Dancing down the street, you'll get itchy feet! (Theo)

Dag + Dato: Lørdag d. 10. August 2009
Tid: 16:45
Sted: Sheria Bymidte, hvor der er masser af butikker, væsener og vraltende duer
Vejr: Solskin og blå himmel. Lyset er orange og skyggerne er længere, her sidst på sommeren.

Mia gav hver af sine veninder et stort farvelkram. De skulle alle tre med en anden bus hjem end hun selv. Hun var taget helt til Sheria for at hænge ud med dem, og det havde været hyggeligt og sjovt. Høj på hvor rart hun havde det, vinkede hun til sine veninder fra busstoppestedet og begyndte at gå tilbage mod bymidten. Toget til Deepshell gik ikke lige med det samme, så hun havde god tid til at rende rundt og se alt det, hun ikke havde nået. Næsten med det samme hev hun sin Ipod frem og tog høretelefonerne i ørerne. Smårockende til denne uges yndlingssang gik hun rundt på pladsen og kiggede på de mange butiksvinduer. Hvor skulle man gå ind?
Et par snobbede tøser hviskede af hende og pegede fingre, men hun sendte dem bare et stort smil.
"Vil I være med?" spurgte hun frisk og pigerne så straks forlegent ned i jorden. Lavt nynnende vuggede hun videre til næste butiksvindue.

Theo knurrede, og skubbede hårdt til fyren foran sig. Han havde været fræk nok til at komme med en spydig bemærkning om Theos højde og nu skulle han få! Fyren fløj ud af døren, og bakkede lidt baglæns, og så frygtsomt på Theo der fulgte efter, med en vedvarende lav knurren. Björn var ikke i butikken ligenu, ellers var det ham der tog sig af kunderne, for Theo havde ikke kundetække. Men Björn ville lige smutte i fem minutter, imens kunne Theo vel lige passe stedet, for han havde ikke regnet med at der ville komme en højrøvet fyr, der havde et ædelagt sidespejl.
Theos ansigt flækkede i et grumt smil, da fyren forsøgte at undskylde "Det skulle du have tænkt på lidt før.." mumlede han bare til svar, og hamrede skosålen lige ind i maven på ham. Han havde ellers lovet sig selv at kickboxningen KUN skulle være til at komme af med sine agressioner, men.. ja.
Fyren fløj lige ind i den nærliggende mur, og knækkede sammen. Theo kunne høre et lille pleas undslippe manden der blødte fra baghovedet.
Han hev ham op og stå, og stod lidt. Så slap han ham og skubbede ham hen af gaden "skrid.." hvæsede han hidsigt, og børstede blodet af sin alligevel snavsede blå skjorte. Det var jo ikke et renligt job han havde. Han fulgte manden med blikket, da han for ned af gaden, og smilede kort af farten. Ham der havde nok aldrig løbet så stærkt i sit liv.
Han vendte sig om, og fik øje på en ung pige længere nede af gaden, og kneb øjnene sammen og blev stående selvom han gerne ville have været gået ind i butikken igen.

Mia havde ikke skruet særlig højt op for sin musik, og nogle fjerne lyde fjernede hendes opmærksomhed fra butiksvinduerne. Hun så en mand styrte forvildet væk og dreje om et hjørne. Forvirret lavede hun trutmund og blinkede et par gange. Hendes blik gled langsomt ned ad gaden og faldt på en fyr lidt højere end hun selv men ikke meget.
Hun stod for langt væk til at se ham helt tydeligt, men hun var ikke i tvivl om at han så på hende med et sammenknebent, rødligt blik.
Mia lagde hovedet på skrå og tog høretelefonerne ud af ørerne. Langsomt tog hun sine shutter shades af og blinkede yderligere.
Han lignede...
Hendes ben begyndte uden videre at gå ned mod den ældre fyr. Hun bemærkede et skilt over hans hoved. Så han arbejdede på et værksted...
Hun lod forsigtigt blikket glide over ham. Han så ud til at passe i alder... Hans træk var også de samme.
Fyrens tøj var beskidt og hun bemærkede også nogle blodpletter hist og her. Han så vred ud.
Mia plejede aldrig at mangle ord, og kunne altid grine sig ud af en situation. Hun stoppede op og så på ham i noget tid uden at sige noget. Så nev hun sig i armen uden at fjerne blikket fra ham.
"Av," bemærkede hun stille. Det var ikke nogen drøm.
Endelig kom der gang i hendes hjerneceller igen.
"Undskyld... men hedder du Theo?" spurgte hun stille og smilede forsigtigt.

