Gyngetur? - Trako!! xD

Trako stirrede olmt på hende "Svar på mit spørgsmål" Han stak sine ene hånd ind under jakken. Han blev pludselig mistænkelig. Måske var denne lille pige selv en vampyr. Hun kunne være flere hundrede år gammel. Han kneb sine øjne sammen mens han stirrede på hende. Han smilte koldt "Er du tørstig?" Sagde han så før hun nåede at svare på hans spørgsmål. Han trak en lille flaske med vievand frem. Bare for en sikkerheds skyld.

Forvirret rynkede Artemis panden, da han pludselig spurgte om hun var tørstig. Tørstig?!... Hvad havde det overhovedet med situationen at gøre? Hun så betænkeligt på ham, og rystede så svagt på hovedet. Så kort på den lille flaske han trak frem, men tilskrev den ikke større betydning. "Nej..." svarede hun, og så tænkende på ham. Hvad mon han mente?... Han var altså mærkelig, nå...
"Det kan være lige meget, hvad jeg synes om ham, for jeg ved det ikke." endte hun med at svare på hans andet spørgsmål, og så på ham med et blandet blik.

Trako stod og så tænksomt på hende "Jeg har en opgave til dig" Sagde han så med et lumsk smil. En mindre plan udformede sig i hans hovede. Ikke for at tjene penge, bare for at skille sig af med endnu en af disse frygteligt vampyrer. "Vampyrer kan godt være farlige hvis man ikke er på god fod med dem, så giv ham den her flaske med vand og bed ham drikke det. Det er specielt krystalliseret vand. Det svarer til en meget dyr flaske rødvin for vampyrer. Hvis du skulle møde en vampyr så giv ham flasken" Trako rakte flasken over imod hende med et varmt smil. Eller ihvertfald noget der skulle ligne et smil.

Artemis så lidt på ham med et tydeligt tænkende blik. Langsomt rakte hun så ud, og tog imod flasken. "Hvorfor vil du have mig til det?" spurgte hun lettere mistænksomt, og knep de grønne øjne en anelse sammen. Nej, hun kunne i den grad ikke forstå ham. Det ene øjeblik var han vred og truende, og det andet blev han pludselig... Tja... Mindre vred og truende? Eller hvad man nu skulle kalde det. Uanset hvad, så var Artemis ikke sikker på at hun brød sig om det.

//MAHAHA! Ja, nu kommer jeg så og blander mig i jeres emne, ond som jeg er xD Håber ikke det gør for meget xP//

Artemios stoppede op i udkanten af legepladsen, hvor han lige netop ikke var til at se for skygger. Han betragtede de to mennesker, og lod let tungen glide over sine tænder. Han havde allerede 'spist' den aften, men alligevel brændte den hungrende sult endnu i hans indre. Han stod så Artemis havde ryggen til ham, og så undersøgende på manden hun snakkede med. Tydeligvis en jæger... Egentlig var Artemios mere eller mindre glad for at hun befandt sig i selvskab med en jæger. Så var hun vel ikke i helt så stor fare for at blive angrebet. Med et svagt suk besluttede han sig for at træde frem af skyggerne, da jægeren gav hende et eller andet. Rolige skridt bragte ham tættere på hans søster, og denr fremmede jæger.

Han klappede hende varmt på hovedet og prøvede at smile. Han lagde sit hovede på skrå. "Jeg vil bare ikke have at der skal dig noget... Er det noget galt med det?" Han smilte varmt. Måske ville det faktisk virke. Måske ville denne lille pige blive enden på et monsters liv. Hvis hun klarede mordet på vampyren og hun reagerede fint ville hun måske endda kunne blive en dursørjæger en dag. Han rystede tanken fra sig igen. Hun ville slet ikke kunne klare den slags. Hun var alt for skrøbelig, for svag.

