Ude og gå med de skøre <> Devin

Tid: 23;23
Sted: Sheria by
Vejr: Blid blæst, lunt og stjerne klart
Omgivelser: Mennesketomt
Påklædning: En beige farvet cardigan, sort top, lysegrå jeans og limegrønne allstars

Ellen kom lige så stille gående sammen med sin førerhund Jack, hendes spinkle hånd lå som altid på dens brede ryg, men de langsomt gik ned af gaden.
Hun lyttede til det omkring dem, men der var ingen, hun kunne i hvert fald ikke høre nogen og slet ikke se nogen, men det var fordi hun jo var blind. Jack trippede lidt da han syntes at det gik lidt for langsomt og bjæffede lidt af hende for at få mere fart på hende. Ellen smilede muntert til sin elskede hund. "Jaja, jeg ved at jeg er langsom, du behøver ikke at fortælle mig det"sagde hun muntert igen og klappede den på ryggen. Hun havde ham ikke i snor og han havde heller ikke andet udstyr på som en førerhund skulle have på, Ellen syntes ikke han skulle gå rundt med det. Hun klarede sig fint bare ved at have en hånd på hans ryg.
Hun trak sin frie hånd gennem det lange brune hår, for at få det væk fra ansigtet så det ikke kildede hende på kinderne og den lille finde næse. Hun vidste ikke helt hvordan hendes hår sad, det bøljede naturligt og den gang hun ikke havde været blind faldt det altid som det skulle når hun trak fingrene gennem det og håbede at det stadig gjorde det.

Devin gik rundt fordybet i sine egne tanker. Han havde det meget underligt. Han kiggede op på den smukke himmelen, og ønskede at han kunne være sig selv igen. Nogle gange ønskede han, at han intet kendte til den anden verden. At han kunne leve som alle andre mennesker. Han kom pludselig i tanke om en dating profil han havde liggende på nettet, fik ham pludselig til at le. Nu måtte han tage sig sammen, han havde jo heller ikke haft styr på livet, dengang alt var ’nemt’ . Sådan gik han i sine egne tanker, da han fik øje på noget meget velkendt.. Ellen.

Ellen stoppede op da Jack stoppede. Han satte snuden op mod himlen da han havde fået færten af noget som han fandt interisant. Han havde nogenlunde gjort sig bekendt med de forskellige væsner, selvom han ikke havde være sammen med nogle af væsnerne særlig længe af gangen.
"Hvad er der Jack?"spurgte Ellen med sin lyse perle stemme og nussede ham med fingerspidserne på ryggen. Jack svarede igen med et bjæf og fik så øje på noget længere nede af gaden. Han genkendte Devin på udseende, men løb ikke springende ned mod ham, da færten ikke passede længere. Endnu engang bjæffede ham lavt og så op på Ellen som stod og overvejede havd der foregik.

Da Devin fik øje på Ellen, begyndte han uvilkårligt at smile. Han havde aldrig forstillet sig at se den blinde skønhed ude for skovens trygge rammer. Han satte i løb, og stoppede op et par meter fra hende. ”Hej Ellen! Og Jack” Devin smilede ned til Jack og så så op på Ellen igen. ”Det er lidt tid siden, sig mig jeg troede ikke du kom i byen?”

Ellen vente sit ansigt i retning af lyden af fødder der løb i retning af hende, Jack trippede nervøst da han ikke vidste hvad han skulle, den forandrede duft ved Devin forvirrede ham og han bjæffede klunknde til Ellen der beroligende nussede ham på hovedet og lod ham slikke sig på fingrene.
Et smil bredte sig dog på hendes læber, da hun med lethed genkendte Devins stemme af han hilste på dem. "Hej Devin"hilste hun smilende og lagde hovedet på skrå mens hun funderede over havd der var forandret ved ham. "Jeg bor i et lille hus i udkanten af byen"sagde hun med et skævt smil, der kom kloge mennesker og så til hende fordi hun var blevet skrevet op den gang hendes familie havde købt Jack som førerhund til hende. De ville ikke lade hende bo i en skov, når hun nu havde valgt at bo alene og ikke sammen med sine forældre ellersin storesøster.

Devin så lidt på hende, og lagde hovedet let på skrå. Jack virkede urolig, men Ellen smilede dejligt som hun plejede. Han tøvede lidt og så på hende ”i udkanten af byen huh..” han smilede svagt og nikkede bare lidt for sig selv ”hyggeligt, jeg går ikke ud fra du er begyndt at feste igennem siden sidst vi sås?”

Ellen smilede og lyttede til hans stemme, for hende var stemmer ansigter. Hun lagde mærke til alt i en stemme, hun kunne høre den mindste smule glæde, men mindste smule vrede eller sorg i en stemme, hver eneste person havde deres helt egen stemme.
"Nej det er jeg ikke"svarede hun med et lille skævt smil og tænkte på den gang de havde mødt hinanden, det var ikke så længe siden, men det var da noget tid siden.