Han stod stille, fortrak ikke en mine heller ikke selvom hun pludselig begyndte at gå hen imod ham.
Han så lidt på hende da hun var kommet tæt nok på, forsøgte ikke at stikke hele sit hoved op i hendes så han kunne se ordentligt efter i krogene, men hun lignede bare.. så meget.
Han så lidt på hendes arm, og rynkede det ene øjenbryn spørgende sammen, og så på hende igen forsøgte ikke at se hende i øjnene. Han nikkede langsomt, alt for langsomt, alt foregik i slowmotion.
Kunne det passe? Var det virkelig hende?
"Gud hvor er du blevet stor.." hviskede han så i et ømt tonefald. For det kunne da kun være Mia, man kendte vel sin søster selv om det var så lang tid siden.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, om han skulle grine eller græde eller omfavne hende og danse rundt, eller om han skulle bede hende om at gå. Han havde jo kappet al kontakt med dem, i tre år havde de ikke snakket. Han vidste heller ikke om hun havde set optrinet fra før, han var jo nok betydelig mere hidsig end dengang.

Mia holdt vejret i adskillige sekunder. Han nikkede. Han stod og nikkede! Theo, hendes storebror, stod lige foran hende, bare sådan tilfældigt efter tre år, og sagde hun var blevet stor.
Målløs betragtede hun drengen, eller måske var han en mand, han så jo næsten helt voksen ud nu.
Hun havde lyst til at hvine. Juble og huje og hvine og hoppe op og ned og smide sin taske fra sig og kaste sig om halsen på ham uanset hvad han så sagde til det.
Så det gjorde hun. Så snart hun havde slået armene om ham, klappede hun i, da hun ikke var ude på at skade nogens ører.
Med en klump i halsen af lykke stod hun lidt på tæer og holdt om ham. Mia vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun forstod ikke, hvad Theo havde gjort ved manden, der lige var stukket af eller hvorfor, men det var også totalt ligegyldigt, for han var Theo og han var her, sammen med hende.
"Hvor har jeg savnet dig..." sagde hun med klare øjne og armene om hans hals.

Han smilede lidt af hendes hujen, kunne ikke lade være med at grine. Hun var åbenbart initiativtageren. Han lagde armene om hende, og var ligeglad med hvor meget olie, kølervæske, eller benzin der var kommet på hans skjorte.
Han klemte hende hårdere ind til sig, og lukkede øjnene "undskyld... undskyld jeg bare lod dig i stikken" hviskede han hæst, og lukkede sine øjne. "Jeg kunne bare ikke mere.." hviskede han så igen, meget lavere end det andet han sagde og sank en klump.
Han havde lyst til at spørge, spørge om hun stadig levede med mor, om de havde hørt noget fra far, om der var sket noget nyt, men han kunne næsten ikke det var jo ikke en del af ham mere.
Han smilede, nød at have en af samme blod som hans så tæt på da det var så længe siden. Pludselig gjaldede en stemme gennem marv og ben, og Theo genkendte den som Björn der stod og brølede om hvad han nu havde lavet. Han løftede hovedet og så på Björn med et lidt fourettet udtryk "Jeg står lige her og er en smule fornuftig og så kommer du brølende som en anden løve.." mumlede Theo surt. Den meget ældre mand på omkring de halvtreds trådte hen til de unge mennesker, og gloede lidt på Mia.
"Kæreste?" brummede han så gennem overskægget, og Theo skar en grimasse "nej det er min søster!" sagde han, og så lidt på Mia igen. Han vendte blikket mod Björn igen "Jeg tager resten af dagen fri, jeg har nogen ting jeg skal" sagde han bare, for Björn var efterhånden van til at Theo bare skred, at han ikke havde fyret ham var et mirakel.
Theo greb Mias hånd og trak hende med sig, han gad ikke indvitere hende ind i værkstedet der endte de bare med at blive forstyrret af Björn eller kunder, eller ham med hul i hovedet.

