Refugium (Angelie)

Dato: 28. maj 2010
Årstid: forår/sommer
Dag: fredag
Sted: Baren på Petronia
Vejr: Stjerneklart.
Tid: 23:27
Omgivelser: Blinkende lys, enkelte barstole, mennesker (og andre væsener) i festtøj.

Alistair lænede sig tilbage, op ad bardisken. Han havde gjort noget ud af sig selv i aften, sat håret, fundet et par pæne jeans og en skjorte. I den ene hånd havde han en White Russian som han sippede af. Han lod blikket glide hen over folk på dansegulvet og de andre folk i baren. Hvor ville han dog elske at arbejde her.
Han havde venner bag disken der havde lovet ham at de ville sige god for ham når han engang blev færdig på bartenderskole, og han havde vist også gjort et godt indtryk under sine praktikophold her.
Men han vidste også udemærket godt at de ikke lukkede hvilkensomhelst nyudlært ind på eksklusive Petronia. Desuden havde Al tit fået at vide at han havde "attitudeproblemer" overfor lærerne, og det kunne påvirke hans karakterer, hvis ikke idioterne snart holdt op med at brokke sig.
Han fnøs og tog endnu et sip af den søde drink. Forbandede, selvfede røvhuller...

Angelie havde lyst til at prøve noget nyt og anderledes lige netop den dag, og af præcis den grund stod hun nu i køen, som førte ind på Petronia. Stedet hvor alle væsner hang ud, og hvor dusøjægere ikke havde lov til at komme ind. Af samme grund havde hun valgt ikke at medbringe nogen form for våben, selvom det ville være en del farligere uden.
Den korte lædernederdel passede godt til hendes tætsiddende skjorte, som fremhævede de former, der skulle fremhæves. Farven rustrød stod også godt til de brune øjne, og et selvtilfreds smil var plantet på hendes læber.
Endelig! Nu var det hendes tur til at komme ind. Hun smed hurtigt pengene på bordet, og skulle til at gå videre, da en stor, og ikke ret køn dæmon rykkede fat i armen på hende. Angelie mærkede hvordan raseriet boblede inden i hende, da han snakkede noget om, at folk som hende ikke havde tilladelse til at komme ind her.
Hun vendte blikket mod ham og vrissede kort. "Og hvem siger det!? Slip mig for helved, og lad mig komme ind eller jeg skal.." Hvæsede hun, men resten af hendes ord, blev druknet i andre væsners mumlen.

Al blev brat hevet ud af sine tanker, ved noget postyr der foregik ved indgangen. Dørmændende havde hevet fat i en pige på hans alder og stod og udspurgte hende. Det lod hun ikke til at finde sig i. Al smilede svagt og lagde hovedet på skrå. Med øjne, der lyste i mørket, betragtede han den brunhårede skønhed. Hurtigt stavrede han over og klappede dørmanden på skulderen.
"Zion, det er min veninde, du står og forulemper." han svingede lidt med drinksglasset og sagde henvendt til brunetten: "Jeg troede du havde brændt mig af," han gjorde store "det kunne du da ikke finde på, vel?"-øjne og gav pigen elevatorblikket. Gad vide hvad race hun tilhørte...
Zion gloede lidt uforstående på Al og mumlede noget om dårligt selskab og under deres værdighed men gav alligevel slip på pigen, som fulgte med Al ind.
Al sendte hende et charmerende, triumferende smil, der åbenbarede hans små hugtænder, og løftede glasset som for at skåle.
"Jeg er sikker på du kan finde en måde at takke mig på før eller siden. Jeg er Al. Hvem er du?"

