Endnu en god dag - Til Éowyn

Dato: 16. juni 2009
Årstid: sommer
Dag: tirsdag
Sted: Under en markise foran en tilfældig café i Sheria
Vejr: Solrigt og behageligt varmt. Ideel sommerdag.
Tid: 12:00
Omgivelser: Et par borde og klapstole med tilhørende café-gæster.

Al inhalerede luften og mærkede at han levede. Hvor var det dog skønt med sommer! Han kom forbi en lille café og slog sig ned på en af stolene, der var sat op udenfor. Fornøjet tog han sin cigaretpakke frem. Han lagde mærke til, den var usædvanlig let. Han rystede pakken. Det tilfredse smil forsvandt. Tom. Han kneb det ene øje i og stirrede ned i pakken. Stadig lige tom.
Lavmælt bandende smed han pakken i et nærliggende skraldespand. Bryskt kaldte han en tjener hen og bestilte en kop kaffe. For helvede! Han havde da lige købt en ny pakke, havde han ikke? Han lænede sig tilbage i stolen, men kunne ikke slappe af. Utålmodigt begyndte han at tromme med fingrene på bordpladen og skulede ondt til de fleste mennesker, der gik forbi.

Éowyn mærkede varmen fra asfalten mod hendes bare fødder. Hun tog forsigtige skridt fremad og foldede hænderne ved brystet. Hun så sig omkring og følte sig en smule utilpas med alle de mennesker omkring hende. Hun fik øje på en lille café. Der stod stole udenfor og mennesker og væsner så ud til at hygge sig nydeligt dér med solen stegende ned på sig. Det var nu og lækkert, synes Éowyn, med sol og sommer mod hendes blege hud, men modsat mange andre væsner blev hendes hud ikke mere brun af det. Hun gik tættere på og rettede på hendes hvide kjole.

Vinden tog til og ruskede i hendes hår. Hun fnisede af vindet, og rettede atter håret på plads igen, så man ikke kunne se ørene. Der var jo mange mennesker der ikke anede at elvere var til..

Al spærrede øjnene op. Det var lykkedes ham at fjerne de spidse, elipseformede pupiller, men farven var stadig ravorange. Minsandten om der ikke rendte en pige rundt på bare fødder og grinede dumt af gud-ved-hvad. Han forsøgte at opretholde en sur grimasse, men hun var da lidt bedårende.
*Så sukkersød, det er lige til at få kvalme over...* Al skar en grimasse ad den perfekte pige, der rettede på sit perfekte hår, og sin perfekte kjole. Han prøvede at finde på noget nedsættende at sige om hendes manglende fodtøj, men da hendes glæde fuldstændig slog ham ud af kurs, krummede han sig bare lidt sammen i stolen og stirrede ondt på hende hen over kanten på sin kaffekop.

Éowyn mærkede et blik bore i hende. Hun vendte sig og så en dreng sidde i caféen med en kaffekop i hånden. Hans øjne var orange, men han så ganske pæn ud. Han kiggede mærkeligt på hende, nærmest som om han var sur. Hun lagde hovedet lidt på skrå og blinkede med sine krystalblå øjne. Straks begyndte blodet at stige til kinderne og en perfekt rødmen var på plads. Hun bed sig i underlæben og så ned mod sine fødder. Lidt efter rettede hun blikket mod ham igen. Et lille, nervøst smil fandt frem til hendes læber.

Al fortsatte sin skulen, da den kønne pige pludselige lagde mærke til ham. Hun blinkede uforstående og det irriterede dæmonen hvor meget hun mindede om en porcelænsdukke med de store dybblå øjne.
Han frydede sig, da hun så ned i jorden. Men kraftedeme om lille frøken perfekt så ikke rødmede nok så nydeligt og smilede genert til ham!
Næsten forurettet satte Alistair sin kop fra sig og vendte sig demonstrativt væk. Hvad bildte hun sig ind at stå der og se så sød og uskyldig ud? Hun var garanteret en engel, vorherre bevares.
Han bemærkede ud af øjenkrogen at hun stadig stod og smilede til ham. Hvis det blev sådan ved, måtte han have hende lokket med, så han kunne tage hendes sjæl. Egentlig havde han fået al den føde, han skulle bruge, men nikotinmanglen gjorde ham pirrelig.
"Hvad glor du på?" forlangte han frustreret.