Mia kunne ikke lade være med selv at le, da Theo begyndte. hendes latter stilnede af, da han knuede hende tættere ind til sig og blev helt alvorlig.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til hans undskyldning, faktisk fik hun næsten helt ondt af ham. Han var en del stærkede end hun var, men hun prøvede alligevel at gengælde knuset så godt som muligt.
"Du lod mig ikke i stikken, Theo." sagde hun i en tone, hun selv synes, lød klog og beroligende, mens hun aede ham forsonende på ryggen. det føltes underligt at sige hans navn, og hun gentog det hviskende for sig selv. "Jeg har savnet dig sådan."
Mia hørte en brølen et sted bag sig og fornemmede Theo kigge op. Hun slækkede grebet i sin storebror og vendte opmærksomheden samme retning som han.
Hun stod stille og smilede og så på den ejendommelige mand, der åbenbart var Theos chef. Det var så underligt at se ham opføre sig så normalt og hverdagsagtigt, omend en smule trodsigt. Hun glædede sig til at finde ud af, hvilken person hendes bror mon var blevet til i årerne der var gået. Hun var da i hvert fald ikke længere den grædende lille prepubertære pige, som ikke måtte være med, når han havde pigebesøg.

"Nej, det er min søster!" vrissede Theo og skævede til hende.

Mia smilede bredt. *Og det er min bror!* tænkte hun stolt, uden at overveje at han stod og var uforskammet overfor sin chef.
Da Theo hev hende væk vendte hun sig mod den store hvalros af en mand og vinkede glad.
"Undskyld. Jeg lover, jeg ikke stjæler ham fra dig mere!" råbte hun til Björn, inden Theo trak hende ud af garagen.
Da de var kommet ud i solskinnet, kiggede hun igen på sin storebror. Sit idol.
"Aj, hvis mor var her nu!" udbrød hun begejstret og småløb for at komme op på siden af ham. "Prøv lige at dyrke dit hår!" hun grinede.
"Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun forventningsfuldt.

Theo smilede lidt af tilgivelsen, og af den måde hun sagde det på. "Jeg har også savnet dig" nåede han lige at sige mens Björn var dum.
Björn trak bare opgivende på skuldrende og gik ind i sin butik, han kunne lige akkurat styre Theo når det passede ham, men det var kun fordi han var varulv og var større og stærkere end Theo D- rang.
Han vendte hovedet mod sin søster, og smilede varmt, det virkede næsten som om hun strålede.
Han skar en grimasse da hun nævnte deres mor, og måtte undertrykke nogen eder "mm.." var det eneste han lige kunne få frem. Han så på hende og hævede et øjenbryn "hvad er der med mit hår? Er der rustflager??" spurgte han, og kørte prøvende en hånd gennem, men fandt igen rustflager.
Han så på hende og smilede "du skal da se hvor jeg bor!" sagde han glad. Han håbede bare ikke at der lå et par af Als underbukser og flød eller noget i den stil.
Han rakte hånden ud og rodede hende kærligt i håret. Han kunne jo knap nok kende hende.. sidst han havde set hende var hun syg med my little pony, og havde altid rottehaler.
Han savnede det lidt... og så alligevel ikke.

//Haaaaahahahaha til Als underhakkere xD og daaaaaaw hvor det her emne gør mig blød i knæene. too much happiness asdhgdjsfnah.//

Mia forstod på en måde godt hans kølige humør, da hun nævnte deres mor. Hun blev enig med sig selv om at det ikke var noget, de skulle tænke på nu. De havde masser af tid til at snakke senere.
Hun mærkede lidt efter indeni og rynkede på næsen. Hvis de da overhovedet gad snakke om det senere. Selv havde hun ikke vild brug for at rive op i de gamle sår, og det havde Theo vist heller ikke.

Hun grinede, da hun så hans forvirrede udtryk. "Det er bare blevet langt." hun smilede. "Jeg kan godt lide det."

Mia udstødte et lille, miavende hvin, da han rodede op i hendes hår. Med hans hånd på sit hoved så hun op på ham. Hendes øjne lyste op.
"Gud ja! Hvor bor du? Er der flot?" hun stoppede lidt op og så tænksom ud. Så krusede hendes læber sig i et drillende smil.
"Har du fået en kææææææreste?" næsten sang hun.
Hun var helt beruset af hans tilstedeværelse og lagde sin arm i krog med hans, mens hun lod sig føre ned af Sherias gader. Hvor var det skønt at kunne være lillesøster igen. Også selvom de begge var blevet ældre.