Angelie bemærkede ikke drengen, der åbenbart havde fundet det lille optrin yderst interessant. Hun skulle lige til at åbne munden, for at spytte den forulempende mand i hovedet, da drengen brød ind.
Nysgerrigt vendte hun blikket mod hendes.. Redningsmand eller hvad man kunne kalde ham, og smilede sødt, for at indgå i skuespillet, der var opstået ud af ingenting.
"Brænde dig af?" svarede hun og hævede spørgende det ene øjenbryn, mens hun lod blikket glide op og ned af ham. "Det kunne aldrig falde min ind". Med endnu et uskyldigt smil fulgte hun med drengen ind, efter at have sendt denne... Zion et meget triumferende blik, der nærmede sig det blik der sagde 'tag den taber'.
Hun vendte dog hurtigt blikket mod drengen, og stoppede forsigtigt op, inden hun langsomt lagde hovedet på skrå. Kort bemærkede hun de spidse tænder, og kunne ikke lade være med at sukke halvt opgivende, over at hendes såkaldte ven var et væsen.
"Åh jeg vil skam gerne takke dig.. på en.. Paseende måde" svarede hun så langsomt, inden hun bed sig kort i underlæben, og vendte blikket mod det skålende glas. "Jeg er Angelie".
Hun nikkede let som hilsen, da det ville virke en anelse for mistroisk at række hånden frem, for at sige hej.
Hun kom dog hurtigt på andre tanker, da Angelie rent faktisk var tørstig, og tog fat i armen på drengen, for at få ham til at følge med hen mod baren. "Hvorfor.. ?" spurgte hun imenst, og vendte kort blikket mod ham, inden hun smilede kort. "Hvorfor hjalp du? Du kender mig jo slet ikke"

*Angelie...* navnet lød alt for rent og dydigt til Als smag, men pigen var trods alt kommet til Petronia af egen fri vilje. Desuden, Alistair Eads vidste bedre end nogen, at man ikke skulle dømme nogen på deres navn.
Al smilede bedrevidende, og lod sig ikke mærke med at han egentlig ikke kunne lide at blive ført rundt. Det var det samme som at få besked på, hvad man skulle gøre. Man hvad pokker, når det var Angelie, gjorde det ikke noget.
"Jeg har mine grunde," sagde han bare hemmelighedsfuldt og tog et sip af sin drink. Sandheden var at han ikke anede hvorfor i alverden han havde gjort det. Pigen kunne jo være et sart menneske, der ikke anede, hvad hun havde gang i. Men han kunne godt lide følelsen af hendes hånd på sin arm og besluttede at det var grund nok.
"Du havde måske slet ikke brug for hjælp?" spurgte han drillende.
De endte op i baren, hvor han satte sig til rette på sin yndlingsstol. "Aftenens bartender laver en god mojito," bemærkede han henkastet med et sideblik på Angelie, der lignede en der ikke helt vidste hvad hun ville have. "Death in the Afternoon" er heller ikke værst, noterede han og tog endnu et sip af sin drink. Han kunne ikke lade være at være lidt nørdet omkring cocktails navne. Det var trods alt det, han ville leve af en dag.

Angelie trommede lidt med fingrene på barkanten, mens hun stadig lod blikket undersøge ham. Hun slap langsomt hans arm igen, da der jo ikke var grund til at holde fat i den længere. "Dine.. Grunde" gentog hun, og hævede let det ene øjenbryn, med et lettere mistroisk blik. *mænd* tænkte hun lettere opgivende, men smilede dog stadig tilfreds over at være kommet ind. Uden Als hjælp stod hun nok stadig og diskuterede med den klamme dørmand.
Hun overvejede lidt hans næste kommentar, da hun ville stikke ham en lodret løgn hvis hun sagde nej. "Tjaa.. Hvis du ikke havde hjulpet ville den kære Zion ikke være specielt køn længere" svarede hun så og fnøs let, inden hun lod blikket glide over udvalget af flasker.
SAmtidig lyttede hun til hans viden om drinks, og kunne ikke lade være med at lade tanken om bartender dukke op i hendes hoved. "Nok er jeg pige" svarede hun så, og vendte blikket mod ham, inden hun trak sine smøger frem fra tasken, og rystede kort pakken, så hun kunne stikke den i munden. "Men jeg er sgu ikke nogen popdronning.. Jeg drikker Whiskey.. Tør" Den sidste kommentar var vendt mod bartenderen, som stod overfor hende og ventede på ordren fra hende. "Jeg har alt for mange dårlige oplevelser med farverige drinks til at begynde på dem, medmindre jeg selvfølgelig vil falde om, og havde tømmermænd i en uge"
Hun fingerede lidt med lighteren, og vippede den mellem pege- og langefinger, mens hun stadig betragtede ham.

