Lost in thoughts.. or in life? (Åbent)

Dato: Fredag d. 1 Juni 2012
Tid: 21.50
Årstid: Ny-sommer
Vejr: vindstille, mørkt og koldt. Luften er frisk
Sted: Sheria - Silent river - lidt væk fra søbreden
Omgivelser: vandet i det fjerne, ingen andre personer
Påklædning: I sin katteform, sort pels og et grønt øje og et gråt

Yaran lå i græsset, han nød stilheden. Han lå ikke sammenrullet som man ville forvente af en kat. Hans krop var strakt og hvilede elegant mod jorden. Han holdt hovedet løftet. Hans liggestilling mindede om Sfinxens, slet ikke naturlig. Han lå med lukkede øjne, hans magi gled automatisk over de nærmeste omgivelser, lod ham se dem for sit indre blik selv om det kun var 5-10 cm.

Han var efterhånden så vant til at være kat at det faldt ham naturligt at vende tilbage til hans sande form, selv om tanken stadig sad først i hans hoved.

Han lå og samlede sine tanker, vidste ikke hvad han ellers skulle lave. Hans herre var på ferie, og han var ikke velkommen. Det var kun et par dage men Yaran vidste ikke hvad han skulle lave. Han var ikke vant til at skulle give sig selv ordrer. Han vidste ikke engang hvad han ville. Han var vant til at gøre hvad andre ville, og ellers sove. Men han kunne ikke sove 3 dage i træk. Så nu lå han her. Med en fremtoning der indbød til at andre lagde mærke til ham selv om det ikke var med vilje.

Som altid havde Malou ikke rigtig nogle planer, end bare at følge det der lystede. Dog var der et arbejde hun skulle passe et par gange om ugen, men dette fandt hun ikke så vigtig, hvilket nok også var grunden til, at hun aldrig beholdt et arbejde i særlig lang tid. Malou var en person der levede i nuet, og da en pludselig lyst til at tage til Silent River væltede ind over hende, begyndte hun at vandre afsted. Her havde hun tilbragt mange stunder før, især når hun trængte til den behagelige ro.
Malou gik med rolige bevægelser langs floden. Som sædvanlig havde hun mørkt brunt tøj på, og med sig den højtelskede vandrestav. Med et spejdende blik ud i mørket, begyndte hun at spekulerede lidt over, hvad hun skulle give sig til. Det var begyndt at kede hende at gå, og det var bestemt heller ikke en aftengåtur der havde været formålet. Med en underlig fornemmelse i kroppen, stoppede Malou undrende op og kiggede sig omkring. Det var en fornemmelse af, at der var noget ude i mørket, men hvad dette var, kunne hun ikke finde ud af. Med varsomme skridt gik hun lidt videre, mens hun forsat iagttog alt omkring hende. Det var dog kun mørke der var at se, hvilket fik Malou til at blive endnu mere mistænksom. Et kort øjeblik overvejede hun at skifte til sin ulveskikkelse, men dette kunne dog godt være meget upraktisk, grundet noget tøj der først skulle af, medmindre hun ønskede at få ødelagt endnu mere tøj, end hun allerede havde gjort ved forvandelserne. Hun stoppede endnu engang op, kiggede sig omkring og forventede egentlig at se en person stå og lure et sted.

Yaran lagde mærke til en andens tilstedeværelse, han kunne mærke det på luften. Han åbnede øjnene, hans grønne øje oplyste mørket omkring ham, modsat hans grå øje der næsten så ud til at tiltrække mørket. Han fik øje på hende. Hun var ikke svær at finde, selv om hun gik varsomt kunne han både mærke viperationerne i luften og i jorden. Den brune pige lugtede nyt, ikke en lugt han kendte. Jo. Han havde lugtet noget af det før, eller noget der mindede om. Et minde om hvide tænker og en snerren. Han satte sig op og begyndte at slå med halen, det var ikke noget godt minde, men det var fjernt.

Han lukkede sit grønne øje, han kunne sagtens sige nøjagtigt hvor hun var selv om han ikke så på hende med sit nattesyn. Det grå øje så ikke som en kat, det så derimod magien i luften. Mørket blev tættere omkring hans øje og skjulte det så han stadig gik i et med mørket.

Han rejste sig, skulle han angibe hende? Hun virkede ikke ueffen, men det afskrækkede ham ikke. Han gik lydløst nærmere og stoppede ved det første træ han nåede til. Han besluttede at betragte hende først, se hvordan hun bevægede sig.