”Hvordan går det med Jack?” spurgte Devin, der godt kunne se at hunden ikke virkede helt lige så glad og livlig som den plejede at være. Han studerede den lidt. Den virkede utryg, og han overvejede om vampyrer virkede skræmmende for dyr. Måske en slags sjette sans som mennesker ikke var i stand til at opfange..

"Ja det går fint med ham"svarede Ellen med et smil og klappede Jack beroligende på hovedet for at få ham til at falde ned. Han trippede stadig lidt, men spidsen af hans hale svingede langsomt fra side til side, da han bedømmede Ellens reaktion på Devin og gik forsigt frem mod ham for at snuse til ham.
"Men han er dog lidt mærkelig nu...Men det kan du vel forklare?"sagde Ellen venligt og vende sit ansigt i mod Devin og smilede venligt til ham "Ikke sandt?"

"Hm?" Devin rettede blikket imod Ellens ansigt, og så undersøgende på hende.. vidste hun det også? Han kom i tanke om første gang han havde mødt hende, om hans fornemmelser for at hun måske var en elverkvinde.. i det tilfælde ville det være ok.. men hvis hun blot var et menneske så? Han så lidt usikkert på hende, lagde så ansigtet i rolige folder og svarede "hvad mener du Ellen? Han er måske ikke glad for at se mig?" spurgte han.

Ellen smilede muntert i retning af ham og nussede Jack bagerst på ryggen da han var gået lidt frem for at snuse til Devin. "Din fært, du dufter ikke som første gang vi mødtes. Det gør Jack lidt urolig" forklarede hun venligt og fik Jack til at sætte sig, ved at presse hånden ned mod det bagerste af hans ryg til han satte sig ned, men strakte hals for at komme tættere på Devin og hans nye fært

”Virkelig? Det var da underligt..” Sagde Devin smilende og lod som om han ikke anede hvordan det kunne være. ”Måske bryder han sig ikke om min nye shampo.. den kan vidst godt have en lidt kraftig duft.. især for en hund med en god næse” sagde han muntert og skyndte sig at skifte emne ”hvad har du ellers lavet siden sidst vi sås, fortæl fortæl!”

Ellen smilede muntert og vidste at det ikke var hans shampoo, og det eneste Jack havde en fantastisk næse for var mad og katte, han elskede at jage katte, ikke fordi han ikk kunne lide dem men fordi han elskede at lege tagfat med dem. Ellen havde spurgt om han først spurgte kattende om de ville lege tagfat og det havde han da ikke tænkt på. Hun havde blot grint af det den gang, men havde i noget tid overvejet at skaffe sig en kat.
Jack stod helt henne ved ham og snussede til hans ben og hænder lige så forsigtigt.
"Jeg har ikke rigtig lavet andet end at gå rundt med Jack"svarede hun med et lille skævt smil, hun havde ikke ligefrem det mest fasinerende liv pg dagligdagen var meget ens for hende.

Devins øjne flakkede lidt ned imod Jake, som var godt i gang med at snuse til han. Han prøvede forsigtigt at klappe ham blidt på hovedet, og håbede hans nye lugt ikke var direkte væmmelig for hunden. Han løftede blikket og rettede øjnene imod Ellen. Hans øjne fik et bekymret skær, da hun fortalte hvad hun havde lavet. ”Du snakker ikke så meget med andre mennesker.. gør du vel?” spurgte han, imens han forsøgte at skjule bekymringen i hans stemme. Han brød sig ikke om at hun gik rundt alene, og selvom en hund var mere selskab end ingen, var det stadig ikke helt det samme.

Ellen rystede på hovedet, folk var tit venlige i starten og meget åbne, men så snart de fandt ud af at hun var blind var det som om de blev mere tilbageholdene. Men hvem ville også have en blind pige som ven, hun kunne jo ikke så forfærdelig meget. Hun tog foreksempel ikke længere ud af at svømme, det var ikke klogt når man ikke kunne se. "Jo jeg snakker med en del, men det er ikke alle som bliver når de opdager jeg er blind"svarede hun med et lille skævt smil. "Men min søster kommer da på besøg flere gange for at holde mig med selskab"tilføjede hun med et størrere og gladere smil.
Jack så op på Devin's ansigt da han klappede ham på hovedet og logrede dovent med halen og gik så tilbage ved siden af Ellen og lod hende ligge sin spinkle hånd på dens ryg.

”Virkelig?” sagde Devin overrasket og en smule chokeret. Selvfølgelig ville der være nogle ting man ville have sværere ved at lave sammen, men ligefrem at tage afstand og ikke ville snakke med personen længere.. det gav ikke mening for ham. ”Hm, jeg kan stadig godt lide dig.. det har ikke ændret sig ved at du er blind overhovedet” sagde han og smilede venligt.

Ellen trak på skulderne da han sagde virkelig. Hun vidste ikke hvorfor, hun mente ikke at hun var total handicappet og hun klarede sig da meget fint den gang hun ikke havde Jack og fordet meste følte sig vej frem.
Ellen smilede da han sagde at han stadig kunne lide hende, hun vidste selvfølgelig godt at det kun var som ven, hun havde regnet ud for længe siden at hun nok aldrig ville finde en som hun kunne leve med resten af sit liv. Men hun havde jo Jack i mange år endnu og det var godt nok til hende indtil videre. "Tak"sagde hun smilende til Devin, mens hun nussede Jack's pels med fingerspidserne.

