Legepladsen...

Vicente rakte armen ud efter hende og prøvede at tage fat i hende. Hans tørst efter blod gjorde ham altid meget aggressiv, især når det var engleblod, der stod på spil. Han havde virkelig lyst til at skære vingerne af alle de engle, som han stødte ind i. Deres vinger var altid et godt flugtredskab. Vicente mente selv, at det var rent held, at han havde været hurtig nok til at springe fra lygtepælen og så nå hende. Havde han været bare et sekund langsommere, så havde han sikker ikke kunnet nå hende og så var det endnu en engel, som var sluppet væk fra ham. Man skal ikke give engle tid, for så udnytter de det bare. Det havde han oplevet for mange gange.

Rose skreg højt da hun kunne mærke hans arm omkring hende og begyndte med det samme at vride sig og ville bare ikke se nederlag. Ikke mod Vicente! "Slip mig!!!" skreg hun og begyndte at sparke bagud efter Vicente og kunne kun komme på dét til at kunne komme væk med. Hun hadede virkelig vampyre..

Vicente spændte grebet om hende, hun var svær at holde fast, da hun kæmpede imod som bare fanden. "Skrig lidt mere, så bliver jeg tilfreds." Sagde han og prøvede at få hende ned at lægge. Han var så ivrig efter hendes blod, at han slet ikke tænkte på, at bruge sin evne. Han tænkte sjældent klart når han tørstede efter blod. Hvis han brugte sin evne, så kunne han spare sig en masse besvær og holde hende fast med sine skygger. Nu var han så tæt på, men tanken havde alligevel ikke på nogen måde strejfet ham. Alt han tænkte på nu, var at sætte tænderne i denne engel og nyde hendes friske, rene blod.

Rose begyndte at skrige og råbe. Efter hjælp og eder og forbandelser af ham. Hun lagde hurtigt sine hænder op mod sin hals hvor der ville blive bidt, i håb om at han ikke ville prøve at få hendes hænder væk og bare opgive. Men hun vidste selføli at det ikke var sår'n man gjorde tingene. Hun kunne mærke paniske tåre falde ned af sine kinder og blev ved med at vride sig i hans greb og kæmpede imod hans forsøg på at ligge hende ned.

"Det nytter ikke at kæmpe imod og det ved du.. Jeg har dig nu." Sagde han og prøvede så at fjerne hendes hænder fra hendes hals. Hun var mere eller mindre fanget nu, men han havde dog en plan klar til, hvis hun nu fik kæmpet sig fri. Vicente ville være på den sikre side. "Det er hurtigt overstået." Sagde han, som om han var en læge der skulle til at give nogen en vaccine. Han åbnede let munden og gjorde klar til at hugge tænderne i halsen på hende så snart han så muligheden.

Rose rystede på hovedet og ville ikke stoppe sine forsøg på at slippe væk "Nej!!" snerrede hun og man kunne let høre stædigheden i hendes stemme. Da hun kunne mærke at han prøvede at få hendes hænder væk og hans kølige ånde tæt mod hendes hals, lod hun bare panikken tage over og vendte hurtigt sin albue mod hans ansigt og slog den hårdt op i hans ansigt og ramte ved hans næse. Slaget ville have haft brækket et menneskes næse, men hun vidste ikke hvor meget vampyre kunne tåle. Men det ville hun ikke tænke over og begyndte hurtigt at slå og sparke, vride og flå for at komme fri fra hans greb.

Vicente fik et ordenligt slag i hovedet og løsnede grebet om hende. Han brækkede dog ikke noget, men mistede bare fokus i et kort øjeblik. Hun tog sikkert chancen og prøvede at flygte. Han måtte åbenbart bruge voldeligere kneb. Han skulle nok kunne få hende ned at ligge med et knæ eller spark i ribbenene. "Du vælger altså den hårde måde?" Hvislede han igennem sammenbidte tænder. "Så skal du også få det på den hårde måde." Sagde han.