Han grinede lidt af hendes skarpe bemærkning.
"Undskyld, det var ikke for at fornærme dig," smilede han. "Men jeg elsker "farverige" drinks. Det er for nemt at servere alt on the rocks."
Så snart han så smøgpakken i hendes hænder, begyndte hans hænder at klø efter følelsen af cigaret. Han gav sig til at rode i sine lommer mens han lyttede til hendes bemærkning om Zion. Øjenbrynene røg uvilkårlig et godt stykke op og han skævede til hende, mens han fandt sine cigaretter og sin lighter. Der var åbenbart mere end et kønt ydre ved pigen.
"Og hun har ovenikøbet god smag," bemærkede han med øjnene på cigaretten i munden og lighteren der forsøgte at tænde den, før han kiggede på hende igen. Hun så sød ud, som hun sad der og legede med sin lighter og ventede på sin whiskey.
"Hvad tænker du på?" han exhalerede røgen og lænede sig igen op af bardisken.

Et skævt smil gled over hendes læber, da han snakkede om drinks, inden hun klikkede let på lighteren og fik tændt smøgen. Tilfreds tog hun et langt sug, og holdt røgen nede i lungerne et par sekunder inden hun lod det slippe ud gennem hendes læber.
"Måske er det for nemt.. Og måske vil jeg eksperimentere lidt med dine forslag senere" svarede hun og satte sig til rette på barstolen, som stod ved siden af ham, inden hun lagde det ene ben over det andet.
Hun bemærkede hans øjenbryn, der gled i vejret, og kunne ikke lade være med at smile roligt over hans udtryk. Hun fik serveret sin whiskey, betalt for den, og drejede glasset en anelse mellem fingrene, inden hun igen fandt lysten til at tale.
"Du virker overrasket" sagde hun så, og lod hovedet falde på skrå igen, stadig med smilet på læberne. "En pige kan skam også slå når det skal være"
Nu var det hendes tur til at kigge overrasket på ham. "Tænker?" spurgte hun undrende, og overvejede muligheden for om han kunne læse hendes tanker eller sådan noget. "Jeg tænker på hvad du er for en" svarede hun så og mødte hans blik, mens hun prøvede at se ind bag hans øjne. "Men du virker.. kompliceret" afsluttede hun så, inden hun let rynkede panden. "Indadvendt, men stadig udadvendt på samme tid.. Med en vis trang til at redde piger" Hendes sidste kommentar kom ud med en lettere drillende undertone.
Hun satte glasset for munden, og drak en tredjedel af glassets indhold med et tilfreds suk.

"Ikke for dig," bemærkede dæmonen, "for bartenderen. Men værsgo," Al vendte sig og og lænede sig ind over baren, mens han grinede ned i sin White Russian. "Jeg kan ikke love, jeg holder dit hovedet oppe af toilettet."
Han skævede til hende.
"Når det kommer fra dig, tror jeg på det. Hvad er du egentlig for en pige? Det er sjældent at man finder smuk, klog og stærk i samme person."
Et uundgåeligt, hånligt fnys undslap ham da han hørte hendes tanker, men han tog sig i det og smilte i stedet til hende med en let hovedrysten. Typisk piger...
"Jeg tror desværre, du er den eneste, der har det indtryk, at jeg kan lide at redde piger. Folk synes ikke ligefrem, jeg er prinsen på den hvide hest." Han tøvede lidt og synes pludselig samtalen var blevet alt for dyb og følelsesorienteret. Han skulle ikke have spurgt om hendes tanker. Typisk ham. "Kompliceret, ligefrem?" gentog han overrasket.

