Ved søen - Éowyn.

Dag & Dato: Irl.
Tid: 23:45
Sted: Søen.
Vejr: Mørkt, men vindstille. Lunt.
Omgivelser: Søen og naturen.

Vicente kom gående imod søen. Han stoppede ved bredden og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre, hvorefter han så ned i vandet. Han var iført sit typiske sæt tøj, et par sorte cowboybukser, den sorte bluse og sin sorte jakke udover(Tjek avatar, hvis du i tvivl). Hans øjne var grønne, hvilket betød at han havde fået stillet sin blodtørst og der ville gå et stykke tid, før han krævede blod igen. Han havde hørt mange rygter om denne sø, men troede dog ikke på noget af det. Det var en af de første gange han var her. Han holdte sig mest til området omkring sin skovhytte i den triste skov, det område som han kaldte for 'hans område.' Han beskyttede det i hvert fald, som en hanløve ville beskytte sit territorium fra fremmede dyr. Vicente slikkede sig let over sine spidse hjørnetænder og stak så sine blege, tynde hænder i lommerne.

Éowyn slentrede elegant hen mod søen. Da hun så en sort skikkelse stoppede hun op bag et træ. Hun tittede frem fra det og så hen imod skikkelsen. Her lugtede af råddent tang, og noget meget, meget sødt. Det måtte være en vampyr, tænkte hun, for sådan lugtede den sidste vampyr hun havde mødt.. Og det var ikke just et behageligt møde. Hun bed sig selv i læben. Turde hun gå derhen? Eller.. Det var jo ikke sikkert han ville hende noget ondt.. Men alligevel?

Hendes blå, blå øjne var fortvivlede og bange. Hvad nu hvis han var lige så truende og lige så forfærdelig som den sidste vampyr? Hun skælvede ved tanken.

Vicente rettede blikket op mod himlen. Han kunne dufte nogen i nærheden, han havde dog aldrig duftet denne duft før. Hvad kunne det være? Han havde ingen anelse, da han end ikke kunne identificere duften, men han gad dog heller ikke lede efter dette væsen. Hvis dette væsen ville ham noget eller var farligt på nogen måde, så ville han sikkert finde ud af det, før det var for sent. Vicente trak sine blege hænder op ad lommerne, han bukkede sig let ned og rørte let ved vandoverfladen. Hans kolde krop var mindst lige så koldt som vandet. "Hm.." Mumlede han let og tørrede let sine fingre af i sine bukser. Han var meget rolig, hvilket var fordi han næsten lige havde drukket blod.

Væsnet virkede meget roligt. Hun kunne ikke vide om det var en pige eller en dreng. Uden at tænke gik hun frem fra træet og hen mod søen. Hun nåede hen til vandet, nogle få meter fra vampyren og dyppede tåen ned i vandet. Søen var slet ikke så kold, så hun jokkede ud i vandet. Hendes kjole nåede hende kun til knæene så hun kunne roligt vade ud i vandet. Vandet var fantastisk! Dejligt, lunt og vinden blæsede imod hendes ansigt som et barns latter. Hun smilede til den og glemte et øjeblik at vampyren var der.

Vicente hørte fodtrin og vendte sig om. Han fik øje på en person, han vidste nu at dette var væsnet, som han kunne dufte. Det lignede på mange punkter et menneske, men væsnet var meget, meget mere yndefuldt og duften var meget renere end et menneskes. Han strøg endnu engang en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. Han havde hørt og læst om elvere, men havde aldrig før mødt en. Kunne dette være en elver? Det gættede han i hvert fald på. Han tog et par skridt mod elveren og betragtede hende. "Godaften." Sagde han så. Hans stemme var mørk og rolig.

Éowyn gispede da hun hørte vampyrens mørke stemme. Hun hoppede og med hånden på hjertet så hun mod væsnet. Det var en dreng kunne hun se. Hans hår var langt og sort og vandet spejlede sig i hans øjne. Han var smuk af en vampyr af være. Hun smilede da hun mærkede hans rolige humør. Han var skam ikke ude på noget.. lige nu da. "Godaften." sagde hun og bukkede hovedet som en hilsen. "Mit navn er Éowyn." sagde hun igen og smilede venligt til ham.

Vicentes blodtørst var allerede stillet, så han så ingen grund til at angribe eller være fjendtlig overfor dette yndefulde væsen. "Vicente Valentieri." Præsenterede han sig og blinkede en enkelt gang. Dette væsen var meget smukt og levende samtidig. Vicente plejede normalt ikke at forbinde smuk med levende, da han jo selv var død, som alle andre vampyrer. Han måtte dog indrømme overfor sig selv, at dette væsen var smukt. Det lå vel også i deres natur? Det havde han vist nok læst et eller andet sted.

"Jeg er glad for at møde dig Vincente." sagde hun og gik hen imod ham. Månen reflekterede sig i hendes øjne og nu vidste hun at denne Vincente var venligsindet. Hun viste sine hvide tænder i et smil og lagde hovedet en smule på skrå. "Bor du her tæt på?" spurgte hun. Aldrig havde hun mødt en venlig vampyr.. Aldrig. Derfor var hun utrolig overrasket over hans rolige, smukke øjne og hans rolige stemme. Ej heller havde hun mødt en vampyr med grønne øjne og hun begyndte at mistænke sin lugtesans. Var han virkelig en vampyr? Eller havde han blot været i nærheden af en vampyr?