Stadig spejdende ud i mørket, gik Malou ned på hug, mens hun iagttog mørket. Oprejst følte hun sig alt for tydelig, på trods af det mørke tøj hun havde på. Hun tog et fast greb om sin vandrestav, som før havde været nyttig til forsvar, eller endnu oftere - angreb, idet Malou kunne "forme" træet ved hjælp af sin evne. Et lille smil tegnede sig på Malous læber. Det var ikke ligefrem frygt der nærede hende, men derimod en fryd over endelig at stå over for noget ukendt og spændende. Trods at Malou ikke vidste hvad det var, som var ude i mørket. Hun var dog sikker på, at der var noget. Dette ville måske blive en vellykket aftentur alligevel. Det eneste krav var, at hun havde moret sig. Definitionen på hvad der morede Malou, var måske også en anelse anderledes en andre personers. Indeholdte dagen en udfordrende jagt efter et menneske eller to, kunne dagen karakteriseres som vellykket. Mord behøvede dog ikke altid at være indblandet, så længe der bare skete noget spændende.
Med en erkendelse af, at hun absolut intet kunne se, fristedes hun igen til at skifte form. I menneskelig skikkelse, savnede hun de forbedrede sanser, som hun havde, når hun var ulv. Som en hver anden tosse ville have gjort det i gyserfilm, råbte hun ud i mørket. "Hey!" hun holdte en lille pause, før hun fortsatte. "Har du lyst til at få dig en lille hyggesnak?" dette sagde hun lavt, og med en stemme der var gennemsyret af sarkasme. Var denne fremmede et menneske, ville vedkommende bestemt ikke gå levende herfra. Dog følte Malou, at hun muligvis ikke havde med et menneske at gøre, men hvad det så kunne være, vidste hun ikke.

De bløde ruskindsstøvler trådte græsset fladt, uden så meget som en knasen. Det var en del af hendes egen sære lille leg, at undgå, at betræde de nedfaldende blade. Der var dog ikke specielt mange tilbage, da tiden havde taget dem med sig, og sat nye igang med at vokse.

Tamora fulgte med sine stille skridt, ruten på den tilgroede lille skovsti hun havde fundet. Det var ikke specielt langt tid siden, at hun var flyttet til Deploratus, så områderne var stadig mere eller mindre nye for hende. Dog havde hun allerede nærmet sig søen et par gange, da området virkede ganske interessant på hende. Men ikke om natten. Hun flyttede blikket fra den beskidte jord, og gav sig til at spejde op i himlen i stedet. Nat og nat, var nok så meget sagt. Men hun ønskede ikke, at bryde hovedet med tiden lige nu.

De mørkeblå jeans passede perfekt til de lyse støvler, der sad behageligt omkring de slanke skinneben. Med blikket rettet mod stien foran sig igen, børstede hun lettere fraværende, lidt snavs af den hvide uldtrøje. Det var ikke fordi hun direkte frøs. Men lidt ekstra skuespil havde hun altid gjort ud af det, siden sin forvandling. Den lyse pelsvest, var derfor også mest til pynt.

Hun stoppede i samme øjeblik, at hun opfangede stemmen. Var der en der råbte efter hende? På dette tidspunkt?.. Alle mulige tanker strøg gennem hovedet, mens hun så sig omkring, på det mere åbne område, hun var havnet i. Hun spejde kort, men opgav at kigge for grundigt efter. Dog skreg hendes sanser. De prøvede at fortælle hende.. At hun ikke var alene? Med stort set hver en muskel spændt i kroppen, forberedt på det usete, ventede hun igen på stemmen. Stemmen, eller hvad som helst andet der kunne hjælpe hende lige nu. Det sorte hår var sat op i en stram hestehale, og gav hende frit udsyn til begge vinkler. Hun kunne godt forveksles lidt med en vagthund, der havde hørt tyven nærme sig.. Så hun ventede. Pænt på sin plads, og klar til at flænse noget der nærmede sig.

Yaran fornemmede en anden person, lidt længere væk dog, men han kunne ikke tillade sig at angibe pigen foran ham, nu hvor der kunne være vidner til hans angreb. I stedet sprang han op i træet. Hans klører sank let ind i den ru bark, og hans var hurtigt oppe på den nederste gren, som alligevel sad højt. Han så ingen grund til at klatre højere op.

Som han sad og betragtede pigen med det ene øje lukket, undrede han sig over hvorfor hun dog ville snakke i denne situation. Han havde svært ved at forstå den menneskelige logik, men denne situation virkede endnu mere kringlet for ham. Han undlod at svare hende. Katte talte jo ikke. Han var endnu ikke sikker på hvad hun var, hendes lugt mindede om menneske, men den mindede ham også om noget andet. Han var ikke sikker på om hun måtte få hemmeligheden af vide. Så han forholdt sig tavs og stille på grenen mens han betragtede hende.

Den anden person i skoven havde også en del af hans opmærksomhed, hvorfor var der to piger alene i skoven om aftenen? Han undrede sig, det virkede ikke som om at menneskepiger brød sig om at være alene i mørket. Men nu havde han altså selvskab af to. Måske havde han misforstået noget. Han besluttede at blive og betragte pigerne, måske kunne han lære noget nyt.

