Im so fucked. (Angelie)

Hun bed sig forsigtigt i underlæben, mens hun lyttede, og prøvede at sætte sig ind i hvordan det vat at rejse rundt så ofte.
"Så du foretrækker at være nomade, og være flere steder" konkluderede hun mest henvendt til sig selv, inden hun smilede skævt til ham. Hun kunne godt følge ham, men for hende var det mere vigtigt at have et sted, hvor hun kunne være sig selv, og kun sig selv.
"Måske.. Det hænder da at det er spændende.. Men hvad laver du selv?" spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet en anelse på skrå, et tegn på at hun var oprigtig interesseret i at vide det.
Hendes interesse i at vide mere omkring ham voksede i takt med hvor længe de talte, og Angelie kunne ikke lade være med at nyde det.
Hun kunne mærke hvordan alkoholen var ved at overtage hendes tankegang indefra, og et lettere udfordrende smil plantede sig igen på hendes læber, da hun så han fugtede sine egne, ligesom hun selv havde gjort før.
Hun kendte følelsen.. Den følelse der kom, når hun snakkede om intimitet, lysten til bare at gøre det nærmede sig, og hun holdte sig en anelse tilbage. Hun havde lyst til bare at springe ud i et kys, men ville han afvise det?
Der var kun en måde at finde ud af det på. Forsigtigt, og meget langsomt lænede hun sig fremad mod ham, fugtede igen forsigtigt sine læber, og mærkede hvordan den følelse han havde beskrevet kom frem i hende.
Hendes læber strejfede blødt hans, inden hun til sidst lod hendes læber røre hans i et helt kys.

Embry så på hende og smilede skævt, han var nok lidt nomadeagtig, men sådan kunne han lide det. Han havde ofte overvejet at skaffe sig en lejlighed, et eller andet sted, han havde midlerne til det, for han brugte nærmest kun penge på smøger og syltetøj.. og så tøj en gang imellem, og så hjalp han hvis der var en han kendte der havde økonomiske problemer.
Han så på hende og smilede "Det er da godt..Jeg skriver sange.. " svarede han, og betragtede hende lidt. Han havde lyst til at række ud og røre hendes bløde hud, den virkede indbydene. Han rakte ud og tog hendes hånd mellem sine, kærtegnede den kort og fornemmede den bløde hud under sine fingre.
Han smilede lidt og så på hende og opdagede at hun havde nærmet sig, og lagde an til et kys.
Det gjorde ham ikke noget, han havde selv haft lyst til det så der var vel ingen grund til at holde det tilbage. Han lænede sig frem, og lagde sit hoved let på skrå så de ikke bankede næserne sammen. Han nød hendes læber mod sine, og betragtede hendes ansigt mens han lagde sin frie hånd på hendes kind.

Hans ord gled ind i hendes hukommelse, og svømmede lidt rundt, mens hun imponeret udstødte en hvislen gennem læberne, der næsten kunne minde om et fløjt. Hun fokuserede kort på kysset, mens hun mærkede forvirringen bruse under huden. Han havde gengældte det.
Hans hånd føltes varm mod hendes kind, og med et forsigtigt smil på læben, brød hun blidt kysset inden hun trak hovedet en anelse tilbage, men ikke alt for langt.
"Sange.. Virkelig?" gentog hun lavt.. Så lavt at hendes stemme kun ville kunne høres af ham i den larmende natklub. "Det lyder virkelig spændende". Et svagt nik understregede hendes ord, mens hun blidt lod en tommelfinger køre henover hans hånd, som holdte hendes.
Hun løftede blikket op mod hans øjne, og fangede hans inden hun lod hovedet glide en anelse på skrå. "Det kan være man får lov at høre dem en dag" tilføjede hun så i et mere roligt tonefald, inden hun kort bed sig i underlæben.

Embry smilede af hendes pludselige hvislen, eller fløjten hvis man kunne kalde det sådan. Han smilte stille, og slap langsomt kysset da hun brød det. Han kærtegnede kort hendes kind med fingerspidserne, og lagde så sin hånd på bardisken.
Han kunne stadig fornemme hendes åndedræt mod hans hage, og åbnede langsomt sine øjne så han kunne se hende ordentligt.
"Ja.. du ved sådan nogen sangere synger" hviskede han drillende, og betragtede hendes ansigt lidt. Han havde den der varme fornemmelse hele vejen ned igennem halsen til maven, hvilket skyltedes shotsene og han kunne mærke at varmen, kysset og fornemmelsen af alkohol var begyndt at stige ham til hovedet. "Det er også spændene.." sagde han og fornemmede et lille strejf af hans hånd, og smilede lidt. Han så lidt på hendes øjne, betragtede farven, og hendes lange øjenvipper.
"Ja måske..". Han smilede skævt "vil du med ud og have noget luft? Hvis jeg ikke er helt forkert på den matcher mit fjæs snart min hårfarve" sagde han, med et lille grin. Det var begyndt at blive lidt for varmt for ham derinde, og desuden var han rygetrængende.