Det gav et sæt i Éowyn da drengen ved caféen begyndte at snakke til hende. Hun lagde en hånd på hjertet og så forundret på ham. Han så irreteret ud, men selvom hans bryn var rynket og hans øjne lynede, så han stadig adeles nydelig ud. Hun gik et skridt tættere på ham.
"Irriterer jeg dem?" spurgte hun så og blinkede atter med sine store øjne.
Hun overvejede at gå hen og sætte sig på stolen over for ham, men gjorde det ikke. Hvad nu hvis han var pirrelig nok til at begå onde handlinger? Hun fik kuldegysninger ved tanken og rystede dem af sig. Vinden tog atter til, og hendes hvide kjole dansede i takt med vinden. Hun åbnede munden let og stoppede midt i et skridt.

Al lænede sig længere tilbage i stolen og vendte hovedet væk, mens han stadig betragtede pigen nøje. Han snappede efter vejret af irritation. Så var hun ovenikøbet venlig! For helvede!!!
"Ja, du gør, sådan set! Og du skal ikke sige "De"! Ligner jeg en 90-årig?"
Han lagde mærke til en lille bevægelse pigen gjorde, næsten som en skælven og lagde hovedet på skrå. For helvede! Hun var bare alt for bedårende til at han kunne holde det ud! Og så skulle hun stå der og give ham dårlig samvittighed. Al greb sig i det og så rundt. De øvrige cafégæster havde vendte deres opmærksomhed mod ham. Han kunne have bidt tungen af sig selv. Hvor uforsigtig havde han lov at være?!
Han så igen på pigen med slet skjult irritation delvist over sig selv og over hende for at få ham til at opføre sig på denne her måde. Hun stod og så så kvalmende sød og hjælpeløs ud.
Så skubbede han en stol ud til hende med foden.
"Sæt dig, hvis du har lyst..." knurrede han gnavent, lavmælt. "Eller gå din vej."

Gæsterne i caféen så på dem og igen skød blodet op mod hendes kinder. Éowyn var ikke i tvivl om at hun gerne ville sidde ned, så hun trippede elegant over og satte sig ned. Hun smilede til folkene omkring dem og lidt efter lidt vendte de deres ansigter væk. Så så hun på ham. Hans øjne var mærkelige, dog smukke alligevel. Den måde pupillerne var spidse gjorde ham spændene at se på. Hans sorte hår så lidt pjusket ud, men det gjorde absolut ingenting. Hun bed sig lidt i læben, næsten for genert til at sige noget. Hun lagde hænderne i skødet og så lidt til siden i jorden. Der var stilhed et stykke tid. Hun trak vejret hurtigt ind og smilede til ham.
"Hvad hedder du?" spurgte hun så - hun håbede ikke at han ville råbe på hende igen. Hun rynkede let på næsen, kløede sig på kinden og lænede sig med albuerne mod bordet.

Al så forundret hvordan hun smilede venligt til folk omkring dem og fik dem til, beroligede at vende tilbage til deres latterlige gøremål. Havde det være ham, havde han hvæset af dem og håbet det hjalp. Ikke uimponeret, men noget vagtsom betragtede han pigen tage plads i stolen overfor og sætte sig lige så perfekt ned.
Sjæledæmonen vred sig i den pinlige tavshed. Den var så tyk at han kunne mærke den presse på sin brystkasse. Han nægtede at lade det gå sig på og tog demonstrativt knæene op til hagen og stirrede olmt ud i luften. Han skævede til pigen, da hun spurgte om hans navn.
"Al," præsenterede han sig kort og satte kaffekoppen på bordet. "Og hvad med dig?"
Han kunne se at hun også havde det svært og han havde lyst til at stampe på hende, på samme måde som man har lyst til at stampe på et pivedyr med store nuttede øjne og et fjoget udtryk. Damn, hun var nuttet!
"Har du lyst til noget?" forsøgte han lidt venligere. "Jeg kan godt give et eller andet..." han så hende i øjnene, og tog sig ikke af at han ikke havde skjult sine pupiller, da hun med garanti selv var et væsen, "forudsat du ikke vælger hele menukortet."