Malou rynkede lettere utilfreds på næsen, da det ikke syntes at vedkommende havde lyst til at svare. Denne gemmeleg i mørket, var ikke noget Malou brød sig synderligt meget om, da det ikke var til at finde ud af, hvad det var hun stod overfor. Hun besluttede sig for at blive siddende på hug, og vente på at denne fremmede ville komme frem, da hun ikke selv havde lyst til at begive sig ud i det fremmede mørke omkring hende.
Da hun pludselig sansede en anden fremmed, som højt sandsynligt heller ikke var et menneske, kom der et lille suk fra Malou. Mennesker var nu altså bare nemmere at have med at gøre. De var knap så forsigtige.... eller blot knap så opmærksomme. Igen var det blot mørke hun så, når hun kiggede sig omkring. Dog syntes hun at kunne se en mørk skikkelse et godt stykke væk fra hende, men var i første omgang i tvivl om, om det var hendes øjne der spillede hende et pus. Dog måtte hun nu konkluderer, at denne mørke skikkelse var en person, efter at have stirret derhen et stykke tid. Spørgsmålet var nu, om dette var en fredelig person, og om Malou egentlig selv havde tænkt sig at være fredelig. På det seneste var mennesker blevet alt for kedelige at jage, og et nyt udfordrende offer kunne være mere interessant. På den anden side havde Malou ikke særlig meget erfaring med andre racer, og var utrolig opsat på at lærer mere. Derfor skulle hun nok ikke ligefrem skramme denne person væk. Den anden fremmede, som hun først havde fornemmet, spekulerede hun ikke så meget over mere, men havde nu alt sin opmærksomhed på den synlige. Malou besluttede sig for at vente på at vedkommende kom tættere på, og finde ud af om denne person var fjendtlig. Malou var også klar over, at eftersom hun selv kunne se den fremmede, kunne den fremmede højst sandsynligt også få øje på hende.

Tamora blev stående. Hun lod alle hendes sanser arbejde på højtryk, trods hendes menneskelige skikkelse. Hun forsøgte at opfange hver en lyd, lugt eller syn der kunne give et vink om hvad hun havde med at gøre. Hun flyttede blikket mod de mange træer, hvor potentielle farer nemt kunne lurer. Dér! Hun var næsten sikker på, at hun havde set noget bevæge sig. Men skikkelsen var ikke stor. Måske blot en søvndrukken..? Fugle larmede for meget, og var ikke så langt nede på jorden. En kat? Jo, de luskede vel rundt her.

Uinteresseret fra det mørke væsen, begyndte hun langsomt at bevæge sig over græsset. Det var måske en anelse dumt, men hun skulle ikke nyde noget af, at stå og kukkelurer der resten af natten. Hendes blik var rettet direkte frem for sig. Endnu en skikkelse? Det forklarede den forvirrende atmosfærer.

Hun standsede. Kroppen var spændt næsten til bristepunktet, og hendes stemme var næsten en bjæffen da hun prøvede at kontakte den anden.

"Du!.. Hvad vil du?"

Hun lukkede hurtigt munden, mens hun forholdt sig tavs og rolig. Hvis personen ville i kontakt, så var det nu. Ellers var hun skredet. Tanken om et varmt hjem, og en mulig Marcus var lagt mere tiltrækkende end det her lusken rundt.

Yaran åbnede sit indtil nu lukkede øje. Var de mennekser eller ikke? det måtte han finde ud af før han kunne bestemme hvordan han skulle handle herfra. Han sprang ned, landede med et bumb på jorden. Han havde ikke nogen dårlige minder med mennesker fra når han havde været i katteskikkelse. Han bevægede sig tættere på pigen, uden at virke for åbentlys. Han bevægede sig i træernes skygge.

Pigen havde fokus på den anden pige, det gav ham mulighed for at komme tættere på end hvis hun havde kigget på ham. Han satte sig ved siden af et træ lidt fra hende og holdt øje med dem. Nu ikke usynlig i mørket, men stadig utydelig.

De virkede begge utrygge ved situationen, det undrede ham at de ville gå herud hvis de ikke brød sig om det. Mennesker havde nogle mærkelige væremåder. Han kendte ikke mange overnaturlige racer endnu, men de opførte sig anderledes når de ikke handlede med påtaget menneskelighed. Hans grønne øje gjorde omgivelserne klare for ham.