Angelie undertrykte en trang til at række tunge ad ham, med sit mest barnlige ansigt, da den drillende tone i hans stemme nåede hendes øre.
"Det ved jeg da godt" svarede hun lavmælt, inden hun rettede sig let op i stolen, så hun ikke længere var helt så tæt på ham længere. Hun betragtede hans kinder, der så ud som om en svag rødmen bladrede sig hen over dem, og kunne ikke lade være med at smile tilfreds ved tanken.
I det mindste var det sjældent at sådan noget skete for hende, men der skulle også meget til at gøre hende genert eller pinlig berørt.
"Sikke en fantastisk idé" svarede hun hurtigt til det med luft, og viftede forsigtigt noget hen mod sit eget ansigt, og derefter mod hans, inden hun elegant hoppede ned fra barstolen, uden at slippe hans hånd.
Det føltes bare.. bedre at holde fat i den, så hun kunne være sikker på, at han rent faktisk var en person, eller måske var det hele en drøm?
Hun grinede muntert, da han kommenterede sin ansigtskulør, og holdt en lang pause for at trække spændingen lidt ud, mens hun næsten stirrede på hans ansigt. "Nej" sagde hun så til sidst, med et drillende og lettere legesygt smil.. "De er ikke helt den samme farve endnu".
Med et smil, trak hun prøvende i hans hånd, mens hun begyndte at bevæge sig hen mod døren, i den tro at han ville følge med.

Embry smilede skævt "virkelig?" spurgte han drillende, og fulgte hendes eksempel og rettede sig lidt op, og strakte sig lidt. Han nikkede og rejste sig fra stolen "jamen jeg er også ganske genial" sagde han og smilede skævt. Det var ikke helt løgn, der var faktisk mange der var enige i de ting han sagde, så der måtte da være lidt hjerne under hans rød/orange hår.
Han holdt fortsat fast i hendes hånd, der var noget trygt over at holde fat i en anden på den måde, og han var sikkert også lidt af en tryghedsnarkoman.
Han skar en grimasse af hendes tid om at svare, og grinede lidt "nej mit hår er nok også mere orange.." sagde han så, og lod sig trække med udenfor. Den kølige luft udenfor gjorde ham mere rolig, og mere klar i hovedet.
Han vendte igen sin opmærksomhed mod Angelie, og smilede venligt. Han rakte ned i sin lomme og fik fat i sin cigaretpakke. Han lagde en i sin mundvige, og rakte pakken til hende "vil du have en?" spurgte han, og lagde hovedet let på skrå.

"Nej" svarede hun ironisk til hans spørgende virkelig, inden hun let himlede med øjnene, stadig med et skævt smil på sine læber. Hun undlod med vilje at tilføje en kommentar til hans anden sætning, men nikkede bare istedet, uden fjerne blikket fra udgangen.
Et svagt pust af den kolde vind, ramte hendes ansigt i det samme, som de trådte ud under natten. Med et tilfreds suk, lænede Angelie sig med ryggen mod den kolde mur, inden hun lod blikket glide fra ham, og ned mod den cigaretpakke han holdte frem. "Jo tak" svarede hun med endnu et varmt smil, inden hun vristede en cigaret ud af pakken, og plantede den mellem sine tænder, midt i munden.
Hun undlod med vilje at tænde den selv, da det var en prøve hun altid havde elsket at udsætte drenge for. Hvis de var opmærksomme ville han tænde den, og hvis ikke.. Så var den dreng normalt ikke ret meget værd i hendes øjne.
Med et let hævet øjenbryn, blev hun ved med at betragte ham, inden hun lænede hovedet en anelse bagover, så det også stødte mod væggen.
Der var ikke noget så dejligt, som at stå udenfor, og mærke hvordan vinden legede med ens hår, tøj.. Ja alt hvad der kunne blafre. Desuden hjalp den også mod hendes lettere beruselse, som var kommet frem, efter det bratte temperaturskift.

