkede og så englen ved kanten, tydelighvis i gang med et selvmords forsøg. Valencia gik med hurtige skridt hen til englen, hun tog fat i hans skulder inden han nåede at springe i vandet og drukne "Det tror jeg hvist ikke er en god idé" sagde hun så og så ned på englen med et små stramt blik, da det faktisk gjore hende lidt vred at nogen kunne finde på det. Selvom hun godt nok også en enkel gang havde udgivet sig for at være død, men hun havde i det mindste ikke begået selvmord.

Eolith stivnede fast på stedet og så stift ligeud da han mærkede en fremmeds hånd på sin skulder. Han nåede lige at stramme knuden om sig, men måtte jo stoppe da en anden han fanget ham i det. Han kendte ikke kvindestemmen, men fik af en eller anden grund ondt i brystet. "Hvad er ingen god idé...?" Spurgte han tørt og vendte sig ikke om for at se på hende "Du ved jo ikke hvem jeg er... Du kender ikke min historie".
Han kiggede ned i det sorte vand og kunne dårligt se sit eget spejlbillede. Et eller andet sted kunne han jo bare hoppe, for hun var sikkert ikke stærk nok til at løfte ham op med et anker omkring sig.

Valencia holdte stadig hånden på hans skulder for at stoppe ham hvis han sprang "Nej, men selvmord er stadig ikke løsningen" sagde hun så og så på englens ryg "Hvad er grunden da?" spurgte hun så og kunne eventuelt hjælpe, hun havde jo krafter som ingen andre havde. Hun synes det var syndt at lade et liv gå til spilde, hvis det måske kun var kæreste sorger eller noget andet. Hun kunne jo bare slette de minder hvis det var, istedet for at han begik selvmord.

Eolith så først om på hende da hun sprgte ham hvorfor, men han havde intet svar at give hende. Han kunne jo ikke bare fortælle en fremmed person om sine problemer - eller... På den anden side var det vel bedre at snakke med en eller anden ligegyldig person end at laste det på sine venner og familie? Han bed sig svagt i læben og så tænksomt ned. "Jeg ehm..." Begyndte han, mens han tænkte på hvordan han skulle formulere sig "Jeg ved godt det lyder sært... men jeg er... Jeg har... Det er ikke til at forklare".

Valencia trak ham lidt væk fra kanten og så på ham med venlige øjne "Jeg har massere tid .." sagde hun så og trak ham med en til en bænk. Hun ville helst ikke have han pludseligt hoppede i vandet. Hun havde ikke lyst til at ændre for meget i skæbnen, så hun ville nok ikke genoplive ham hvis det var. Hun satte sig på bænken og slap englen "Sæt dig ned og lad mig høre" sagde hun så.