Hun trak let på skuldrene til den kommentar, og begyndte igen at dreje glasset imellem sine fingre. Hun følte ikke meget trang til at fortælle hvem hun var, og slet ikke et sted som her.
"Jeg er vel bare.. Selvstændig" svarede hun så, og sendte ham et hemmelighedsfuldt smil. "Det da altid noget at du tror på mig" svarede hun og lavede et lettere kast med hovedet, mod en mindre gruppe mennesker. "Men jeg er ikke som dem.. Der tilbeder.. Vampyrer.. Som om de eksisterer" fnøs hun let, da hun var blevet enig med sig selv, om at spille på dumhed, for at holde sin beskæftigelse hemmelig.
Hun vendte opmærksomheden tilbage mod samtalen, og askede kort på gulvet, da der ikke var et askebæger i nærheden, og hun følte ikke for at spørge om et. "Ja.. Kompliceret" svarede hun og himlede let med øjnene, over kommentaren med prinsen på den hvide hest. "Den dag sådan en person dukker op er jeg fandme død, for de findes sgu heller ikke" svarede hun og smilede tilfreds, da det også passede hende helt fint.

Al så længe på menneskepigen. Han kunne virkelig ikke regne ud, hvad hun var for en. Hun var ikke blandt de syrede vampyrtilbedere så kunne det tænkes at hun havde langt mere skumle motiver? Al slog tanken ud af hovedet. Hun var sikkert bare en menneskepige, der ikke havde andre steder at gå i byen, når hun havde lyst til det. Petronia var trods alt et ret hipt sted.
Enhver teori blev slået til jorden da hun bemærkede at vampyrer ikke fandtes. Al ville helst ikke ind på emnet. Han var uforsigtig og elendig til at lyve. "Nej, nej, det er noget pjat..." bemærkede han og tænkte på en måde at skifte emne. det klarede hun heldigvis selv.
Han smilede befriet af hendes hånlige kommentar til prinsen på den hvide hest. "Sandt nok... Hvordan er jeg kompliceret?" han lagde hovedet på skrå og lænede sig ind mod hende.

Angelie kunne ikke lade være med at smile over hans ansigtsudtryk, da de kom ind på emnet, med at vampyrer ikke fandtes. Hun lod dog også emnet falde til emnet, da hun ikke brød sig specielt meget om at lyve for andre, ligemeget hvem de var.
"Hmm" mumlede hun tænkende, da samtaleemnet faldt tilbage på ham, og kunne ikke lade være med at overveje, at han havde en vis tendens til at elske at snakke om sig selv. Hun lod dog kun tanken forblive en tanke, mens hun smilede lidt.
"Jeg finder dig kompliceret fordi jeg ikke kan gennemskue dig" indrømmede hun så langsomt, inden hun igen løftede glasset, og hældte resten af indholdet ned i halsen. Hun lod nysgerrigt blikket glide over glasset, der havde en bekvem størrelse, og sukkede kort. "De her glas er virkelig for små" sagde hun langsomt for sig selv, og bankede det blidt to gange i bordet, for at vise, at hun gerne ville have det genopfyldt.
Istedet tog hun endnu et sug af cigaretten inden hun vendte blikket mod Al igen. Ligesom ham lænede hun sig en anelse fremad, tættere på ham, så der var omkring 5 cm imellem dem. "Jeg ville ønske at je kunne gennemskue dig.. Vide lidt om hvem du er" hviskede hun lavmælt, så ingen andre ville kunne høre samtalen.

Al smilede skævt da hun lænede sig tilsvarende mod ham. Han kunne fornemme den søde, specielle duft af menneske og whiskey der omgav hende. Han smilede dovent. Hendes indrømmelse var benzin til det bål, der udgjorde hans selvtillid.
"Du kender mig jo knap endnu," hviskede han drillende og skævede til bartenderen, der fyldte Angelies glas. Han tømte sit eget glas og bankede tilsvarende blidt med det. "Tålmodighed er en dyd.."
Så så han hende i øjnene, håbede virkelig at det havde lykkedes ham at omskabe pupillerne godt nok, så de lignede menneskeøjne. "Interessen er gengældt..." Han lagde hovedet på skrå. "Hvordan er den 'selvstændige' branche?"
Han var så tæt på at han kunne høre hendes vejtrækning og mærke sit eget hjerte sætte farten en smule op. Bartenderen satte det nu fyldte glas foran ham, men han ignorerede det og fastholdt øjenkontakten med Angelie, stadig med et dovent, overlegent smil spillende på læberne.