Embry så på hende og smilede lidt, og lagde derefter pakken tilbage i lommen på sine løse jeans.
Han havde det bedst i løst mørkt tøj, det skjulte hans undervægt bedst. Han fik i mellemtiden fat i sin lighter, da han havde sluppet cigareetpakken, og tog den op. Han så lidt på Angelie og tændte så hendes cigaret før han tændte sin egen, og smilte venligt til hende, før han inhalerede det første sug og lukkede kort sine øjne, og pustede røgen ud i luften. Han fulgte den hvide sky stige til vejrs og gå i opløsning.
Han så lidt på Angelie igen "nå.. ved du hvad meningen med livet er?" spurgte han, og smilede drillende. Der var intet der morede ham mere end når han smed det spørgsmål i hovedet på folk, de blev altid helt paf.

Hun kunne ikke lade være med at smile anerkendende, da hun mærkede hvordan røgen gled ned gennem hendes hals, da han tændte cigaretten i hendes mund. Hun holdt det inde i et par sekunder, før hun langsomt lod røgen slippe ud gennem hendes læber.
Angelie havde slet ikke bemærket hvad Embry havde på, eller faktisk havde hun ikke set ret meget andet end hans røde hår og venlige ansigt.
Hun tog tilløb til at sige noget, men det endte med at hans spørgsmål kom først. Overrasket lukkede hun igen munden, mens hun overvejede hvad man svarede til sådan et spørgsmål.
"Meningen med livet.." mumlede hun, mest henvendt til sig selv, fr hun lagde to fingre om cigaretten, og trak den væk fra hendes læber.
"For mig er meningen med livet, at leve hver dag som min sidste dag.. Hvem ved.. Måske vågner jeg ikke i morgen" svarede hun så, selvom det ikke var et direkte svar på hans spørgsmål, men nærmere en optakt. "Meningen med mit liv, er at beskytte dem jeg holder af, ligemeget hvad.. Der findes nogen.. Ganske få, men stadig nogen, som jeg værdsætter højere end mig selv.. Lider de, så lider jeg". Hun nikkede lidt, selvom hendes svar nok havde virket forvirrende, men det var altså også et besynderligt spørgsmål at stille.

Embry smilede skævt, og lyttede til hendes svar på hans spørgsmål, hendes overraskede ansigtsudtryk gav ham fred i sjælen. Hvis hun havde givet igen ville han nok have troet at de havde været indlagt på samme psykiatriske hospital, for han havde spurgt næsten alle på den psykiatriske afdeling om hvad meningen med livet var, og de havde ingen gode svar.
Han tog et sug mere af cigaretten, og askede ned på jorden for sine fødder, og smilede så fjollet "if tomorrow never comes.." sang han stille, og så på hende stadig med et fjollet smil på læben "jeg kan godt lide du har din egen mening med livet, det er godt" sagde han, og pustede røgen ud mens han snakkede.
Han så lidt op på den mørke nattehimmel "hmm.. din familie går jeg ud fra?" sagde han, og så på hende. Han var tilfreds med hendes svar, og hun syntedes sikkert også det var et vanvittigt spørgsmål.
"Anyways.. du så ud som om du ville sige noget før?" sagde han, og lagde hovedet på skrå.

Hun brugte tavsheden imellem dem, til at tænke samtalen igennem, mens hun overvejede at spørge ham om det samme.. Det spørgsmål var så personligt, at ikke engang to mennesker kunne have den samme mening. Fraværende kløede hun forsigtigt sin kind, mens hun tog endnu et sug af cigaretten.
Da han begyndte at synge en enkelt strofe fra en sang, gik det op for hende, at sådan skulle det jo være.
"Selvfølgelig har jeg min egen mening.. Jeg er et menneske.. Et individ.. Ikke en robot" svarede hun drillende tilbage, inden hun hurtigt kørte hånden igennem håret, for at fjerne de totter, som dækkede hendes ansigt.
Hun holdt en pause da samtalen landede på ordet familie, mens hun rynkede let på næsen. "Jeg har ingen familie" svarede hun så kort, selvom det ikke var helt sand. Hele hendes familie levede stadig, men Angelie nægtede at snakke med dem, efter de havde prøvet at tvinge hende på universitetet fora t blive en klog og lydig dame.
"Var jeg?" hendes tanker gled hurtigt væk fra familieemnet, mens hun prøvede at huske hvad det var hun havde været ved at sige. "Og her svigter min hukommelse.. Jeg kan ikke huske hvad jeg ville sige" sukkede hun lettere opgivende, inden hun kiggede undskyldende på ham.
"Nå.. Nu hvor du har hørt min mening, vil jeg vide, hvad du mener meningen med livet er"