Rose sprang hurtigt væk fra Vicente da hun fik chancen til det og så over skulderen på ham og rystede på hovedet "Jeg vælger ikke noget!! Jo! Jeg vælger at du forsvinder og ikke rør mig!!" snerrede hun hårdt og begyndte hurtigt at løbe igen og ville ikke lade ham gøre hende fortræd.

Så længe Rose ikke lettede fra jorden ved hjælp fra sine vinger, så kunne Vicente nemt fange hende på jorden ved hjælp fra sin vampyriske hurtighed. "Det er ikke en mulighed!" Hvislede han ud igennem sine sammenbidte tænder. Han ville ikke lade hende slippe væk. Han var så tæt på og så ville han for alt i verdenen ikke lide nederlag. Blodtørsten pumpede inde i ham, den var ivrig efter det blod, som han var så tæt på at få, men som han alligevel stadig var langt væk fra, da hun jo var kommet ud af hans greb.

"Det er det nu!" snerrede hun og fik hurtigt sine vinger frem og ville ham ikke. Hun nægtede at lade sig vinde over, og begyndte hurtigt at baske med vingerne og løb videre.

Vicente mærkede, hvordan vreden løb rundt i kroppen på ham. Hun var sgu ved at slippe væk. "Så vil jeg fjerne den mulighed!" Råbte han vredt og så rundt. Alt stod for langt væk til, at han ville kunne bruge det til at hoppe op og tage fat i hende, så han gav sig til at lede efter et objekt, han kunne kaste med. Han fik øje på en sten, den var ikke specielt stor, men han tog den alligevel og kastede den så efter Rose.

Rose spilede sine øjne op da hun kunne mærke noget hårdt og tungt ramme hende i baghovedet, og faldt om på jorden. Hun stønnede af smerte og kunne mærke hudafskrabninger på hendes ben og arme og noget varmt og fugtigt løbe ned af hendes baghoved. Fuck! Nu var hun squ på spanden! Hun tog sig hurtigt til baghovedet og klemte sine øjne hårdt sammen da det hele snurrede rundt for hende. Hun fik sig lagt om på ryggen og så op på den mørke himmel og prøvede langsomt at komme op at stå og ville ikke lade Vicente få fat på hende..

Vicente stod kort og var faktisk overrasket over, at han havde ramt hende, da han mere eller mindre havde kastet stenen af ren raseri og ikke nået at sigte ordenligt. Han løb hen imod hende og nærmest kastede sig imod hende, som om han ville tackle hende. Han skulle have fat på hende nu og han ville ikke give hende den mindste chance til at slippe væk. Han skulle have det blod og han gad ikke at vente et sekund længere. Hvorfor skulle engle også altid være så besværlige?

Rose skreg da Vicente kastede sig over hende og hun så derfor ingen mulighed for at slippe fri fra ham "VÆK!! SKRID!!" skreg hun hidsigt og panisk og havde landt på jorden igen og slog hårdt ud efter ham og vidste ikke om hun ramte ham eller ej, og ville bare væk fra ham.

Vicente prøvede at få fat om hendes håndled og få styr på hendes hænder, så han kunne sætte tænderne i hende. "Jeg.. Kræver dit blod!" Sagde han vredt og prøvede at undgå så mange slag så muligt, af dem hun sendte mod hans ansigt. Han åbnede let munden og gjorde sig klar til at hugge sine spidse hjørnetænder i halsen på hende, så snart han så muligheden.

Rose så op på Vicentes ansigt og rystede vildt på hovedet så det ville blive svære for ham at få sine tænder ned i hendes hals "Nej!!!" skreg hun og begyndte nu oss at sparke. Man kunne godt sige at Rose var stædig som bare fanden.

"Så. Lig. Dog. Stille!" Sagde han vredt og opgav så at få styr på hendes hænder. Han ville bruge en mere voldelig metode og han var sikker på, at dette nok skulle få hende til at ligge stille, i hvert fald længe nok til, at han kunne få sine tænder i hende. Han knyttede en hånd og rettede så et hårdt slag mod hendes mave i håb om, at få hende til at ligge stille.

