Havnen - Angelie

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Artemis gik stille og roligt langs kajen. Det var faktisk et stykke tid siden hun sidst havde været nede havnen. Det havde været et af hendes yndlings steder, da hun var menneske.... Mest fordi der så sjældent var nogen efter mørkets frembrud, men også på grund af vandet. Artemis havde holdt utroligt meget af at opholde sig i nærheden af vand... Hvilket også var en grund til at hun havde holdt meget af stranden...

ANgelie havde tålmodigt vendt blikket mod himlen, mens hun havde betragtet hvordan mørket gled nærmere og nærmere. Hun havde samtidig lært, at man ikke kunne føle sig sikker nogen steder, så mens hun traskede langs molen på havnen, lod hun blikket glide søgende rundt, i håb om at finde det væsen, som skulle indbringe hende en god dusør, og sørge for at Angelie rent faktisk ville få mad på bordet.

Artemis opfangede lugten af menneske, og lod hurtigt blikket løbe rundt, for at finde kilden. Mennesker, og vampyrer... Det var de lugte hun sådan havde rimeligt styr på, og kunne genkende. Hendes øjne fandt hvad de søgte, og hvilede på skikkelsen længere fremme. På kvinden. Artemis var ikke sulten, hvilket den klare grønne farve i hendes øjne også tydeligt indikerede.

Angelie bed sig let i læben, inden hun begyndte at fløjte en rolig melodi. Det virkede altid.. Det tiltrak væsnerne ud af deres skjul i håb om et let offer, men hun vidste bedre.
Dog følte Angelie sig en anelse overvåget og klemte mistænksomt øjnene sammen, mens hun stirrede lidt til venstre og frem for sig. Stod der virkelig en lille pige der? Mid på denne tid?
Kort himlede hun med øjnene, og glemte i det øjeblik sin forsigtighed.
"Burde du virkelig være ude nu?" spurgte Angelie venligt, inden hun lagde blikket på pigen, efter at være nået helt hen til hende.

Artemis trak kort på skuldrene. "Formodenligt ikke. Men det er jeg altså." svarede hun, præcis som hun hvade gjordt hvis hun ikke var blevet forvandlet. Hun havde nemlig allerede som menneske haft for vane at vandre rundt hvor hun bestemt ikke burde være, på tidspunkter hvor andre børn havde sovet i flere timer.

Angelie hævede let det ene øjenbryn, mens hun betragtede den lille pige. Normalt ville hun være irriteret over at forstyrre sin jagt på grund af det, men Angelie rystede tanken af sig.
"Ja jeg kan godt se du er ude, men du burde altså ligge i din seng unge dame." Svarede Angelie bestemt, mens hun overvejede om pigen ikke havde nogen forældre, der kunne tage sig af deres eget barn. Normalt ville hun også have genkendt hende som vampyr på stedet, men hun var distraheret. "Dette er ikke noget sted for sådan en som dig"

"Der er meget, der ikke er som det burde være." svarede hun blot, og så roligt på kvinden. Nej, ærlig talt, så var der ikke meget i Artemis liv, der var som det burde. Det havde der aldrig været. Så egentlig var hun vant til det, og tog det ikke synderligt tungt. Andre havde det dog med at tage det tungt på hendes vejne, til tider..

Angelie rynkede let på næsen over pigens kommentar. "Hvad hedder du?" spurgte hun istedet og lagde armene over kors, inden Angelie smilede svagt. Et falsk smil, der indikerede at det ikke hugede hende at lege babysitter lige netop den aften.
Hun skulle lige til at åbne munden igen, for at fortsætte da hun langt om længe indså realiteterne. Pigen var ikke bare en pige.. Pigen var vampyr. Angelies reflekser tog over, og rykkede hurtigt et par meter væk fra hende.