Embry kløede sig fraværende i nakken, mens han lyttede "der er da mange der ikke har nogen idé om hvad meningen med livet er, og så er der nogen der bare siger at vi lever for at føre menneskeslægten.. ja menneskeslægten videre" sagde han, og håbede hun ikke havde bidt mærke i at han var gået i stå. Han var jo dæmon, så det var ikke muligt for ham, at føre menneskernes slægt videre da hans gener nok var det dominerende hvis han nogensinde skulle få børn med en menneskepige, men det var nok ikke lige det han tænkte allermest på lige for øjeblikket, børn ville han helst undgå så længe som muligt.
Han inhalerede røgen fra smøgen, og pustede det tænksomt ud gennem sine næsebor. "Nå... det har jeg heller ikke.." mumlede han så, og smed cigaretten fra sig, og slukkede den med spidsen af sin sko.
Han så på hende igen og grinede lidt "vi er vel alle lidt demente?" sagde han og smilede skævt. Han vædede kort sine læber med tungespidsen, og så tænksomt ned i jorden, og stak sine hænder i lommen "Det er svært at sige.. " sagde han, for det var det jo egentlig, hans liv var jo evigt, men en mening med så lang tid?
"At kurere cancer!" sagde han dramatisk, og grinede så lidt "aj jeg ved det ikke, det er nok derfor jeg altid spørger andre, det kan jo være man bliver inspireret" sagde han og trak på skuldrende.

Angelie lyttede opmærksomt til hvad han fortalte videre, og måtte nikke enigt til at der var alt for mange, som ikke anede hvad de skulle stille op med deres liv. Nogle mennesker var der bare, andre for at dræbe, og andre igen for at dræbe, dræberne.. Hun havde godt hørt at han var gået i stå i sætningen, men lod sig ikke mærke med det.
Det eneste hun skulle koncentrere sig om var andre jægere.. Bringe dem til hendes Mester, og intet andet, så selvom han måske var et væsen, ville det aldrig have relevans i hendes verden.. Ikke i det liv hun nu havde fået.
"De fører bare deres slægt videre.. Så kigger jeg til fra sidelinjen" svarede hun hurtigt, inden hun igen himlede med øjnene at ren irritation over, at folk gik så meget op i den slags.. Det var jo til grin!
Angelie tog langsomt det sidste sug af smøgen, og lavede den samme bevægelse, som Embry lige havde lavet. Smed skoddet på jorden, og slukkede gløden med spidsen af sin støvle.
Hendes blik vendte sig mod ham igen, da han begyndte at fortælle om hvad han mente, og langsomt gled hovedet igen på skrå, som et tegn på oprigtig interesse. Men svaret undrede hende, og hun bemærkede dramaen i hans stemme.
"Ved du hvad søde" sagde hun langsomt, med en stemme der osede af tålmodighed, mens hun lagde den ene arm omkring hans liv. "Hvis du en dag kurere Cancer, så lover jeg at tilbede dig på mine blødende knæ for resten af livet". Hun nikkede ivrigt, for at understrege sine ord, inden et varmt og muntert smil oplyste hele hendes ansigt.
"Du må da gerne blive inspireret af mine syge ideer" svarede hun så drillende til hans næste sætning, inden hun let hævede det ene øjenbryn, og lod blikket betragte hans orangerøde hår. Hun løftede en hånd, og pillede lidt ved en tilfældig tot af det, inden hun igen slap både hans hår og hans liv. "Du den første jeg møder med en anden gårfarve en sort" mumlede hun lavmælt, fordi hun mere skulle hentyde det til sig selv. "Det er sødt"

Embry så på hende og smilede lidt "så du skal ikke have rollinger?" sagde han drillende, og grinede lidt. Han kunne heller ikke rigtig forestille sig Angelie som mor, eller det kunne han måske alligevel, men ikke nu! Bestemt ikke nu, hun skulle leve sit liv først.
Han grinede lidt af hendes toneleje, og lagde armene om hendes nakke og smilede skævt "ih det glæder jeg mig til!" sagde han og morede sig, han kunne ikke se sig selv i et laboratorium på jagt efter en kur mod kræft.
"Jeg syntes ikke det lyder sygt, du har en god indstilling, jeg har bare ikke så mange jeg holder af og kan beskytte" sagde han og trak på skuldrende.
"Det er interessant hvordan folk ser på deres liv nu, og hvordan de gerne vil se det når de bliver gamle.." sagde han og smilede stille "og så hvordan de vil leve det nu" tilføjede han.
Han skævede lidt til en af de røde hårtotter, og smilede lidt "jeg nænner ikke at farve det, så hellere leve med mobningen" sagde han, og kørte tungen over det hak han havde fået i læben fra tideligere på aftenen. Han slap hende stille da hun slap hans liv, og smilede varmt "tak" sagde han, sødt havde han nu ikke fået at vide at det var, men det var da dejligt, det var noget lidt andet end jordbærhjelm.
Han så lidt ned af gaden, men vendte så blikket mod hende igen, og nød den kolde brise der blev ved med at skylle ind over ham.