Han så på hende med dyb forundring. Han svarede på hendes spørgsmål, og afslørede sine hvide tænder.
"Al.. Hedder du blot Al?" spurgte hun og undrede sig. Hun havde aldrig hørt det navn før.
"Jeg hedder Éowyn." svarede hun.

Éowyn kunne virkelig ikke lade være med at betragte Al med overraskelse. Han var den første person der aldrig havde smilet tilbage til hende ved deres første møde. Med en strittende lillefinger svang hun håret om bag øret - og håbede på at ingen så hendes spidse øre. Straks fortrød hun og rettede det tilbage. Hun så ned i bordet. Da han spurgte hende - noget venligere - om hun havde lyst til noget, rettede hun blikket mod hans kønne øjne igen. Hun grinede lidt af hans sidste kommentar og nikkede så.
"En citronvand ville være rigtig dejligt. Tak." smilede hun så til ham.

Hans hud var så bleg, måske lige så bleg som hendes. Mon den også var varm? Pludselig følte hun en trang til at berøre hans kind, men gjorde det ikke. Istedet lod hun to fingre løbe ned fra hendes kindben til hagen. Selv var hendes hud blød og varm. hun begyndte at undre sig over hvilket væsen han var. Dæmon? Vampyr? I hvert fald ingen elver eller engel. Han syrede øjne afslørede nok at han var en dæmon.

Da det blev for besværligt at trække vejret, tog han benene ned og satte sig ordentligt på stolen.
"Ehm..." hans blik flakkede og hans gustne kinder blev pludselig ildrøde. Han hadede sit fulde navn og kaldte sig aldrig andet end "Al".
"Alistair," sukkede han kort, næsten opgivende. "Men..." hans ansigt var stadig vendt væk men hans lysende øjne fokuserede på den elegante skønhed. "Vær sød aldrig at bruge det navn..."
Han blødte betydeligt mere op da han hørte hendes navn. Det lød måske lidt fjollet i hans ører, men også pænt. Det passede godt til hende.
Han støttede sine albuer på bordet, så han kunne læne sig ind til pigen og sænke stemmen så kun hun kunne høre ham.
"Éowyn... er det... feer, der kaldes sådan?" Al havde endnu ikke lært alle racer at kende og kom med et vildt gæt. Hans første gæt var engel, for hun var behagelig nok selskab, men hun var ikke omgivet af den overdrevne, fantastiske følelse af fryd og styrke som engle var. Hun var langt mere nede på jorden, afslappende, tankefremkaldende... naturlig, var det bedste ord Al kunne komme på.
Han blinkede da hendes fine, perlende latter afbrød hans tanker. Han var vant til at folk svarede sarkastisk tilbage på hans dumsmarte bemærkninger, men her sad hun og grinede koket!
Han virrede med hovedet og tog sig sammen. Kort efter havde han i så høfligt et tonefald han kunne, bestilt en citronvand fra en forbipasserende tjener.
Han lagde mærke til at hun lod sine fingre køre over sine perfekte porcelænskinder og hævede et øjenbryn.

Hun lod mærke til en svag rødmen i hans kinder da han nævne sit navn.
- Alistar.. Det er da ikke slemt? tænkte hun.
"Bare rolig. Jeg skal nok kalde dig Al." sagde hun og blinkede til ham.
Brisen af varm vind skyllede ind over caféen, og et kort øjeblik lukkede hun øjnene og nød vinden mod hendes kinder. Hun mærkede at Al kom tættere på og åbnede øjnene igen. Hans ansigt var knap en meter fra hendes. Han sænkede stemmen og snakkede med en lettere rusten stemme. Hun smilede da han spurgte hvor hun hørte til.

"Éowyn er et elvernavn. Jeg kommer fra det faldne slot i Tel'Mithrim, men det er ikke alle der har hørt om det." svarede hun med et lille smil. Historien bag det faldne slot var noget der stod Éowyn utrolig nært - det handlede ikke blot om slottet, men også om hende. Hun mærkede en stikken i sit hjerte og førte en hånd op til brystkassen.

Lidt efter kom tjeren tilbage med citronvanden.
"Tak." sagde hun til ham og tog en slurk af det lækre, kolde, syrlige vand.