Malou betragtede, hvad hun nu kunne se var en ung kvinde, med et tilfreds smil på læberne. Kvinden så ikke ud til at være specielt ondsindet, men derimod bare en smule anspændt. Malou mente ikke, at der var nogen at bekymre sig om, nu skulle hun bare finde ud af, hvem denne kvinde var.
Hun tog et fast greb om sin vandrestav, idet hun rejste sig op og med et par rolige elegante skridt gik hen mod kvinden. På hendes læber hvilede der et lille overlegent smil, som altid havde for vane at dukke op på Malous læber, når hun snakkede med fremmede. Hun standsede foran kvinden, studerede hende med et kort blik, hvorefter hun holdt øjenkontakten med kvinden. Først nu svarede hun på hendes spørgsmål: "Vil jeg noget?" spurgte hun tilbage med en stemme der havde en hånlig klang over sig. Denne klang hang dog for det meste altid over det Malou sagde, uanset hvem hun snakkede med. Hun hævede spørgende et øjenbryn og lod smilet blive større. Hendes tanker spekulerede på, hvad denne kvinde var. Malou havde ikke meget erfaring med de forskellige racer, og havde altså ingen anelse om, hvad hun stod overfor. Dette tog hun dog ikke så tungt, men glædede sig derimod over, at den ellers så utrolig kedelig dag, alligevel ville komme til at indeholde noget spændende og underholdende. Medmindre denne kvinde viste sig at være lige så uinteressant, som de mennesker hun sommetider førte en samtale med. Naive mennesker, der altid ville snakke om vejret, eller om deres syge moster.

Den nagende følelse af at blive overvåget, nægtede at slippe sit tag i Tamora. Det var næsten en følelse af, at natten havde øjne, og gloede direkte på hende. Hun blev jo vanvittig! Men det hjalp hende også med, at slå fast. Der var flere. Pigen foran hende var ikke alene. Var det et baghold?.. Hun var lige ved at ryste på hovedet. Grimme tanker. Efter sit lange liv i New York, kunne hun dog ikke ryste tanken af sig, som af ren vane sprang frem, hver gang hun mødte en om aftenen.

"Ja det ville du jo tydeligvis, siden du gav dig til at skræppe op?..."

Gav hun igen, med et ligeså flabbet smil. Med armene lagt over kors, og ærmerne godt trukket ned over hænderne, så hun kvinden an. Ung. Yngre end hende selv. Mørket gjorde det svært at skimte små detaljer, men hendes syn var fejlfrit, så hun overlevede. Desuden hjalp hendes mere pelsede side, lidt til ind i mellem. Dog var det sjælendt at hun havde fuld kontrol over sig selv, når hun tog det i brug.

Vagtsom blev hun stående, og stirrede med et genstridigt blik mod kvinden. En skikkelse var ikke langt fra dem, ingen tvivl om det. Modvilligt flyttede hun blikkede, og søgte ud i mørket. Skikkelsen der tegnede sig for hende, var sørme et dyr. En kat. Hun kunne ikke undgå at sukke irriteret for sig selv. Hun var slet ikke vild med katte. Langt fra. Og denne her, var sikkert ikke bedre end mange andre hun havde mødt.

Yaran tænkte sig om, det lod ikke til at pigerne ville afsløre sig selv. Måske var de alligevel bare mennesker. Han smilede til pigen der så på ham, stadig i katteskikkelse, et stort set anatomisk umuligt smil. Hans hvide tænder tegnede en tydelig kontur mod den mørke nat, mens han holdt blikket på den pige der havde set ham. Smilet var groteskt og uhyggeligt.

Han lod smilet falme igen. Pigens reaktion på smilet ville give ham noget at arbejde med. Han havde før smilet til en menneskepige som kat, han havde jo set at menneskerne nogen gange smilede til hinanden som hilsen, han havde også troet kattene smilede igen. Pigens reaktion havde overbevist ham om at han tog fejl. Katte burde ikke smile. Han sad nu, efter smilet, helt som man ville forvente af en normal kat og kiggede på hende, ventede. Hendes reaktion ville afgøre hans næste handling.

Den anden pige havde tydeligvis ikke set ham, og det lod også til at hun havde mistet interessen for hans tilstædeværelse. Han kiggede kort på hende, og holdt øje med dem begge, dog mest hende han havde smilet til. Han var spændt på hvad hun gjorde nu. Han vidste at hun ikke ville kunne bevise noget, han havde ikke afsløret sig selv på nogen måde. Hvis hun ikke gav tegn til at hun var overnaturlig ville han heller ikke gøre det, måske.

En kortvarig tøven trak ind over Malous ansigt, da kvindens spydige kommentar, ledte Malou tilbage til den første fornemmelse af en andens tilstedeværelse, som hun havde glemt. Igen havde Malou ladet sig aflede af noget andet, hvilket en dag kunne føre til alvorlige konsekvenser, hvis hun ikke heletiden var opmærksom.