// jamen jeg kunne lige se det xD Haha lige om lidt splatter din hjerne ud af overlallethed XD//

Han skævede lidt op til sit hår "nå.. det er nok bare vokset jeg har egentlig ikke taget mig så meget af det" sagde han smilende, og så på hende. "Er du stadig en lille kat?" sagde han drillende, og trykkede hende på næsen.
Han lavede et spøjst ansigtsudtryk "flot..? Det ved jeg ikke om det er" sagde han med en lille latter "Jeg bor lige herovre om hjørnet" sagde han storsmilende. og hans ansigtsudtryk blev ikke mindre spøjst da hun spurgte om han havde en kæreste. Han rystede hurtigt på hovedet, og så forlegent ned i jorden.
Han rømmede sig kort, forsøgte at finde på noget at snakke om mens de gik ned af gaden arm i arm.
"Har i hørt noget fra far...?" spurgte han så, for han anede ikke hvordan det stod til derhjemme, og hvordan det gik med deres mor.

//Det ville ikke være så godt. O_O censor bliver bare helt snasket.//

Hun kneb øjnene sammen og virrede med hovedet, da han kildede hendes næse. Så lagde hun hovedet på skrå og smilede som en lille engel.
Stille efterlignede hun kattens miauv og lavede en spindende lyd.

Mia betragtede fornøjet hans forvirrede reaktion til hendes spørgsmål om han havde en kæreste.
"Jo du har..." hun lod som om hun ville prikke ham i siden, men gjorde sig umage for kun lige at strejfe ham. Da de var små, var Theo altid blevet rasende på hende, efter hun havde kildet ham, men det var den eneste måde, hun kunne vinde slåskampene på, så hvad skulle hun have gjort?
Men man kildede ikke storebror efter 3 års savn.
Mia så stille lige frem for sig og faldt hen i tanker. Hvordan besvarede man bedste hans spørgsmål?

"Jeg ser ham faktisk en gang i mellem... på hans fødselsdag og omkring jul... han har det vist ret godt nu, efter omstændighederne. Han har fået en lejlighed og bistand og nogle af hans gamle venner sørger for ham. At han lever regelmæssigt og tager sin medicin og sådan... Mor holder sig lidt i baggrunden. Det er vist også bedst for alle."

Hun blev stille lidt. Så på asfalten og på solen der skinnede varmt og herligt. "Jeg skriver nogle gange breve til ham. Han svarer aldrig, så jeg ved ikke, om han læser dem."

Hun så op på Theo. "Mor savner dig." konstaterede hun. De var efterhånden nået hen til Theos opgang og Mia gjorde store øjne. Det var en vældig bygning, og vældig gammel og lurvet at se på. Hun bed sig forventningsfuldt i læben. Lige et sted, hvor alt kunne ske.

//Jeg smutter i seng. Seeees! :DDD//

//Aaaad xD//

Han så på hende og grinede lidt af hendes kattelyde, mens han rystede på hovedet. Hun måtte have fået alt det søde, og charmerende mens han var mere.. trold.. først kom trolden og så kom prinsessen.
Han knurrede drillende og advarende af hende "nej jeg har ikke, har du måske selv det?" spurgte han på ægte søskende manér, hun skulle ikke komme for godt igang. Han betragtede ikke Al som sin kæreste, mere som en meget.. meget tæt ven indtil videre i hvertfald han vidste jo ikke hvad der kunne ske, eller ville ske.

Han lyttede interesseret til det hun sagde "hmm.." han vendte ansigtet mod hende og betragtede det mens hun snakkede. "Det er godt... så er han kommet ovenpå igen" sagde han nøgternt, og så ned af gaden. Han stoppede ud for bygningen, og trykkede døren åben efter at han havde låst op.
"tredje til højre" hviskede han kort, og holdt døren for hende.

Tanken om deres mor fik det til at vende sig i ham, som efter en rigtig dårlig druktur, for ham var hun skyld i meget ondt. "det gjorde hun ikke dengang.." mumlede han kort, og trak hende indenfor, og lukkede døren og gik op af trapperne. "Nå, men.. hvordan har du det? Hvad med skolen og sådan?" spurgte han.

Mia klyngede sig igen kærligt til hans arm og så på ham med store, barnlige øjne.
"Du er den eneste i verden for mig, storebror" sagde hun drømmende med en stemme, hun forestillede sig kom fra en forelsket ælling. Hvordan de så end lyder.
Hun slap hans arm og grinede lidt. "Nej. Ikke endnu." smilede hun hemmelighedsfuldt.

