På flugt - til Devin

//Undskyyyyld!//

Dato : 23. December 2009
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Koldt, klart. Det sner ikke.
Sted : Gågaden
Tid : 1:45
Omgivelser : Sne, sjap og enkelte mennesker og boder der stadig er åbne.

Al løb gennem sneen. Snublede. Faldt. Kom på benene og løb videre. Bag sig kunne han høre dusørjægerens hastige skridt i sneen. Han bed tænderne sammen i anstrengelse og løb videre. Hvorfor havde han ikke løbetrænet noget mere? Hvis bare han kunne stoppe op og sprede sine vinger ud! Men det ville kræve dyrebare sekunder, han ikke havde. Han vidste det havde været en dum ide at hænge ud på det Reggie Club, han vidste det havde været en dum ide at drille den store bøf, der åbenlyst var dusørjæger og han vidste, at han var for ukoncentreret til at holde sine dæmontræk ordentlig skjult. Og nu var han her, midt på en tom, sjapdækket gågade og løb for sit liv. Han forbandede sig selv sin drillesyge uforsigtighed, men øjnede et håb da han lidt længere fremme fik øje på en mørk sidegade, han kunne dreje ned af…

//Det er helt okay :D//

Vinden susede og piftede. Devin slentrede langsomt hen af gågaden i sin lange, sorte jakke. Hendes gothboots gav små kluk fra sig når de forenede sig med jorden, og hun kastede håret tilbage med en slap håndbevægelse. Hun så to mennesker gå og holde i hånd foran hende, og mest af alt havde hun bare lyst til at skrige så de kunne give slip på hinanden. Hun smilede ved tanken, men tænkte at det nok var en dårligt idé, da dusørjægere kunne være i nærheden. Så sukkede hun. Hun rundede et hjørne og gik videre hen ad gaden. Tunge fodspor hørtes bag hende. Med et hovedkast, kastede hun sit lange, sorte hår om bag skulderen og så en dreng løbe, men et irreteret udtryk i ansigtet. Hun løftede det ene øjenbryn. Drenges øjne var mærkelige, i hvert fald ikke menneskelige..
"What's the rush baby?" spurgte hun med et provokerende grin.

Al prøvede at bremse og hans støvler lavede et glidende spor i sneen, da en gothisk skønhed pludselig kom ud fra den sidegade han havde tænkt sig at løbe ned ad, og stillede sig an foran ham. For sent. Med et råb tørnede han sammen med den smukke pige og de faldt begge til jorden. Han fornemmede en svag lugt af dæmon i det han stødte ind i hende.
Forpustet kom Al op på alle fire og sendte et blik i dusørjægerens retning. Idioten smilede ligefrem sejrssikkert. Febrilsk kom Al op at stå og tog uden videre fat i pigens håndled og hev hende op at stå. Han fik pludselig den ide at bruge hende som afledning og tænkte på at skubbe hende i mellem sig og dusørjægeren, mens han selv stak af.
I adskillige sekunder så han på hende, hendes sorte hår og hendes lysende, grønne øjne... et stik af dårlig samvittihed ramte ham i maven. Det var ved at blive en dårlig vane.
"Løb!" råbte han bare og trak hende med sig ned af den sidegade, hun lige var kommet fra. Hvis han dog bare kunne vinde lidt tid til at forberede et angreb! Nu havde han ovenikøbet spildt tid på hende der... hvem hun nu var.
"Hvad ligner det at stille dumme spørgsmål til en flygtende dæmon?" hvæsede han og trak lidt hårdere i hende så hun kom op på siden af ham. "Du har bare at have en uovertruffen evne, der kan standse ham idioten," sagde han mellem sammenbidte tænder og kastede et blik i den gorillalignende dusørjægers retning.