"Det er underligt hvordan folk kan fravælge hinanden for de underligste grunde.." Devin så en smule trist ud, ved tanken om at Ellen havde et ensomt liv. "Du er for venlig og sød til ikke at have flere venner.. og for smuk til i det mindste ikke at have noget mere selvskab? Dem der ikke vejer højt i personlighed gør det normalt i udseende og omvendt.. du har begge dele?" sagde han, stadig forvirret.

Ellen trak bare på skulderne igen og smilede et lille skævt smil til det han sagde. Hun vidste det heller ikke, men folk var jo ikke ens og hun var bare uheldig nogle gange og endte med at finde dem som forsvandt igen efter noget tid. For det meste snakkede hun ikke med dem efter første møde, hun mente ikke selv at hun kunne skræmme dem væk og hun var i den grad ikke en snob, så det kunne ikke være en grund. Men måske var hun bare for venlig?
Hun klukkede sin perlelatter da han sagde at hun havde begge ting, hun kunne efterhånden ikke huske helt hvordan hun så ud og hun vidste jo heller ikke rigtig om hendes udseende ændrede sig efter ulykken. Hun ved bare at hun har et ar bag højre øre, og hendes søster havde sagt at det var det eneste ar hun havde fået og at hendes kønne ansigt ikke var blevet grimt, sådan havde hun fortalt Ellen det.
"Jeg er en klods om benet på folk, jeg har sværere ved nogle ting og når folk så ikke har tålmodighed nok så bliver de irriterede på mig"fortalte hun med et lille muntert smil. Måske var det grunden til at folk ikke blev ved hende i længere tid.

Devin rynkede brynene en smule, og fik smalle øjne. "Hvordan skulle du være en klods om benet?" ville han gerne vide, og så længe på hende. Tanken forekom ham helt umulig. Hvem ville efterlade deres venner på den måde? Hvad kunne hun havde gjort som 'var en klods om benet' slemt nok til at nogle ville afskrive hende som ven?

"Jeg kan ikke gå selv uden at gå ind i noget, jeg løber aldrig og er altid langsom. Jeg skal have hjælp til stort set alt, og de fleste bliver trætte af det til sidst"svarede Ellen med et skulder træk og vende ansigtet ned ad. Hun vidste at hvis folk ikke have tålmodighed med hende nogle gange, kunne hun vel være meget irriterende for dem. Hun kunne jo ikke så meget andet end at sidde stille og snakke. Hun vidste at hun var svag og en pistilens for mange, også derfor hun var flyttet fra sin familie, de skulle ikke trækkes med hende, selvom de nu kom på besøg næsten hver dag for at hjælpe hende.

"..." Devin så trist på hende "..sådan må du ikke se dig selv" sagde han stille og lidt bekymret. "Hvis nogle fravælger dig af den grund.. er de dårlige mennesker" sagde han meget alvorligt og så lidt ned på Jack. Nussede ham på hovedet "hm, du er i hvert fald en god ven.. ikke også Jack?"

Ellen trak på skulderne og ville helst gå til et andet emne, tanker om ting som gjorde hende ked af det eller bare lidt trist, skubbede hun altid væk. Hun var ikke typen som delte sine triste tanker og hun havde aldrig fortalt nogen om ulykken som havde kostet hende synet. Hun fortrængte alt som gjorde hende i dårligt humør.
Jack bjæffede og Ellen klukkede sin perlelatter. "Ja du er min dejlige -selvglade- bedste ven"sagde hun muntert til ham og fik et lidt fornærmet bjæf igen for at kalde ham selvglad. Men han logrede dog med halen så helt fornærmet var han da ikke blevet. Nogle gange glemte Ellen at andre ikke kunne snakke med dyr og førte nogle gange en samtale med et dyr mens andre bare kiggede på og kun forstod halvdelen af hvad de snakkede om var.

Devin stod og så lidt på dem. Nogle gange blev han svagt i tvivl om, hvor vidt Ellen mon ønskede hans selskab. Måske var hun i virkeligheden vildt træt af at han stod der, og ville bare ønske han ville gå igen. Måske havde hun nok i sin hund, og måske havde hun bare bedre ting at lave. Han så lidt til siden og så væk.. det gjorde ham utryg.

Jack satte sig ned i mellem Ellen og Devin og så skiftevis på dem, kort efter bjæffede han og logrede vildt med halen mens han spændt ventede svar og så så over på Devin og bjæffede til ham. Ellen smilede muntert og rettede sit ansigt mod Devin, og håbede at hendes øjne var rettet nogenlunde rigtigt mod ham.
"Jack ville høre om du vil med hjem og klø ham, mens han ligger i sofaen"oversatte hun smilende for Jack. Han var nogle gange en lidt mærkelig hund, men så alligevel, han elskede opmærksomhed, mad og at blive kløet bag øret så han var da en hund.