Hun så op, da en gul sommerfugl fangede hendes opmærksomhed ved at flagre forbi hende og rundt om hende et par gange. I løb tog hun et par skridt for at prøve at fange den. Theos stemme bragte hende tilbage til jordens overflade og hun så stille på ham. Mia nikkede og kørte en hånd gennem det ravnsorte hår.

Ja, deres far havde det vel egentlig meget godt. Spørgsmålet var, om han nogensinde fik et normalt forhold til andre mennesker igen. Hun undlod behændigt at nævne de regelmæssige raserianfald faren fik, hvis tingene ikke foregik efter planen i hans hoved. Endnu en gang holdt hun sin mund, men smilede bare trist, da Theo med bitterhed i stemmen kommenterede deres mor. Hun var for lille til at huske alle detaljerne og havde aldrig helt forstået præcis, hvad, der var gået galt mellem mor og Theo. Hun vidste bare, at de begge havde savnet ham noget så rædsomt efter, at han var flyttet. Også selvom de ikke snakkede om det, var luften tyk af savn derhjemme. Måske var det derfor, ingen af morens kærester gad at blive hængende...

Hun skyndte sig entusiastisk indenfor, mens Theo holdt døren og kiggede rundt og rundt i hele opgangen. Hun smilede af den dunkle belysning.
"Det minder om noget fra en gyserfilm," sagde hun. Ved siden af Theo på trappen, kløede hun sig lidt i håret.
"I skolen...?"
Hadespørgsmålet. Det var ikke fordi, Mia ikke kunne lide sine lærere, eller ikke mødte op i skole, for hun gjorde begge dele. Men der skete hele tiden noget. Engang havde hun forsøgt at slå klassens rekord om hvem, der kunne blæse den største tyggegummiboble og hun havde endt med at sidde hos sygeplejersken og tude med tyggegummi overalt i ansigtet og håret. Eller som da hun havde mødt en dreng ved busstoppestedet, der også meget hellere ville i Benjamin Centret end i skole. Eller når hun glemte tiden hos en veninde og derfor ikke fik forberedt sin mundtlige matematik. Men alle de tal var også bare...

Mia opdagede at hun var holdt op med at gå, og at Theo ventede på hende et par trin højere op.
"I skolen, jo det går da vist meget godt..." sagde hun eftertænksomt. Så flækkede hendes kønne ansigt i et smil så man kunne se et sæt hugtænder, magen til Theos, bare lidt mindre.
"Hvem kommer først op på tredje sal?" råbte hun overmodigt og sprintede op ad trappen, tre trin af gangen. Hun puffede blidt til Theo i det hun passerede ham og spurtede videre op.

Han grinede lidt af den bemærkning "nej tro mig, find en eller anden engel du kan koste rundt med det er nemmere end at skulle have en som mig at slås med hele tiden" sagde han, og gav hendes lyse pande et lille kys, og lod hende lalle rundt om sig selv.
Han var glad for at hun var så glad, måske en smule bekymret over at hun var så overmodig for sådan virkede hun, men han havde ikke tænkt sig at lege far overfor hende, han havde jo lige mødt hende efter så lang tid... Dog ville han ikke tolerere hvis nogen eller noget gjorde hende fortræd, så ville han personligt rive rovedet af dem.

Han så lidt efter sommerfuglen, og efter den spinkle pige der for efter den, og forsøgte med et par hop, at få fat i den.
Han så på hende med et skævt smil "jeg syntes den er hyggelig.." sagde han. Han havde boet der de tre år, det havde været billigt, dødsbo rent faktisk, men det gjorde ikke Theo noget, han troede ikke på spøgelser.

Han smilede udfordrende af hendes gengivelse af spørgsmålet. Et lortespørgsmål. Et rigtig voksent spørgsmål. Han havde været multiballademager i skolen, banket de andre, ikke lavet lektier, mødte ikke op til prøverne.
Han vendte øjne af tanken om sin skolegang. Hell on earth. "Forgive me father for i have sinned... and i've sinned a lot!" hvisked han for sig selv, og så på Mia der stod og tænkte, eller stenede. Mindede ham lidt om Al. Han rystede kort på hovedet for at ryste tanken af sig, selvom det gav ham rare kuldegysninger.