Angelie kunne mærke hans vejrtrækning mod hendes ansigt, hver gang han sugede luften ned i lungerne, og kunne ikke lade være med at smile lidt ad det. "Tålmodighed ligger ikke til mine stærke sider" svarede hun langsomt igen, stadig med stemmen i det lavmælte tonefald.
Hendes eget blik søgte mod hans øjne, og fastholdt øjenkontakten, mens hun lod ham tale, om at interessen var gengældt. Det var vel altid godt, hvis den anden person også fandt samtalen spændende.
Hun rakte halvblindt ud efter det nyopfyldte glas, da hun ikke ville fjerne blikket fra ham, men stoppede midt i bevægelsen, da han nævnte noget med den selvstændige branche.
Hurtigt koncentrerede hun sig, for at finde ud af om hun overhovedet havde nævnt noget i den stil. For at trække tiden, lod hun hovedet falde lidt på skrå.
"Den er meget.. Ensformig.. Kedelig" svarede hun så, og valgte ikke at uddybe det mere. Heldigvis var Angelie en af de bedre til at lyve. Istedet prøvede hun at opdigte en historie inde i hovedet, hvis han nu valgte at spørge mere ind til det.
Angelie bemærkede dog hurtigt hans lettere overlegne smil, og hævede langsomt det ene øjenbryn, dog kun en anelse denne gang. Som han sad der lignede han en af de personer, der troede han kunne klare hele verden, men hun vidste bedre. Der ville altid være nogen der var klogere, stærkere eller bare bedre end en selv.
Istedet valgte hun at lade sin pegefinger køre henover hans underlæbe. Langsomt gentog hun bevægelsen et par gange, med lette strøg, der knap nok strejfede ham.

Al pressede hende ikke for viden om hendes øvrige beskæftigelser. Hvis hun ikke gad fortælle, gad han ikke lytte. Han smilede fjoget af fingeren der let berørte hans læber.
"Hvis ikke tålmodighed, har du vel så mange andre kvaliteter," sagde han langsomt og fulgte hende med øjnene. Helt af sig selv lænede han sig længere ind mod hende og hjertet slog lidt hurtigere. Bare han dog havde nået at tage en tictac...
Han lænede sig så tæt på hende at deres næser rørte hinanden. Uden at tænke over det holdt han krampagtigt fast i sin stol for ikke at miste kontrollen over sine på nuværende tidspunkt runde pupiller.
"All work and no play..." sagde han lavt med antydningen af et smil og sank en lille klump.

Ubevidst holdte hun vejret, da han kom tættere på hende. Så tæt at det næsten var ubehageligt.. Eller det ville det have været, hvis ikke det var fordi han virkede så beroligende på hende.
Hun var faktisk gået hen og blevet en anelse tvivlsom, på om han måske var et menneske alligevel. Hun ville nok aldrig finde ud af det, men sandsynligheden talte for det lige nu.
Hun rykkede sig ikke, da han var kommet helt tæt på, men istedet smilede hun udfordrende, men også stadig spørgende.
"Det har jeg.. De skal bare lige findes frem" hviskede hun lavmælt, inden hun lansomt fugtede læberne med tungespidsen. Lige nu tænkte hun ikke på hvem der sad omkring dem, eller den drink hun havde bestilt. Der var kun hende og ham.
"Men hvad laver du til hverdag?"

Al førte en hånd op til hendes kind og holdt øjenkontakten. I en gentagende hypnotisk bevægelse strøg han hendes kind i et forsøg på at holde hendes opmærksomhed.
"Lidt af hvert..." hans stemme var næsten kun en udånding. Han strøg en lok brunt hår væk fra hendes ansigt og fulgte den med øjnene. Den frie hånd greb fastere om hans stol. Hvor var hun dog frustrerende, et eller andet sted! Kunne hun ikke bare kysse ham?
Han kunne ikke klare flere overspringshandlinger og lukkede forsigtigt, lige så forsigtigt mellemrummet i mellem dem. Han skulle ikke have noget af at blive afvist midt i det hele. Han mærkede hendes bløde læber mod sine og lukkede øjnene. Omsider slappede han lidt mere af.