Artemis skubbede hans hånd væk, da han ville klappe hende på hovedet. Hun var ikke en hund nå...
"Nej.. Det er der vel ikke." svarede hun tænksomt, og så ned på flasken i sin hånd. Så vendte hun sig halvt om, og så tilbage over skulderen. Så på skikkelsen der nærmede sig. En skikkelse hun kendte. Hun gøs svagt, og betragtede vampyren nærme sig. Alligevel var hun stadig fuldstændig rolig. En gammel tryghedsfølelse hang stadig ved ham.

Sal fulgte hendes blik og så på skikkelsen. Han kneb sine øjne sammen og trådte ind foran hende. Han stak sin ene hånd ind under frakken "Kan vi hjælpe med noget?" Spurgte han så om. Han lagde sit hovede på skrå og stirrede stift på den fremmede

Artemios lo let. "Du kunne fortælle mig, hvad min søster laver sammen med en jæger?" spurgte han, og stoppede op mens han lige akkurat var uden for jægerens rækkevide. Han så lettere søgende om bag jægeren, mod Artemis. Havde hun mon taget skade? Nej, det virkede det ikke til. Hun virkede jo rask nok. Både i kroppen, og i sjælen. Måske han ikke havde været så slem ved hende, som han havde troet?

Trako så stift på ham og trak lynhurtigt en pistol ud fra sin jakke. I sin hånd holdte han en Desert Eagle pistol. Det kraftigeste håndvåben på jorden. Han vidste dog det ikke ville gøre nogen nytte "Giv mig vandet tilbage!" Næsten råbte han og rakte sin ene hånd om imod hende. Han behøvede ikke at høre mere fra Artemios før at han havde fået bekræftet han bestemt ikke var et menneske.

Artemis så fra den ene til den anden, forvirret ved situationens hurtige drejning. "Men.." begyndte hun tøvende, og havde knugende lukket sin hånd om flasken. "Hvad mener han med en jæger?" spurgte hun, og lagde flasken i mandens fremstakte hånd. Hun bed sig tænkende i læben, og så over mod Artemios. Manden... Eller jægeren... Virkede ikke som om han havde lyst til at være på god fod med Artemios... Men vandet i flasken... Måske..? Hun rynkede let panden, og betragtede sceneriet med en knugende fornemmelse i maven.

Trako hev proppen ud på flasken med sin mund og så stift på Artemios "Jeg vil anbefale dig at du går" Trako puffede til Artemis med sit ben som tegn til hun skulle gå lidt væk. Trako stirrede olmt på Artemios "Nu!" Trako holdte flasken klar til at sprede vandet ud.

Artemios satte sig på hug, og så ikke ud til at bekymre sig det mindste om jægeren. "Artemis, kom her. Det er vist på tide at du kommer hjem nu." sagde han roligt, og ragte den ene arm frem mod hende.
Med en let latter så han op mod jægerens ansigt. "Hold bøtte et øjeblik, og lad mig snakke med min sæster, gider du." sagde han roligt, og virkede ikke synderligt berørt af det faktum at han blev truet med vievand.

Artemis så op mod Trako, før hun så på Artemios. Hun kendte Artemios... Eller havde i hvert fald kendt ham engang. Han var - eller havde været - lig med tryghed og varme. Med et følte hun sig meget lille. Hun lod sig puffe væk, af Trako, og sagde ingen ting... Hvad nu hvis Artemios var den gode...? Men han havde jo bidt hende?... Han var også hendes bror... Hun så på hans fremstrakte arm, og kæmpede med en træng til at løbe ind u hans stærke favn, og bare lade sig bære hjem. Helt hjem.

Trako smilte koldt til Artemios "Der ser du, pigen har foretaget sit valg. Forsvind nu" Trako trådte et skridt tættere på Artemios. Adrenalinen i hans krop pustede rundt i blodet og lysten til kamp begyndte at stige. Han smilte koldt og ladede pistolen.