"Det var... ikke til dig," sagde hun med en tøven, og den hånlige tone var forsvundet fuldstændig, da hun i sin undren, glemte at være fjendtlig og provokerende. Hun kastede et undrende blik rundt omkring sig i mørket, hvorefter hun igen hvilede blikket på kvinden. Idet at kvindens blik flyttede sig fra hende, fulgte hun hendes blik og fik øje på den mørke silhuet af et dyr. Da dette vidste sig at være en kat, strøg et fjendsk udtryk over Malous ansigt. Katte var bestemt ikke noget hun brød sig om. De så måske uskyldige ud, men var efter Malus mening, var de utrolig udspekulerede. Det ville ikke overraske Malou, hvis det i virkeligheden viste sig at verdenen var styret af kattene og mennesket var deres undersåtter. Hun rystede let denne underlige tanke af sig, idet hun betragtede katten med et undersøgende blik. Der var noget over katten, som fik Malou til at hade den endnu mere, end hun hadede andre nok så irriterende katte. Det var med en stor modvilje, at hun fjernede blikket fra den mærkelige kat og flyttede det tilbage til kvinden. Hun fjernede blikket, så hun netop ikke så den smile.

Hun så på kvinden, der havde korslagte arme og trak let på smilebåndende. Det var lige før Malou tog sig selv i at kunne lide denne kvinde, kun på grund af den ene kommentar, som hun havde fyret tilbage til Malou. At hun svarede Malou tilbage af samme skuffe, gjorde at Malou så på hende, som en stærk kvinde, der ikke lod sige provokere, hvilket Malou godt kunne lide ved folk. Ja, det skete sommetider, at Malou fandt personer, som hun brød sig om. Dette skete dog meget sjældent. Så sjældent, at Malou ikke var helt sikker på, hvornår det sidst var sket.

I øjeblikket hvor hun klogt nok skulle til at vende blikket tilbage til kvinden, begyndte kattens ansigt at ændre. Som et menneske, der vil vise en følelse. Den.. Smilede? Hendes ansigt blev spillet op i noget der var en blandingen mellem overrasket, og skræmt. Det var fuldstændig grotesk at se på det syge smil. Og så hos en kat!

Med en tydelig kortvarig skælven, rev hun hurtigt blikket fra den forskruede kat, som klart ikke var normal mere, og satte fokus mod den unge kvinde.

"Det var måske til katten?!"

Udbrød hun lettere forvirret over katten. De hvide tænder blev dog hurtigt smækket sammen, med et næsten tydeligt klak, da hun selv opdagede hvor hys hun efterhånden lød. Hun tvang sig selv til at falde til ro, mens hun knyttede til tildækkede hænder. Hun påtog sig en overraskende rolig maske, der næsten var blevet til et manisk grineandfald da kvinden foran hende også begyndte at smile. Var der noget her, hun ikke fandt morsomt nok?

Hun holdt kortvarigt en finger i vejret, mens hun så ned i jorden. I det sekund armen ramte hoften igen, efter at være blevet sænket, drejede hun 90 grader omkring, og macherede målrette over mod katten. Ikke tale om, at den skulle få hende til at flippe ud.

Yaran observerede kvinden, hendes reaktion både lignede og lignede ikke den han havde set hos menneskepigen. Hun virkede skræmt og foruroliget, det havde menneskepigen også gjort. Men hun løb ikke væk fra ham. Han betragtede den mangelfulde samtale mellem de to kvinder indtil den ene pludelig gav sig til at gå hen til ham. Han fraholdt sig fra at lade sin overraskelse vise sig. Hvis han skulle tolke det ud fra de fakta han havde, så var denne kvinde ikke menneske. Men hvad med den anden? Han kunne ikke tillade sig at skifte skikkelse før han var sikker. Han blev siddende. Kiggede på kvinden, en konstant stirren. En funklen gled over de forskelligefarvede øjne. Hvad havde hun mon tænkt sig?

Han havde oplevet at kvinder havde nærmet sig ham som kat før. Det var ofte for at hviske mærkelige spørgsmål i en høj-tonet stemme mens de krammede, nussede eller aede ham. Han følte sig ikke oplagt til nogen af delene. Men det kunne måske være meget praktisk at holde den anden kvinde uvidende om hans særheder.

Et eller andet ved kvinden rev stadig i hans minder, noget sagde ham at han burde flygte, eller i det mindste rejse et forsvar, måske endda gå til angreb. Men han rørte ikke en muskel, bortset fra at lægge hovedet mere og mere tilbage jo tættere hun kom på. Han ville se hendes øjne. Om hun så kunne eller ville holde øjenkontakten var op til hende.

Malou trak let på skuldrene og skulede over til katten.

"Der findes folk, som snakker med sig selv,"

mumlede Malou en smule spydigt, da hun helst ikke ville indrømme, at det højst sandsynligt havde været katten, hun havde snakket med. Så hellere fremstå som en ensom galning. Men hun havde virkelig sanset en anden, havde hun ikke? Måske var det blot kvinden, som havde forvirret hendes sanser, og fået hende til at tro, at der var to fremmede tilstedeværelser istedet for en.