Han grinede lidt af udfordringen, det skulle hun ikke sige to gange! "Lad være med at udfordre en med bedre kondi en dig!" grinede han, og løb efter hende op af trapperne. Han fik da også hurtigt overhalet hende.

"HEEEY!" Mia lo højt, da Theo spurtede forbi hende. Det var sjældent, folk rent faktisk legede med, når hun startede sådan noget her. Mens Mia leende styrtede op af trappen for desperat at indhente sin 18-årige, veltrænede kickbokser af en storebror, susede glade tanker igennem hendes hoved.

Det var så perfekt det hele. Pludselig efter tre år, var de rendt tilfældigt på hinanden og nu virkede alt som om det var i den skønneste orden. Hun kunne stadig føle hans lidt tørre læber mod sin pande og stedet, hvor han havde kysset hende, lyste næsten op i den dunkle opgang, som Theo kaldte "hyggelig". Et eller andet sted kunne Mia godt følge ham. Som en dunkel, varm hule...

Hun spurtede op af næste rækker trapper og faldt næsten hen af reposen, før hun greb fat i gelænderet og brugte det til at dreje op på næste omgang trapper.

Tanken om at blive gift med en engel virkede underlig. Hvilken engel ville have en menneskeæder? Og desuden kunne hun ikke lide at kommandere med folk. De blev så kede af det, og det smittede. Hun ville allerhelst have en stærk, sej person, lidt ligesom sin storebror, der i Mias øjne ikke kunne gøre noget galt. Hun havde godt nok hørte ham hviske en bøn på engelsk, og det forstod hun ikke helt. Theo var vel ikke gået hen og blevet troende? Men det kunne hun jo altid spørge ham om, når hun var kommet først i mål.

Med al den kraft der kunne lægge i hendes noget kortere ben, styrtede hun op af trappen og prøvede forgæves at indhente sin bror, grinende hele vejen. Hun så hvordan Theo kun var få trin fra at nå i mål. Med et kamphyl kastede hun sig mod ham, og landede med armene om hans ryg, så de begge væltede det sidste stykke op af trappen. Theo bremsede Mias fald og dermed var hun uskadt. Hun lå ovenpå ham med armene om hans mave, og grinede og grinede.

Latteren stilnede lidt af og blev til en hastig vejrtrækning. Hun måtte holde op med at være så overgearet. Men lige nu var hun bare... turde hun tænke det... tja, lykkelig?

"Er du ok?" spurgte hun, stadig med et grin i halsen. Det var ikke værre end de slåskampe, de havde haft som små, men det var måske heller ikke helt sjovt at blive smadret ned i en keramiktrappe af sin psykotiske lillesøster. Hun aede ham forsigtig mellem skulderbladene. De var lige præcis landet på reposen der udgjorde tredje sal. Mia regnede ud at døren til højre måtte tilhøre Theo.

Theo grinede lidt af hendes råben efter ham, han vandt somregel sådan noget men det var kun fordi han havde bedre kondi end de fleste. Alt andet var bare.. drenget ved ham, det kunne irritere ham da folk ved indgangen til en natklub sommetider kunne finde på at spørge ham hvor gammel han var, og om de måtte se ID.
Han spurtede videre, og kunne høre hendes skridt bag sig, og smilte skævt.

Han mærkede pludselig en lidt anden vægt tynge hans ryg, og han faldt forover og trykkede næsen flad mod gangens klinker. Han kunne høre hendes latter i sine ører, en sjældenhed, ikke noget der fandtes dengang. Men hun havde sikkert været forr lille til at forstå. Han overvejede lidt om det der var sket dengang havde påvirket hende som det havde påvirket ham. Han kunne jo ikke tåle små rum, da de jo var blevet låst inde så mange gange fordi deres far ikke magtede at tage sig af to små børn.
Han sank en klump, og smilede svagt og vendte hovedet så han kunne se hende. "Ja jeg er ok.. jeg håber bare ikke min næse blv brækket" sagde han drillende, og trykkede sig på næsen der ganske vist var lidt øm, men stadig fin.

Han nød den svage nussen på ryggen, og fik sat sig op. Han så lidt om på hende "fik jeg sagt at du er en snydepels?" spurgte han, og rakte bagud og kildede hende så godt han nu kunne, for han sad jo lidt kejtet.
Hvis han havde savnet nogen, så måtte det være hende. Og deres mor. Selvom han helst ikke ville indrømme det, for hun havde såret ham dødeligt dengang hun bare tog afsted uden noget som helst at sige. Han hadede hende også for at have ødelagt deres far på den måde, hvis hun ikke var taget afsted havde han måske..