Artemios rejste sig roligt op. "Hvad har du dog fortalt hende?" spurgte han så, og rystede på hovedet. "Egentlig er det vel på tide at hun lærer noget om hele verdenen." tilføjede han tænksomt for sig selv, og lod blikket lande på barnet. Måske var det faktisk lidt for tidligt... Lige meget, hun var blevet hævet ind i virklighedens verden nu...

"Tøs, hør her. Den tingest der er en igle. Den føler ikke, den elsker ikke, og den DRÆBER" Trako skulede over sin skulder til hende "Jeg er en vogter, en beskytter der hjælper mennesker ved at fjerne ting som ham der. Jeg er ligesom heltene i tegneserierne" Trako så igen på Artemios

Artemis så stadig fra den ene til den anden. "Men... Han er min bror?" Det var ikke meget stemme hun havde. Hun rynkede svagt panden, og stirrede på Trako's nakke. Hun var ikke helt sikker på om det hun nu gjorde også var det rigtige at gøre. Men hun vidste, at hun ikke ville have at han skulle skade Artemios. Hendes blik blev mere intenst, og langsomt ville Trako kunne høre stemmerne af tusindvis af grædende kvinder og børn, i sit hoved.

Trako så sig forvirret omkring. Hans øjne faldt atter på vampyren "Hold dig ude af mit hovede dit monster" Skreg Trako vredte og svang med sine flaske så lidt vand fløj ud spredtes ud. Det måtte være vampyrens værk. Hvem ellers? Han affyrde også pistolen som for at distrahere vampyren. Trako's øjne blev langsomt våde af alt gråden i hans hovede og han tog sig til hovedet

"Hva i..." Artemios trak sig hurtigt tilbage for vievandet, og så undrende på jægeren. Åndsvage menneske! Han holdt hænderne op foran sig, som for at sige at han ikke gjorde noget, hvilket resulterede i at skudet gik direkte ind i hans håndflade. Han så forbløffet på sin hånd, og bandede højt og groft. "Jeg kender ikke min evne. Jeg er ikke i dit hoved!" sagde han vredt, og så surt på jægeren.

Trako stirrede underligt på ham "Men hvis du ikke er, hvem er så?" Trako drejede sit hovede om mod pigen "Dig..." Han kneb sine øjne sammen og genladede sin pistol. Han vendte hele kroppen mod hende "Sniger sig tæt ind på jægeren. SPiller uskyldig. Men du er i sandhed fjenden. Du er selv en vampyr er du ikke?! Du er sikkert flere hundrede år gammel. Men nej, det skal være løgn!" Trako rettede sin pistol imod hende

Artemis fór sammen ved skuddet, og tabte koncentrationen. Hun så forvirret på Trako, og bakkede let væk fra ham, da han pegede pistolen mod hende. "N-nej." Hun rystede på hovedet, og tumlede let bagud. "Jeg er et menneske!" fastslog hun, og så bange på ham. Hun... Kunne kan ikke se det? Hun var jo ikke bleg som en vampyr.. Hun var ikke kold. Hun var bare et fandens besværligt menneske...

Trako rystede på hovedet "Løgne, bedrag. Man kan gøre alt med sminke nu om dage" Sagde han irriteret og tog sigte "Men vi finder vel snart ud af hvem der har ret" han lagde sin finger på aftrækkeren

Artemios reagerede hurtigt, da pistolen blev rettet mod Artemis. Med hurtige skridt gik han om bag jægeren, og tvang hans arme om på ryggen af ham. "Hun er en ni år gammel pige, der har været ude for mere end hun burde. Hun har ikke brug for at du også beskylder hende for at være et væsen." hviskede han lavmælt, og så stift på Artemis. Ni år... Tænk at hun virkelig var blevet så gammel.. Men det måtte hun jo være. Hun havde jo trodsalt været to år, da han selv rejste sin vej.

Trako trak vejret i hurtige små hiv "Hvis hun er et menneske så forklar mig hvordan i alverden hun kun plante den slags i mit hovede" Trako vred sig men ligeledes hjalp det. Han kunne ikke hamle op med en vampyr.