Malou undrede sig, da kvinden nu var på vej hen til katten. Hendes første tanke havde været, at kvinden ikke brød sig om katte, grundet det skræmte og overraskede udtryk, som hun havde fået, da hun før havde kigget på katten. Med et nysgerrigt blik efter hende, håbede hun inderligt, at denne kvinde ville give den udspekulerede kat et los i røven. Det ville være et kønt syn, med en vrælende kat gennem luften, flyvende som en nyskabt fugleunge. Det var i hvert fald det, Malou selv havde lyst til at gøre.. hvis det ikke var fordi katten var så utrolig mystisk.
Malou blev stående med et stift blik på katten, afventende på hvad kvinden ville gøre. Det ville ikke overraske hende, hvis katten sparkede kvindens røv istedet for omvendt. Det ville nu også være et meget underholdende scenarie.

"Jeg har set mange katte i mit liv,"

begyndte Malou og rømmede sig let.

"Men den dér, er nok den mest væmmelige kat, jeg har set,"

afsluttede hun med afsky, og gav sig selv ret med et par nik med hovedet. Malou havde ikke lyst til direkte at sige, at hun fandt katten meget mistænkelig, da dette nok ville virke underligt.

"Det kan du bande på, at der gør.."

Hendes mumlende ord var nok svære at forstå, i det lave toneleje, samtidig med at hun med en foruroligende fart nærmede sig katten. Og dermed hastigt øgede afstanden mellem de to kvinder, der sikkert stadig havde en del uopklarethed at tale om. Det gik faktisk ikke op for Tamora, at Malou havde mumlet. For hende lød det mere som om hun.. stod i nærheden? Det kunne hun knapt selv afgøre.

Hendes fødder standsede, endelig. Hun stod blot få centimeter fra katten. De dyrebare centimer fra at have losset den spøjse kat, af helvedes til ind i det nærmeste træ. Men hun undlod. I stedet satte hun sig kortvarig, og ganske kvikt på hug og greb ud efter katten.

"Det siger du ikke?.. Jeg mener præcis det samme."

Hun kastede et hurtigt blik over skulderen, mens hun håbede at hun fik et nogenlunde greb om katten. Ikke hårdt. Bare nok til at holde den fast.

"Men nu skal vi se, hvad du er for en."

Hun sendte katten en blanding af to upræcise smil. Det ene havde lyst til at flå katten, hvilket hun nok godt kendte grunden for. Og den anden havde lyst til, at ruske i den indtil den sjovt nok som hun regnede med, spyttede ud med et eller andet. Blot ikke en hårbolle..

Yaran var nu overbevist om at kvinden foran ham ikke var menneske. Yaran hoppede, uden varsel, op på hendes arm og var i to hop oppe på hendes skulder. Her satte han sig til rette med ryggen til den anden dame, så godt som det nu var muligt. Så bøjede han hovedet og hviskede til kvinden han sad på. "Ved du slet ikke hvordan man behandler katte?" spurgte han lavt så den anden kvinde ikke havde nogen som helst chance for at høre det. Han kamoflerede sin visken ved at lægge panden kort mod kvindens hoved, dette skjulte også det faktum at hans mund bevægede sig.

Han rettede sig op igen, med et fast tag i kvindens trøje med sine klør. Klar til at stille sig op hvis hun nu pludselig bevægede sig. Meget få katte ville tillade en fremmed at fange dem, specielt når de afgav sådan en intention.

Yaran blev nu bare siddende, afventede hendes næste reaktion. Hvis hun rejste sig ville han kunne springe op i træet i nærheden. Ellers måtte han tage flugten over jorden, og så op i træet. Han overvejdede sine muligheder nu han var i selvskab med to kattehadere. Han holdt sig fra at smile igen, denne situation kunne blive spændende.

Malou stirrede intens på kvinden og katten, bange for at blinke og derved gå glip af noget. Men det var jo bare en kat, tænkte Malou med en let rysten på hovedet. Idet katten klatrede op på kvindens skulder, sprudlede en latter fra Malous læber. Det var ikke, hvad hun havde forestillet sig katten ville gøre. Hun havde nok forventet en smule mere.. blod.

"Du har vidst fået dig en ven!"

sagde Malou med en klukken og rystede let vantro på hovedet. Latteren forsvandt dog igen. Skuffende, den klatrede jo bare op på hendes skulder. Skulle den slet ikke rive lidt? bide? skulle hun slet ikke gøre den fortræd? Katten var underlig, men heller ikke mere end det åbenbart. Blot en kedelig dum kat. Hvad mere havde hun egentlig at gøre her? Hvad sjov var der tilbage.. Kvinden havde hun ikke lyst til at provokere, da Malou havde erkendt, at hun syntes om hende. Det var ikke ligefrem Malous stærke side med hyggelige samtaler. Hvad havde de også at snakke om? Med et blik omkring sig, overvejede hun, om det var tid til at gå hjemad. Hun kastede et blik på katten, som sad med ryggen til hende. Hun blev nød til at se den nærmere an, inden hun gik. Hvorfor, var hun ikke sikker på.
Med rolige elegante skridt, gik hun hen til kvinden og katten. Satte sig på hug foran katten og stirrede ind i dens mærkværdige øjne. Stirrede ind i dem, som kunne hun se ind i katten og på hvad den gemte. Det eneste hun så, var et gråt og et grønt øje.