Han stoppede sine tanker. I sådan en situation ville han nok allerhelst have bællet en flaske vodka, og lagt sig under sin dyne, men han ville helst ikke drikke foran Mia, og der var ikke nogen grund til at være deprimerende nu.

Mia lagde mærke til at Theo somme tider blev så underligt stille, som om han blev opslugt af tanker, og hun tænkte på, hvad de mon handlede om.
Hun lagde hovedet let på skrå og var stille i noget tid, før hans kildende hånd rystede hende ud af tænksomheden og fik hende til at komme på benene med et stille grin.

"Tja, en eller anden styrke skal jeg jo have, hvis jeg skal klare mig mod alle de store stærke fyre ude i verden."

Hun smilede bredt. 'Snydepels' var en kompliment i hendes ører. Da Theo var kommet på benene gik hun hen, stilte sig på tæer og rørte let hans næsetip med sin pegefinger.

"Båt," sagde hun. "Så. Nu kan intet ondt ske din næse."

I sit stille sind, ønskede hun at hun virkelig kunne trylle, så Theo kunne blive beskyttet mod alt ondt.
Hun kunne godt huske, at være blevet låst inde, og hun hadede det, hun hadede at blive ført et sted mod sin vilje, bare fordi deres far ikke kunne magte andet end at skubbe problemerne til side og lade som om de ikke fandtes.

Minderne var ubehagelige og hun havde ikke lyst til at tænke på dem, da de fremkaldte den samme hårde knude i maven, som hun havde haft dengang. Følelsen af ren afmagt ved at blive uretfædigt behandlet af en, der var så meget stærkere, fremkaldte en trækning ved hendes ene mundvige. Og Theo kunne ikke gøre noget. Da det endelig så ud til at blive bedre, var han taget afsted. For han var færdig med den slags behandling. Det gjorde ondt at være alene... Mia bed sig let i læben. Hun ville ikke tænke på det, hun ville ikke.

Hun gik hen mod døren, som hun formodede, ledte ind til Theo lejlighed og lænede sig henkastet op af den, mens hun ventede på, at han kom og låste op. Hun vidste godt at hun ikke kunne beskytte ham overhovedet, men det var en rar tanke, bare i et par minutter.
"... Men jeg håber altså ikke den er brækket, undskyld." sagde hun lidt forlegen og kløede sig i det filtrede, mørke hår. Hun kunne tale med ham en anden gang. Hvis han overhovedet ville. For alt i verden ville hun ikke hidse Theo op eller gøre ham ubehageligt til mode på grund af fortiden.

Theo så på hende og himlede med øjnene pg rejste sig op "du får det til at lyde som om du er svag" sagde han og puffede til hende. De havde da haft nogen rimelig heftige slåskampe da han boede hjemme, selvfølgelig havde hun ikke været stærk nok til at overmande ham, men hun havde da slået fra sig.
Han kiggede lidt på sin næse, og grinede så lidt "tak for magien det sætter jeg pris på." sagde han stille, og smilede varm til hende.

Han låste døren op og skubbede den op "velkommen i rodet" sagde han og smilede lidt. Håbede inderligt at Al ikke var der, da han mente at Mia og Als forskellige personligheder nok ikke ville klikke særlig godt.
Theo gabte lidt, træt som han altid var, og gik indenfor og trådte sine sko af.

Han kiggede sig hurtigt omkring, registrerede at der ingen Al var, og smilede lettet, og vendte sig mod Mia. Han bed sig lidt i læben.. hvad skulle han spørge hende om?

"Hvad med mor.. har hun arbejde nu eller?.. hvor bor i henne nu?" spurgte han stille, og gik ind i stuen. Han vidste godt det var lidt uhøfligt, men han var stadig i stand til at høre og svare Mia. Han lagde sine nøgler på sit bord. Han stod lidt i sine egne tanker, og vendte så om og skimtede hende i døren ind til stuen. Han satte sig på sofabordet, og lagde hovedet på skrå og betragtede hende lidt "du er femten nu..ikke?" spurgte han langsomt, som om han prøvede at forvandle den tolvårige Mia i sit hoved til pigen foran sig. Det var uvirkeligt, som i en drøm. Det var sikkert det samme som Mia havde tænkt da hun nev sig selv i armen.