Al tog sig ikke af hendes blinken, men blev alvorlig. Hun skulle ikke sidde der og være nuttet, når han havde komplekser!
"Det vil jeg sandelig også håbe," bemærkede han i et dybt, advarende tonefald og så fast på hende med sine skinnende øjne.
*Tel'Mithrim... hvordan skulle nogen kende til det, hvis ingen kan udtale det?* han måtte bide sig selv i tungen for ikke at sige noget uforskammet. Normalt ville han have slynget det første, det bedste, det mest sårende ud, der faldt ham ind, men den kønne, stilfærdige pige fik ham næsten til at føle dårlig samvittighed.
Han lagde mærke til hvordan pigen tydeligvis blev opløftet at tanken om sit hjem og så hånden der uvilkårligt røg op til hjertet. Afventende lænede han sig lidt tilbage og ventede til tjeneren havde givet hende førnævnte citronvand.
At slottet var "faldent" lød ildevarslende i hans ører og han var ikke sikker på at han havde lyst til at høre en lang tåreperser om hendes fortid. Og dog...
Sjæledæmonen lagde hovedet lidt på skrå. Nikotintrangen rev stadig i ham som sindssygt, men blev efterhånden overskygget af en pirrende nysgerrighed.
"Hvordan er du så endt her?" han hævede et øjenbryn og tog et stille sip af sin kaffe.

Faktisk morede det Éowyn at se Als ansigt skifte med at være alvorligt og mere blødt end før.. og så alvorligt igen. Hun ønskede inderligt at høre hvad han tænkte, for det måtte nok få læberne til at le, mente hun.
Hans advarende tone fik hende til at slappe mere af i læberne, selvom hun stadig havde lyst til at smile til den skabning der sad foran hende. Det var ikke tit hun snakkede med andre væsner - altså væsner der ikke kom fra skovene. Mærkeligt nok følte hun sig mere aflsappet her - sammen med denne dæmon der var halvt høflig og halv uhøflig - end hun havde gjort med andre andre væsner. Væsner som mennesker, engle, ja selv elvere som hende selv. Men den utilpashed der hang over hende, når hun var sammen med andre skabninger, var ikke noget som plagede hende før det faldne slot..
"Hvordan er du så endt her?" - lød det fra Al og Éowyn kom til virkeligheden med et sæt. Med store øjne, tænkte hun over hvordan hun mon kunne svare på det spørgsmål.

"Hvad mener du.. endt her?" sagde hun, mere varsomt end før. Der kom et hurtigt, lukket smil fra hendes røde læber. Hun vidste faktisk ikke rigtigt hvad han mente med det.
- Her? Her i caféen? Eller her - væk fra slottet? Ville han høre historien om.. om fortiden? tænkte hun med sitrende fingre.

Al var ikke sikker på han kunne lide skiftet i hendes ansigt. Omvendt var han nødt til at indrømme at hendes flakkende blik drev et lille smile frem på hans læber. Hvor han dog elskede andres usikkerhed...
Han gav sig selv en mental lussing. Hårdt.
"Jeg mener..." han overvejede lidt sine ord og med en seriøs mine, der slet ikke passede til hans drillende natur så han oprigtigt på hende. Det mest forsigtige, generte, venlige smil, man nogensinde ville se sjæledæmonen Alistair smile, bredte sig på hans læber.
"Begge dele." sagde han lavt. "Jeg har tid nok."

Éowyn sank en klump. Han ville høre sagnet om det faldne slot. Hun tog sig sammen og så på ham med et stort smil

"Så.. Historien om slottet.." sagde hun langsomt. "Det var jo krigen for cirka 90-100 år siden. Hvor man tvivlede nogle af de store herrers meninger, og måder at gøre tingene på. Jeg er datter af Juzeh, vindens herre. Vi boede på et slot langt væk herfra. Da krigen brød ud døde min far.." Éowyn skar en grimasse, men tog sig igen hurtigt sammen. Det var ikke nogen let død hendes far havde gennemgået. "Og slottet faldt. Altså, nogle af de onde fyrster og deres krigere brændte slottet til grunds. Jeg måtte flygte - kun iført den selv samme kjole jeg har på nu. Har boet i Tel'Mithrim siden." sagde hun så og smilede så oprigtigt hun kunne.