Hele Tamoras krop stivnede i sin fremadrakte bevægelse, da katten pludseligt besluttede at springe på hende. Bogstaveligt talt. Hun sad som neglet til jorden, og hånden stadig svævende i luften, mens hun så frem for sig. Kattens pande mod hendes kind, føltes som en underlig blanding. Katten virkede kold. På en sær forladt måde. Den virkede ikke blød, varm og kærlig eller noget af det andet bras, som man hørte om katte.

De hviskende ord, sendte en kuldegysning ned gennem ryggen på hende. Hun havde mest af alt lyst til at rejse sig, skrige i vilden sky, og ryste den halvklamme kat af sig. Nu var hun dog ikke typen, der bare brød ud i skrig og gråd. Hun var en stærk, og utrolig stædig kvinde. Der skulle mere end blot en kat, til at få hende ned så let.

Stadig stirrende frem for sig, og med sammenbidte tænder, fik hun næsten snerret ordende ud.

"Ikke lige dem der taler, nej..."

Hun smilede kort uden følelse, før hun hørte den klukkende latter bag sig. Det var da godt, at den fremmede fandt dette ganske underholdende. To ud af tre, var ikke så dårligt. Hun lod forsigtigt armen falde til jorden, mens hun lyttede efter skridt. Hun havde ikke svært ved at regne ud, at Malou ville smutte hen til dem, når der nu sad en eller anden slags monsterkat på hende. Hun sendte Malou et halvhjertet smil, og fjernede det hurtigt igen. Ellers blev hun blot siddende i den hug-lignende stilling, mens hun stirrede på katten og kvinden, på skift.

Yaran begyndte at more sig over disse kvinder. Han kunne mærke hvordan kuldegysningen løb igennem Tamoras krop, og hun virkede et kort øjeblik frusteret. En ven, malous kommentar morede ham, det var ikke lige det han havde ment med sin handling. Han noterede sig at det kunne tolkes sådan, bare til i fremtiden.

Han klukkede kort og koldt mod hendes øre inden Malou sluttede sig til dem "Hvad taler du dog om?" han kamouflerede al sin menneskelige adfærd for Malou og sluttede deres samtale inden hun satte sig foran hende. Skulle han også afsløre sig for denne kvinde? Nej ikke endnu. Måske havde den kvinde han sad på lyst til at forsøge at gøre det for ham. Gad viden om den anden kvinde ville tro på hende hvis hun begyndte at snakke om talende katte, han vidste dog nok til at kunne konkludere at katte normalt ikke kunne snakke. Han havde gjort en undtagelse med denne kvinde. Bare for at se hendes reaktion. Han så frem til begge deres reaktioner hvis han besluttede sig for at skifte skikkelse for øjnene af dem. Han måtte dog være sikker på at de var overnaturlige først, men hvordan blev han det?

Han kiggede på Malou ville hun også være hans ven nu hun kom over til dem, mennesker var mærkelige. Han var stadig ikke sikker på hvad hun var men hun lod til at vide hvordan man opførte sig som et menneske. Han gengældte roligt Malous stirren, modsat hende så han mere end bare hendes øjne når han kiggede på dem, hans så hendes sjæl, en dejlig sjæl, noget han gerne ville have fingrene i. Fræværende slikkede han sig om munden, lignede nu en rigtig kat da han gjorde det. Han krænkede enhver form for moralsk etik mens han betragtede hendes sjæl, hendes inderste.

"Det er bare en kat,"

konkluderede Malou næsten helt forundret. Nu måtte hun stoppe sine spekulationer. Måske skyldtes denne forvirring, at hun ikke havde fået særlig meget søvn den anden nat. Natten havde revet hende væk og hun havde absolut ikke haft tid til at sove. Det måtte være det. Mangel på søvn var aldrig godt, det var også derfor Malou måske snart skulle overveje at vende snuden hjemad.

"Jeg har egentlig aldrig prøvet, at sætte ild til en kat.."

sagde hun pludseligt, stadig med blikket ind i kattens. Hendes blik var blevet mere fraværende, idet hun forstillede sig katten løbe gennem den mørke skov, med flammer der oplyste alt på sin vej, mens den skreg sit bedste katteskrig. Det kunne nu se ganske morsomt ud. Nu hvor hun havde konkluderet, at det var en helt normal kat, formede der sig forskellige dårlige idéer i hendes tanker. Hun ville have lidt sjov ud af aftenen. Katten var et fremravende offer.

"Har du?"

spurgte hun kvinden med et lumsk smil og løsrev sig fra kattens blik. Hun var endnu ikke helt sikker på, hvilken person hun havde med at gøre og var derfor heller ikke sikker på, hvordan kvinden ville reagere. Det skulle vise sig, om denne kvinde var blødsøden eller ej.