Angelie nød hans berøring af hendes kind, mens hun lyttede til de få ord, der kom over hans læber. "Hvad er .. lidt af hvert?" spurgte hun svagt, inden hun smilede let, da han strøg hendes hår væk.
Hun brød ikke øjenkontakten på noget tidspunkt, men ud af øjenkrogen kunne hun se hånden, der strammede grebet omkring stolen.
Hendes hjerte sprang et enkelt slag over, da han begyndte at komme tættere på hende. Meget tættere en før, og hun havde en fornemmelse af hvad han havde tænkt sig at gøre.
Det ville da heller ikke være så slemt, eller ville det. Det vidste hun intet om, men lysten til at læne sig frem mod ham også brændte under huden, selvom hun blev siddende på samme sted.
Der! Hun mærkede hans læber mod hendes egne, og smilede indvendigt over det. Det tog hende ikke mange sekunder før hun blidt gengældte kysset, og lod en hånd glide henover hans arm i en rolig og langsom bevægelse.

Al smilede indvendigt. Hun havde lænet sig frem mod ham, og han mærkede et lille sug i maven, da hun gengældte kysset. Han nød følelsen af hendes læber mod sine, nød følelsen af hendes hånd på sin arm. Også selvom den gjorde det svært at tænke klart. Bare han kunne skjule sine pupiller, når det hele var overstået... Han fortsatte roligt med at stryge hendes kind og prøvede bare at holde fast i øjeblikket. Følte at han fornemmede hendes sjæl. Tænkte på hvor godt det ville føles... hvor længe det havde været siden han havde fortæret en frisk sjæl... smagte den næsten på tungespidsen...
Nej!
Forskrækket brød Al kysset og vendte sig væk fra hende. Han tog sig forvirret til hovedet. Tænk hvis han havde skadet hende!
"Undskyld," mumlede han febrilsk. "Det var ikke meningen."
Han sad lidt overfor hende i stilhed. Mærkede hendes øjne på sig. Rodede sig selv i hovedet, pinligt berørt. Rystede.
"Undskyld," mumlede han igen og rejste sig op og vendte sig hurtigst muligt mod udgangen. "Jeg har brug for en smøg..."

Angelie nød kysset i fulde drag. Det var alt for længe siden nogen havde kysset hende ligesom han gjorde nu. Med halvt lukkede øjne, levede hun sig ind i dette øjeblik i et håb om at det ville vare længe.. Meget længere..
Overrasket trak hun sig tilbage, da han brat brød kysset. Forvirret, undrende og en anelse såret lagde hun hovedet på skrå, mens hun nervøst betragtede ham. Hvorfor havde han kysset hende, hvis det virkelig ikke var det han ønskede?
Forsigtigt bed hun sig i underlæben, mens hun så ham rejse sig.
"Al.." sagde hun halvt bedende, da han vendte sig væk fra hende, og Angelie kom hurtigt på benene også. "Går du?"
Spørgsmålet blev hængende i luften, mens hun lod det forvirrede blik glide over hans ansigt. Mon han hellere ville undvære hendes selskab..? Hvis det var tilfældet, hvorfor kunne han så ikke bare sige det?

Hendes bedende stemme fik ham til at stoppe op. Gjorde ham næsten vred. Hvilken ret havde hun til at få ham til at have det sådan? Anstrengt sank han en klump og knyttede hænderne. Han overvejede, hvad han skulle gøre. Selvom han havde ringe evner for taktik og gennemtænkning, kunne han godt se at ligegyldig hvad han gjorde, ville en af dem blive såret. Efter en dyb indånding så han på hende gennem sit pjuskede pandehår. Al håbede virkelig, at hans øjne så normale ud. Han overvejede om hun virkelig ikke troede på overnaturlige væsener, selvom hun hang ud på Petronia. Var det virkelig muligt at bo i Werclare og aldrig komme i kontakt med andre verdener end menneskenes?
Han skævede til flokken af piger og drenge, der stod og savlede over vampyrerne.
"Jeg... du... du kan jo gå med?" han vidste, det lød idiotisk, men han havde brug for at komme ud i nattens stilhed, hvor han kunne koncentrere sig om ikke at lade sin sjælesult gå amok, og han ville ikke have hun skulle tro, det var fordi han ikke ville være sammen med hende. På den anden side, herinde var der flere vidner, flere grunde til ikke at skade Angelie. Et sted i baghovedet havde han lyst til bare at lade som ingenting og hive hende ind til sig. Men øjeblikket var passeret, som med så mange andre gange i hans liv. Han fik altid ødelagt det for sig selv på en eller anden måde.