Angelie skar let ansigt over ordet rollinger, som Embry så fint valgte at bruge, inden hun hurtigt rystede på hovedet. "Nej.. Jeg skal ikke været bundet til en flok skrigende'konstant madbedende børn" svarede hun bestemt, inden hun kiggede lidt på ham. Den beslutning havde hun trods alt truffet for længe siden efterhånden, og ændrer sig kom den nok aldrig til.
Hun mærkede let hans arm, der blev lagt omkring hendes nakke, og nød kort berøringen inden hun igen koncentrerede sig om samtalen. "Hvis den dag nogensinde kommer" tilføjede hun hurtigt til sin sætning, da han ikke lignede typen med hvid kittel, og kæmpe briller i ansigtet.. Han virkede mere som en person, der holdt af noget mere fysisk krævende, end mikroskopskigning.
Til hans næste kommentar trak Angelie let på skuldrene, men sendte ham et varmt smil inden hun nikkede lidt engang imellem, mens han snakkede omkring livet.
Virkede det ikke meget.. Voksent at snakke om den slags.. Angelie var i hvert fald ikke voksen, og hun ville nok heller aldrig blive det.. I hvert fald ikke hvis det stod til hende.
"Så lidt" svarede hun hurtigt, inden hun kort lod blikket glide rundt. Igen var hun blevet tørstig efter lidt alkohol, da snakken udenfor efterhånden havde gjort hende alt for klar i hovedet. Hendes mål havde været at blive fuld, og det skulle hun også blive.
Chancen bød sig da en dreng passerede dem, med en flaske ren vodka i hånden. "Jamen tak" sagde hun smilende, inden hun med et fast ryk, fik vristet flasken fri af drengens hånd. Drengen havde vist også fået mere end rigelig, for Angelie bemærkede hvordan han svajede let, efter hendes ryk.

Embry så på hende og smilede skævt, og kunne ikke lade være med at grine lidt af det. "Aaaaw du ville da være en god moar" sagde han drillende, og kyssede hende på hendes pande. Han havde intet ønske om at få børn, mest af alt fordi han var bange for om de måske ville ende op med samme psyke som ham, og så fordi han slet ikke var moden nok til sådan et ansvar, det var han ikke bange for at indrømme, han kunne vel knap nok passe en kanin.
Han grined elidt af det hun sagde "jeg må smerteligt indrømme at det nok ikke bliver mig der finder kuren" sagde han med et dramatisk suk, og smilede så skævt.
Embry spekulerede lidt, det var svært at forestille sig hvor han ville ende op, og det samme med Angelie. Hun ville sikkert skifte mening hundrede tusind gange før hun fandt ud af hvad hun virkelig ville.
Han stod stille lidt, overvejede om han nogensinde ville blive moden nok til ansvar, han var ret sikker på at han ikke ville vokse mere, det var stoppet for omkring et år siden så han havde nok nået det maksimale. Han ville altid se ud som han gjorde nu, om han ville blive mere voksen var uvidst.
Han så lidt efter den fulde dreng, og derefter på Angelie der var godt igang med en flaske vodka. Han grinede lidt af hende og rystede lidt på hovedet "blev du tørstig?" spurgte han, og så sig lidt om.
"Skal vi gå lidt?" spurgte han så igen, han havde svært ved at stå stille længere tid af gangen.