Med et brag stødte de sammen. Devin faldt så lang hun var, sammen med den flygtende dæmon - hans lugt var facit. Pludselig kom en kæmpe, klam dusørjæger frem fra hjørnet. Devin nåede ikke engang at tænke, før dæmonen trak hende op at stå. Så løb de og gled gennem sneen, prøvede at komme væk fra den belortede dusørjæger. De var begge ved at være godt forpustet, og Devin begyndte at forstå hvad der egenlig skete.. De var to dæmoner.. Og en dusørjæger bag dem. Holy fuck!
Den mandlige dæmon begyndte at snakke om noget med evne, da Devin fik en idé. Hun hev drengen i nakken og tvang ham til at stoppe. De gled et par meter, inden de stod fast på jorden.
"Hold dig for ørene! Lig dig på jorden, gør alt for at holde dig for dine fucking øre!" råbte hun. Drengen så blot på hende og dusørjægeren kom nærmere. "NU FOR HELVEDE." råbte hun og vendte sig om mod jægeren.
Så smilte hun lumsk til ham, og blinkede flirtende med hendes syrlige, grønne øjne. Hun håbede bare på at dæmonen holdte sig for ørene nu, ellers var det fandme ærgeligt for ham.
Så skreg hun. Hun tog en dyb indånding og åbnede munden og skreg. Dusørjægeren kunne nærmest ikke røre sig, og åbnede øjnene så vidt som muligt. Med rystende hænder prøvede han at holde sig for ørene, men det var for sent. Han rullede øjnene indad og faldt slapt ned på den iskolde jord. Devin stoppede med at skrige. Langsomt slentrede hun hen til ham og løftede hans hånd. Hun slap den og den faldt ned på jorden med et smæld.
"Stendød." sagde Devin og vendte sig mod dæmonen.

Al fik næsten overbalance, da hun hev fat i hans nakke. Han gloede uforstående på hende og blinkede. Så smed han sig i sneen med en dump lyd og holdt sig for ørerne, mens han kneb øjenene hårdt i.
Et kort øjeblik blev der stille. Så hørte Al den værste lyd, han nogensinde havde hørt. Som en kat der blev blendet med rustne søm og glasskår. det var som om lyden skar sig igennem ham og han blev svimmel og fik kvalme. Forsigtigt så han op og opdagede at lyden kom fra hans mystiske redningsmand. Hun stod kraftedme og skreg af det store brød!
Med store øjne så han hvordan gorillaen faldt til jorden, og den skrækkelige lyd holdt op. Med den røg kvalmen og svimmelheden heldigvis også.
Først da kvinden gik smilende hen og løftede hans hånd, slap den igen og lod den falde til jorden med et drøn, turde han fjerne hænderne fra ørerne.
Stum af beundring stirrede han blot på den kvindelige dæmon. Så flækkede hans ansigt i et bredt grin.
"Hvor fantastisk!!" udbrød han med et barnligt blik i øjnene og kom på benene, leende af lettelse og overvældelse. Det var anden gang en anden dæmon havde imponeret ham med sine storslåede evner. Det havde været en god ide at flytte hertil. Grinende børste han sneen af sit tøj.
"Du var helt fantastisk, du var helt utrolig, du var..."
Det gik op for Al at han stod og plaprede og øjeblikkeligt hold han kæft. "Øhm... tak."

Devin smilede kort til dæmonen mens han plaprede løs. Hun holdte en hånd på hoften, knappede jakken op og rettede på hendes korte trøje. Den var skrigende grøn, som hendes øjne, og bar på maven. Den var fandens nedringet, men det gjorde hende ikke noget. Hendes gothboots gik hende til knæene, og hendes sorte, skinny jeans var stoppet ind i dem. Pludselig stoppede ham op med at snakke. Hans ansigt skiftede fra forbløffende glad og lettet til koldt og kontant. Et tak slap fra hans læber og Devin nikkede kort.
"Det er nu vi bør finde et sted at gemme os, de andre dusørjægere kommer sikkert og leder efter ham.. Eller har nogen hørt skriget og tilkaldt politiet." sagde hun og så ned på den livløse mand. Hun skubbede lidt til ham med foden. Hans flæsk blævrede under hans trøje. Så så hun på dæmonen igen.
"Hvem er du?" spurgte hun og gik hen til ham.
"Nogen idé om hvor vi skal gå hen? Det behøver ikke at være langt, så længe andre ikke ser os her." - hun så sig kort over skulderen med et løftet øjenbryn. Hun åbnede let sin truttende mund. Der var ingen omkring dem.