Hun fugtede let sine læber, mens hun ventede på hans svar. Irritationen og frygten for at han var et væsen gled langsomt ind under huden på hende. Hun var dusørjæger, men hendes pligt var at dræbe hendes egne. Det havde Morgan jo fået hende til.
"Hmm.. Jeg går med" svarede hun så langsomt, inden hun begyndte at gå hen imod ham, med elegante skridt. Hun gad ikke kigge rundt for at se hvad de andre foretog sig.
Afventende stoppede hun op ved siden af ham, og hævede spørgende det ene øjenbryn. "Jeg beklager hvis du følte dig.. utilpas" mumlede hun så lavmælt mod hans øre, inden hun lod en negl glide henover bunden af hans nakke, hvorefter hun fortsatte sin gang mod døren, der ville føre ud i det fri.
Hendes fornuft talte imod at gå med ham alene.. Hvad nu hvis han ville gøre hende ondt.. Der var sket så meget uventet på det sidste.

Al hørte lyden af hendes sko komme nærmere. Selv her i det dunkende bashelvede der var Petronia fremstod den tydeligere end noget anden i nærheden. Han drog et lettet suk.
Alle de små hår på hans arme og i hans nakke rejste sig da hun let og sexet rørte ham. Åndedrættet satte sig fast i halsen og han ville have grebet fat i hende, hvis ikke hun var svanset elegant videre mod udgangen. Lidt mundlam stod han og så efter hende. Tænkte et øjeblik over, hvor det hele kunne føre hen.
Så blinkede han et par gange, trak vejret og tøffede ydmygt efter hende. Fornemmede slet ikke hendes usikkerhed og følte sig ubehageligt i hendes magt.
Han prøvede at lade som ingenting og fandt sine cigaretter frem, da de var kommet udenfor.

Et drillende, og ekstatisk smil gled over hendes læber, da hun fornemmede hans suk, og hun kunne ikke lade være med at føle, at hun måtte have gjort noget rigtigt. Hun var jo vant til at få det, som blev sat i hovedet på hende, og lige nu måtte hun bare have ham.
Tankerne gled langsomt rundt i hovedet på hende, da hun mærkede den kolde luft mod sit ansigt, og lænede tilfreds hovedet en anelse bagover, for at indsnuse nattens dufte. Langsomt hørte hun skridtene, som fortalte at Al var fulgt efter hende, og med et kruset smil på læberne, vendte hun blikket mod ham, og lod langsomt hovedet glide på skrå.
Ligesom ham, fandt Angelie selv sin pakke med smøger frem, og puttede elegant en i munden. Hun tændte den ikke med vilje, og istedet lænede hun ryggen ind mod den kolde mur, og kiggede afventende på Al.

Da de var kommet udenfor natklubben, kiggede Al længe på Angelie med et dødt blik. Så hende stå afventenende med sin cigaret, lænet henkastet op af muren. Han tændte sin egen cigaret og rakte lighteren til hende.
"Jeg er ked af det, men jeg tænder ikke din smøg." sagde han og pustede en røgsky ud i natten. Der var bare nogle af de der gentlemanting, Al ikke gjorde. For det gjorde han bare ikke. Redde hende fra Zion, helt i orden, tænde hendes smøg som en anden tjener, nul putte.
Samtidig følte Al at han var ved at komme ud, hvor han ikke kunne bunde. Han havde jo egentlig spillet lidt op til Angelie... men han var ikke sikker på, det var helt rigtigt og ikke ville give problemer senere hen. Igen følte han et stik af dårlig samvittighed. Det var virkelig blevet en dårlig vane! Beklemt kløede han sig i håret og skævede til Angelie. Var hun færdig med hans lighter?
Han overvejede om han skulle sige noget, men han var ikke god med ord. Ord gjorde ofte det hele værre.