Mia fulgte forsigtigt efter Theo. Hun følte sig glad og spændt. Hun var ikke svag. Storebror havde puffet til én, som om man kunne holde til det og sagt, at man ikke var svag. Det varmede stolt i hendes kinder.
Det var også meget rart at han satte pris på lidt næsemagi, men det var mindre vigtigt.

"Så sku du se mit værelse," mumlede hun med himmelvendte øjne, stak hovedet indenfor og kiggede rundt. Hun lagde mærke til at Theo så sig hurtigt rundt, inden han gik videre.
"Bare rolig, jeg stjæler ikke dine pornoblade," bemærkede hun og smilede drillende, inden hun bøjede sig ned for at tage sine sko af. Hun kunne ikke rigtig forestille sig Theo kigge i pornoblade, men det kunne man vel aldrig forestille sig at folk gjorde. Tanken om at storebror kiggede i beskidte blade var dog mere forstyrrende end godt var, så hun skubbede hurtigt det mental billede væk med et hovedryst.

Theo fortsatte ind i stuen og kort efter fulgte hun efter. Da hun kom ind i lejligheden, havde han sat på sofabordet, mens hun selv stod i døren og så rundt.
"Vi bor i Deepshell... vi flyttede ikke efter at du..." hun så pludselig interesseret på sin ene tommelfingernegl og sank en klump "... flyttede."
Hun så på ham og smilede anstrengt. "Mor... mor var nødt til at få et arbejde, hun skulle jo forsørge os. Hun arbejder, hvor hun hele tiden har arbejdet." med et henkastet suk lænede Mia sig op af dørkarmen. Den triste, anstrengte tone i hendes stemme var atypisk, men hun havde aldrig sagt det her til nogen og hvis der var nogen, der skulle kunne klare det, var det Theo. "Der er ikke sket så forfærdelig meget siden sidst, Theo." hun sank væk fra dørkarmen og gik over og satte sig ved siden af Theo på sofabordet med sløve skridt.
"Men årene er gået og ja, jeg er 15... snart 16!" hun lyste op og blinkede til ham. Alvoren faldt over hendes ansigt igen.
"Og du... du har det godt? Du arbejder på et værksted? Hvad har du ellers oplevet i al den tid?" hendes øjne skinnede af nysgerrighed og hun så smilende rundt. "Jeg kan godt lide din lejlighed..."

Theo smilede skævt og grinede lidt "dit værelse.. ja det kunne jeg næsten godt forestille mig" sagde han drillende, og skar en grimasse, som om han havde set noget meget skræmmende.
Han smilede skævt "tro mig, hvis jeg havde pornoblade ville jeg have gemt dem godt" sagde han roligt, og trak det ene ben op til sig og lagde armene om det, mens han så lidt på hende og smilede lidt.
Tanken om at hun ville tjekke efter hvis han ikke lige var i stuen, ville han sagtens kunne forestille sig, men det kunne også være at hun var lidt skræmt af tanken om hvis hun rent faktisk fandt nogen.

Han sad stille på bordet, og betragtede hendes ansigt da hun fortalte hvor de boede, og hans ansigt ændrede sig lidt fra muntert til alvorligt, men han sagde ikke noget, lyttede bare.
Han forstod ikke hendes usikkerhed når hun snakkede om hans flytten hjemmefra, det kunne da ikke have påvirket hende så meget, hun havde jo ikke været så stor, eller hun havde været de 11-12 år eller noget i den stil.
Han bed sig tænksomt i læben og nikkede langsomt "du har ret.. men tre år er også meget" sagde han så og så på hende. Tre år var ikke ligeså meget som ti, men det var stadig noget, jul, fødselsdage var gledet forbi, og der havde ligesom manglet noget.

Theo lod hende sætte sig, og så på hende, og lagde hovedet på skrå "ja det er vel om snart.." sagde han, for at være ærlig kunne han ikke rigtig huske hendes fødselsdag, kun måneden.
"Jeg har det fint" standardsvar. Han smilede svagt til hende "jeg har oplevet.. mærkelige mennesker, og væsner, og ja.. hvordan det var at bo alene og holde styr på alting selv, tro mig det er ikke særlig nemt.." sagde han med en grimasse, og smilede så.
"Det er godt.. det er jeg glad for" sagde han stille, og så kort op mod loftet og så på hende igen.