Da Malou allerede var henne hos dem, nåede Tamora ikke at tale færdigt med katten. Hvis man overhovedet kunne kalde det en samtale, det de havde haft gang i. I stedet kom hun med en dyb og irriteret brummen, der mest lød som en mindre knurren, i den tavse aften.

"Bare en helt.. almindelig.. forskruet.. kat."

Hun fik lirket en lille smil op, da det ville lyde fuldstændig vandvittig, hvis hun begyndte at skræppe op om en talende kat. Og med rimelig sikkerhed på gættet, havde katten sandsynligvis ikke tænkt sig at samarbejde. Endnu en grund til at hade katte. Hvis dette overhovedet var en kat.

"Sætte ild til den?!"

I første øjeblik så Tamora næsten chokeret ud. Tanken om varme dansende flammer, brændt træ og nogle paniske skrig styrtede igennem hukommelsen, mens en sær indre varme bredte sig. Et rimelig morderisk smil dukkede op igen, og blæste den skræmte attitude væk. Hun var til tide bange for sig selv. Ilden. Den havde skabt så meget rod i hendes liv, og var en af grundende til at hun sad her nu. Men det var fortid.

"Næ. Det har jeg faktisk aldrig. Men det kunne garanteret være sjovt at prøve.."

Hun formede læberne lidt, og pustede kort men drillende på katten. Ånden var varm. Alt for varm. Det var næsten som at åbne en ovn, og få luften lige i hovedet igen. Hun trak dog hurtigt ansigtet lidt tilbage igen, da hun faktisk tøvede med at brænde katten af. Men måske ville den få munden lidt på gled nu. Desuden havde hun ikke tænkt sig, at sprutte ud med massevis af flammer, til to fuldstændige tilfældige.. folk? Endnu.

Tanken om at blive sat ild til behagede ham ikke, selvfølgelig havde han en højere smertetærskel end normale mennesker, men det ville alligevel blive ubehageligt. Desuden ville det nok sætte sit præg på hans katteskikkelse, og han var sikker på at hans herre ikke ville være tilfreds med at hans arbejde med katteskikkelsen var spildt. Tanken om hans herres udbrud hvis det skete skræmte ham nok til at tanken om at flygte ikke ville være en umulighed, så måtte kvinderne tro hvad de ville om ham. Han var da egentlig også ligeglad.

Han havde nu fået bekræftet at kvinden han sad på var overnaturlig, og hun kunne noget med varme. Hun var måske ikke det mest sikre valg til en stol lige nu. "Jeg ville virkelig foretrække hvis i fandt en anden kat" sagde han roligt, han vidste stadig ikke noget mht. den anden kvinde men der var jo kun én måde at finde ud af det på. Der var sikkert ingen der ville tro på hende, og han kunne jo altid bare slå hende ihjel hvis hun viste sig at være menneske. Yaran gjorde ikke mine til at ville flytte sig, men slap hendes trøje så hans flugt ikke ville blive besværet.

Malou betragtede kvinden, som til Malous ærgelser, så ud til at være meget chokeret over hendes foreslag. Disse ærgelser forsvandt hurtigt, da det så ud til, at foreslaget faldt i god jord alligevel, da hun kom med sin anden kommentar. Denne kvinde var fantastisk! Aldrig havde Malou mødt en kvinde som hende. En der var med på Malous dårlige idéer og ikke følte sig stødt over hendes provokerende kommentarer. Dette ville hun dog på ingen måde indrømme over for nogen. Det var svært nok, at indrømme over for sig selv, at der for en gang skyld, var en person hun brød sig om.
Et lille overlegent smil dukkede op på Malous læber, da katten begyndte at snakke.

"Ja, det kan jeg forstille mig,"

gav hun katten ret, med et lumsk smil der blev bredere, da hun ikke havde i sinde at finde en anden kat. Efterhånden som Malou tænkte tingene igennem, gled et pludseligt overrasket udtryk over Malous ansigt og hun sprang op på benene, mens hun pegede anklagende på katten.

"Katte taler ikke!"

Udbrød hun, da det var gået op for hende, at katte normalt ikke plejede at kunne snakke. Nu var det ikke fordi, at hun omgåedes disse skabninger så meget, men dette var hun nu alligevel ret sikker på. Hun sænkede hurtigt armen igen, fik kontrol over sig selv, før hun gav sig til at betragte katten med et vurderende blik. Så havde hun alligevel haft ret. Denne kat, var absolut ikke en helt normal kat.

"Nok kan du tale, men du er stadig en utrolig ucharmerende skabning,"

sagde hun konkluderende til katten, med en hånlig klang. Det faktum at katten kunne tale, spekulerede hun ikke videre over. Verdenen indeholdte mange besynderlige ting og der var ikke tid til at funderer over dem allesammen.