Ikke blot havde hendes far gået bort for hans herredømme og folk - vindens elverfolk - men han blev også dræbt for øjnene af sin egen datter, selvom at han havde lovet hende, at ville komme tilbage til hende i live.

Al hævede øjenbrynene og så tænksomt på pigen hen over kanten af kaffekoppen. Han sagde ikke noget. Vidste ikke rigtig, hvad der ville være passende. Pigen havde set mere end de fleste. det var tydeligvis følsomt, og han orkede ikke at hun skulle blive helt rørstrømsk.
Men hun sad oven i købet der og smilede falsk!
*Tror hun, jeg er dum?*
Al var trofast følger "jeg er ikke okay, og du er ikke okay"-princippet, så det skurrede altid lidt indeni når folk prøvede at smile sig ud af situationen.
"Og nu...?" han lagde hovedet på skrå og så nøje på hende.

"Nu vandrer jeg bare. Fra skov til skov, fra by til by. Dog føler jeg mig stadig bedst tilpas et grønt sted." sagde hun med et smil. Hun tog en stor slurk af sin citronvand. Så fugtede hun sine røde læber og så på Al. Langsomt kløede hun sig på hånden og smilede med øjnene.
"Hvad med dig? Hvor er du fra? Bor du her?" spurgte Éowyn så. Hun kunne ikke lade være med at betragte ham nøje. Hans syrede øjne var fantastiske. Hun rykkede lidt tættere på bordet og lagde benene over kors.

Al satte sig lidt væk som for at tage afstand fra strømmen af spørgsmål. På den ene side nød han hendes nysgerrighed i fulde drag. På den anden side, brød han sig ikke om at snakke meget om, hvor han kom fra. Det kedede ham. Hans enorme ego ville hellere beskæftige sig med hvad han udrettede nu, i kraft af hvem han var.
"Whoa... du må være træt i fødderne," han så op i den blå himmel. "Og er din kjole så ikke ret slidt efterhånden?"
Han smilede skævt og så ned i sin kop. Han havde drukket al kaffen. Med en vinkende hånd fik han kaldt tjeneren til og bestilt en ny kop kaffe. Denne gang i et to-go bæger, hvis de nu ikke blev så længe.
"Efter den tåreperser har jeg vist ikke meget interessant at byde ind med," smilede han skævt og skubbede sin tomme kop fra sig, mens han så på hende. "Jeg er ret almindelig. Har en søster, en far og en mor. Vores hus ligger i Werclare, men jeg kan bedst lide at være sådan lidt over det hele."
Han smilede for sig selv, da han kom til at tænke på Theos lejlighed i Sheria. Sjæledæmonen så undersøgende på den elegante elverpige. Det måtte være hårdt at miste sin familie. Hans forældre hørte ganske vist ikke til blandt hans bedste venner i øjeblikket, men han kunne ikke forestille sig et liv uden sin søster eller sine forældre.
"Vandrer du virkelig bare? Hvad får du ud af det?"

Hun grinede af hans bemærkning af kjolen.
"Jeg er healer. Hver gang den får en rift kan jeg heale den væk. Dog kan jeg ikke undgå at den bliver beskidt, så den ser alligevel lidt slidt ud." sagde hun og så ned af sig selv. Der var grønne pletter og spor efter jord overalt på den. Hun kunne selvfølgelig bare vaske den i de floder og søer hun kom forbi, men det orkede hun ikke. Hun lyttede til hans korte historie om sig selv. Han virkede som om han ikke ville snakke om sit eget liv, så hun ville ikke spørge ind til det... medmindre hendes nysgerrighed faldt over sine egne ben igen.
"Ja jeg vandrer." smilede hun til hans spørgsmål. "Jeg har vandret mange lande, skove og byer igennem. Jeg ser verden og den er smuk.". Hun sukkede og så op mod himlen.

Vinden kildede i hendes øre og den lette brise aede hende på kinden, som en hånd der kærtegnede hende. Det var al for længe siden hun sidst var blevet kærtegnet - og elsket som den hun var. Han var også falden og han var hendes forlovede. Men det var så lang tid siden at hun havde glemt hans måde at se på hende. Hun havde glemt hans måde at kærtegne og kysse hende på. Dog stadig var han i hendes hjerte som en trofast ven der aldrig ville forlade hende.