"NEJ!!!" skreg hun højt og skingert op i hovedet på ham, men spilede sine øjne op og gispede af smerte da han slog hende i maven. Hun vred sig kun småt nu og hulkede lavmælt ".. Jeg be'r dig.." hviskede hun og gispede lidt efter vejret da han havde slået luften ud af hende.

Vicente greb fat i hendes ene arm og placerede sin anden hånd på hendes skulder, hvorefter han åbnede munden let og huggede så sine tænder i halsen på hendes. Han lukkede sine øjne og nød hendes varme, rene blod. Det smagte som livet selv, bedre end noget andet. Blodet løb rundt og gjorde hans kolde krop lidt varmere, men det var ikke meget. Han åbnede sine øjne, de var nu grønne. Han gav slip på hende og tørrede så det blod han havde om munden væk med sit ene ærme. "Ærgerligt det skal gå så voldeligt til med en engel så køn som du, men du har selv bedt om det." Sagde han og lod sin hånd, som sikkert stadig var kold for hende, stryge hendes kind blidt én enkelt gang. Han rejste sig.

Rose bed hårdt ned i sin underlæbe da han bed fast i hendes hals. Hun strittede kun ganske svagt imod da hun havde fået ret mange slag og havde allerede mistet en del blod på grund af den sten der havde ramt hende i baghovedet. Hun trak vejret i dybe og hivende drag indtil han endelig gav slip på hende. Hun så op på Vicentes ansigt og gøs da hans kolde hånd strøg hende over kinden. Inden han havde nået at komme op, havde Rose taget fat i hans trøje med et nogenlunde stramt greb. Hun kunne mærke at hun var ret svag og havde ikke lyst til at blive efterladt på denne måde. Hun så op på Vicente med sine dybe øjne, med et lidt bedende blik og var ikke for glad for natten når hun var så svag som hun jo nu var.

Vicente så ned på Rose, han lagde hovedet let på skrå med et spørgende blik. Bad hun ham virkelig om at tage hende med? Eller misforstod han noget her? Han besluttede sig i hvert fald for at løfte hende op i sine arme og begyndte så derefter at gå. Han var tilfreds nu, da han endelig havde fået stillet sin blodtørst, hvilket også kunne ses på ham, da han var meget roligere nu.

Rose så op på Vicente og åndede lettet op da hun ihvertfald ikke blev efterladt. Hun havde ikke lige just bedt om at blive taget med. Hun havde blot insinueret til at hun ikke ville lade været alene på jorden i den mørke nat. Hun lukkede øjnene i og lod sig langsomt falde hen mens hun mærkede Vicentes kolde temperatur gennem hans tøj. Hun var allerede blevet følelsesløs efter et par få minutter, men valgte at ignorere det fuldstændigt.

"Hvor skal jeg smide dig af henne?" Spurgte han og så ned på hende. Vicente havde fået, hvad han ville have fra hende og det var ikke hendes liv. Hun var stadig nyttig for ham, da Rose af en eller anden underlig årsag, var en af de engle, som han ret ofte stødte ind i og hvis han så lod hende leve, så var det jo næsten en sikker kilde til det dejlige engleblod, selvom han dog måtte kæmpe sig til blodet.

Rose mumlede et eller andet uforståeligt og var ikke helt vågen længere. Hun så ret bleg ud, men havde oss mistet noget blod. Hun lå stille i Vicentes favn og havde kun hørt hans stemme svagt og følte sig bare så pokkers træt..

Vicente ruskede svagt i hende og spurgte hende igen. Han ville gerne smide hende af et sted og hun ville nok heller ikke have for godt af at vågne op i hans skovhytte. Hun ville nok få noget af et chok, da Vicente ikke rigtigt tog sig af skovhytten, som han boede i. Han var jo vampyr, så han kunne være ligeglad med om der var klamt og ækelt der og så var han jo heller ikke helt rask oppe i hovedet, hvilket sikkert også var en meget god forklaring på, hvordan der så ud inde i hans hytte.