Angelie skar endnu engang ansigt, da han begyndte at kalde hende for en god mor, og fnøs kort. "Jeg.." mumlede hun, men valgte at holde en pause, da hun mærkede hans bløde læber på sin pande. Det føltes trygt, rart.. Meget.. rart. Uvilkårligt gled et smil over hendes læber, mens hun vendte blikket op mod ham, efter han havde fjernet læberne igen.
"Men du kan istedet skrive en velgørenhedssang om det" foreslog hun opmuntrende, seiden han ikke kunne løse hele verdens problemer, og sygdomme, som efterhånden havde infiltreret enhver menneskekrop på jorden.
Hun bemærkede at han tænkte over noget, men undlod at kommentere det. Istedet skruede hun låget af den vodkaflaske hun lige havde tilsnusket sig, og sendte ham et meget uskyldigt smil. "Tørstige piger er ikke noget man leger med" svarede hun i et lettere drillende tonefald, inden hun tog en slurk af flasken.
Væsken brændte sig hele vejen ned igennem hendes hals, og endnu engang kom hun i tanke om hvorfor hun normalt holdt sig væk fra Vodka.. Det havde virkelig en underlig effekt på hende.
"Vil du have noget?" spurgte hun charmerende, inden hun rakte flasken, bydende frem mod ham, og lagde igen sin frie arm omkring hans liv.
"Jo.. Det ikke så underholdende at stå her længere" svarede hun enigt, mens hun ventede på at han ville tage initiativet, og vise vej. Hun var ikke selv specielt kendt i denne del af byen, og ville nok bare ende med at fare vild.

Embry så på hende i lidt tid. Overvejede om han skulle fortælle hende hvad han var. Han havde lyst til det, og så alligevel ikke, det var så hyggeligt med den slags naivitet. Han havde lyst til at kramme hende igen, men det var svært at kramme og gå imens.
"Mmm.. det kunne jeg måske nok, men jeg synger ikke særlig godt, og jeg ved ikke om der ville være nogen selvskaber der ville være interesserede i det.. men man kunne jo altid prøve" sagde han stille, og trak på skuldrende. Hendes idé havde dig været ret god, en velgørenhedssang ville garanteret gøre godt, om han så skulle synge lortet selv.
Han smilede glad til hende "nå virkelig?" sagde han og lyttede til det drillende tonefald, og kunne ikke lade være med at grine lidt.
Han så lidt på flasken og nikkede så, og tog imod den "kan du ikke lide vodka?" spurgte han, og tog en tår. Efter de andre shots var hans smagsløg lettere bedøvede, så det gjorde ham ikke rigtig noget, han kunne bare mærke alkoholen varme hans hals.
"Well well så lad os gå" sagde han, og lagde en arm om hendes skuldre og trak hende med da han begyndte at gå, og smilede muntert til hende.
"Hvordan er det egentlig at arbejde med kunst?.. selvfølgelig har du sagt at det er kedeligt og kan være spændene, men jeg mener.. ser du noget i kunsten?" spurgte han, og betragtede brunetten ved hans side.

Forsigtigt bed Angelie sig blidt i underlæben, mens hun stadig holdt omkring ham med den ene hånd. Hun brugte tiden på at studere deres omgivelser kort, mens hun lyttede nysgerrigt til hans stemme, som på en eller anden måde virkede.. Sælsom.. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det over for sig selv. Med et par korte nik engang imellem, bekræftede hun at hun rent faktisk stadig hørte efter.
"Det er da ligemeget.. Hvem vil ikke støtte op om noget godt?" svarede hun hurtigt, og hævede afventende det ene øjenbryn. Selv kende hun ingen, som ikke ville støtte op om noget godt.. Eller.. Nu kendte hun ikke ret mange, men de få i hvert fald.
Igen nikkede hun, men denne gang mere bestemt. "Ja virkelig" svarede hun muntert, og spidsede kort læberne, mens hun mærkede ham tage imod flasken. Denne gang rystede hun på hovedet, inden hun kort trak på skuldrene. "Vodka har en.. Underlig virkning på mig.. Smagen er der som sådan ikke noget galt med.. Men virkningen.." hun rynkede let på næsen, inden hun igen mærkede hans arm omkring sig.
"Hvor går vi så hen?" spurgte hun dumt, som om det havde nogen betydning. Det var vel ligemeget, så længe de gik.
Hun sukkede lydløst, mens hun hørte hans spørgsmål gennem det ene øre. Hvad skulle hun svare? "Det kommer meget an på mit humør" mumlede hun så, inden hun kradsede lid på sin kind, med den frie hånd. "Hvis jeg er i dårligt humør, ser jeg død og ødelæggelse i alle billeder.. Selv de mest farverige.. Hvis jeg er i godt humør er det lige omvendt". Uvilkårligt gled det vante, skæve smil over hendes læber, så man kort kunne se de hvide tænder bag hendes læber. "Kunst er spændende.. Alle ser noget forskelligt.. Det er ligesom mennesker.. Der findes ikke to stykker kunst, som er ens.. Lige meget hvad"