Vicente lo kort og hans spidse hjørnetænder kom til syne. Han lo på grund af det hun sagde, det med at hun var glad for at møde ham. Han havde ikke hørt den sætning i flere måneder og sidst havde det været fra en anden vampyr. Hun skulle bare vide, hvis han ikke havde stillet sin blodtørst, så ville han være fjendtlig, som en hanløve der beskyttede sit territorium. Han rystede let på hovedet, som svar til hendes spørgsmål. "Jeg bor i den triste skov." Svarede han så. Hans øjne var altid grønne, når han havde drukket blod, men de blev blodrøde, så snart han hungrede efter mere blod.

Hun rynkede brynene ved hans latter. Synes han at hun var sjov? Men nu vidste hun at han var en vampyr, for hans tænder var tydelige, hvide og skarpe. Han var absolut en vampyr. Hun nikkede da han svarede hende på hendes spørgsmål. "Jeg bor endnu længere derfra." svarede hun med et smil. Hun fugtede sine læber og så ned mod vandet. Blæsten hvirvlede om hendes knæ, hun havde stadig fødderne i vandet. Det var egenlig ikke tit hun var ude efter solnedgang. For det meste var hun i sin hytte, eller oppe på den sædvanlige gren. Men hun var jo så bange for de uhyggelige væsner der kom frem efter solnedgang..

Vicente nikkede let. "Er De en elver?" Spurgte han og tog så et skridt hen imod hende. "Jeg har aldrig mødt en elver før, så jeg må indrømme, at jeg er i tvivl." Tilføjede han så og betragtede hendes ansigt, hvis dette var en elver, så var det der stod i bøgerne i hvert fald korrekt. Elvere var virkeligt smukke væsner, det måtte selv Vicente indrømme, ham som ellers hadede alt det levende. Elvere var jo også mystiske væsner, om det havde noget med det hele at gøre, det vidste han ikke.

Hun så først på ham ud af øjenkrogen. Så drejde hun hovedet og nikkede. "Jeg er en elver." smilede hun til ham. Hun gik et skridt tættere på. Han var MEGET højere end hende. Hun måtte bøje nakken for at se på ham, det var næsten for vildt. Hun nåede ham til hans kraveben hvis man skulle måle dem lige ved siden af hinanden. "Og du må være en vampyr?" svarede hun og lagde en hånd på hjertet. Hun løftede en hånd og trak elsatikken ud af hendes hår. Hun rystede lidt med hovedet og lod håret falde ned over hendes skuldre og dække over hendes hals. Hun ville virkelig ikke friste ham..

Vicente nikkede let og studerede hende så med sit blik. "Det der står i bøgerne om jeres slags er korrekt." Sagde han og nikkede let. Han fandt dette væsen, elveren, fascinerende. "Et smukt og yndefuldt væsen." Mumlede han lavt og kløede sig let på sin blege kind. "Et væsen der forsøger og holde sig neutral med alle parter." Sagde han, dog stadig mumlende. Han bekræftede de ting, som stod i den bog, som han havde læst.

Hun så på ham da han nævnede bøgerne. Da han så sagde "yndefuldt og smukt" rødmede hun og så væk, ned mod vandet. Hun omfavnede sig selv med hænderne om sine arme og tog en dyb indånding. "Vi vil være venner med alle. Vi er fredelige væsner, vi vil ikke gøre nogen fortræd." svarede hun med et lille genert grin. Hvorfor rødmer jeg altid, tænkte hun og rynkede lidt på næsen. Så så hun på Vincente igen og smilede. "Det er vi vidst ikke så mange væsner der gør." sagde hun - hun prøvede ikke på at hentyde til noget.

Vicente rystede let på hovedet. "Så vidt jeg ved, så er i de eneste." Han strøg endnu engang en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Vi vampyrer har nemt ved at forholde os rolige, når vi har fået blod. Nogle vælger dog ikke at gøre det." Sagde han. Han behøvede vel ikke at forklare, at han ikke var en af dem, han undlod i hvert fald at gøre det. "Det kan typisk ses på vores øjne. Blodrøde øjne er et stærkt signal på, at vampyren hungrer efter blod." Fortsatte han så.

Hun så på ham og kneb sine øjne sammen. Så nikkede hun. "Jeg undrede mig også over dine grønne øjne." sagde hun og tog et halvt skridt hen imod ham. Brisen tog fat i deres hår og det fløj som i et eventyr. Brisen lettede så og hviskede søde ord i luften. Hun følte nærmest at luften var magisk, der var noget ved måneskinnet som spejlede sig i vandet.. Om det var godt eller dårligt vidste hun ikke.

