Lost on the Path of Life Again - til Jake

Dato: 30. april 2010
Årstid: Forår
Dag: Fredag
Vejr: Solskin, stadig lidt køligt. et par skyer på himlen.
Sted: Midt på markedspladsen.
Tid: 17:00-tiden?
Omgivelser: Mylder af mennesker (og andre væsener).

Typisk!!!
Hun bed tænderne sammen, sukkede anstrengt og stirrede endnu en gang rundt.
Hvor var hendes veninder nu blevet af? De havde gået sammen for få sekunder siden, hun havde stoppet ved en af boderne for at kigge på en sjov himstregims, og da hun kiggede op igen, var hendes veninder sporløst forsvundet i mængden. Sidsel havde ellers glædet sig til den her tur. Typisk at de skulle blive væk fra hinanden!
Hun stod og stampede lidt i jorden over det og spejdede rundt, men hendes veninder forblev usete. Og så lige i dag, hvor der ikke var flere penge på mobilen! Opgivende sukkede hun og rettede på sin skuldertaske. Så måtte hun da bare gå rundt for sig selv indtil de fandt hinanden...Lidt mut gav hun sig til at kaste åndsfraværende sideblikke på de mange farvestrålende boder med alverdens spøjse varer.

Jake kom gående i myldret på markedspladsen, han hadede når der var så mange mennesker at man næsten kunne se sine egne fødder, men selvom der var mange mennesker var det dog lykkedes ham at undvige dem der kom imod ham, han havde mobilen fremme og trykkede hurtigt på de små taster hvorefter han ramte 'send' knappen, han skrev med han fætter Nick der var ude at rejse på nuværende tidspunkt. Jake beholdt mobilen fremme i sin hånd da Nick ofte var hurtig til at svare og det ville derfor være spild af energi at putte den tilbage i lommen, han fortsatte fremad genem myldret mens han ville ønske folk ville gå lidt hurtigt *de åndsvage mennesker* tænkte han surt og maste sig lidt videre.

Hun havde kun gået kort i egne tanker, før hun stødte ind i en høj, ranglet fyr, lidt ældre end hende selv, der gik og smsede ivrigt. Hun stivnede øjeblikkeligt, da hun så hvordan sammenstødet slog mobilen ud af hans hånd. Hun fulgte den med øjnene indtil den landede på jorden med en dump lyd. Hendes øjne blev store og pludselig blev hun klar over præcis hvor lille hun var i forhold til drengen.
"U-u-u-u-undskyld!" stammede hun skræmt, mens hun hurtigt fik samlet mobilen op og stukket den i hånden på ham igen. Hun prøvede med et lamt "Den er vist ikke gået i stykker." og sank en klump.

Jake løftede øjenbrynene en smule ved sammenstødet, men han reagerede ikke på det og stod stadig med hænderne som du ville have gjort vis hans mobil stadig havde været der ikke på det før hun rækte mobilen frem mod ham igen reagerede han *en lille menneskepige? skønt lige hvad jeg manglede * tænkte hun sarkastisk og tog imod mobilen "nej der er ligemeget, kunne godt bruge en ny alligevel" svarede han og talte sandt, den var ret så gammel, men han hadede det med at udfylde papirende til en ny da det bare krævede en masse forfalskning af alderen han var jo dæmon og temelig gammel.

Hun åndede lettet op. Han var også blevet overrasket, men han virkede ikke vred. Bare ligeglad. Også selvom hans størresle i forhold til hende var noget intimiderende. Hun nikkede og smilede og vendte sig hurtigt for at skynde sig væk, inden hun fik sagt et eller andet dumt. Så fik hun et pludseligt indfald.
"Øhm... kan jeg få lov at låne din mobil?" hun kiggede sig tøvende tilbage over skulderen og så afventende på den ranglede dreng.

Jake så lidt ned på pigen, i følge hendes bevægelser med at spejde til siderne og låne mobil, så var hun blevet væk fra nogen *typisk mennesker* tænkte han og rækte mobilen frem mod hende, han havde allerede trykket på 'opkalds' knappen så det eneste hun skulle gøre var at trykke nummeret vis hendes unge menneskehjerne ellers kunne huske det, men det burde hun kunne med mindre hun ville ringe til nogen på hans mobil og det havde været underligt at hun kendte nogen der eftersom de fleste var væsner.

Sidsel tog i mod mobilen og tastede lidt befippet nummeret. Hun skævede til drengen mens ventetonen ekkoede i hendes bevidsthed. Endnu en sortklædt type. Den slags skræmte hende lidt. Hun smilede skævt. Men han var meget køn. Lidt mystisk og interessant at se på. Gad vide om han havde et sødt smil... hvordan hans latter lød...
Der gik 30 sekunder før Sidsel registrerede at hun åbenlyst gav en vild fremmed dreng elevatorblikket, og at hun stod og spildte taletid på en veninde, der sikkert ikke tog telefonen, fordi hun ikke kendte nummere. Blodet brusede i hendes kinder og hun skyndte sig at lægge på og gav forlegent mobilen tilbage til dens ejermand, mens hun bed sig i læben.

Jake kiggede bagud og grinede en smule af en temelig tyk dame der var væltet i myldret og havde lavet en slags domino effekt der havde væltet de omkring liggende mennesker *dumme mennesker* tænkte han og kiggede fornøjet tilbage på menneske pigen for at ta imod sin mobil, det var sjællent han var fornøjet faktisk meget endda, men når der en sjælden gang skette noget som en tyk dame der laver domino effekt så havde man vel også lov til det. Han havde før bemærket menneskepigen stirre en smule mærkeligt på ham, men havde ikke reageret på det han måtte indrømme at han trods alt måtte se en smule uhyggelig ud fra hendes perspektiv

Sidsel opdagede til sin lettelse (og delvist skuffelse) at han slet ikke var optaget af hende eller hendes elevatorblik. Hun kiggede forbi ham og så en overvægtig dame vælte rundt på jorden. Hun overvejede om hun skulle gå hen og hjælpe den stakkels dame. Så så hun op på den blege dreng og lagde mærke til at han smilede ganske fornøjet.
Sidsel smilede skævt. Hun vidste ikke om hun delte hans synspunkter, men til dels kunne hun godt forstå ham. Desuden var det nemmere at finde ham sympatisk når han smilede. Også selvom det var på grund af en tyk dame, der skabte kaos. Sidsel gav ham hans mobil tilbage.
"I-intet svar." bemærkede hun med et undskyldende skuldertræk. "Tak for l-l-l-lån."

Jake klemte sine fingre sammen om sin mobil og lod den glide ned i sin lomme inden han igen slog blikket ned imod menneskepigen. Han var pludselig en smule nysgerrig over hvad hende, noget han ellers sjællent var overfor mennesker. Han havde hævet det ene øjenbryn da han havde set hende kigge bekymret med den overvægtige dame. Pigen kunne godt lære lidt om at være ligeglad med andre som ham selv, men det var jo hendes valg. "Du er blevet væk fra nogen eller hvad?" spurgte han og spejdede lidt til siderne nu når han tænkte over det måtte det være noget af det første han rigtig havde sagt til hende.