Han sukkede stille "det er der mange der ikke vil.." sagde han langsomt. Der var mange mennesker, såvel som væsener, specielt væsner, der var ligeglade med kræft. Væsnerne kunne ikke lide af det, og menneskerne der ikke havde det, og ikke havde nogen de kendte der havde havde det kunne jo egentlig også være ligeglade.
Når Embry rendte ind i folk med indsamlerbøsser, gav han hvad han havde. Han rendte som regel ikke rundt med så mange penge da han jo ikke behøvede noget andet end cigaretter og syltetøj. Og så kæbte han nyt tøj en gang imellem.
Han så undrende på hende "hvad gør det da ved dig?" spurgte han undrende, han kunne virkelig ikke forestille sig at det gjorde noget andet end at det gjorde en meget, meget fuld.
Han så sig lidt omkring "jeg aner det ikke.. vi går bare" sagde han muntert, og kyssede hende i tindingen. Det var rart at have en at holde om. En at kysse i tindingen og være sammen med for et lille stykke tid før man igen skiltes, og måske ikke så hinanden igen.
Han ville nu gerne se Angelie igen, helst en dag hvor han ikke var fuld og sådan..
Han lyttede til forklaringen om hvordan hun så kunst "interessant.." sagde han og så sig lidt omkring, og rakte vodka flasken til hende. Han så lidt på hendes ansigt, og betragtede hendes skæve smil, og smilede lidt af det. "Nogen gange ser man også det kunstneren virkelig prøver at vise en.. har du set nogen billeder af Edvard Much? Det var ham der malede skriget".
Han var oprigtigt interesseret i hende. Fandt det hun lavede umådeligt spændene.

"Er der ikke" mumlede hun en anelse modløst uden at kunne forstå ideen i det. Ingen ville dø af at undvære en enkelt mønt eller to, for at støtte op omkring noget godt. Me selvfølgelig kunne hun godt se problemerne i det.. Hvorfor skulle man også bekymre sig om noget, man ikke selv fejlede.. Endnu.
"Vil du virkelig gerne vide det?" spurgte hun undrende, mens hun vendte blikket mod jorden, som om hun holdt øje med hvor hun gik, mens hun overvejede hvordan det ville være smartest at formulere sig selv. "Jeg bliver ligesom.. en anden.. Eller nej" mumlede hun og kløede sig forvirret på kinden.
"Jeg bliver mig selv uden hæmninger.. Og jeg mener virkelig uden nogen!" rettede hun sin sætning og vendte nu blikket mod ham igen, for at se hans reaktion.
En rus af Vodka kunne få Angelie til at gøre lige hvad der passede hende, uanset hvem der var i nærheden. "Går bare.. Det er altid godt" svarede hun muntert, mens hun smilede skævt, da hun endnu engang mærkede hans kys, denne gang et nyt sted.
Uden en ly tog hun igen imod flasken, inden hun satte den for munden, og drak af den. Denne gang var væsken ikke nær så slem, nok mest fordi hun allerede havde fået noget at drikke nu. Hun nikkede så lidt
efter, for at vise at hun havde set hans billeder.
"Han er en mand fuld af de mærkeligste ideer.. En masse vrede tror jeg, og han har fået det ud igennem sine billeder".

Han rystede lidt på hovedet, og kørte en hånd gennem sit hår, men stødte på sine to horn. Han så lidt op, men kunne selvfølgelig ikke se dem, de var godt skjult i hans røde manke. Han nikkede og så på hende "ja nu har det jo vakt min opmærksomhed" sagde han og smilede muntert.
Embry lyttede, og lagde hovedet på skrå "seriøst?.." sagde han, men hun valgte åbenbart at formulere sig anderledes, så han klappede i og lyttede istedet.
"Det lyder skræmmende, så skal du vist ikke have så meget" sagde han drillende, og gav hendes skuldre et blidt klem. Han kunne sikkert godt styre det, hvis hun pludselig fik en trang til at klatre i træer.. eller det håbede han i hvertald.
Han nikkede til det næste hun sagde, han elskede at gøre random ting, elskede bare at gå, og ikke vide hvor man kom hen, elskede at sige noget fuldstændig hjernedødt, og se hvad folks reaktion var.
Han pustede en rød hårtot bort fra sine øjne, og så på hende "han er indsigtsfuld.. jeg elsker hans malerier.." sagde han muntert, og så sig lidt omkring "vrede.. og sorg, savn" sagde han langsomt "han mistede sin mor og sin søster i en ret tidlig alder, hele hans liv har været præget af død" sagde han og så på hende. Han havde læst meget om Edvard Munch og fandt manden, og hans billeder utroligt interessante, det var ligefør man havde lyst til at rejse til Norge for at se dem rigtigt.