Vicente studerede hende fortsat med sit blik, som om han ville have hver eneste og mindste detalje af hende med. Nu var det jo også første gang han så en elver, så han kunne ikke undgå at være fascineret af dette væsen. Han tænkte lidt på, hvordan elverblod mon smagte, men han havde dog ikke tænkt sig at sætte tænderne i denne elver, måske en anden gang. Han var ikke tørstig nok, så han gad ikke prøve at eksperimentere med det.

Éowyn kunne mærke hans blik bore sig ind i hende. Hun lod som om hun ikke lod mære til det. Hun så op på ham. Et smil fandt frem på hendes læber og nåede hende til øjnene. Månen spejlede sig stadig i de runde, smukke, blå øjne. "Kommer du tit her?" spurgte hun. Dette var anden gang hun havde været ved søen. Egenlig brød hun sig ikke ret meget om vand, men søen her var ret hyggelig, syntes hun.

Vicente rystede let på hovedet. "Det er en af de første gange, jeg er her." Sagde han og så ind i hendes blå øjne. Han slikkede sig let over sine spidse hjørnetænder, et signal som let kunne misforstås, men det var dog bare ren vane for ham. Han følte stadig ingen hunger efter blod og hvis han var begyndt at føle den, så var han også sikker på, at han ikke ville give elveren den mindste chance for at slippe væk. Han vidste endnu ikke, hvad elveren var i stand til, så han udelukkede ikke, at der var en mulighed for, hun kunne kæmpe igen, hvis han nu angreb hende.

Éowyn bemærkede hans tunge strejfe omkring hans tænder. Blodet fra hendes hovedet forsvandt. Hun blev helt bleg. Hun hørte ikke hans svar, hun begyndte bare at bakke bagud. Hun hyperventilerede, luften gik alt for hurtigt ind gennem hendes lunger. Ville han angribe hende? Ville han bide hende? Var han tørstig, trods hans grønne øjne? Alle disse tanker fløj gennem hendes hovede, hurtigere end hun selv opfattede. Pludselig sortnede det for hendes øjne og hendes krop faldt slapt ned i vandet. Éowyn besvimede.

Vicente lagde mærke til, at hun så ud til at blive dårlig. Han ville have fortalt hende, at hun kunne tage det roligt, men hun besvimede før han fik det sagt. Han tog et par hurtige og lange skridt hen til hende og fik hende så op ad vandet. Han løftede hende op i sine arme og gik så ind på land. Han lagde hende på jorden og så på hende. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Skulle han udnytte situationen og bide hende eller bare prøve at vække hende? Valget var ret svært selvom han ikke var specielt tørstig. Hvordan skulle han egentlig også få hende vækket?

Lys.
Eller... Det var ikke rigtig lys. Men det var lys i forhold til at det mørke der var bag hendes øjenlåg. Hun missede en smule med øjnene og trak vejret tung. Hendes mund smagte klamt, klamt af tang og sand. Langsomt satte hun sig op og spyttede. Der var en kold person ved siden af hende. Og hendes tøj var vådt. Det var hvad hun kunne opfatte lige i minuttet. Så huskede hun. Hun huskede tænder, skarpe tænder og glødende, grønne øjne. Hun åbnede vidt sine øjne og så skræmt op på Vincente, vampyren hun netop havde mødt. Hun begyndte at kravle langsomt tilbage og der slap en jamren gennem hendes læber.

Nu var det forbi. Hvis han ville have hendes blod nu, så var det hele fordi. Hun mærkede sine arme give efter under hende. Hun var simpelthen for slap til at bevæge sig længere. "Vær sød." hviskede hun.

Vicente fulgte hende med blikket. "Tag det roligt." Sagde han med sin rolige stemme, i håb at han kunne få hende ned på jorden. "Hvis jeg var efter dit blod, så havde jeg haft tænderne i dig for længst." Sagde han og det var nok heller ikke det bedste at sige, hvis han skulle berolige hende. Han var for mæt til at gide og drikke mere blod lige nu, så hun kunne være helt rolig. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og gik ikke tættere på hende, det ville sikkert bare skræmme hende endnu mere.

Hun ville gerne tro ham, men hun var bange for vampyrer. Alligevel var hun for svag til at røre sig, så hun lod ham komme tættere på. Hun frøs. Hendes læber var blevet blå, hendes hår vådt og slasket - for ikke at snakke om kjolen der var blevet fuldkommen gennemsigtig - gennemsigtig som i 'vi-kan-se-alle-detaljer'. Éowyn tog sig ikke af det, selvom hun rystede som et menneske med sygdom. Hendes tænder borede sig ind i underlæben - en dårlig vane.

"Jeg tror dig." svarede hun så. De runde, blå øjne var alvorlige. Hun prøvede på ikke at være bange mere.

Vicente tog et par skridt nærmere og lod sit blik studere hendes krop, som han nu kunne se pga. kjolen var våd. Hun så ud til at fryse meget, et problem som Vicente aldrig ville komme ud for, da han var kold som et lig. Han tog sin jakke af og rakte den til hende. Den var også kold, da kulden fra hans krop ikke kunne undgå at gøre hans tøj koldt. Den ville sikkert blive varm imens hun havde den på, hun var jo ikke kold, som han var.