"Artemis.. Hvad hedder du?" svarede hun, før hun overrasket så på kvinden, da denne trak sig væk fra Artemis. Hvad...? Kunne hun være ligesom ham fra stranden? En jæger?... Vicente havde bedt hende om at holde sig væk fra jægere, og alligevel var dette den tredje hun mødte inden for den korte tid hun havde været vampyr...

Angelie tyggede langsomt på navnet, mens hun prøvede at komme i tanke om hun havde hørt det før. Heldigvis for denne pige, var Angelie en slave af Morgan. Hun havde drukket hans blod under tvang, og var blevet beordret til ikke at røre nogle af væsnerne, men derimod dræbe de andre jægere.
"Mit navn er Angelie" svarede hun langsomt, men holdt med vilje afstand imellem dem. Angelie kendte sine egne principper, men ville denne pige mon prøve at gøre hende ondt?

Artemis nikkede let, og betragtede Angelie i tavshed en tid. "Du er dusørjæger, er du ikke?" spurgte hun så, uden at fortrække en mine. Efter hvad Vicente hade fortalt hende, så ville kvinden ikke tøve med at slå hende ihjel... Men så igen... Artemis havde jo før overlevet at møde en dusørjæger...

Angelie fnøs let, og nikkede kort. "Jo jeg er dusørjæger" svarede hun og trak let på skuldrene. Angelie var ikke som de andre. Hun myrdede heller ikke væsner uden grund. Alle skulle overleve, selv hende selv. Hun havde accepteret at byen var fyldt med væsner, som var nødt til at overleve ligesom hende selv, og myrdede derfor kun de væsner der havde en stor dusør til at hænge over deres hoved.

Artemis nikkede kort, og så ud til at tænke. Mest over om Angelie mon ville angribe... Artemis havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, eftersom hun allerede hade fået blod den aften. Og så brød hun sig ikke om at bide folk i det hele taget... Selvom Artemis var vampyr, så var hun stadig ikke andet end et barn...

Angelie ventede endnu nogle minutter, mens det langsomt begyndte at gå op for hende, at denne pige ikke havde tænkt sig at angribe hende overhovedet.
Hun trak vejret dybt, og trådte så igen frem mod pigen, inden hun bed sig let i læben og rakte en hånd ned mod hende, som et tegn på at hun skulle tage den. "Kom.. Nok er du et af nattens væsner, men du er et barn, og burde ikke være her" sagde hun med et venlig stemme.
Angelie opdagede ligheden i sin stemme, med den som hendes egen mor havde brugt i sin tid overfor hende.

Normalt ville Artemis nok have protesteret, og hårdnakket påstået at hun sagtens kunne klare sig selv. Dog tog hun uden et ord den fremstrakte hånd. Alting var på det seneste blevet så nyt, og farligt, og skræmmende. Ikke kun med forvandlingen til vampyr. Også før det. Det var næsten for meget. Som Angelie sagde, så var hun et barn, og der var altså grænser for hvor meget hun kunne rumme at skulle indrette sig efter. Grænser der efterhånden var ved at være nået.

Angelie mærkede Artemis' kølige hånd, der lagde omrkring hendes egen, inden hun gav den lille hånd et blidt klem. Angelie sendte samtidig en lydløs bøn til at ingen af hendes kollegaer ville se hende på denne måde. Hun ville blive udstødt på stedet.
"Nåh.. Hvor bor du henne?" spurgte Angelie, inden hun let hævede det ene øjenbryn. Det nemmeste og smarteste ville nok være at bringe Artemis hjem til hu er ny ik? Altså.. Næsten lige forvandlet"

Artemis rystede kort på hovedet, da Angelie spurgte efter hvor hun boede. "Det kan jeg ikke fortæller dig." svarede hun roligt, uden at se op på hende. Hun var ret så sikker på, at Vicente ikke ligefrem ville blive glad hvis hun kom hjem til hytten med en jæger...
Artemis vendte dog blikket mod Angelie, og nikkede ved hendes andet spørgsmål. "Jo, det er jeg."

//Undskyld tiden, nettet kagede.. Flere gange >.<'//