Angelie kiggede undrende på ham, mens hun ventede på reaktionen, der kom en anelse for tidligt. Med et skævt smil, trak hun uskyldigt på skuldrene, som om hun ikke anede hvad han snakkede om.
"Hov hov.. Det kan du tro jeg skal" svarede hun hurtigt, og krammede flasken ind til sig, så han ikke kunne komme til at stjæle den.
Et nyt, og noget større smil kom frem i hendes ansigt, mens hun løsnede grebet omkring flasken igen, og rakte den insisterende frem mod ham. "Og du skal have meget mere.. For jeg føler jeg går her og slingrer, uden at du overhovedet virker beruset" klagede hun, og skød let underlæben frem, mens hun ventede på at han ville tage flasken.
Angelie bemærkede hans nik, mens de bare vadede mod.. Ja et eller andet sted, som hun ikke kunne genkende. Istedet vendte hun sin opmærksomhed mod samtalen, der var blevet drejet ind på Much.
"Mmh.. Stakkels mand.. En helt død familie.. Det må være hårdt". Man kunne svagt bemærke det tonefald, som emmede af medlidenhed, mens hun tænkte lidt over det han fortalte.
Hun kunne jo kun være enig i hvad han fortalte. Istedet vendte hun hurtigt blikket mod ham. "Hvorfor er du også så klog?" spurgte hun direkte, da han virkede som om han bare vidste.. Alt!

Han grinede over hendes beskyttelse af flasken "tosse.." sagde han drillende, selv om han var mindst ligeså tosset. Han tog imod flasken og grinede af hendes beskyldningeer "jeg bærer bare min brandert bedre" sagde han i et drillende tonefald, der skulle en hel del til før han mistede bevidstheden helt, og gav sig hen til rusen.
Han tog en tår af flasken, og skar kort en grimasse, før han igen spidsede ører og lyttede.
"Ja det må have været lidt af en nedtur.." bemærkede han, og begyndte så at grine, for han kunne lige se den gamle maler stå og sige at det bare var totalt nedtur, at hans familie var død. "Oh my.. that sucks" sagde han, og hoppede lidt, før han rakte hende flasken igen.
Han syntes det var sødt at hun havde så meget medlidenhed med ham, det var da også synd, men man lærte at leve med sorgen.. i nogen tilfælde i hvertfald.
"Klog??" sagde han undrende, og grinede lidt "jeg er ikke klog.." sagde han roligt, og smilede skævt.
Han så op på den mørke nattehimmel "vi er på vej ind i en park.." sagde han så og pegede hen af en sti, der førte ind mellem nogle træer. Selvom det var småkøligt bemærkede han det næsten ikke.. det måtte være alkoholen.

"hey" klagede hun hurtigt, da han begyndte at kalde hende tosset, inden hun drillende puffede til ham. "Jeg er ikke tosset.. bare.. mig" svarede hun tilfreds, inden hun så ham tage imod flasken, og kunne ikke lade være med at betragte ham dumt. "Hvad er ideen i at drikke klare væsker, som smager af lort, hvis man vil holde sin brandert nede?" spurgte hun så igen, inden et opgivende ryst med hovedet, fik det brune hår til at flagre omkring hendes ansigt.
"Det tror jeg på" svarede hun enigt i, at det nok havde været ret surt at miste folk på den måde. Men uden det var han nok heller aldrig blevet en berømt maler. Hun tog forsigtigt imod flasken, og vippede med hovedet, imens han hoppede op og ned.
"Så siger vi det... Kloge" hviskede hun så drillende tilbage, og trak med vilje lidt på ordet kloge. Da han nævnte parken, vendte Angelie blikket mod det mørke område, inden hun rynkede let på næsen. "Park.. Parker.. Onde klovne i skyggerne" mumlede hun muntert, inden hun hoppede en enkelt gang, tøg fat i hans hånd, og satte tempoet i vejret.
Angelie frygtede faktisk onde klovne, selvom de indtil videre kun havde eksisteret i tv'et, men man kunne vel aldrig vide.?
Hun bemærkede slet ikke den kølige luft, men grunden var også nem at finde.. Hun havde trods alt fået en del indenbords efterhånden, og det var gået forholdsvist stærkt.